Skæbnen at blive født
Malene var rasende. Rasende på en måde, hun ikke havde været i mange år. Alt var allerede klart hun var gravid. Men det var bare så uheldigt timet. Det var 1993, en usikker tid hvor dem, der stadig havde arbejde, blev betragtet som heldige. Netop som Malene endelig havde fået fast job og endda en løn, der kunne betragtes som god, alt taget i betragtning så skulle dét ske.
Livet var lige begyndt at falde på plads og nu, sådan her! Hvem ville ansætte hende efter endnu en barselsorlov? Ét barn måtte vel være nok. Malene og hendes mand, Mads, opdragede deres syvårige søn, Viggo, der lige var begyndt i første klasse. Allerede før alt forandrede sig i begyndelsen af halvfemserne, dengang der endnu var en smule stabilitet, havde de drømt om et barn mere. Men da skete det ikke. Og nu føltes det meningsløst.
Aftensmaden blev et langt, tungt opgør, fyldt med tavshed og opgivne suk. Alligevel endte Malene og Mads med at tage den fælles beslutning: Abort.
De boede i en stor landsby på Sjælland, hvor lægehuset lå bare fem minutters gang væk. Dengang fandtes der ingen reflektionsdage; ingen forsøgte at overtale kvinder til at tænke sig ekstra om. Derfor kunne Malene nemt blive skrevet op til indgrebet. Ved konsultationen blev hun bare spurgt, om hun ville fortsætte graviditeten det ville hun ikke.
Eksekveringen skulle udføres af egnens eneste kvindelige gynækolog, anset som meget erfaren. Tidligt på en varm sommermorgen gik Malene hjemmefra mod sygehuset, som lå lidt længere væk end lægehuset. Solen brændte allerede, trods klokkeslættet, og luften var tæt og over de tredive grader. Gåturen på tyve minutter burde ikke have været et problem Malene var vant til at gå men netop den dag føltes hvert skridt som tusind kilo. Benene blev tungere og tungere, hovedet begyndte at snurre, en kvælende træthed overmandede hende. Hun indså, hun ikke ville kunne nå frem, vendte om heldigvis var hun stadig tæt på hjemmet. Resten af dagen sov hun tungt, som havde hun ikke sovet i ugevis.
Næste morgen, da Malene endelig nåede frem til sygehuset, fik hun at vide, at den planlagte læge var blevet syg og ville være sygemeldt i mindst to uger.
***
To uger, mor, forstår du det? Malene råbte desperat i telefonen. To uger det er en katastrofe! Jeg vil jo kunne mærke barnet!
Svigerinden, Inger, lyttede tålmodigt til Malenes klager og sukkede dybt: Jamen, måske er det ikke meningen, skat.
Ikke meningen? Hvad skal vi gøre, hvordan skal Mads og jeg leve, opdrage Viggo, betale regninger? Hvem vil ansætte mig efter endnu en barsel?
Vi skal nok hjælpe, både farfar og jeg. Vi kan passe den lille en gang imellem
Nej, mor! sagde Malene bestemt.
Inger sukkede opgivende. Som troende kvinde forstod hun ikke Malenes og sønnens plan, men hun sagde ikke imod. Det var ikke hendes liv, ikke hendes familie.
***
Malene kæmpede desperat for en løsning. Ventelisten til regionssygehuset var uendelig, og der kunne først bookes tid om tre uger det blev ikke betragtet som akut.
***
Malene, jeg har en veninde i nabobyen, hun kan hjælpe dig! lød det overbevisende fra Ulla, Malenes gamle barndomsveninde.
Og hvad koster det? spurgte Malene uden omsvøb.
Ikke meget, jeg har talt hendes ører fulde. Du skal bare komme i morgen før klokken ti. Hun hedder Irene Lund, husk det!
Næste morgen sad Malene i en bus, vejret var gråt og regnen silede ned. Hun følte sig urolig, men nu skulle det bare overstås. Alt hvad der mindede hende om graviditeten gjorde hende bare mere frustreret hendes behov for at fjerne det uønskede voksede til det maniske.
