Paradis i kolonihaven Da Mads overrakte hende nøglerne til sin lejlighed, vidste Eva: Bastillen var indtaget. Ikke engang en Mads Mikkelsen havde ventet på en Robert, som Eva havde ventet på sin Adam (eller rettere, sin Mads), og nu endda med egen kolonihave. Den 35-årige, lettere fortvivlede Eva sendte oftere lange blikke efter hjemløse katte og ind bag ruderne i “Alt til håndarbejde”. Men nu stod han der – enlig, havde brugt ungdommen på karrieren, plantebaseret kost, fitness og al anden moderne selvrealisering, og stadig uden børn. Eva havde ønsket sig denne gave, siden hun var tyve, og nu havde julemanden – den langsomme gamle mand – åbenbart forstået, at hun mente det alvorligt. – Jeg har årets sidste forretningsrejse, men så er jeg helt din, sagde Mads og rakte hende nøglen til sit fristed. – Bare bliv ikke bange for mit bjørnebo. Jeg kommer normalt kun hjem for at gå i hi, sagde han og gik ud til sin SAS-afgang, på vej til en anden tidszone for hele weekenden. Eva snuppede tandbørste, creme og vatrondeller og begav sig hen for at se bjørnehulen. Problemerne begyndte allerede i døren. Mads havde godt nok advaret om, at låsen drillede, men Eva havde ikke forventet det niveau. Hun brugte fyrre minutter i kamp: skubbede, trak, satte nøglen i til bunden, forsøgte med charme, men låsen – stædig og jaloux – nægtede at lukke hende ind. Eva begyndte at true, som de engang havde lært hende bag containerne i folkeskolen. På postyret stak naboen hovedet ud. – Hvorfor forsøger De at bryde ind? spurgte en bekymret kvinde. – Jeg bryder ikke ind, jeg har nøglerne, svarede Eva arrigt og tørrede panden. – Hvem er De? Jeg har aldrig set Dem før. – Jeg er hans kæreste! sagde Eva kækt, satte hænderne i siden og spottede kun kommunikation gennem dørens sprække. – Er De det? lød det overrasket. – Ja, har du et problem? – Nej da. Der har da aldrig været nogen kvinde her før (og der voksede Evas kærlighed til Mads). – Hvilken slags én? – Ikke mit bord, undskyld, svarede naboen og lukkede døren. Eva nægtede at give op, satte nøglen i og pressede, så hun næsten drejede hele karmen rundt. Døren åbnede sig. Mads’ hele verden lå nøgen foran hende, og hendes sjæl blev bidende kold. Jo, en ungkarl måtte gerne leve sparsommeligt, men det her var en munkecelle. – Stakkels dig… dit hjerte har glemt – eller aldrig kendt – hvad hygge er, mumlede Eva, mens hun beskuede det ydmyge domicil, hun nu måtte opholde sig i oftere. På den positive side: Naboen talte ikke usandt – ingen kvindehånd havde rørt hverken vægge, gulv, køkken eller de grå vinduer. Eva var først! Hun skyndte sig ud og fik købt ny badeforhæng, bademåtte, grydelapper og køkkenhåndklæder. Naturligvis fik hun købt lidt mere – duftpinde, håndlavet sæbe og kosmetikopbevaring. “Man invaderer ikke en andens hjem med disse småting,” beroligede Eva sig selv, mens vareturene krævede to vogne. Låsen gjorde ikke længere modstand. Faktisk fungerede den nu så dårligt, at den mest mindede om en håndboldmålmand uden hjelm. For at rette op brugte Eva natten på at skrue låsen ud med køkkenknive, og om morgenen måtte hun til Silvan efter ny. Knivene måtte også udskiftes. Og så: gafler, skeer, dug, skærebrætter, og derefter gardiner. Om søndagen ringede Mads for at sige, at han ville være væk et par dage mere. – Jeg er kun glad, hvis du bringer lidt hygge ind, grinede han, da Eva indrømmede små ændringer i interiøret. Hyggen blev nu leveret i containere og fordelt efter Evas systematiske plan. Alt det, hun havde akkumuleret som ensom kvinde, kom i brug nu, hvor ingen holdt