Hvis du har problemer, lillesøster, så skal du vide, det her er altså ikke din lejlighed.
Min mors søster fik aldrig børn, men hun havde en skøn lejlighed med tre værelser midt i København og udfordringer med helbredet. Hendes mand var samler, så min mosters hjem mindede mest af alt om et museum.
Min lillesøster, Mette, har en doven mand og to børn. De bor på et lejet værelse i en gammel kollegiebygning. Da Mette hørte om mosters sygdom, skyndte hun sig straks over for at besøge hende og det var ikke for at hjælpe, men mest for at beklage sig over hvor hårdt hun havde det.
Jeg må sige, at min moster er en rigtig stram dame, der siger tingene ligeud og ikke er bange for at sætte folk på plads. I flere år inviterede hun både min mand og mig til at bo hos sig hun påstod, hun ville give os lejligheden.
Vi havde dog vores egen ejerlejlighed, så vi sagde pænt nej tak til hendes fantastiske tilbud. Til gengæld kom vi tit forbi med dagligvarer og medicin, og jeg hjalp med rengøringen. Vi gjorde det egentlig ikke for hendes lejligheds skyld, men fordi vi følte os forpligtet. Kort tid efter Mette havde været på besøg, flyttede hun og hendes familie ind hos moster.
Det har aldrig været nemt mellem min søster og mig. Hun har altid været misundelig: Jeg har en arbejdsom og kærlig mand, en skøn søn, et godt job, høj løn og mit eget hjem. Mette ringede kun, når hun skulle låne penge.
Desværre har hun også dårlig hukommelse, for hun betaler sjældent tilbage. Da jeg blev gravid anden gang, havde jeg ikke længere overskud til at hjælpe moster, selvom min mand stadig gjorde sig umage med at komme forbi med lækkerier fra bageren eller apoteket. Da min baby var seks måneder, tog jeg på besøg. Allerede på trappen kunne jeg høre råb og det gik hurtigt op for mig, at det var fra Mette:
Du får altså ikke noget at spise, før du har skrevet under på arv og gavebrev så kan du bare blive inde på værelset og ikke gå nogen steder, hørte jeg hende skrige.
Jeg ringede på. Da Mette åbnede døren og så mig, nægtede hun nærmest at lade mig komme ind:
Du kan godt glemme alt om at arve noget her! sagde hun koldt.
Det endte med, at jeg først fik lov at komme ind, da jeg truede med at ringe efter politiet. Moster så ti år ældre ud, end da jeg så hende sidst, og tårerne løb ned ad hendes kinder.
Hvorfor græder du? råbte Mette. Kan du ikke bare sige, at du har det så skønt her hos os, og at hun bare skal skrubbe af!
Alt i hjemmet var væk: Der stod kun én seng tilbage i hendes rum. Skabet var væk, og alt tøj lå i bunker på gulvet. Samlingen af gamle ting var solgt, og moster gik ikke længere med sit fineste sølvsmykke. Jeg indså hurtigt, at Mette og hendes mand solgte alt og levede af mosters ejendele.
Jeg sagde, jeg skulle bruge toilettet, og inde fra badeværelset sendte jeg straks min mand en sms: Vi må redde moster hun kan ikke blive boende hos Mette. Så gik jeg tilbage og stak moster et klem på hånden og blinkede hun forstod straks og så på mig med taknemmelighed.
Mette gjorde ellers, hvad hun kunne for at få mig ud, og hendes mand kom flere gange og spurgte, om jeg da ikke skulle hjem og give min egen baby mad. Præcis en time senere kom min mand med en betjent fra lokalpolitiet. Mette tøvede længe med at åbne.
Til sidst sagde jeg: Det er bare min mand, der henter mig. Politibetjenten kom med ind, og jeg forklarede:
Se på hende jeg har hørt, hvordan de nægter hende mad. De har solgt alle hendes møbler, guld og samlinger. Hendes afdøde mand samlede på sjældne ting, og nu er alt væk.
På Mettes hidsige udbrud svarede politibetjenten: Ønsker du at anmelde det her?
Min søster slap billigt, men hendes mand røg i fængsel i to år. Min mor tog Mette og børnene ind igen, selv om hun faktisk havde smidt dem ud af huset for nogle år siden. Hun blev vred over sagen med politiet, sagde hun, at jeg aldrig ville komme til at arve hende men for at have reddet moster arvede jeg til gengæld hendes lejlighed.
Nu besøger min mand og jeg stadig moster med jævne mellemrum, og vi har fundet en god sosu-assistent til at hjælpe hende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad hun måtte gå igennem med min søster.
Livet har lært mig, at familieforhold ikke må handle om misundelse, penge eller arv men om omsorg, ansvar og ægte kærlighed til hinanden.
