Svigerinden synes kun vi skal forkæle hendes børn.
Min mands søster har besluttet, at vi er de eneste, der skal forkæle hendes børn og kun vi.
Jeg giftede mig med Anders for næsten otte år siden. Han er en godhjertet mand, altid parat til at hjælpe og med et åbent sind. Men han har et problem sin søster, Mette. En kvinde med stor fantasi og et særligt talent for at omdanne enhver samtale til en indpakket opfordring om en dyr gave. Gavekurve.
Mette taler aldrig direkte. Hendes udtalelser lyder altid som uskyldige tanker:
“Børnene drømmer sådan om at se den nye tegnefilm, men billetterne er virkelig dyre,” sagde hun sørgmodigt. Og så snart Anders hørte det, købte han billetter, tog sine nevøer og niecer med i biografen og sørgede også for popcorn-menuer.
“Sikke dejligt vejr,” fortsatte Mette, “men I sidder bare hjemme. Tag på Tivoli!” Og selvfølgelig var det os, der kom afsted med hendes børn. Alt sammen for vores regning.
Jeg forstår ikke de skjulte hentydninger. Har heller ikke lyst. Jeg foretrækker ærlighed. Hvis man mangler noget så sig det. Spørg. Forklar. Lad være med at pakke det ind som om du egentlig ikke vil have noget.
Men Anders reagerer altid med det samme på hendes hint. Han elsker sine niecer og nevøer grænseløst. Men det med at forkæle dem var gået helt over stregen. Cykler, tablets, oplevelser alt mulig var efterhånden blevet normalt. Mette skulle bare se på ham, og så løb min mand straks til.
For nylig var det fødselsdag for Mette’s søn, Emil. Vi havde allerede givet ham en luksuscykel, som havde kostet os mange tusinde kroner. Jeg var overbevist om, at det var mere end nok. Men for Mette var en cykel kun småting. Ifølge hende skulle Emil bestemt til udlandet i ferien. Og ikke alene selvfølgelig sammen med hende. Man kan da ikke sende en lille dreng afsted alene!
Hos Mette lød det sådan her:
“Emil drømmer om at se Paris. Han får stjerner i øjnene, hver gang han nævner byen…”
Anders kom så med en lagkage og en pyntepude broderet med hans initialer, i stedet for flybilletter. Jeg var på arbejde den dag, så min mand gik alene. Og det blev tydeligvis et chok for hans søster.
Men Mette gav ikke op. Hendes ønsker voksede hvert år. Min mand virkede upåvirket. Vi havde ingen egne børn endnu, og han brugte al sin energi på niecer og nevøer. Måske fordi han ikke havde sine egne at forkæle.
Og så kom den længe ventede nyhed jeg blev gravid. Jeg fortalte Anders det, og han græd af lykke, kyssede min mave og kunne slet ikke fatte det. Han havde drømt om det i årevis. Men så kom Mette igen…
Denne gang med et nyt ønske. Hun ville på tur til Prag i foråret selvfølgelig med børnene. Og min mand sagde nej for første gang. Han sagde, han skulle være far, og nu skulle al vores tid og penge bruges på vores egen familie. Mette blev rasende. Familiespil.
Næste dag ringede hun mig op. Hun råbte og anklagede mig.
“Hvordan kunne du gøre det her? Du har bare sørget for at tage den eneste mand, der gav mine børn omsorg!”
Jeg lagde på uden at sige et ord.
Så kom endnu en scene. Niecer og nevøer ventede på Anders foran hans arbejde. De havde lavet små kort til ham.
“Onkel, vær sød, lad være med at glemme os…”
“Hvorfor skal du bruge dine egne børn, når du allerede har os?”
Det var tydeligt, at nogen havde hjulpet dem med tekst. Og den “nogen” var ikke svær at gætte.
Da Anders kom hjem, satte han sig i sofaen, kiggede på kortene og man kunne se, at noget gik i stykker inden i ham.
“Jeg har været naiv,” sagde han. “Hvor mange år er jeg blevet brugt? ‘Brødristeren er i stykker’, ‘jeg mangler penge til vinterjakken’, ‘far er væk onkel, hjælp os. Hun har altid manipuleret mig gennem børnene. Og jeg faldt i hvert gang. Dumt.”
Pludselig fandt han et kladdehæfte frem. Skrev hver gave ned han kunne huske: cykler, telefoner, lejrture, oplevelser, jakker, teaterbilletter. Beløbet blev temmelig stort.
Og så nåede vi afslutningen på Mette-måden.
Hun kom hjem til os. Stod i entreen med overlegen mine og sagde:
“Nu hvor I får jeres eget barn, kan du vel gøre én sidste god gerning? Giv os bilen. Ikke for os, nej, jeg er jo ikke fræk. Bare så jeg kan køre børnene rundt…”
Anders gav hende kladdehæftet uden at sige et ord.
“Her er beløbet. For alt du har fået. Betal det tilbage. Du har seks måneder. Ellers går vi rettens vej.”
Hun smækkede døren i, så støvkosten faldt ned fra knagen.
Siden væltede det ind med beskeder. Mettes veninder skrev til mig på sociale medier. De påstod, at jeg havde ødelagt en hellig forbindelse mellem onkel og børn, og nu var børnene ‘forladte, sultne, og deres mor i fortvivlelse’.
Men jeg blev stående fast.
Mette ejer to lejligheder. Den ene fik hun via sin eksmand, den anden har Anders givet hende ved arv. Hun får børnepenge og lever bestemt ikke i fattigdom. Hun har bare vænnet sig til, at andre skal betale. Men nu er det slut.
Vi skal have et barn. Nu har min mand en rigtig familie. Ingen manipulationer, ingen hysteri, ingen skuespil. Og ved du hvad? Jeg tror, det er nu, det hele begynder og endelig kan vi selv sætte grænser.
Livets værdifulde lektie er, at man ikke skal lade sig styre af andres forventninger, selvom de kommer fra familien. Det er vigtigt at sige fra, stå ved egne behov og passe på sig selv og dem, man elsker. Man fortjener frihed til at vælge sine gerninger uden skyldfølelse.
Min svigerinde har bestemt, at kun vi skal forkæle hendes børn – og kun os!
