15. marts
Fredag aften, og jeg havde lige sat indkøbsposerne fra SuperBrugsen fra mig på det flisebelagte køkkengulv. Efter en uge med revisortjek, stressede chefer og Excel-ark, havde jeg kun drømt om en rolig weekend på sofaen med en bog, mit yndlingsuldplaid og lidt stilhed. Men Svend havde som sædvanligt andre idéer.
Frederikke, kom nu… Det er jo min mor, ikke? Vi har ikke set dem i evigheder, og hun har Louise og ungerne med. Bare et lille besøg, ikke noget stort. Jeg køber oksekød, marinerer det lover det bliver hyggeligt, sagde han med de klassiske bedende spaniel-øjne. Sådan nogle havde han stadig, selvom han nærmede sig de fyrre.
Jeg sukkede, fumlede med halstørklædet og hang frakken på knagen. Svend kiggede på mig, lidt for ivrig, og der var kun én ting, der var sikkert: hans familie var allerede på vej.
Svend, det, du kalder et lille besøg, betyder normalt fuldt dansk middag, dessert og en times snak om gamle dage. Jeg er træt kan vi ikke droppe det for en gang skyld?
Jeg hjælper! Sagde han, og fløj ind i køkkenet med poserne. Jeg støvsuger, dækker op, og handler mere, hvis der mangler. Du skal bare hakke salat og smide ovnretten ind
Jeg anede uråd.
Du har inviteret dem, ikke?
Han nikkede og kløede sig i nakken.
Min mor ringede i morges. De har været rundt i byen og shoppe, var trætte, og jeg kunne ikke sige nej. Det er jo mor.
Jeg sagde ikke mere. Der var ikke mere at gøre; gæsterne var på vej.
Hent nu kødet, Svend. Men du tager altså opvasken denne gang. Jeg mener det. Jeg laver maden, hygger, snakker, men opvasken den tager du.
Aftale! Du er min skat! jublede han.
Efter to timer fyldtes lejligheden med duft af stegt løg, svinekød og vanilje hele den danske hyggepakke. Jeg jonglerede mellem komfur og opdækning. Svend støvsugede dog kun midten af gulvtæppet og smed bordpladen ud i stuen. Til sidst plantede han sig foran tvet, parat til signalstart.
Præcis klokken syv ringede det på døren. Rita Svends mor trådte ind med et orkanagtigt Nå, nu er vi her, og de næste minutter gik med kindkys og hurtige vurderinger af mit fysiske velbefindende:
Frederikke, du ser træt ud. Du skal slappe mere af, passe på familien!
Jeg nikkede, pressede smil frem, og hilste på Louise, Svends søster, der tog sine støvler af.
Puha, det er varmt herinde. Er der ikke ventilation? Jeg sveder! Svend, kom nu og sig hej!
Svend dukkede op, højlydt og stolt, og straks begyndte snakken, krammerne og grinene. Jeg gik lydløst ud i køkkenet og anrettede maden. Ingen tilbød en finger med.
Den danske fest startede. Rita satte sig for bordenden (Som den ældste har jeg oversigt), Louise placerede sig ved salaten og ungerne tvillinger på syv fløj ind og ud af stuen, mens de hele tiden snuppede ting fra bordet.
Kødet er lidt tørt, konstaterede Rita. Marinerede du ikke i kærnemælk? Jeg siger jo, Svend kan kun lide det sådan.
Marinerede i urter og olivenolie, svarede jeg roligt og tog en skefuld hønsesalat.
Traditionerne, du. Du skal holde dig til det, jeg siger! Svend, skænk mig et glas rødvin. Mine ben er ødelagt af den skoshopping. Alt er fra Kina nu, forfærdeligt.
Louise stirrede ned over stuen:
Meget hyggeligt, Frederikke. Men gardinerne den farve er no-go nu. Lige nu er støvet rosa moderne. Dit er sådan lidt mosegrønt.
Det er olivengrønt, Louise.
Ja, ja, men smag og behag Giv mig svampesalaten. Og har du igen lavet salat med mayonnaise? Jeg er på kur kunne du ikke have lavet græsk salat? Det tager nul tid.
Jeg mærkede irritationen. Tre timer havde jeg brugt og lagt penge i friskvarer, for at lave det her hyggelige bord.
Der står friske grøntsager, Louise. Tomater, agurk, peber helt uden dressing.
Hun trak på skulderen, tog alligevel en solid portion sildesalat:
Okay, i dag er min cheatday.
Svend hyggede sig, fandt ikke stresspunkterne. Han skænkede op og fortalte sjove historier fra sit kontor.
Frederikke, servietter! Malthe har fedtede hænder! råbte han.
Jeg hentede servietter, skar brød, tørrede op efter tvillingernes saft, der landede på den nyindkøbte dug.