hende tilbage. Da Mads vendte hjem, levede kun edderkoppen bag ventilationsristen fra hans gamle liv. Eva ville jage den bort, men lod den være som symbol på respekten for det fremmede. Nu lignede Mads’ hjem en lejlighed, hvor én havde været lykkeligt gift i otte år, blev skilt – og blev lykkelig på trods. Eva tog ikke kun boligen i sin magt, men sørgede også for, at hele opgangen vidste, at hun var den nye chef og fremover tog sig af alle spørgsmål! En ring på fingeren manglede endnu – men det var blot en formalitet. Naboerne så på hende med mistro i starten, men så trak de bare på skuldrene: “Det er op til dig – os rager det ikke.” *** På Mads’ hjemkomstaften lavede Eva et ægte dansk middagsbord, pakkede sin stadig solide bagdel ind i noget pynteligt og en smule frækt, stillede duftlys op og dæmpede det nye lys. Nu ventede hendes Adam – uden paradisets æble, men i deres eget lille univers. Mads var forsinket. Da hun næsten ikke kunne sidde længere i sin festlige indpakning, lød nøglen i låsen. – Låsen er ny, skub til – den er ikke låst! sagde Eva, lidt forlegent, men lokkende. Hun frygtede ikke at blive dømt, hun havde sørget for alting – det ville alle tilgive. I det øjeblik dukkede en sms op fra Mads: “Hvor er du? Jeg er hjemme. Lejligheden ser ud som før. Mine venner skræmte mig med, at du ville fylde alt med makeup.” Men Eva læste først beskeden senere. For da åbnede fem fremmede døren: to unge mænd, to børn og en gammel bedstefar, der straks strøg håret flot tilbage ved synet af Eva. – Hold da op, far – hvilket modtagelseskomité! Hvorfor tog du så på spa, når du har ‘all inclusive’ herhjemme? sagde den ene unge fyr og fik straks en albue af konen. Eva stod med to fyldte vinglas, lammet af chok. Hun ville skrige, men kunne ikke røre sig. Et sted fnisede en edderkop. – Undskyld, hvem er du? peb Eva. – Ejeren af denne hytte – og De er fra hjemmeplejen, kommet for at skifte forbinding? spurgte bedstefar, der kiggede på Evas frække sygeplejerskeuniform. – Hold da op, Adam Mortensen, der er jo ren hygge nu, sagde den unge kones stemme bag Eva. – Førhen boede I som i en krypt! Og hvad hedder De? Vores Adam Mortensen er måske lidt for gammel til dig? Men du ser også godt ud… – Ee… Eva… – Akkurat! Du er god til at finde folk Adamsen! Adam Mortensen lyste op ved situationen. – Hvor er Mads? hviskede Eva og tømte begge glas. – Jeg er Mads! råbte en 8-årig glad dreng. – Lidt tidligt at hedde Mads, knægt, sagde moren og sendte børnene ud til bilen. – Undskyld, jeg må have taget fejl af lejligheden… Er det her Syrénvej 18, lejlighed 26? – Næ, det er Kirsebærvej 18, grinende bedstefar og ville pakke ud. – Selvfølgelig, sukkede Eva – jeg forveksler dem altid. Gå bare ind, jeg… må lige ringe. Eva smuttede på badeværelset, barrikaderede sig og først dér læste hun Mads’ besked. “Mads, jeg kommer snart. Sad fast i Føtex.” “Fint, tager du vin med?” svarede Mads med et voice. Vinen overvejede Eva nu bare at tage med indvendigt. Hun pakkede tæppet og gardinet sammen, ventede til huset var fyldt, og sneg sig ud, tasken over armen. – Mortensen, hun smutter! Skrigende kærlighed!, lød det efter hende fra nysgerrige naboer. *** – Jeg fortæller dig det siden, sagde Eva, da den rigtige Mads åbnede døren. Helt fortumlet gik hun forbi ham, direkte på badeværelset, hængte forhænget op og lagde måtten. Derefter gik hun ind i stuen, smed sig på sofaen og sov til morgen, til både vin og stress var væk. Da hun vågnede, sad en fremmed mand – og ventede på forklaring. – Hvilken adresse er det her egentlig…? – Jasmingade 18.

