Sort kat. Byens larm var ulidelig. Oline boede midt i København, tiende sal, omgivet af støj fra biler, airconditionanlæg og menneskestemmer – og denne hede, hvor vinduerne umuligt kunne lukkes. To uger ferie var alt, hun havde; hun håbede bare at slippe lidt væk fra det summende kontorlandskab, hvor alle talte, sladderen fløj og alle kæmpede for deres plads i solen. Hun længtes efter ro og fred. Som 46-årig boede hun alene i en stor lejlighed, og byens jag føltes efterhånden trættende. Oline besluttede sig for at leje et lille sommerhus ude på landet – bare nogle dage væk fra civilisationen. Det tog lang tid at finde det rette stedet, men til sidst fandt hun en lille landsby omkring 150 kilometer fra København. Prisen var rimelig, billederne lovende, og efter at have talt med ejeren, Annette, bookede hun huset. *** Landsbyen bød hende velkommen med duften af marker, summen af insekter og nysgerrige blikke fra beboerne. Huset var lille, men hyggeligt. Udlejeren, en ældre dame i 60’erne, viste hende rundt og overleverede nøglen. – Nyd nu freden, her er godt at være. – Tak, det er lige det, jeg trænger til. Det var stille i landsbyen – de fleste var pensionister. Der voksede kirsebærtræer i haven, og blomster var sået i bede, dog lidt tilgroede. Et gammelt, skævt plankeværk indrammede grunden og føjede charme til det hele. Oline gik en tur rundt i området. De få lokale, hun mødte, kiggede nysgerrigt på hende, men var ikke fjendtlige. Inde midt i landsbyen fandt hun en lille købmand, et udvalg af mælk, rugbrød, pålæg og sæbe. Bag disken stod en dame i 50’erne. – Hvad kunne du tænke dig? – Jeg ser bare, hvad jeg skal have til morgenmad. Kan jeg få tre hundrede gram spegepølse? Og frisk rugbrød. – Hvor er du fra? – Jeg har lejet sommerhuset nr. 23 i en uge. Jeg hedder Oline. – Jeg er Mette. Nå, det hus? – Ja, det ikke så langt herfra. – Aha, – sagde Mette eftertænksomt. – Det er det gamle hus efter fru Eufemia. Du er modig. – Hvorfor det? Jeg har lejet af Annette. – Annette er datter til Eufemia, bor ovre i byen nu. Eufemia døde for et år siden. Hun var… noget for sig selv. Var du ikke bange for at bo der? – Var hun en heks eller hvad? – Nej, hun var bare… sær. Folk holdt sig væk fra hende. Hendes gamle veninde, Clara, bor overfor. Måske fortæller hun noget, hvis du spørger. Men huset dér… der er noget mørkt over det. Nogen har prøvet at bo der, de forsvandt hurtigt igen. Siges, det var uhyggeligt. – Jeg synes nu, det virker hyggeligt. Trænger bare til at slippe væk fra byen, det er alt. – Du skal bare passe på, man ved aldrig. – Tak, – sagde Oline og tog sin mad. – Og gå nu ikke rundt udenfor om natten – der er både hunde og vilde dyr rundt herude, – råbte Mette, da Oline gik ud. *** Dagen gik på hæld. Oline skulle for første gang sove i huset. Hun lukkede alle vinduer og døren – det var trods alt lidt skræmmende at skulle sove alene i et fremmed hus. Udenfor gøede hundene, og man kunne høre cikader og fugle. Hun lavede let aftensmad og hev en bog ud af reolen. Langsomt blev hun søvnig og slukkede lyset. Hun havde det varmt og hyggeligt under dynen. Men hun nåede ikke at falde helt i søvn. Pludselig lød der et bump. Hjertet hamrede. Oline lyttede intenst. ”Det er nok bare mus,” tænkte hun – og selv om hun ikke brød sig om dem, hører de jo til på landet. Det bankede igen. Svagt og fjernt. ”Hvad hvis nogen er brudt ind?” Hjertet bankede vildt, og hun turde ikke røre sig. Så lød et brag fra køkkenet, og Oline blev stiv af skræk. Hvis det var indbrudstyve, var det bedst ikke at lade dem se hende. Støjen døde ud, men Oline fik ikke lukket et øje før det blev lyst. Morgenen gjorde værelset venligt og lyst, og frygten forsvandt lidt. På køkkenbordet lå en vissen marguerit – som hun helt sikkert ikke havde lagt der. Vinduer og døre var låst. Havde nogen været inde? Havde hun overset blomsten? Hun huskede Mettes ord om Eufemia: ”Hun var noget for sig selv…” ”Ej, hold nu op med den overtro,” sagde Oline til sig selv. Hun gik en lang tur for at distrahere sig. Da aftenen faldt på, spekulerede hun over, om natten ville gentage sig. Hun lukkede og låste alt igen, men kunne ikke sove. Igen lød der svage lyde fra køkkenet. Skrækken krøb ind i hende. Var det Eufemias ånd? Hun måtte gøre noget: enten tage hjem før tid eller finde ud af, hvad der foregik. *** Dagen efter købte hun lommelygte i købmanden, men nævnte ikke noget om nattens hændelser. Om dagen virkede huset stille og trygt. Om aftenen satte Oline sig i køkkenet med lommelygten parat. Mørket faldt på, og stilheden blev næsten larmende. Pludselig kom der et bump. Hun rettede lommelygten mod lyden. En stor sort kat sad på skabet og så på hende med grønne øjne – skræmt og nysgerrig. Bare en kat! Oline trak vejret lettet. – Hvor kom du fra? Katten svarede ikke, men satte af og forsvandt ud i mørket. Underligt. Hvordan var den kommet ind – og hvorfor? Næste dag spurgte Oline Clara, naboen overfor, ved lågen. – Undskyld… Jeg bor i huset overfor, og der kommer en sort kat om natten. Ved du, hvem den tilhører? – Den tilhørte Eufemia. Hun døde, og katten, Sort, blev. Annette ville ikke have ham, så han strejfer nu. Han var Eufemias følgesvend. Jeg giver ham lidt mad af og til, men han vil ikke væk fra sit gamle hjem. Måske leder han efter sin gamle frue. Synd for ham. – Han skræmte livet af mig. Nogen siger, hans ejer var en slags heks… Clara svarede ikke. – Han er en god kat, – sagde hun så. – Hun kunne lide ham. Han gik aldrig til dem, han ikke kunne lide. Smart kat. Han har valgt dig. Tag ham med. – Med hjem? – Ja. Måske giver han dig held. Oline tænkte over det, men valgte at begynde med at fodre ham. Den nat spiste Sort alt maden. *** Sidste dag nærmede sig. Oline følte sig gladere og fyldt af ny energi. Hun satte mad frem til Sort og drak en kop te. Pludselig stod katten i døren, mjavede, spiste lidt og listede så hen til hende. Han lagde sig på hendes skød og spandt. – Nå, gamle ven, jeg rejser i morgen. Sort mjavede og hoppede op på hendes knæ. – Hvad gør jeg dog med dig? Han blev liggende længe, før han forsvandt ud i natten. Om morgenen pakkede Oline. Ved lågen sad Sort og ventede. – Følger du mig? Han smøg sig om hendes ben og mjavede. – Nå ja, hvem ved – måske skal du med ind til byen? Hun tog katten op, og han fulgte frivilligt med. Turen hjem gik roligt, Sort sad tålmodigt. I lejligheden fik han lov til at udforske sit nye hjem. *** Sort viste sig hurtigt som både klog og renlig. Han sov ved hendes side, spandt på skødet og gav hende det særlige selskab, kun en kat kan give. Sådan blev Olines ensomhed med ét forvandlet – hendes nye, sorte ven glemte hun aldrig.

