Den frygtløse svigerdatter – Grisha, jeg kunne være gået for en halv time siden, sagde hun. – Og hvis du får lyst til at overfalde mig, så ender du selv gravet ned her! – Hvorfor lod du dig så binde? – spurgte han, mens han sprang op. – Jeg blev bare nysgerrig – hvad var det for et cirkus. Dasha kastede jernstangen fra sig. – Der hvor jeg har overlevet, ville du ligge i fosterstilling og kalde på mor! – Hvor længe har du tænkt dig at holde mig her? – spurgte Dasha roligt. – Det her er faktisk kidnapning, hvis ikke du har opdaget det. – Jeg kan holde dig her så længe jeg vil, – sagde Grisha og grinede skævt. – Det må du først bevise! – De vil komme til at lede efter mig! – sagde Dasha. – Nej, det gør de ikke! – Grishas smil blev bredere. – Alt hvad efterforskningen kan finde ud af, er at du forsvandt frivilligt! – Hvad mener du? – Dasha så forvirret ud. – Hævede du penge i automaten? – Ja, du overførte jo pengene, så jeg kunne hæve uden gebyr – svarede Dasha. – Men hvem ved det? Du stod ved automaten, du hævede penge! Og optankning ved motorvejen ud af byen! – Grisha prikkede sit hoved. – Der er kameraer alle vegne! Og du fyldte ikke bare tanken, men også tre dunke! Og da du pakket dem ind i bagagerummet, lå der kufferter! – Men de vil også spørge dig, du var jo med, – sagde Dasha. – Jeg siger bare, at du satte mig af ved motorvejen, og selv vendte jeg hjem, – svarede Grisha. – Så ifølge beviser har du pakket, hævet penge, tanket op og forsvundet ud af byen! – Hvor længe har du så tænkt dig at holde mig her? – gentog Dasha – nu ikke helt så roligt. – Så længe jeg vil, – trak Grisha på skuldrene. – Til verdens ende eller til du ikke kan trække vejret mere! Denne sætning burde skræmme Dasha, men hun rykkede ikke engang på sig. – Må jeg spørge dig en ting? – Dasha så sin svoger lige i øjnene: – Hvorfor gør du det her? – Enestående selvbeherskelse! – sagde Grisha. – Jeg har mistanke om, at du er lige så kold overfor min bror! Du er kun sammen med ham for pengenes skyld! Og du spiller den gode, så når han slapper helt af, kan du nuppe alt! – Så du står vagt for din bror? – smilede Dasha. – Har besluttet at gennemskue den falske svigerdatter? – Kom nu Dasha, helt ærligt – Grisha satte sig på hug foran den bundne kvinde – ingen almindelig person kan klare så meget kritik fra forældre, alle problemer og stadig altid være i godt humør! Uanset hvordan man vender og drejer det – du er definitionen på en overskudsagtig husmor! Og det hele lader dig koldt, og alt er blot nye opgaver, du klarer med et smil! – Ja og hvad så? – spurgte Dasha. – Sådan er der ingen, der kan være! – rystede Grisha på hovedet. – Medmindre de har en stor bagtanke! Og Ivan har lejlighed, sommerhus, garage, to biler og en virksomhed! Bedstefar har været alt for rundhåndet med ham, og alle hader Ivan for det. Men Ivan er ikke bedstefar! Ham er det let at snyde! For dig er han det perfekte bytte! Derfor holder du alt ud: fra ham, fra mig, fra forældrene! Og så videre, og så videre. – Har du hevet mig herud for at gennemskue mine motiver eller for at grave mig ned? – spurgte Dasha roligt. – Selv nu er du ikke bange! – udbrød Grisha. – Enhver anden ville have fået hysterisk, men du er klippefast! Måske er du psykopat? – Grisha, jeg har overlevet ting, du ikke kan forestille dig – nuværende problemer er bare små irritationer, – sagde Dasha. – Alt hvad du nævner kan ikke sammenlignes med det, jeg har været igennem! – Du lyver! – sagde