Et paradis i et skur

Da Henrik rækker hende nøglerne til sin lejlighed, forstår Karla: Bastillen er indtaget. Ikke engang en DiCaprio har ventet så længe på en Oscar, som Karla har ventet på sin Adam (og nu blev det så Henrik) endda med egen tag over hovedet. Hun er 35, lidt opgivende, og har længe kastet medfølende blikke til byens herreløse katte og til udstillingsvinduerne på Alt Til Håndarbejde. Men nu dukker han op enlig, har brugt sin ungdom på karrieren, sund mad, fitnesscenter og andre mærkværdige projekter som selvudvikling, og stadig barnløs. Karla har ønsket sig denne gave siden hun var tyve, og nu lader det endelig til, at hendes indtræden i voksenlivet er blevet accepteret julemanden har endelig fattet, hun mente det alvorligt.

Jeg har årets sidste forretningsrejse, og så er jeg helt din, siger Henrik med et smil, da han rækker hende den længe ventede nøgle til sit fristed. Men bliv nu ikke forskrækket over min hule. Jeg er kun hjemme for at dvale, tilføjer han, svinger sig op på et SAS-fly og forsvinder ud i en anden tidszone i weekenden.

Karla smider tandbørsten, creme og svampe i tasken og tager af sted for at se, hvad dette skur indeholder. Udfordringer møder hende allerede i entreen. Henrik har godt nok nævnt, at låsen kan drille, men hun havde ikke ventet dette. Hun kæmper i fyrre minutter: Skubber, trækker, stikker nøglen i, forsøger venligt men døren er jaloux og nægter at åbne sig for sin nye beboer. Karla går over til de psykologiske metoder, som hun lærte i folkeskolen, ude bag cykelskuret. Lydene får nabodøren til at gå op.

Hvorfor prøver du at bryde ind? spørger en bekymret kvindestemme.

Jeg bryder ikke ind, jeg har nøgler, snerre Karla, mens hun tørrer sveden af panden.

Hvem er du egentlig? Jeg har ikke set dig før, fortsætter naboen nysgerrigt.

Jeg er hans kæreste! svarer Karla med udfordrende hænderne i siden, men nabokvinden holder fast i kun at høre hende gennem dørsprækken.

Du? Virkelig? udbryder naboen oprigtigt overrasket.

Ja, jeg. Er der et problem?

Næ, ikke rigtigt. Det er bare… han har aldrig haft nogen med hjem før. (Det gør bare Karla endnu gladere for Henrik.) Men sådan en som dig…

Sådan en som hvad? spørger Karla forvirret.

Nej, det er ikke min sag. Undskyld, og døren smækkes i.

Nu står det klart: Enten hende eller låsen. Karla presser nøglen så hårdt ind, at det er med nød og næppe, karmene holder og endelig giver døren op.

Ind træder Karla i Henriks univers, og hendes sjæl bliver som rimfrost. Jovist, en ungkarl bruger ikke mange kræfter på hygge, men dette er virkelig en celle.

Stakkels dig, Henrik, mumler Karla, mens hun kigger rundt i det spartanske hjem, hvor hun nu skal til at boltre sig.

På den anden side var hun også glad. Naboen havde ret: Ingen kvindehånd havde rørt ved disse vægge, dette gulv eller dette køkken. Karla er den første.

Hun kunne ikke dy sig og løber straks ned i Føtex for at købe et pænt badeforhæng og en ny bademåtte og selvfølgelig nogle grydelapper og viskestykker. Under indkøbet får hun lyst til mere: Duftlys, håndlavet sæbe og smarte opbevaringsbokse til sin kosmetik.

At gøre lejligheden lidt hyggeligere er vel ikke for frækt? beroliger Karla sig selv, da hun tilføjer endnu en indkøbskurv.

Låsen gør derefter ikke længere modstand. Faktisk fungerer den slet ikke mere og minder om en ishockeymålmand uden hjelm. Karla bruger så resten af natten på at skrue låsen af med køkkenknive, og næste morgen er hun i Silvan efter en ny. Knive skal naturligvis også skiftes. Og gafler, skeer, dug, skærebrætter og bordskånere. Og når nu hun er i gang, nye gardiner.

Søndag formiddag ringer Henrik: Han må blive et par dage mere væk.

Jeg bliver bare glad, hvis du gør mit hjem lidt mere hyggeligt, griner han i telefonen, da Karla nævner sin indsats i lejligheden.

Hyggen kører nu nærmest ind i lejligheden på lastbiler; Karla fordeler det med militær præcision ud over stuen, som om det var et byggeprojekt. Alt, hvad en ensom kvinde har opsparet gennem årene, får nu frit løb gryden koger ustoppeligt.

Ved Henriks hjemkomst er intet som før, bortset fra den evige edderkop ved ventilationsskakten. Karla ville smide den ud, men da hun ser dens otte chokerede øjne, lader hun den være et symbol på, at man ikke skal røre alt, der ikke er ens eget.

Henriks hjem ligner nu et sted, hvor man har været lykkeligt gift i otte år, er blevet skilt og alligevel har fundet lykken forfra. Karla har ikke bare indtaget lejligheden, men også hele opgangen: Alle naboer ved nu, at det er hende, der er hovedpersonen her. En ring på fingeren mangler stadig men det er kun en formalitet. Først mødte naboerne hende med mistro, men efterhånden har de bare trukket på skuldrene: Nå, som du vil. Det blander vi os ikke i.

***

På Henriks hjemkomstdag har Karla lavet dansk hjemmelavet mad, strammet sin endnu tonede bagdel ind i et larmende outfit, tændt røgelsespinde i hjørnerne og dæmpet belysningen. Nu mangler kun Adam! Deres paradis kan ikke blive mere komplet.

Henrik er forsinket. Da Karla begynder at mærke, at indpakningen snærer mere, end hendes squat-trænede bagdel kan klare, stikkes en nøgle i låsen.

