Far gik sin vej, da han fandt ud af mors lille arbejds-romance med en kollega. Det udløste intet mindre end et kæmpe drama hjemme i lejligheden.
Far smækkede døren, fordi han havde opdaget, at mor havde haft en affære med en fra kontoret. Skænderiet brød ud, og jeg var virkelig klar til at smide en kæp i hjulet på det hele.
Hvad vil du, Henrik? Jeg er jo altid alene! Du er aldrig hjemme måske får du en kop kaffe, og så tilbage på job, dag og nat! Jeg er kvinde, og jeg har altså brug for lidt opmærksomhed!
Nå, så hvad siger du, hvis jeg tager din opmærksomme Romeo og får ham sendt i fængsel? Jeg skal nok finde et eller andet og få ham buret inde, hvad så? sagde far med en stemme koldere end en novembermorgen i Aarhus.
Far arbejdede i politiet.
Du vover ikke! Du vover bare! Du har ødelagt det hele.
Mor satte sig dramatisk på sofaen og begyndte at tude. Far samlede sine få ting reelt ikke mere end et par sokker og en bamse fra mine barndomsår og gjorde sig klar til at forlade nutidens kernefamilie. Jeg stod i døråbningen mellem gangen og stuen, parat til at smide mig på gulvet for at stoppe katastrofen. Sikke noget pjat. Vi havde jo altid været så hyggelige, altid lidt grin og en fælles forståelse. Ja, far var nærmest kun hjemme for at sove, så træt var han. Men når vi var sammen, føltes det lykkeligt. Hvordan kunne mor smadre det hele for en kollega uden sans for diskret flirt? Ville far nogensinde kunne tilgive hende?
Henrik, gå nu ikke. sagde mor grådkvalt, og tørrede snotten af på ærmet. Tilgiv mig! Du må ikke gå. Viktor, hvorfor glor du sådan? Familiedrama deluxe.
Men jeg rørte mig ikke. Jeg stod der, overbevist om at en tolvårig kunne redde den danske familie fra undergang.
Vik, flyt dig nu. sagde far, med sin arbejdsstemning.
Den havde jeg ellers kun hørt, når han var på stationen.
Lad være med at gå! hviskede jeg.
Flyt dig nu!
Med samme tone som en betalingsautomat i Hovedbanegården.
Far og mig?
Han skubbede mig til siden, som var jeg et IKEA-bord, og gik. Jeg synes nærmest, han havde travlt med at komme ud, som om han var bange for selv at gøre noget dumt. Ikke bare med mor han havde jo sit tjenestepistol på sig. Hans øjne brændte. I dag forstår jeg, det var nok bedst han gik. Han blev den dag forvandlet til ham den sure, der skubbede mig væk. Mor hende, der lavede et mareridt ud af en ellers triviel tirsdag.
Romeo mors helt var naturligvis et fjols og smuttede fra hende så snart far var ude ad døren. Mor sad tilbage, totalt alene, i den slags situation hvor kun Marabou chokolade og døre lukkes i protest. Mand forsvundet, elsker flygtet, barn sur på mor. Og jeg
Jeg begyndte at luske rundt og ramle ind i dårligt selskab. Først sneg vi os til småpenge så blev det lidt vildere. En dag blev jeg og Kasper snuppet midt i et forsøg på at rane en forkælet rigmandsunge ikke hele sparegrisen, bare halvdelen. Selvfølgelig havde han bodyguard, og vi blev fanget med det samme. Far, der nu var chef på drabsafdelingen i København, kom for at hente mig. Vores efternavn var sjældent Skovgaard og mit patronym var ikke Henriksen, men Henriksøn. Nogen ringede til ham, for alle kendte jo en eller anden i politiet.
Kom med ud. sagde han nøgternt.
Skrid! hvæsede jeg, irriteret.
Han slæbte mig ud af cellen.
Hvad med Kasper? råbte jeg, mens jeg vred mig.
Han proppede mig ind i afhøringslokalet og gav mig to solide lussinger. Med blod og tårer sprøjtende, hadede jeg ham så meget, at selv Sankt Hans bål føltes kølige.
Hvor gammel er du?
Hvad? forstod intet.
Hvor gammel? Femten?
Totalt surrealistisk.
Fantastisk. Du ved ikke engang, hvor gammel din egen søn er!
Fordi du ikke ER min søn! råbte han pludseligt. Jeg tog Grethe, mens hun var gravid. Tænkte hun ville blive en god hustru. Og så blev hun og her brugte han et svært grimt ord.
Hvem er så min far? hviskede jeg, mest forvirret.
Han rakte mig et stykke køkkenrulle og en flaske Harboe-vand. Jeg tørrede blodet væk. Henrik satte sig overfor, og sagde:
Sorry jeg slog dig. Jeg er ikke imponeret. Tror du, jeg selv har det fedt?
Så kan du løse dine egne problemer. mumlede jeg.
Viktor på papiret er du min søn. Og jeg betaler børnebidrag til tiden. Men fortsætter du sådan her så dropper jeg dig. Lad dem bure dig inde, det rager mig egentlig.
Nu?
Hvad nu?
Smider du mig i fængsel?
Han rystede på hovedet.
Hvad med Kasper?
Lyt, Kaspers far er loaded. De klarer sig. Du fokusér på dit eget liv. Hvad er der med fængsel? Tror du, det er ligesom Bornholm om sommeren? Det er helvede. Specielt for mindreårige helvede gange tre.
Jeg ville virkelig ikke i fængsel. Det hele gjorde bare ondt, især når jeg kiggede på mor. Så ja, jeg brugte tiden på ballade. Jeg sagde det til Henrik.
Du vælger selv. Enten bliver du normal det vil sige: gå i skole, få dig en fremtid. Eller du tager den nemme vej, som ender elendigt. Vil du undgå fængsel? Så skift stil. Du er fri.
Jeg gik mod døren, men han stoppede mig:
Og lad være med at skyde skylden på din mor. Der er altid to skyldige i en skilsmisse. Det jeg sagde om hende var bare fordi jeg var rasende. Glem det.
Henrik far, elsker I ikke hinanden mere? Kan I ikke blive gode igen? spurgte jeg, ret håbløst.
Glem det der, min dreng.
Drengene i banden ville ikke slippe mig. Der blev et par slagsmål. Jeg vandrede rundt med blå mærker og trælår, men endelig slap jeg fri. Kasper fik lov til at slippe med en betinget dom, takket være far, og gik tilbage til sin ABA-uddannelse eller hvad de rige nu laver. Jeg tog et valg.
Jeg tilgav mor. Gjorde virkelig mit bedste. Ville gerne vide hvem min biologiske far er, men har aldrig spurgt; jeg har haft nok med at indhente lektier, for jeg havde flere efterslæb end den gennemsnitlige gymnasieklasse.
Men jeg gjorde politiskolen færdig, og da jeg stod i min fars nye kontor, og mærkede hans stolte blik, vidste jeg, at livet trods alt havde bragt os sammen igen på godt, på skidt og lidt på hygge-dansk.
