Min veninde gav mig ikke en eneste krone til mit bryllup, og nu inviterer hun mig til sit eget.
Anna og Rasmus blev gift sidste år. Begge familiers forældre slog sig sammen og sørgede for et overdådigt bryllup, som kun en dansk drøm og et stædigt forældrehjerte ville diktere. Begge var enebørn så selvfølgelig skulle festen være noget, selv Dronning Margrethe ville nikke anerkendende til. Anna og Rasmus havde egentlig foreslået en mere nede-på-jorden grillfest på terrassen efter vielsen, men nej det tog hverken Annas eller Rasmus mor seriøst. Hvide kjoler, hestevogn gennem Kongens Have og bryllupsvals, ellers kunne det hele være lige meget.
Da bryllup med alt hvad dertil hører, nu var uundgåeligt, kastede det unge par sig ud i bryllupsforberedelser med et midtjysk gåpåmod. Der skulle bookes manicuretid, frisør, makeup, kjole og jakkesæt og selvfølgelig alle de små og store traditioner, ingen helt forstår men ingen tør springe over. Forældrene betalte stort set hele regningen, bortset fra brudekjolen og jakkesættet, det måtte parret selv finde penge til. Den fineste restaurant i Aarhus blev reserveret, brudebuketten valgt og bryllupskagen blev naturligvis bagt af en gammel veninde fra Rasmus mors mødregruppe, hvis kager er nærmest berømt på Djursland.
Gæstelisten blev debatteret som var det folketingsvalg, ingen ville miste retten til at invitere Onkel Bent og Tante Viggo fra Fyn “de har jo råd og måske lægger de lidt ekstra til i kuverten!” som Annas mor påpegede. “For de penge kan I måske få råd til en bil eller noget at lægge i udbetaling til en lejlighed.” Men efter mange diskussioner blev listen skrabet kun de nærmeste venner var tilbage, præcis som brudeparret havde håbet.
På bryllupsdagen strålede solen over Aarhus, selvom regn var lovet fra morgenstunden. Anna så fantastisk ud i sin silkekjole med blondekant (fundet på udsalg i Magasin), og Rasmus var så betaget, at han nærmest glemte at blinke hele dagen. Fotografen arbejdede næsten febrilsk, overbevist om at billederne ville sikre ham årets Instagram-hit. Gæsterne var ellevilde for at komme videre til restauranten og det var kun et spørgsmål om tid, før champagnen og lykønskningerne væltede ind.
Der blev givet gaver for det meste gaves pengene i kuverter, lige som Anna og Rasmus havde ønsket. Dog var der altid nogen, der ikke kunne lade være; den ældre generation dukkede op med tæpper, dyner og tallerkener som om de frygtede, at IKEA var ved at lukke.
Bryllupskagen i tre etager, dekoreret med marcipanblomster og sølvkugler, bragte selv den mest kræsne faster til tavshed af ren, dansk forbløffelse. Festen var elegant, og først da solen stod op over den jyske hede, begyndte gæsterne at dreje snuderne hjemad. Anna og Rasmus drog trætte, men lykkelige, videre til et hotelværelse betalt af forældrene.
Næste dag, hjemme hos Annas forældre, blev der gennemgået kuverterne og Annas mor opdagede, at én af dem var tom. Ingen penge, ikke engang en flad femkrone. Det viste sig, at den tomme kuvert var fra Annas nære veninde, Signe, og det var let at regne ud, fordi den ikke havde navn på. Anna blev lige så fornærmet, som man nu kan blive på jysk.
Det værste af det hele var næsten, at Signe før brylluppet havde insisteret på, at det var ganske normalt at give mindst tusind kroner, og selvfølgelig ville hun give sin bedste veninde en flot gave.
Knapt et år senere står Signe nu selv og skal giftes, og inviterer Anna og Rasmus til sin store dag. Signe minder hurtigst muligt Anna om, at pengene i kuverten er vigtige denne gang, fordi hun håber at brylluppet betaler sig selv igen. Hvad skal Anna nu gøre? Hun foreslår til Rasmus, at de bare giver hende en tom kuvert tilbage det ville jo være retfærdigt og måske en anelse sjovt. Rasmus synes de skal give lidt mindre, bare for at gøre Signe lidt flov, mens Annas mor mener at Carla bør lægge det absolutte minimum, og at der ikke er nogen grund til at tage hævn, da Anna jo ikke selv har sagt noget til Signe om den tomme kuvert. Brylluppet nærmer sig, og Anna hænger fast i den alt for genkendelige danske beslutningskrise hende selv, hendes moral og hendes evne til at være en smule mere jysk end jyderne selv, stikker stadig hovedet frem.