Den er ny, du skal bare skubbe den op døren er ulåst! svarer Karla med et grin og lidt nervøsitet, men hun frygter ikke noget lejligheden er jo blevet så lækker, at alt tilgives.

Netop som døren går op, tikker en sms fra Henrik ind: Hvor er du? Jeg er hjemme. Her er helt som før mine venner sagde ellers, du ville fylde det hele med make-up. Men den besked ser Karla først meget senere. For nu kommer der pludselig fem helt fremmede folk ind: To unge mænd, to børn og en halvgammel bedstefar, der straks strammer sig op og glatter sit grå hår, da han ser Karla.

Sikke en modtagelse, far! Hvad blev der af det sanatorie, når du kunne få all inclusive herhjemme? joker den unge mand og får straks et rap af sin kone for at glo.

Karla står og stivner med to fyldte glas i hånden. Hun vil skrige, men kan intet.

I hjørnet lyder en edderkops latter.

Undskyld, hvem… hvem er du? klynker Karla.

Ejeren af dette palæ. Og du? Lægen fra sundhedscentret, der kommer for at skifte forbinding? Jeg sagde da, jeg kunne selv! svarer bedstefar, mens han kigger på Karlas meget sygeplejerskeagtige outfit.

Jamen altså, Adam Sørensen, her er jo blevet så hyggeligt, det er slet ikke til at kende hjemmet, siger svigerdatteren, der kigger nysgerrigt forbi Karla. Hvordan hedder du, unge dame? Er Adam Sørensen ikke lige gammel nok til dig? Men altså, han har da egen bolig…

K-k-karla

Nå, det er det, du hedder! Godt valg, Adam Sørensen!

Bedstefarens øjne funkler han tager det hele som held i uheld.

O-o-og hvor er Henrik? hvisker Karla, mens hun kaster de to glas ned i én tår.

Jeg er Henrik! råber den ældste af børnene glad.

Rolig, du er ikke gammel nok til at være Henrik endnu, retter moren ham og sender børnene og manden ned i bilen.

U-undskyld, det er vist den forkerte lejlighed, begynder Karla at fatte, da hun husker slåskampen med låsen. Er det Jasminvænget 18, lejlighed 26?

Nej, nej, det her er Kirsebærvænget 18, smiler bedstefar, klar til at pakke sit uventede held ud.

Ja, selvfølgelig… sukker Karla tragisk, dem forveksler jeg altid. Find jer bare til rette, jeg skal lige tage et opkald.

Hun tager sin mobil og styrter ud på badeværelset, hvor hun barrikaderer sig med et håndklæde. Først dér ser hun Henriks sms.

Henrik, jeg er snart hjemme, blev bare forsinket i netto, svarer hun febrilsk.

Super, jeg glæder mig. Tag gerne en flaske rødvin med, kommer svaret fra Henrik.

Vinen når Karla kun at hente til sig selv. Med måtten klemt under armen og forhænget under anden, venter hun, til de fremmede går i køkkenet, før hun sniger sig ud, samler sine ting i en pose og styrter af sted.

Han går! Kærligheden flygter! råber de nysgerrige naboer ud gennem deres dørsprækker, da hun smutter.

***

Det forklarer jeg senere, siger Karla, da Henrik åbner døren for hende.

Som i tåge går hun forbi ham, uden et ord, ordner badeforhænget og ruller måtten ud først, og så falder hun om på sofaen og sover, til både stress og vin er ude af kroppen. Om morgenen vågner hun ved, at en fremmed kigger undrende på hende.

Hvilken adresse er det, her egentlig? spørger hun søvnigt.

Det er Jasminvænget 18……Lejlighed 26, svarer Henrik mildt, mens han balancerer to store kopper kaffe og sætter sig ved siden af hende.

Karla lukker øjnene, lader duften af frisk kaffe glide gennem kroppen og mærker en pludselig, boblende latter stige opførst lavmælt, så uimodståeligt kildrende. Henrik ser forbløffet til, da hun ruller over på ryggen og griner, så sofaen ryster. Hun snøfter, prøver at forklare: Du ved ikke, hvad jeg har udsat en helt uskyldig bedstefar og hans familie for. Jeg indrettede det forkerte paradis.

Henrik griner med, trækker hende ind til sig og slår armene om hende. I det øjeblik føles det både tåbeligt og rigtigtsom at begynde forfra, selv når man troede, man havde regnet det hele ud.

Karla tager en slurk kaffe, løfter dynen og pakker sig lidt tættere ind til Henrik. Sammen ser de ud på morgenlyset, der strømmer ind gennem de nye gardinerog selv edderkoppen, som i natten har sneget sig ind i denne, helt rigtige, rede, ser ud til at føle sig hjemme.

Et paradis tager tid. Men sommetider finder man først hjem, når man farer vild.