En gave fra en fremmed Beskeden dukkede pludselig op i fælleschatten, lysegrøn blandt regneark og vigtige e-mails, som en plastiknisse i en kasse med papirer: “Kære kolleger, vi starter Secret Santa! Anonym gaveudveksling til julefrokosten. Gavebudget op til 200 kr. Tilmeld dig via linket.” Mads læste beskeden og kastede et blik på hjørnet af skærmen, hvor uret tikkede. Der var ti arbejdsdage tilbage af året, to uger til kvartalsluk, tre dage til næste termin på boliglånet. Alt i hans hoved blev målt i deadline-klumper. Reaktionerne væltede allerede ind. Nogen sendte en GIF med julemanden, nogen skrev: “Igen?”, andre spurgte til budgettet. HR-ansvarlige Camilla meldte straks ud: “Det er ikke obligatorisk at deltage – men det er virkelig hyggeligt. Vi vil bare skabe julestemning.” Mads drak sin halvkedelige kaffe og klikkede på linket. Formularen krævede navn, afdeling og samtykke til databehandling. Nederst blinkede knappen “Deltag”. Han tøvede et øjeblik og forestillede sig endnu et ubrugeligt kalenderlys eller en krus til sin allerede overfyldte pult. Men så forestillede han sig, at hans navn ville være den eneste blanke på deltagerlisten. Han trykkede. ”Nå, meldte du dig også til årets lotteri?” råbte Jonas fra Økonomi, idet han stak hovedet ind over skærmvæggen. ”Jeg håber, jeg får nogen med humor. Jeg har allerede købt gaven – ‘Prioriter din tid’-bogen til chefen…” ”Det er jo anonymt,” påpegede Mads. ”Det gør det bare bedre! Forestil dig hans ansigt … ” Jonas trak sit mest alvorlige ansigt og begyndte at grine. Mads smilede høfligt og vendte tilbage til det grå talhav. Et sted diskuterede de juleslik til kunderne – skulle man gå all-in eller nøjes med budgetvarianterne? Ude i rygergården var temaet morgenens store spørgsmål: Bliver der bonus – og hvis ja, i gavepakker eller kontanter? Alt snurrede rundt i et uophørligt julebaggrundstæppe: plastikjuletræet i reception, kugler på snor, standardjulekort til “ærede samarbejdspartnere”. Mads havde to mål for året. Ét: Overholde budgetkravene og få bonus. To: Ikke at blive sur på sønnen over karaktererne. Begge dele virkede ens hårde at nå. Om aftenen tikkede mailen ind: “Din Secret Santa-modtager”. Han åbnede den i S-toget, mast ind mellem vinterjakker. “Hej Mads! Din modtager: Mads Hansen, analyseafdelingen.” Han læste den igen. Og igen. Pludselig sprøjtede spørgsmålet ind i chatten: ”Er det her en fejl?” ”Jeg har også fået mig selv.” ”Okay, nu tager Secret Santa selvudvikling seriøst.” Camilla svarede hurtigt: “Kære kolleger, ja, systemet har lavet en bøf. Vi kan ikke nå at rette det; IT siger, det hænger sammen med ID’erne. Lad os kalde det et eksperiment. Vi lader som ingenting, behold stemningen!” ”Men hvordan er det hemmeligt, hvis jeg ved, det er mig?” skrev en. ”Forestil dig bare, at det er en ukendt, som forstår dig bedre end nogen, ” svarede Camilla – og satte et juletræs-emoji. Mads slukkede chatten og stoppede mobilen i lommen. I toget talte en mand højt om årets afslutning. Mads så sit eget spejlbillede i vinduet. 