Slap nu af, det går væk. Jo bedre pletfjerner du har Jeg sender dig navnet, du køber altid de forkerte produkter, Frederikke.
Om aftenen var opvaskebjerget kolossalt. Først tallerkener, så soppetøjet (Rita krævede hønsekødssuppe), hovedretter, skåle, ovnplader.
Først klokken elleve drog gæsterne af sted.
Vi har virkelig hygget os! Svend, følg os til taxaen, vi har tunge poser.
Selvfølgelig, mor!
Tak for mad, Frederikke. Torten var købt, ikke hjemmelavet? Smagte af fabrik Næste gang vil jeg have hjemmebagt.
Farvel, mumlede jeg.
Lejligheden blev stille. Jeg gik i køkkenet. Det lignede en slagmark. Bordet var kaos, krummer, snavs, saftpletter, alt. I vasken tårnede det sig op.
Mayonnaiserester var størknet, stegefedtet dannede skorper, vinglas og tekrus flød. Louise smed agurkeskiver i tekoppen, Rita lagde olivensten i skåle det hele virkede så ligegyldigt.
Klokken var halv tolv. Min ryg gjorde ondt, benene føltes tunge. Jeg var på randen til at græde, men jeg nægtede at opgive uden kamp.
Døren smækkede. Svend kom ind, rødmosset og træt.
Nå, det var hyggeligt, ikke! Mor var glad, Louise også, ungerne fik da gang i det. Men du kender Louise… Nå, kom her!
Han prøvede at kramme mig. Jeg trak mig.
Svend, se dig omkring.
Han gloede på rodet, smil forsvandt langsomt.
Ja, det er noget rod Men jeg er så træt, skal vi ikke bare tage det i morgen? Du ved, jeg hjælper ingen problem!
Du lovede, sagde jeg roligt.
Ja, men jeg sagde jo ikke “nu”. Bare i morgen. Er det så vigtigt? Det bliver gjort!
Han kyssede mig i håret og gik i bad. Om lidt sov han.
Jeg stod alene på slagmarken.
Min hånd rakte automatisk efter svampen drev af gammelt refleks. Indtil jeg stoppede, slukkede for vandet og sagde højt til mig selv:
Ikke denne gang.
Jeg tog kun mit glas og vandkaraffel, slukkede lyset og gik i seng.
Svend sov som en stjerne på tværs. Jeg lagde mig på den yderste kant og faldt forbløffende hurtigt i søvn.
Næste morgen var solstrålerne brede som flag på gulvet. Jeg vågnede kl. 8. Svend snorkede endnu.
Normalt ville jeg springe op, lave pandekager eller frikadeller, sætte vask over. I dag tog jeg min yndlingssilkekåbe på, lavede ansigtsmaske og satte hår. Jeg nød min kaffe, tog min chokolade, satte mig på altanen og nød fuglefløjtet. Ingen stress.
Halv ti kom Svend frem, søvndrukken og i underbukser.
Frederikke, hvor er maden? Er der pandekager? Gør du ikke morgenmad?
Jeg smilede og nippede til min kaffe.
Godmorgen, Svend. Der er ingen pandekager. Ingen æg. Kig selv.
Han forstod intet, indtil han så opvasken. Alt var beskidt, fedtet og lugtende.
Du har ikke gjort det?! Hvordan skal jeg overhovedet lave mad?!
Du lovede jo! sagde jeg, stadig rolig. Min vagt sluttede klokken elleve. Din er nu.
Det her tager jo timer! Jamrede han.
Lifehack: Google opvaskeråd eller ring til mor.
Han sukkede, og jeg vendte ryggen til.
Efter tre timer, utallige bander, spildt vand, og en smadret tallerken sad Svend træt og rødmosset ved bordet.
Alt er vasket.
Jeg tjekkede. Rent.
Sådan, sagde jeg, og smilede.
Jeg døde næsten. Hvordan kan så få mennesker svine så meget?
Velkommen til min verden, Svend. Hver gang der er gæster.
Han så ned på sine hænder, rynkede næse.
Det gør vi ikke igen, vel?
Måske næste gang cafe. Eller engangsservice.
Han kyssede min skulder og undskyldte.
Jeg troede virkelig, det bare var et par tallerkener. Nu ved jeg bedre.
Spiser du pølser og pasta, eller skal jeg lave pølser i gryde?
Bare gryden jeg vasker den bagefter.
For en gangs skyld slap grinet fri, og en indre spænding løsnede sig.
Mit livs lille lektion den dag: nogle løfter behøver man ikke hjælpe folk med at glemme. Nogen skal lære, at hverdagsarbejde ikke er magi og ansvar kan ikke outsources. Næste gang bliver det måske stadig hyggeligt, bare med lidt mindre knofedt fra min side.
