Under skilsmissen lærte jeg meget om min beskedne danske kone Ærligt talt bebrejder jeg virkelig mig selv for, at jeg ikke giftede mig af kærlighed. Med Louise følte jeg mig bare så bekvem. Hun arbejdede altid hårdt, stod for hovedparten af vores fælles økonomi, var en fantastisk husmor, lavede lækker mad, hjemmet var altid rent og nydeligt, hun fremstod som en ordentlig kvinde og gav mig aldrig anledning til jalousi. Jeg er 31 år, hvor skulle jeg ellers kunne finde sådan en kone? Og vigtigst af alt, hun klagede aldrig eller sagde, at noget ikke passede hende – jeg levede mit eget liv, mødtes med venner, tog på fisketure, gik hvor og når jeg ville, og hun ventede altid på mig derhjemme med et smil og varm aftensmad. Da min søn blev født, tog hun sig altid selv af ham, og forstyrrede mig aldrig. Kort sagt blev mit liv komfortabelt efter brylluppet. Men alligevel manglede der noget. Sådan levede vi sammen i 20 år, men inderst inde følte jeg aldrig fuldkommenhed eller lykke. Det gik op for mig, da jeg mødte Julie, hvorfor jeg havde det sådan. Jeg har aldrig været forelsket i Louise. Jeg følte mig godt tilpas med hende, men jeg elskede hende aldrig. Jeg fik aldrig sommerfugle i maven, havde ikke lyst til at kysse hende, omfavne hende eller fortælle hende søde ord i timevis. Jeg ville ikke lave overraskelser for hende. Kærlighed er et sus af adrenalin og dopamin i kroppen. Jeg følte kun respekt for Louise, intet mere. Men da jeg mødte Julie, forstod jeg, at hun var min store kærlighed. Derfor besluttede jeg at blive skilt. Men Louise stillede straks ultimatum, at jeg skulle flytte ud af hendes lejlighed – og hun var gravid. Chok – hvad kan man sige? Jeg var sikker på, at den stille Louise aldrig ville handle imod min vilje, og at det hele nok skulle løse sig. Men hun hyrede straks de bedste advokater og begyndte at true mig. Jeg besluttede at vente til barnet blev født, for at lave en faderskabstest. Jeg blev endnu mere chokeret, da det viste sig, barnet ikke var mit. Louise havde været mig utro. Den stille, søde, omsorgsfulde kone viste sig at være noget helt andet. Vi delte lejligheden og blev stadig skilt. Jeg mener ikke, at det kun er min skyld. Imens jeg udnyttede hende, udnyttede hun mig. Hvis det ikke er sådan, hvorfor var hun da også utro mod mig?

Dagens dagbogsnotat

Gennem skilsmissen har jeg lært overraskende meget om min beskedne hustru.

Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg virkelig kun bebrejde mig selv for, at jeg giftede mig uden egentlig kærlighed. Med Rikke føltes alt bare nemt og behageligt. Hun knoklede altid, tjente langt det meste til husholdningen, holdt hjemmet skinnende og ordentligt, lavede lækker mad, og fremstod som den mest ordentlige kvinde. Det var ikke engang fordi, hun gav mig grund til jalousi aldrig! Jeg er 31, hvor skulle jeg ellers finde sådan en hustru i København?

Det bedste var måske, at hun aldrig klagede eller sagde, der var noget, hun ikke brød sig om. Jeg levede mit eget liv, tog ind til Søerne med vennerne, fiskede med min bror, kom og gik som det passede mig, og hun ventede altid derhjemme med smil og varm aftensmad.

Da vores søn kom til verden, tog hun sig helt naturligt af ham. Hun holdt mig aldrig op med pligter. Ærligt talt, efter vi blev gift, blev mit liv bare mere komfortabelt. Men alligevel manglede jeg noget der var aldrig følelsen af helhed eller egentlig lykke. Vi levede sådan i tyve år, hvor det hele kørte videre, men indeni følte jeg mig aldrig rigtig fyldt op.

Da jeg mødte Mette så gik det pludselig op for mig, hvorfor jeg havde haft det sådan. Jeg havde aldrig været forelsket i Rikke. Livet med hende var trygt og bekvemt, men jeg havde aldrig haft den store kærlighed. Ingen sommerfugle i maven, ingen trang til at kramme eller kysse hende, eller bare tale sammen i timevis. Ingen lyst til at overraske hende med noget. Kærlighed er jo det sus af adrenalin og dopamin, man kun mærker sjældent.

Jeg havde respekt for Rikke men ikke mere. Og så, da jeg mødte Mette, vidste jeg, at det var kærlighed. Jeg besluttede mig for at få en skilsmisse. Men Rikke satte straks alt på et bræt og krævede, at jeg flyttede ud af hendes andelsbolig og hun var ovenikøbet gravid! Jeg blev virkelig slået helt ud.

Alligevel regnede jeg med, at stille Rikke aldrig ville gå imod min vilje hun havde jo altid været så føjelig. Men hun kontaktede prompte de bedste advokater i Aarhus og begyndte at true mig. Jeg besluttede mig for at vente, til hun havde født, så jeg kunne få lavet en faderskabstest.

Det, der chokerede mig mest, var nok, da det viste sig, at barnet ikke engang var mit. Altså havde Rikke været utro. Denne stille, gode hustru viste sig at være alt andet. Vi endte med at dele lejligheden stadig midt i skilsmissen.

Jeg er overbevist om, at jeg faktisk ikke gjorde noget galt. Mens jeg havde udnyttet hende, havde hun helt tydeligt også udnyttet mig. Og hvorfor skulle hun ellers have været mig utro?