41. Håret sidder endnu, men tindingerne begynder at blive grå. Træt, men ikke gammel. Jakkesæt fra Magasin, ur på afbetaling, den telefon chefen anbefalede. En gave til sig selv, fra en “fremmed”, tænkte han. Hvad skulle den “fremmede” mon give mig? Ingen svar. Næste dag i røgeren var samtaleemnet slået fast. ”Drop det,” mente advokaten Jesper. ”Det er jo ikke idéen! Secret Santa må ikke være åbenlys.” ”Jeg synes, det er fedt!” sagde Signe fra Marketing. ”Nu kan jeg omsider købe noget til mig selv – ikke flere rensdyrstrømper.” ”Du køber da altid til dig selv,” sagde en. ”Nej – ikke alt. Der er ting, jeg synes, er for dyre til mig selv. Det er det fede,” smilede Signe. Mads lyttede bare. Muligheder kørte i loop: trådløse høretelefoner, ekstern oplader, ny mus. Alt kunne købes uden en anledning – på vej hjem fra arbejde. Intet virkede som en gave, bare endnu et kontoraccessory. ”Hvad køber du?” spurgte Jonas på vej til elevatoren. ”Det ved jeg ikke,” svarede Mads. ”Så tager jeg bare PlayStation – hvis det var i budgettet,” smilte Jonas. ”Jeg nøjes med specialøl – og skriver ‘fra Santa’.” Hvad ville jeg ønske mig, hvis nogen virkelig så mig, tænkte Mads. Ikke som kollega, ikke som bankkunde, ikke som far, ikke som … hvem så? Som menneske? Han kunne ikke finde ordet. Om aftenen gik han i indkøbscenteret. Alt blinkede og skinnede, musikken rungede. Overalt hang reklamer: ”Den perfekte gave”, ”Sæt med lækkerier til ham”, ”For de succesfulde mænd”. Alle reklameplakater med mænd i flotte frakker og afslappede smil. Ingen så trætte ud. Ingen havde overtræk. Han gik i elektronikforretningen. Nye headset – storsælgende, sagde skiltet. Konsulenten talte fornuftigt til en kunde om fordele og ulemper. Headset – praktisk. Musik, podcasts, du passer på dig selv, overvejede Mads. Prisen passede. Holdt alligevel og satte æsken tilbage. Det er jo bare mig, der køber til mig selv. Gaverne til mænd på min alder er telefoner, ure, ordentlige sko, frakker ikke fra outlet. Men er det en gave? Han gik tomhændet ud. I boghandlen var staffelier proppet med selvhjælpsbøger: “Bliv den bedste udgave af dig selv”, ”Sådan når du alt”, “Lykke i praksis”. Han kiggede hurtigt, læste lidt om “komfortzonen” og “effektivitet”, følte sig endnu mere træt. Inde i skønlitteraturafdelingen gled hans fingre over rygge, kendte navne. Han havde engang læst meget. Hele romaner på en nat og op klokken otte. Men arbejde, så boliglån, så barn, og bøger blev bare ét punkt mere i listen over “bør gøre”. Måske en bog? Men hvilken? Vil fremmedgaven til Mads overhovedet vælge en bog, når han aldrig får læst? Tom ud igen. Træt af reklamer og julemusik. Hjemme spurgte konen: ”Hvorfor så mut?” ”Det er ikke noget,” sagde han og tog skoene af. ”Vi har sådan en gaveleg på arbejdet.” ”Sikkert endnu et duftlys eller en julekop?” lo hun. ”Denne gang skal man give til sig selv. Altså, systemet gik ned.” ”Det lyder da herligt,” hun satte pastaen på bordet. ”Køb noget, du ikke ellers vil unde dig selv.” ”Som hvad?” ”Det ved du bedre.” Han sagde ikke mere. Sønnen sad over matematikbogen og lod, som han lavede lektier. ”Du vil som regel have noget bestemt. Du gider gadgets. Telefon, ur, taske?” ”Det køber jeg, når jeg har brug for det,” sagde han. ”Når det er nødvendigt.” ”Så måske ikke en ting,” foreslog hun. ”Et gavekort, massage, en fridag…” ”En fridag kan ikke købes, hvis chefen ringer søndag,” svarede han. Hun smilede. ”Så ønsk dig en chef, der holder fri i weekenden.” ”Ligger over budget,” sagde han. Den nat lå han vågen. Reklamebilleder, slogans, andres juleønsker kørte i hovedet – “karriereudvikling”, “nye resultater”, “økonomisk gevinst”. Alt det vigtige virkede ydre, som guirlander man tager ned i januar. Hvis ingen vurderede mig? Ikke kolleger, ikke familie, ikke banken? Stadig intet svar. Ugen før julefrokosten var kontoret én stor summen. Gaveposer dukket op på skriveborde. Man diskuterede dresscode, menu, indslag. Camilla lagde op, at der i år også ville være “en særlig Secret Santa-oplevelse”. Mads havde stadig ikke købt noget. ”Skynd dig, ellers er der kun sokker