Tusind tak, Jannik! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig, poppede op på skærmen af mobilen.
Mobilen i hendes mands hånd vibrerede, lige mens hun stod med den. Ida kastede et hurtigt blik på displayet. Beskeden var fra en, der hedder Birgitte. Den sluttede med et lyserødt hjerte, som et lille kys.
Ida stivnede et øjeblik. Birgitte? Jannik? Hun kunne have troet, det var en fætter eller kollega, hvis ikke der var det lille problem: hendes mand havde aldrig nogensinde nævnt nogen med det navn. Eller havde han bare holdt det skjult?
Hun løftede hovedet hurtigt, men prøvede at holde sig rolig. Hun vidste, hun først måtte finde ud af sandheden og ikke bare antage noget. Alligevel føltes det som om jalousien slog knuder inde i hende.
Hvem er Birgitte? spurgte hun, mens hun virkelig måtte koncentrere sig for at holde stemmen jævn.
Jannik sad bare og nød sin morgenkaffe, men kiggede nu forvirret på hende.
Hva?
Birgitte, gentog Ida og stak mobilen op i hovedet på ham. Hvem er det?
Han studerede skærmen, og noget flakkede svagt i hans blik. Han vendte sig lidt væk og trak på skuldrene.
Åh… Det er bare Birthe.
Ida frøs helt.
Hvilken Birthe?
Ja… Min eks. Men der er ingenting mellem os længere.
Han lagde mobilen på bordet og krydsede sine arme.
Din eks kalder dig Jannik og takker med hjerter? Synes du, det er helt normalt?
Jannik trak atter på skuldrene, nærmest som om det var ingenting.
Ja, altså… Jeg lånte hende nogle penge. Hun spurgte, og jeg hjalp hende.
Nu sidder Ida med en vrede, hun virkelig havde svært ved at skjule.
Så du giver penge til din eks?!
Ja, hvad skulle der være galt i det?
Hvor galt er det? sagde hun sarkastisk. Seriøst? Du synes, det er okay at give vores penge til en Birgitte?
Nu kigger han hende endelig i øjnene.
Ida, du gør en møg-sag ud af ingenting. Jeg kender hende jo nærmest hele livet. Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe?
Hun grinede, men der var intet muntert i hendes latter.
Du er gift, Jannik. Med mig! Alligevel hjælper du hende din gamle kæreste.
Han sukkede tungt, som om hun var en irriterende barn, der ikke forstår det åbenlyse.
Vi sluttede jo ikke dårligt. Hun er jo ikke fremmed for mig.
Er jeg så fremmed?
Jannik svarede ikke. Ida rystede bare på hovedet og sukkede dybt.
Hvor lang tid har det stået på?
Hvad mener du?
Jeres hyggelige venskab.
Han kiggede væk.
Vi har altid skrevet. Også før dig. Har bare aldrig nævnt det, ville ikke stresse dig.
Ida mærkede, hvordan vreden boblede op i hende.
Så i to år har du holdt det skjult?
Jeg har ikke holdt det skjult! Jeg så bare ikke grund til at sige det. Jeg har jo ikke været utro. Hvorfor hidser du dig sådan op?
Ida forsøgte at trække vejret dybt, så hun ikke kom til at råbe.
Hvor tit hjælper du hende?
Det sker. Småting. Reparere noget, sætte computeren op.
Så du, min mand, render rundt hos en anden kvinde som tekniker?
Hvad snakker du om? sagde han oprevet. Jeg hjalp hende, jeg lånte hende penge! Er det en forbrydelse?! Det ville jeg have gjort for dig også!
Ida kiggede bare på ham, helt køligt.
Hvis du ikke kan se, at det er skævt, så har vi virkelig forskellige idéer om, hvad familie skal være.
Hun vendte sig og gik ud af køkkenet. Hun magtede ikke at se på ham.
Resten af dagen gik som i en tåge. Vrede, smerte, forvirring. Ida prøvede at tænke det hele igennem, men hele tiden blev hun overvældet af spørgsmålet: Hvordan kunne jeg være så blind?
Jannik virkede ikke som om han prøvede at skjule noget mere. Nu skrev han offentligt med Birthe, som om det var småting.
Over de næste to uger blev alt bare endnu mere tydeligt. Hendes mand kom ofte sent hjem fra arbejde. Hver tredje dag havde Birthe et akut problem, hun skulle bruge hjælp til.
Jeg skal lige over til Birthe i aften, sagde han uden at blinke i løbet af aftensmaden. Hendes vaskemaskine er gået i stykker.
Ida lod gaflen synke og kiggede alvorligt på ham.
Er der ingen andre håndværkere i byen?
Ej, hvorfor skulle det være så svært at hjælpe nogen?
Du synes ikke, det er svært. Jeg synes det er svært at acceptere.
Skal vi nu virkelig tage den igen?
Ja, igen, svarede hun koldt. For din eks har hele tiden brug for dig. Godt I ikke har børn sammen.
Jannik sukkede, men spiste videre.
Hvis det nu var naboen eller min mor, ville du så reagere lige sådan?
Forskellen er, at de ikke ringer hver eneste dag.
Ida, sagde han træt. Du opfører dig, som om jeg har været hende utro.
Jeg ved ikke, om du er utro eller ej, men det er bare ikke normalt. Og jeg synes, det er helt skævt, svarede hun spidst.
Jannik smilte skævt.
Du stoler ikke på mig.
Har du givet mig en grund til at stole på dig?
Der blev helt stille.
Tre dage senere var der igen noget med Birthe.
Birthe ringede, sagde han fladt. Hun skal købe et køleskab, men kan ikke transportere det.
Ida vendte sig roligt mod ham.
Så nu dropper du alt og kører et køleskab for hende?
Det er jo ingenting.
Jannik, kan du slet ikke se, der er et problem her?
Jeg synes bare, du overdramatiserer.
Jeg laver ikke cirkus du gør. Og jeg gider ikke mere. Hvis du vil hjælpe Birthe så meget, kan du da bare flytte hen til hende. Så sparer du benzin.
Mener du det?
Fuldstændigt.
Vil du virkelig smide mig ud?
Nej, Jannik. Du får et valg nu. Enten er du en del af vores familie eller du må gå din egen vej. Jeg vil ikke have dig herhjemme mere.
Hun vendte sig om og gik. Hun ville ikke mere lade sig manipulere. Måske troede han, han var den ærlige, fordi han var åben om, hvor han skulle hen men for Ida var det ikke ægte ærlighed, det var et svigt.
Der gik fire og tyve timer efter det sidste skænderi. Ida sad i køkkenet og stirrede på mobilen. Jannik havde hverken ringet eller skrevet. Han var taget afsted. Måske til Birthe. Efter ti dages stilhed, forstod hun, at en skilsmisse ikke altid er et tab sommetider er det den lektie, du har brug for, så du aldrig igen skal nøjes med mindre end du fortjener.
