Den forbandede veninde
Jeg har ofte hørt om mænd, der forlader deres koner til fordel for deres ægtefællers bedste veninder. Det er vel egentlig ikke så underligt, når man tænker nærmere over det.
Veninderne er næsten en del af familien. De kommer og går, som de lyster, og kender alt til familiens vaner og mærkedage hvornår min hustru eller børn har fødselsdag, hvad vores traditioner er og alt det imellem. Min veninde havde længe observeret, hvad jeg holdt af, og det er klart, at når man har kendt hinanden i mange år, deler man noget, der rækker dybt. Det er ofte lige netop dette noget, der gør, at manden en dag vinker farvel til sit ægteskab.
Sådan udspillede det sig også i mit liv…
Mie min gamle klassekammerat og barndomsveninde. Vi havde været tæt forbundne, faktisk lige siden skoletiden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun kunne snige sig ind mellem mig og min kone. Men jeg burde have tænkt mig om.
Mie plejede at sige: Din Katrine siger mig slet ingenting som kvinde. Hun er ikke min type. Jeg lo altid ad det. Ja, heldigvis for det! plejede jeg at svare.
Jeg blev gift nærmest umiddelbart efter gymnasiet. Jeg var knapt fyldt 19, Katrine var 17. Statistikken om, at ungdomsægteskaber løber ind i problemer, havde vi aldrig bekymret os om. Vi troede, vi ville blive gamle sammen så unge og naive som vi var.
Mie kom tit på besøg. Hun så mig bade i ægteskabelig lykke, og imens gik hun og var evig forlovet, men aldrig gift. Forholdene var dér, men ingen førte til noget permanent. Det blev ofte til intet videre.
Efterhånden føltes det som om, Mie var et ekstra familiemedlem. Hun mødte altid op pyntet og parat, med markant makeup, negle lakeret til fingerspidserne og kjoler, der lod lidt for meget stå åben. Når jeg gik rundt hjemme i slåbrok med en støvsuger og gryder i hænderne, så kunne jeg slet ikke måle mig. Det ser jeg først rigtigt nu, hvor årene er gået.
Min mor sagde tit: Mie er misundelig på dig. Pas nu på. Ugifte veninder er som tikkende bomber. Man ved aldrig, hvornår de eksploderer. Jeg slog det hen, Hvad skulle hun dog misunde mig? Jeg har jo ikke engang tid til at trække vejret!
Mor fik ret.
Senere kunne jeg mærke, at hver gang Mie dukkede op, blev Katrine irriteret og gik ind i et andet rum. Jeg tænkte, at hun nok bare var træt af vores sludresnak, og begyndte at begrænse invitationerne. Familien må jo komme i første række! Først senere forstod jeg, at Katrine allerede var blevet forelsket i Mie, og at ethvert besøg kun var pinefuld for hende. Som man siger naboens pige virker altid mere spændende.
En sommer tog Katrine og børnene til Skagen for at holde ferie. Jeg havde lovet at ordne lidt i køkkenet, mens de var væk.
Da de kom hjem, kunne Katrine mærke, at jeg ikke havde været hjemme i lang tid. Citrontræet i vindueskarmen var visnet og smidt alle bladene ingen havde vandet det længe. Og der var ikke sket noget med køkkenet heller.
Så spurgte hun sig selv, hvem der dog kunne have listet sig ind på hendes familie. Hun kiggede lidt rundt og så pludselig en læbestift ligge på vinduet en, hun udmærket vidste tilhørte Mie og i en farve, der ikke var til at tage fejl af. Dér gik det op for hende.
Hun gik chokeret over til Mie i håbet om, at det hele var en misforståelse. Måske ville Mie bare le af det og sige, det var en joke, men sådan gik det ikke.
Mie lukkede hende ind, stod i døren og sagde: Måske har du lagt mærke til, at din mand og jeg har følelser for hinanden. Det har stået på længe.
Katrine gik hjem, og tankerne kørte. Hun forestillede sig, hvordan jeg havde åbnet døren for Mie, mens hun selv var væk. Hun kom ind, komplimenterede mit skæg og lod en hånd glide kærligt over min kind, hvorefter jeg kyssede hende. Det var tanker, der drev hende til vanvid.
Sådan går det mænd forlader både gode og dårlige koner, selv ægteskaber velsignet i kirken kan gå i stykker. Mænd søger hele tiden noget nyt, og tror ofte, at nabokonen er som en svane, mens deres egen vokser til en plet for øjet. Det gør ekstra ondt, når ens mand forelsker sig i ens bedste veninde.
Engang mødte jeg min bekendte Karen. Hun blev først gift som 28-årig og fik en dreng, som hendes mand tilbad. Men han var en rigtig charmetrold, var væk fra familien, men vendte altid tilbage for sønnens skyld. Karen holdt ud i årevis. Hvad hun ikke kunne klare! Syr hun gjorde, og hun havde altid masser at lave. Vores veje krydsede kun lejlighedsvis.
Jeg spurgte hende hver gang: Karen, har du ikke giftet dig igen? Hun svarede altid tørt: Nej. Har hverken lyst eller behov.
Men sidst vi mødtes, smilede hun: Tænk dig, min Anders kom tilbage! Droppede alle de andre og kravlede hjem til mig. Efter seksten år! Jeg tog ham ind igen. Hvem ville ellers have ham nu? Og jeg står heller ikke just forrest i køen. Nu har jeg da én, der kan række mig et glas vand. Det vigtigste er trods alt familien. Hvem orker de vilde følelser hele livet?
Måske har hun ret? Nu har de været sammen uden adskillelse i syv år.
Et er sikkert: det, der er levet, kan ikke leves om. Et venskab, der er gået itu, kan ikke lappes sammen.
Nu har jeg fundet en anden kone og en virkelig gift veninde. Det rækker for mig.
Katrine og Mie gik fra hinanden efter et år, og Katrine fandt en kvinde, som hun stadig er sammen med. Det er livets gang. Venskaber er vigtige, men man skal alligevel passe på og være på vagt især med de nærmeste.
Man skal overveje, hvad man fortæller om sin trygge familieidyl. Ellers kan det gå galt før man aner det…
Mie blev aldrig gift; nu lever hun alene.
Mit liv har lært mig, at man skal beskytte det, man har kært, og ikke tage noget for givet hverken veninder, ægteskab eller citrontæer i vinduet.
