Når svigermors bryllupsgave slår fejl: Så havde det været bedre slet ikke at give noget Élodie og Julien skulle giftes. Festen var godt i gang, da toastmasteren annoncerede gaveuddelingen. Først gik brudens forældre op for at ønske parret tillykke. Dernæst trådte brudgommens mor, Geneviève Pedersen, frem med en stor æske bundet med lyseblåt bånd. ”Mon ikke jeg ved, hvad der er i den?” hviskede Élodie spændt til Julien. ”Ingen anelse. Mor har holdt det hemmeligt lige til det sidste,” svarede brudgommen lettet forvirret. De besluttede at åbne gaverne dagen efter, når bryllupsfestens virvar havde lagt sig. Élodie foreslog at starte med svigermors gave. Da båndet var løsnet, og låget løftet, kiggede de ned… og blev helt målløse. Élodie havde lagt mærke til en mærkelig vane hos Julien: Han spurgte altid om lov, før han tog noget – selv en lillebitte ting. ”Må jeg tage den sidste karamel?” spurgte han forsigtigt og så på den ensomme bolche i glasset. ”Jada! Du behøver ikke spørge,” svarede hun overrasket. ”Det er bare en vane,” smilede han lidt flovt og pakkede den hurtigt ud. Først efter nogle måneder fandt Élodie ud af, hvor det kom fra. En dag foreslog Julien, at de skulle besøge hans forældre, Geneviève og Philip. Først virkede svigermor venlig, men det ændrede sig, da de blev kaldt til bordet. Hun serverede to tallerkener med to skefulde kartoffelmos og en lille kotelet. Julien spiste op i en fart og bad stille om lidt mere. ”Du spiser jo som fire! Vi kan da ikke brødføde dig!” udbrød Geneviève, så Élodie blev helt chokeret. Da Philip bad om mere, øste hun straks op — men kun til ham. Élodie tømt sin tallerken, sat helt ud af Genevièves åbenlyse uvilje over for hendes egen søn. Senere under forberedelserne brokkede Geneviève sig over alting: ringene, lokalet, menuen. ”Hvorfor bruge så mange penge? Man kunne sagtens have fundet noget billigere!” sukkede hun kritisk. Til sidst fik Élodie nok. ”Lad nu os styre det her! Det er vores penge og vores valg!” Svigermor følte sig forurettet, holdt op med at ringe og truede endda med at blive væk fra brylluppet. To dage før festen kom Philip forbi dem. ”Kom og hjælp med gaven,” sagde han og tog Julien med hen til bilen. Han overrakte dem en vaskemaskine – købt uden at spørge Geneviève, der endda syntes det var for dyrt. Bagefter forsvandt hun fra festen. Dagen efter åbnede parret den store æske, og glæden forsvandt. ”Håndklæder?” mumlede Élodie, forundret. ”Og strømper,” sagde Julien og holdt to par sportssokker op. ”Mor har bare taget det første, hun kunne finde.” Nogle dage senere ringede Geneviève for at udspørge Julien om de andre gaver. ”Hvad gav din svigerfamilie? Hvad med jeres venner?” blev hun ved. ”Det rager ikke dig,” svarede Julien og lagde lettet på. Læringen står tilbage: Gavmildhed måles ikke i gavebeløb, men i den respekt, man viser andre. Og det havde Geneviève for længst glemt.

Bryllupsgaven fra svigermor: Når det er bedst ikke at give noget
Sofie og Mikkel skulle giftes. Stemningen var høj under vielsen, da toastmasteren annoncerede gaveuddelingen. Først kom brudens forældre op og lykønskede parret. Så fulgte Mikkels mor, Birgitte Petersen, som stod der med en stor æske indpakket i lyseblåt bånd.
Mon dog, hvad der er i den? hviskede Sofie spændt til Mikkel.
Ingen anelse. Mor har holdt det hemmeligt indtil nu, svarede han forundret.
De blev enige om at vente til næste dag med at åbne gaverne, så roen kunne sænke sig efter festen. Sofie foreslog, at de startede med svigermors gave. Hun fjernede båndet og løftede låget, mens Mikkel stod spændt ved siden af. De kiggede ned i æsken og blev helt stille.
Sofie havde bemærket én ting hos Mikkel: han ville aldrig tage noget uden at spørge først, ikke engang en småkage.
Må jeg tage den sidste lakrids? spurgte han forsigtigt og kiggede på den ensomme sorte vingummi i skålen.
Selvfølgelig! svarede hun overrasket. Du behøver altså ikke spørge.
Det sidder bare i mig, smilede han undskyldende og åbnede papiret.
Først senere gik det for Sofie op, hvor den forsigtighed kom fra.
En dag foreslog Mikkel, at hun skulle med hjem til hans forældre, Birgitte og Henrik. Først virkede Birgitte meget venlig. Men det ændrede sig hurtigt ved middagsbordet.
Birgitte serverede to tallerkener med et par skefulde kartoffelmos og en lille frikadelle. Mikkel spiste hurtigt op og spurgte stille, om han måtte få lidt mere.
Du spiser som et helt landshold! Vi kan slet ikke følge med dig! udbrød Birgitte, så Sofie blev chokeret.
Da Henrik bad om mere, spænede Birgitte hen og fyldte op. Sofie spiste færdigt, temmelig overrasket over Birgittes mærkelige forskelsbehandling af hendes egen søn.
Op til brylluppet kritiserede Birgitte alt: ringene, festlokalet, menuen.
Hvorfor bruge så mange penge? Man kunne sagtens have fundet noget billigere! sukkede hun utilfreds.
Til sidst røg filmen for Sofie.
Lad os nu selv bestemme! Det er vores penge og vores valg!
Birgitte blev fornærmet, holdt op med at ringe og truede endda med at blive væk.
To dage før vielsen bankede Henrik på døren.
Kom og hjælp mig med gaven, sagde han og tog Mikkel med ud til bilen.
Henrik gav dem en vaskemaskine, som han havde købt bag om Birgittes ryg, fordi hun mente, det var alt for dyrt. Til festen holdt Birgitte sig væk fra alt og alle.
Dagen efter åbnede Sofie og Mikkel den store æske og begejstringen blev hurtigt til forbløffelse.
Håndklæder? mumlede Sofie vantro.
Og sokker, sagde Mikkel, mens han hev to par frem af frotté. Mor har bare snuppet det første, hun fandt.
Nogle dage senere ringede Birgitte for at forhøre sig om gaverne fra de andre gæster.
Hvad gav svigerforældrene dig? Hvad med dine venner? blev hun ved.
Det har du ikke noget med at gøre, svarede Mikkel og lagde lettet på.
En ting stod klart: Generøsitet handler ikke om, hvor meget en gave koster, men om den respekt og omtanke man viser andre. Det havde Birgitte for længst glemt men Sofie og Mikkel lærte, at respekt er den smukkeste gave af dem alle.