tilbage,” mente Jonas. ”Jeg tænker stadig,” sagde Mads. ”På hvad?” Jonas rystede på hovedet. “Jeg har bestilt grillpakke. Alligevel ville jeg aldrig få den købt ellers.” I frokostpausen satte Mads sig med sin bakke ved vinduet og åbnede mobilen: “gave til mand 40 år”. Resultatlisten væltede frem: ure, punge, gadgets, ginpakker, gavekort til barbershop. Det handler mere om, hvordan jeg skal fremstå, tænkte han. Ikke om, hvordan jeg føler. Han lukkede fanen, åbnede privatmailen. Der lå reklame for, at han havde glemt et kursussted, han engang havde tilmeldt sig: “Kom med på nyt fotohold – tilmelding senest søndag”. Fotografi. Han kom i tanker om det gamle kamera, købt længe før børn og storbylån. Hver søndag rundt i København, fotograferede gader, mennesker, alt der fangede øjet. Kameraet var røget i skabet. Først var der ikke tid, så ikke ro, så virkede det åndssvagt. Klisché, tænkte han. En mand på fyrre, der vil tage billeder igen. Nu tror han vel, han pludselig skal ændre hele sit liv. Komisk. Han satte bakken til side – flov, som om nogen havde set ham i en pinlig situation. Jeg skal jo ikke flytte på landet og blive kunstner. Bare … Tankerne nåede ikke at blive formuleret, før chefen skrev: “Tal fra Q3 klar i aften?” Mads sukkede, rejste sig. Om aftenen gik han ud i entréen, fandt tasken med kameraet, satte batteriet i opladeren. ”Tager du billeder?” spurgte konen. ”Ville bare se om det virker,” svarede han. Senere tog han et par billeder fra altanen. Biler, sne, lygter, vinduer. Intet særligt, men bag søgeren sænkede farten i tankerne sig for et øjeblik. Måske er det det, der er gaven? Ikke kameraet, men at tillade sig selv at bruge tid på det. En time om ugen. Bare lidt. En tanke, både simpel og skræmmende. Indre kritikeren sagde straks: Så, køb et kursus i foto, som om det ændrer alting. Men en stille stemme svarede: Hvorfor ikke? Du bruger alligevel penge på ting, du hurtigt glemmer. Måske gør det her en forskel. Han åbnede kursusmailen igen. Der var moduler om komposition, lys, bymotiver og det foregik online to aftener om ugen. Prisen var lige inden for Secret Santa-budgettet. Gave til mig selv fra en fremmed, tænkte han. En fremmed, der kan huske, hvad jeg har kunnet lide – og ikke synes, det er fjollet. Han trykkede “betal”. Men gaven skulle være “fysisk”. Han købte en mørkeblå notesbog og en konvolut. Printede kursusbekræftelsen, lagde den i. På første side i bogen skrev han: “Til billeder du stadig vil tage.” Skriften var ujævn, men tydelig. En sætning til kortet. Ikke klichéagtigt, men noget, han selv havde haft brug for at høre: “Kære Mads. Du er mere end rapporter og teams-møder. Husk at se verden udenfor skærmen. Må du bruge lidt af din tid på det. Din Secret Santa.” Han læste beskeden og blev rørt – ikke fordi det var stort, men fordi nogen (måske for første gang længe) havde talt pænt til ham. Også selv om det “bare” var ham selv. Han pakkede notesbogen, konvolutten og printet i brunt papir med rød snor. Ved julefrokosten i kantinen – julebord, lyskæder, DJ – lagde han sin gave blandt andres på gavebordet. Hver gave mærket med modtagerens navn. Nogle var i fine gaveposer, andre pakket ind i sølvpapir og sløjfer. ”Er du klar til at afsløre dig selv?” blinkede Camilla. ”Så klar som man kan blive,” svarede han. Senere på aftenen: “Så er det tid til årets mest hemmelige gaveleg! I år er Secret Santa blevet ekstra personlig— vi siger, at vi ikke ved noget,” grinede konferencieren. Folk grinte. En efter en hentede deres pakker og pakkede op. Da det blev Mads’ tur, mærkede han