Sort.
Lyden af byen var næsten uudholdelig. Signe boede midt i København, tiende sal, lige ud til en evig strøm af biler, brummende altaner, folk der snakkede, råbte og grinede. Som om det ikke var slemt nok, var det også bagende varmt, og det der med at lukke vinduerne var udelukket man skulle jo kunne trække vejret. Ferien varede kun to uger, men Signe håbede alligevel at få lidt ro fra hverdagen på kontoret, der mest mindede om en bisværm, hvor alles kamp om de bedste skriveborde og kaffemøder aldrig stoppede. Hun trængte til fred og ro. 46 år gammel, alene i en stor lejlighed, og med storbyens evige summen trængte hun til en pause.

Signe besluttede at tage på landet og leje et lille hus for et par dage langt væk fra alt og alle. Efter en længere søgning dukkede der endelig noget op: et gammelt bindingsværkshus i en lille landsby 150 kilometer fra København, prisen virkelig rimelig og huset så ganske pænt ud på billederne. Hun ringede til ejeren, og to dage senere var hun på vej.

***
Landsbyen duftede af vilde urter, sensommergræs og pænt mange insekter. En hund gøede i det fjerne, og nysgerrige blikke lurede fra havehække. Huset viste sig at være småt men hyggeligt. Udlejer, en dame på omkring tres, viste hende rundt, fortalte et og andet og overrakte nøglen.