Grisha bestemt. – Du prøver bare at narre mig til at forbarme mig og slippe dig løs! – Skal jeg give dig min fulde bekendelse? – sagde Dasha med et skævt smil. – Vil du høre sandheden? Du! Kidnapper! – Kom så, fortæl, – sagde Grisha og lænede sig op ad væggen i det halvfaldne hus, hvor han havde slæbt sin svigerinde hen. – Jeg har aldrig fortalt det hele til nogen før, – Dasha tøvede. – Så lad os starte fra begyndelsen… *** Dasha blev ikke født på et hospital, og heller ikke under mors trygge tag, men i en rugende bus fuld af arbejdsmænd på vej til fabrikken. Faren besluttede at køre hendes mor til hospitalet, fordi hendes råb og klager blev for meget. De var i en sådan forfatning, at man skulle tro, de ikke anede, at fødsler kommer efter ni måneders graviditet! Dashas fødsel havde to dusin trætte, sure mænd som vidner. Faren fik bank, mor blev skånet, for hun havde jo lige født! Og bussen i stedet for fabrikken, til hospitalet. Lægerne frygtede alt muligt, men Gud var nådig, Dasha blev født rask og stærk. Fødslen fik myndighederne til at gribe ind, og børneværnet blev straks tilkaldt. Dashas mormor Zoya tog hende direkte fra hospitalet – men ikke hendes egen datter. Hun tog barnet og tog en taxa hjem. Først timer senere hentede Tolik sin kone Natasha hjem. Forældrene var ifølge rygterne ikke så kede af, at de ikke fik babyen hjem! Men fødslen blev fejret igennem. Dasha endte først hos sine forældre igen efter fem år. Omstændighederne var grufulde. Zoya, mormoren, var alene og tæt på pensionsalderen. Alligevel tog hun Dasha til sig og gik på pension. Men med et spædbarn blev hun hurtigt nedslidt, og hun havde ikke kræfter til opgaven. Alligevel voksede Dasha op hos hende, indtil hun døde, fem år efter. Zoya døde en morgen under morgenmaden. Hun fik lige slukket for gassen på komfuret. Dasha var alene i huset med hende. Fem dage gik, indtil børnehaven undrede sig og kom forbi. Disse fem dage lærte Dasha at overleve. Rå pasta, muggent brød, sur suppe og rådne grøntsager. Psykologen sagde: – Jeg håber det ikke sætter sig, men det er nok et traume for livet! Mormorens død fik Natasha til at vågne op. Hun smed Tolik ud og gjorde alt for at få forældremyndigheden igen. Tolik prøvede også, og slap sprutten et stykke tid. Dasha levede i et år i hvad der mindede om en familie – blev endda fulgt i skole første dag af både mor og far. Der var håb. Men dårlige vaner forsvinder ikke, de ødelægger alt – både krop og sjæl – og Dashas forældres sjæle var allerede ødelagt. Først faldt Tolik fra, så fulgte Natasha. Og så rullede det… Nogen tid slap myndighederne taget – måske havde de travlt med vigtigere ting, og Dasha levede seks år hos forældrene – et mareridt, man ikke ønsker for sin værste fjende! Hjemmet dyrkede Perlen (alkohol), og renlighed og orden var fremmede begreber. Der var “en dags mad og tre dages druk”. Dasha var vidne til det hele. Hun lærte, hvorfor hun kom til familien – emnet blev diskuteret flittigt og med alle mulige detaljer. Der var små glimt af håb, men aldrig fra begge forældre på én gang. De sjældne lyse øjeblikke betød oprydning, gæster blev smidt ud, køleskabet fyldt, og den “vågne” forælder prøvede at være en god mor eller far for Dasha. – Vær glad for, at du har en mor, der ikke lader dig gå til! Ellers gik du under! Samme hørte hun fra Tolik: – Spis nu! Far skal nok sørge for dig, du er alt for tynd! Dasha levede fra det ene håb til det næste – de ting man