overraskende meget nervøsitet. Han hentede sit brune bundt med sit navn, fandt sin plads. ”Hvad har du fået?” spurgte Jonas. ”Det ligner ikke en grillpakke.” Mads åbnede, fandt notesbog og konvolut. Navnet stod på. Hænderne rystede svagt. Han læste kortet. Læste det så igen. Ordene gav genklang, som om de endelig ramte ham. Du er mere end rapporter og teams-møder. Noget gjorde ondt, men alligevel føltes det rigtigt. Det var pinligt, som om nogen havde kigget ham i sjælen – dog uden at dømme. ”Hvad var der i?” spurgte Jonas. ”Et fotokursus. Og en notesbog.” ”Hold da op, nogen har gjort sig umage. Det må være én fra kommunikation.” Han grinede og vendte sig mod sin grillpakke. Mads rørte ved notesbogen. Værten fyrede jokes af, nogen dansede allerede, kameraerne blinkede, men indeni var der ro. Konen skrev: “Hvordan går det?” Han svarede: “Fint. Gaverne er sjove. Gav mig selv et kursus.” Han slettede den sidste sætning og sendte bare: “Fortæller senere.” Hjemme var der blødt lys i køkkenet, duft af appelsiner. Sønnen sov. ”Hvad fik du?” spurgte konen. Han lagde notesbog og konvolut på bordet. ”Bare det?” ”Der er mere i,” sagde han og viste hende. Hun læste beskeden og så på ham. ”Har du selv skrevet det?” ”Ja. Og tilmeldt mig fotokurset.” Hun smilede – ikke drillende, bare roligt. ”God gave. Du har altid kunnet lide det.” ”Det var længe siden.” ”Men dét betyder jo ikke, det er væk.” Han trak på skuldrene, men indeni føltes det, som om noget endelig gav sig. ”Vi ser, ” sagde han. 1. januar vågnede han stille. Gråt morgenlys, snerester på parkeringspladsen. Konen og sønnen var hos hendes forældre; han ville tage derned dagen efter. Stilheden bredte sig i lejligheden. Han lavede kaffe og satte sig til bordet, åbnede notesbogen. På første side stod stadig: “Til billeder du stadig vil tage”. Han tændte computeren, åbnede kursusdeltagelsen. Første modul kunne ses allerede nu. Underviseren snakkede blødt om lys og komposition, ikke om effektivitet. Han opdagede, at han ikke tjekkede mail samtidigt. Telefonen lå i den anden ende af lejligheden. Da introduktionen var slut, tog han kameraet og gik ud. Kølig luft. Nogen fejede konfetti op. På legepladsen lå en ensom nytårshat. Han så gennem søgeren. Trægrene, altaner, kabler, intet særligt. Men det at trykke på knappen føltes vigtigt. Ikke til rapporter, ikke til KPI, ikke til nogen præsentation. Bare til sig selv. Han tog flere billeder, lagde dem ind på computeren. De fleste ligegyldige – men ét billede, hvor facadens vinduer spejlede sig i en bildør, fik ham til at stoppe op. I genspejlingen anede han sin egen silhuet med kamera. Gave fra en fremmed, tænkte han. Som viste sig at være mig selv. Og det er vel egentlig helt okay. Han lukkede billederne og drak en slurk kold kaffe. Første arbejdsdag ventede, mails, opgaver, møder. Og kurset, hvor han ville give sig selv én time i kalenderen. Han åbnede notesbogen og skrev datoen. Kort: ”Morgen i gården, spejling i ruden.” Linjen fyldte ikke meget, men den var hans. Han lagde pennen og mærkede, at han – for første gang længe – forestillede sig fremtiden med plads til andet end regninger og deadlines. Der var et lille bitte sted, hvor han også selv måtte vælge bare for sin egen skyld. Det var ikke meget. Men det var nok til at trække vejret lidt friere. Han hældte mere kaffe op, åbnede kursuskalenderen. Nederst på siden stod: “Noter”. Han skrev: “Må ikke aflyses pga. arbejde.” Smilte lidt af sig selv – livet blander sig jo nok alligevel. Men nu havde han i det mindste lov til at prøve. Og også dét var en gave.