Nyd ferien her er stille og rart, sagde hun.
Tak, det er lige det, jeg har brug for.

Landsbyen var nærmest kun befolket af pensionister. Haven var fyldt med gamle kirsebærtræer og blomsterbede, som ingen gad passe. Det forfaldne plankeværk havde dog sin egen charme.

Signe tog en kort slentretur gennem landsbyen. Mennesker mødte man ikke mange af, men når man gjorde, var blikket måltende dog uden fjendtlighed. Inde ved byens eneste købmand, en ældre kvinde bag disken og med præcis så mange varer som man forventer: mælk, rugbrød, spegepølse, lidt rengøringsmidler. Signe gik til disken.

Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte damen.
Jeg overvejer, hvad jeg skal have til morgenmad. Tre hundrede gram af den der spegepølse og et frisk rugbrød, tak.
Er du ny her? spurgte damen, straks på fornavn.
Ja, jeg har lejet hus her en uge. Holder ferie. Jeg hedder Signe.
Grethe. Hvilket hus?
Nummer 23, det lige ovre på hjørnet.
Ah, Grethes gamle hus, sagde købmanden, som om hun opdagede noget.
Hvorfor? Kender du ejeren? Jeg bookede via Karen.
Karen er datteren. Hun bor ovre i Roskilde. Gamle Grethe gik bort sidste år. Folk sagde hun var troldkvinde, du ved ikke alle brød sig om hende. Er det ikke lidt uhyggeligt at bo der?
Troldkvinde? Var hun sådan en, der hjalp folk klog kone?
Nej, folk var bare bange for hende. Hun havde kun én veninde, oldemor Elsa der bor skråt overfor ellers holdt hun sig mest for sig selv. Snak du med Elsa, hun fortæller nok gerne historier. Men huset… folk siger, det er lidt mørkt. Et par feriegæster stak af efter to dage uden forklaring. Det skulle være lidt for mærkeligt der.
Jeg synes nu, her er hyggeligt haven skal bare have en kærlig hånd. Og jeg er her jo kun en uge, jeg trænger til ro, ikke drama.
Godt nok. Men pas på dig selv.
Tak, sagde Signe og slap med pagten og brødet.
Og gå ikke ude om natten! råbte Grethe efter hende. Der render både hunde og alt muligt andet rundt.

***
Aftenen faldt på, og Signe skulle overnatte i det nye hus. Hun lukkede vinduerne og låste døren det var alligevel lidt svært at falde til ro alene på fremmed matrikel. Fra haven hørtes hundeglam og cikader. Fugle kvidrede.

Hun lavede let aftensmad og fandt en gammel bog på en af reolerne. Tændte en lille lampe og lagde sig på sofaen, klar til at lægge hverdagen bag sig. Men pludselig var der en banken. Hjertet bankede i takt nu var hun lysvågen! Hun stirrede ind i mørket og forsøgte at høre, om det bare var noget naturligt.

Mus, sikkert bare mus, trøstede hun sig selv. Det var trods alt landet.

Banken gentog sig, svagt og næsten umerkeligt.

“Hvad hvis nogen har brudt ind?” nu klemte hun sig endnu mere sammen på sofaen. Så lød et bump fra køkkenet. Signe stivnede hvad nu? Hvis det var en indbrudstyv, skulle man nok blive væk.

Der var stille igen, men søvnen kom ikke tilbage. Først ved daggry, da huset atter virkede trygt, døsled hun hen.

Hun vågnede sent. Sollyset fik det hele til at virke uskyldigt og fredfyldt. Forsigtigt listede hun ind i køkkenet. Intet usædvanligt. Men på spisebordet lå en visnet marguerit. Den havde ikke ligget der før. Signe dobbelttjekkede vinduer og døre alt var lukket.

Hvordan? Hvem havde sat den der?

Måske havde hun bare overset den? Hun mindedes ordene fra Grethe. Troldkvinde… Hun prøvede at ignorere alle dårlige tanker. Signe var ikke til overtro.

Dagen gik med ture i omegnen, men da aftenen kom, mærkede hun alligevel uroen. Hun dobbeltjekkede låse, men kunne ikke finde ro. Hun lå og lyttede.

Så kom lyden igen denne gang ovre fra køkkenet! Signe holdt vejret. Var det Grethes spøgelse? Hun trak dynen helt op om ørerne og lukkede ikke et øje før daggry. Næste dag overvejede hun, om hun skulle køre hjem før tid, eller undersøge sagen.