Malene steg af bussen og kiggede sig omkring. Nabobyen var grøn og frodig, men folk holdt sig indendørs i regnet. Hun trak jakken tættere om sig og skyndte sig gennem de tomme gader.
På sygehuset løb hun nærmest gennem gangene. Vestibulen stod gabende tom. Døren gled langsomt i bag hende med en skrattende, ildevarslende lyd. Alt forekom spøgelsesagtigt: skallede vægge med afskallet maling, åbne garderobedøre blottede tomme bøjler. Stilheden larmede.
Malene gik forsigtigt videre og kiggede ind ad første åbne dør.
Receptionen. Ingen skilt, men det fremgik. Overraskende nok sad der en ældre kvinde bag skrivebordet og stirrede ned i et tomt papir.
Malene bankede forsigtigt. Undskyld, kan jeg tale med Irene Lund?
Vi har ingen af det navn! kværnede kvinden med rusten stemme, der mindede Malene om den knirkende dør. Kvinden så ikke engang op, hendes hænder hang slapt ned.
Hvad mener du med det? Er hun der ikke i dag, eller findes hun slet ikke? spurgte Malene forvirret.
Vi har ikke sådan én, hvad er der ikke til at forstå?! råbte damen og løftede hovedet. Malene blev grebet af rædsel.
Det var nærmest umuligt ikke at skrige, da hun så kvindens slørede, nærmest glasagtige øjne, og da hun yderligere blottede sine sorte, skarpe tænder i et smil, satte Malene i løb uden at kunne huske, hvorfor hun egentlig var kommet.
Først ved busstoppestedet slap panikken, og først da døren lukkede bag hende i en bus fuld af normale mennesker, faldt hun til ro.
***
Hvad laver du, Malene? lød det fornærmet i telefonen fra Ulla. Jeg har gjort alt for dig, snakket med hende Irene ventede hele formiddagen!
Ved du hvad jeg tror, jeg venter på vores egen læge, Anna Pedersen, mumlede Malene og lagde røret på.
Udenfor trommede styrtregnen mod ruderne. Malene sank sammen i tanker. Hun plantede sig hårdnakket mod målet, men en usynlig hånd havde nu for tredje gang holdt hende væk fra det, som om nogen hele tiden stod imellem.
Da hun kiggede ud ad vinduet, fik hun øje på en ung kvinde og en dreng omkring syv år, der skubbede en barneklapvogn med en lille pige. De løb, fordi regnen tog til, og moderen dækkede børnene bedst muligt med en paraply. Men pigen stak krøllet, hvidt hoved ud, rakte hænderne mod dråberne og grinede perlende. Drengen grinede med.
En mærkelig varme skød gennem Malene snart kunne hun måske gå dér med sine børn også
***
Det er for sent nu, skat, tidsfristen er overskredet, smilede Anna Pedersen venligt og betragtede Malene med store, milde øjne. Malene plejede drillende at kalde hende rådyrkalv.
Er det nu noget at smile af? spurgte Malene tøvende, men mærkede et lettelsens suk indeni.
Nej, men det er heller ikke noget at græde over, svarede Anna med et lille træk på skuldrene.
Lettere til mode gik Malene hjem og meddelte Mads: Barnet bliver født.
Samme nat drømte hun en forunderlig drøm. Hun gik gennem en park fuld af grønne træer og blomster i alle regnbuens farver. Pludselig stod en lyshåret, høj pige med lange ben og en kjole med blomster foran hende, smilende. Hun havde dybe smilehuller, et drys af fregner på næsen, og de klareste grønne øjne som Mads. Malene ville tage hende ind til sig, men pigen vinkede, sendte et luftkys og råbte:
Kald mig Signe!
Og løb videre ned ad stien.
***
Seksten år gik. Når Malene så på sin datter, Signe, høj, lys, med yndige smilehuller og fregner på næsen, blev hun ofte rørt over, at noget eller nogen gang på gang havde forhindret hende i sin beslutning dengang. Hun fortalte endda Signe om det og forventede vrede. Men Signe smilede bare og krammede hende.
Siden har Malene altid vidst, at man ikke selv vælger sine børn det er børnene, der vælger os. Og nogen gange giver de os tegn, længe før de bliver født.