planter i et barn, sætter rødder. Hun – en lille, tynd pige – slæbte ofte sine bevidstløse forældre hjem gennem sneen. Hun vidste, at hvis mor eller far frøs ihjel, så var det også slut for hende. Børnehjemmet, hun kom til som tolvårig, kunne have været hendes redning – væk fra forældre helt i bund. Det beskyttede hende mod sin familie, men ikke mod de andre børn, som kunne være ubarmhjertige. Børnehjemmet havde et lov: enten rovdyr, eller bytte – intet tredje. Dasha var lille, havde altid sultet, måtte kæmpe for hver bid mad. Ingen plads til svaghed eller selvmedlidenhed. Hun overlevede – men hun forstod hurtigt, at spillereglerne udenfor er anderledes. Hun skulle bruge et år på at opdage det. Så mødte hun Ivan. Hun fandt godhed, omsorg og et sammenbrudsfrit hjerte hos ham, blev forelsket, og Ivan var ligeglad med, at hun var børnehjemsbarn – han elskede hende. Hans forældre var dog imod. – Du er ikke noget for vores søn! – sagde de. Og hun svarede: – Jeg vil gøre mit bedste for at blive en god hustru! De blev gift. Anklagerne regnede ned over hende: hun gjorde ikke rent godt nok, lavede ikke mad godt nok, tog sig ikke af Ivan ordentligt – den klassiske sure svigermor. Men Dasha tog det ikke nært og klagede aldrig til Ivan. Den yngste bror, Grisha, så det hele. Han observerede i ti år. I de år fik Ivan overdraget arv og virksomhed og blev velstående. Men før det havde Dasha selv solgt sine arvede huse og givet alle pengene til Ivan, så de kunne købe lejligheden. Ivan og Dasha fik en datter. Ivan bestyrede firmaet, Dasha arbejdede som receptionist i en skønhedssalon og var en god husmor. Altid orden, altid hyggeligt og rart, altid god mad og smil til manden. Grisha tænkte, at for at kunne udholde forældrenes konstante klager og stadig klare alt – måtte man have en skjult agenda. Derfor satte han kidnapningen i scene – kørte hende ud til en øde landsby for at presse sandheden ud af hende. Han forestillede sig, at for at loppe penge ud af hans bror, ville hun udholde hvad som helst! *** – Grisha, det jeg har gennemlevet, kan slet ikke sammenlignes med det, der fylder mit liv nu – sagde Dasha roligt. – Arbejde, hjem, datter, husholdning. Selv din mors klager er småting! – hun smilede. – Selv din kidnapning føles mest som en dårlig joke! – Jeg kan bare lade dig bliver her, – sagde Grisha. – Seriøst? – lo Dasha. – Ja, kom bare! Hun smed rebene og rejste sig op med et stykke rustent jern i hånden. – Grisha, jeg kunne være gået for en halv time siden, sagde hun. – Hvis du prøver dig, ender du selv gravet ned her! – Hvorfor lod du dig så binde? – udbrød han. – Jeg ville bare se, hvad det cirkus skulle til for. – Dasha smed jernet. – Der, hvor jeg har overlevet, ville du sidde sammenkrøllet og råbe på mor! De problemer, du synes er så voldsomme, gør mig ikke noget. Jeg elsker bare din bror. Jeg elsker min familie! Og prøver du at skille os ad, forsvinder du bare – uden alt det her drama med kidnapning og beviser! Hendes stemme var kold som stål. Grisha troede hende. Han blev iskold. – Kør mig hjem, kidnapper! – sagde Dasha med et smil. Da han satte hende af, spurgte Grisha: – Skal jeg forlade byen? Vil du melde mig? – Lad være med at lave tåbeligheder – lo Dasha. – Og stop med at dømme alle ud fra dig selv! Alligevel forlod Grisha byen. Dasha sagde aldrig et ord til sin mand. Hun gik bare til manicure – efter at have kæmpet med rebene havde hun brækket tre negle. Det var dét, der var problemet!