***
Første stop: købmanden. Hun købte en lommelygte, men undlod alle spøgelseshistorier med Grethe.

Om dagen var huset ikke spor uhyggeligt. Alt på sin plads, ingen flere visne blomster.

Om aftenen: fælde i køkkenet. Hun gemte sig i hjørnet, med lommelygte og kaffe. Timerne sneg sig afsted, mørket faldt på, hun ville opgive men nysgerrigheden vandt.

Så skete det. Noget væltede en kop nede fra køkkenskabet. Hun tændte sin lommelygte og pegede og så lige ind i et sæt grønne katteøjne!

En stor, sort kat stirrede på hende, skræmt og nysgerrig. Bare en kat! Signe begyndte at grine af lettelse.

Hvor pokker kom du fra?

Katten svarede selvfølgelig ikke. Den forsvandt lydløst væk.

Men hvad lavede en kat inde i et aflåst hus? Hvordan var den kommet ind, og hvordan slap den ud? Dagen efter besluttede Signe at spørge naboen.

Ved huset overfor mødte hun en lille, ældre dame i hjemmestrikket cardigan.
Goddag, sagde Signe. Jeg har lejet huset ovre på den anden side.
Jamen, goddag, sagde damen tilbage og smilede forsigtigt.
Altså der kommer en sort kat til mig om natten. Ved De, om den tilhører nogen?
Det var Grethes, hende der boede der før. Hun døde sidste vinter. Katten hed Sort. Karen, datteren, ville ikke have ham, så han render her stadig, søger efter hende. Det gør næsten ondt i hjertet at se.
Han skræmte mig! Folk har sagt mærkelige ting om Grethe…
Damen trak på skuldrene.
Sort er god nok, sagde hun pludselig. Grethe holdt så meget af den kat. Han hjalp hende, sagde hun. Dårlige folk nærmede han sig aldrig. Men dig har han valgt. Tag ham med.
Mig? Altså, tage ham med hjem?
Ja. Måske bringer han dig lykke. Hun nikkede bestemt og lukkede døren.

Signe stod lidt og funderede. En kat indgik ikke lige i hendes storbyplaner, især ikke en gammel, fremmed kat. Men hun bestemte sig for at fodre den, mens hun var her.

I købmanden købte hun det billigste kattemad, de havde udvalget var til at overse og satte det i en skål på køkkenbordet. Næste morgen var alt væk.

***
Nu var ferien næsten ovre. Signe mærkede faktisk, at hun havde fået ro og energi. Eventyret havde løftet hendes humør.

Sidste aften satte hun igen mad til Sort i køkkenet og lavede sig en kop te.

Denne gang dukkede den sorte kat op med det samme, kastede et blik på Signe, på skålen, og sagde et stille “mjav”. Efter et par bidder stirrede han på hende, gik forsigtigt hen og begyndte at gnide sig op ad hendes ben.

Hej med dig, Sort. Endelig kan vi hilse ordentligt. Du har godt nok skræmt mig! Jeg rejser hjem i morgen, sagde hun stille. Katten kiggede op, sprang pludselig op på hendes skød og spandt som en motor.

Hvad gør jeg nu med dig? tænkte hun højt. Men katten faldt i søvn på hendes ben, og sammen sad de sådan længe. Til sidst slap han hende og forsvandt ud i natten.

Næste morgen pakkede Signe det sidste. Bussen gik om en time. Hun skulle smide nøglen i postkassen, havde Karen sagt. Hun trak døren i og var på vej ned ad havegangen, da katten stod der klar til at tage afsked.

Skal du nu ud at følge mig? spurgte Signe. Sort strøg sig op ad hendes ben og så bedende på hende.

Hun standsede. Hun havde ondt af ham, alene og hjemløs uden Grethe.

Jeg er ikke ligefrem katte-dame… og bor midt i byen. Men tænkte hun, skal vi prøve?

Sort snurrede rundt, sprang op i hendes favn og blev siddende ganske tilfreds.

Turen hjem tog mange timer og skift. Katten sagde ikke et pip, men lå trygt på hendes skød. Indenfor i lejligheden slap hun ham ned, og han gik nysgerrigt rundt og undersøgte sin nye hule.

***
Sort viste sig at være både klog og velopdragen. Om natten sov han gerne tæt på hende, og om dagen lå han på hendes skød og spandt som om han altid havde boet dér. Nu følte Signe sig slet ikke ensom længere. Hun havde fået en virkelig bemærkelsesværdig ven.