En gave fra en fremmed

Beskeden boblede op i fælleschatten over regneark og hastemails, som en rød juleæblekugle midt i bunker af dokumenter:

“Kære kollegaer, vi starter Secret Santa! Anonym gaveudveksling til julefrokosten. Budget op til 400 kroner. Link til tilmelding nedenfor.”

Mads læste teksten igen og lod blikket falde på hjørnet af skærmen, hvor uret tikkede. Ti arbejdsdage til nytår, to uger til kvartalsafslutningen, tre dage til næste afdrag på lånet. Alt i hans hoved blev målt i sådanne snærende intervaller.

Chatten eksploderede med reaktioner. Nogen lagde en gif af en nisse op, én sukkede: “Igen?” En tredje ville vide, om man måtte købe for mere, hvis man nu havde lyst. HR-ansvarlige Louise tilføjede straks: “Deltagelse er frivillig, men stærkt opfordret. Vi skal have lidt julestemning på kontoret!”

Mads drak den sidste slat halvlunken kaffe og klikkede på linket. Formularen spurgte til navn, afdeling og samtykke til databehandling. Nederst blinkede en blå “Deltag”-knap. Et øjeblik så han for sig, hvordan endnu en ligegyldig duftlys eller kop snart ville fylde mere på hans allerede kaotiske skrivebord. Samtidig så han sit navn på deltagerlisten med et tomt felt ud for.

Han trykkede.

Nåh, også meldt dig til gavecirkuset? lød det fra Michael fra økonomi, som stak hovedet ind i kontorbåsen. Håber jeg får én med glimt i øjet! Har allerede gaveidé: en bog om tidsstyring til chefen.

Det er jo anonymt, mindede Mads om.

Netop! forestil dig, han åbner den… Michael rullede med øjnene og grinede.

Mads trak smilbåndet høfligt og vendte tilbage til sin rapport. Tallene gled i gråt foran øjnene. Et sted længere henne småskændtes nogen om gavekurvene til samarbejdspartnerne købe chokolade fra Summerbird eller spare med Toms? I formiddags ved kaffemaskinen havde snakken også gået om bonus: Bliver den til penge? Eller bare endnu en gavekurv?

Julen på arbejdet flimrede omkring ham som et kulisse-baggrundstæppe: plast-juletræ i receptionen, glitrende men ligegyldige kort: “Kære samarbejdspartner! Glædelig jul og godt nytår…”

Mads havde to mål for året: At nå sit bonusmål og ikke skælde sønnen ud over karaktererne. Begge dele føltes lige umulige.

Senere på aftenen dukkede der mail op med emnelinjen “Din modtager i Secret Santa”. Han åbnede den i metroen, mast inde mellem vinterjakker.

“Hej Mads! Din modtager er: Mads Bjerregaard, analyseafdelingen.”

Han læste linjen igen. Og igen.

Metroens vogne rystede, én stødte ind i hans skulder. Skærmbilleder røg allerede rundt i chatten:

“Er det en fejl?”
“Jeg har også mig selv!”
“Det er da next level selvindsigt.”
Louise svarede hurtigt: “Ja, kollegaer systemet gik galt. Vi kan ikke nå at rette det, IT siger alt hænger på ID. Tag det som et eksperiment bring stadig gaver anonymt og lad som ingenting. Vigtigt at holde stemningen!”

“Hvilken hemmelighed, hvis jeg ved, det er mig?” skrev én.
“Tænk på det som en fremmed, der virkelig forstår dig,” svarede Louise med et juletræ-emoj.

Mads lukkede chatten og stak telefonen i lommen. I metroen snakkede nogen højlydt om “at lukke året”. Han så sit spejlbillede i ruden. Én og fyrre. Håret holdt endnu, men tindingerne var blevet lyse. Træt, men ikke gammel. Jakkesættet fra Bilka, ur på afbetaling, telefonen var “samme model som chefens”.

Gave til sig selv, men som fra en fremmed, tænkte han. Hvad ville sådan en fremmed give mig?

Intet svar.

Næste morgen i rygergården gik snakken ikke om andet.

Vi burde aflyse det hele, sagde juristen Henrik og rystede asken af sin cigaret. Det er jo imod konceptet. En Secret Santa må da ikke være dig selv.

Jeg synes, det er fedt! lød det fra Karen i marketing. Kan endelig give mig noget ordentligt. Ikke igen et halstørklæde med rensdyr.

Du køber jo altid alt selv, bemærkede én.

Ikke det hele. Nogle ting nænner man ikke at bruge penge på, smilede Karen. Det er sagens kerne.

Mads stod tavs, lyttende. Gaveidéer rumsterede; høretelefoner, powerbank, ny mus. Alt sammen kunne han købe selv på vej hjem. Det føltes ikke som en gave, kun et endnu et kontor-accessory.

Hvad giver du dig selv? spurgte Michael på vej til elevatoren.

Aner det virkelig ikke, svarede Mads.

Halløj da! Jeg ville give mig selv en PlayStation hvis budgettet rakte, Michael grinede. Nå, det bliver nok bare specialøl fra Mikkeller “fra Santa”.

Mads tænkte, mens han gik tilbage mod sin plads: Hvad ville jeg give mig selv, hvis nogen virkelig så mig? Ikke som medarbejder, ikke som lånebetaler, ikke som far, der aldrig når det hele. Som… hvem, egentlig? Som menneske?

Han kunne ikke finde ordet.

Senere gik han en tur i Fields efter arbejde. Musik og blinkende lyskæder. Butikkerne tilbød “perfekte herregaver”, “sæt til ham, der har alt”. På hvert andet banner smilende en selvsikker mand i frakke uden poser under øjnene.

Han trådte ind i Elgiganten. Populære trådløse høretelefoner hang på displayet. En ekspedient fortalte entusiastisk om forskelle mellem modeller.

Høretelefoner praktisk. Musik og podcasts. Kan kalde det selvforkælelse, tænkte Mads. Han løftede æsken. Prisen passede, hvis ikke det blev topmodellen.

Men det er jo bare endnu en ting, jeg giver mig selv. Hvorfor overhovedet? Jeg køber allerede de ting en mand på min alder “bør” eje telefon, ur, gode sko, ikke discountjakke. Er det en gave?

Han satte æsken på plads. Gik.

I Arnold Busck var der varmt. I indgangen lå bunker af selvhjælpsbøger: “Bliv den bedste version af dig selv”, “Lær at blive effektiv”, “Lykke på skema”. Mads bladrede i én, men ordene “komfortzone” og “produktivitetsbooster” gjorde ham bare mere træt.

Inde bagved stod en reol med romaner. Han strøg fingrene over rygge og genkendte gamle forfatternavne. Han havde læst meget engang. På universitetet kunne han sluge en roman over én nat. Så kom arbejde, lån, barn læsning rykkede over i “burde snart”.

Måske en bog? tænkte han. Men hvilken? Og ville denne “fremmede” virkelig give mig en bog, jeg aldrig får læst?

Han gik tomhændet ud. Hovedet rungede af reklamer og musik.

Hjemme spurgte hans kone, Astrid:

Hvorfor ser du så tungsindig ud?

Det er intet, svarede han, mens han smed skoene. Vi leger sådan noget gaveudveksling på arbejdet.

Igen kopper og duftlys? grinede hun.

Denne gang skal alle give til sig selv. Systemet gik i stykker.

Det er da genialt! sagde hun og satte en tallerken pasta foran ham. Køb noget, du plejer at synes er for dyrt.

Som hvad?

Det ved du da bedst.

Han tav. Sønnen satte ved bordet og “læste” lektier.

Nå? spurgte Astrid og så på ham. Du vil da altid have et eller andet. Ny mobil, ur, rygsæk. Du elsker jo gadgets.

Jeg køber jo bare, når der er brug for det, sagde han.

Måske skal det ikke være en ting, foreslog hun. Måske et gavekort til massage, til en fridag, til…

Jeg har ikke brug for gavebevis til en fridag, sagde han hurtigt. Jeg har brug for en chef, der ikke skriver mails søndag.

Hun smilede.

Så ønsk dig sådan én af din Secret Santa.

Det er over budget, spøgte han.

Natten var urolig. Butiksbilleder, slogans, andres nytårsønsker om “karrierefremgang”, “nye mål”, “økonomisk overskud” rumlede indeni. Alt dét var vigtigt, men føltes alligevel som tinsel, der pakkes væk i januar.

Hvad ville jeg ønske mig hvis ingen vurderede mig? Hverken kollegaer, Astrid, søn, forældre eller banken?

Han anede det stadig ikke.

En uge før julefrokosten summede kontoret endnu mere. Første gaveposer begyndte at dukke op. Nogen gemte dem i skuffer, andre stillede på rækker af skrivebordet. Chatten debatterede dresscode, buffeten, selskabslege. Louise skrev, at aftenen ville byde på vært, DJ og “en særlig Secret Santa-overraskelse.”

Mads gik stadig tomhændet rundt.

Hvorfor venter du så længe? spurgte Michael. Så er der jo ingen gode ting tilbage.

Jeg tænker bare, svarede Mads.

Over hvad? Han trak på skuldrene. Tag noget brugbart! Jeg har ønsket mig et grill-sæt. Har aldrig fået taget mig sammen. Det gør jeg så nu.

Til frokost satte Mads sig alene i stueetagen. Køen snoede sig mod kassen. Snakken handlede om børn, rapporter, bilkøer. På skærmen bag baren rullede reklamen: “Forkæl dig selv gavesæt til højtiden!”

Han satte sig ved vinduet, tog telefonen frem. Googlede “Gave til mand 40 år”. Listen poppede lynhurtigt op: ure, punge, gadgets, ølgaver, barbershop-kort.

Det hele handlede om, hvordan jeg burde se ud ikke hvordan jeg føler mig.

Han klikkede væk. I stedet åbnede han sin private mail. Nyhedsbreve: “Du har ikke besøgt os længe”, “Få rabat nu!”, “Start året med en ny version af dig selv”.

Midt imellem dem så han en mail fra et kursusportal, han for længst havde glemt: “Nyt hold på fotokursus. Tilmeld senest søndag!”

Fotografi.

Han huskede det gamle spejlreflekskamera, han købte for ti år siden dengang der ikke var barn, og lånet kun anede i horisonten. Weekender med kameraet rundt i byen, billeder af facader, mennesker, displayvinduer. Senere røg kameraet i skabet. Først manglede han tid, så energi, så føltes det lidt for fjollet.

Det er for gennemskueligt, lød en kynisk stemme i ham. Mand på 40, genopdager fortidens hobby. Tænker han nu også skal være kunstner. Komisk.

Han skubbede frokosten væk. I maven trak det sig sammen af generthed.

Jeg skal jo ikke ændre hele livet. Jeg vil bare…

Han nåede ikke at formulere tanken. Telefonen vibrerede. Chefen: “Tallene for Q3 inden aften, tak.”

Mads sukkede og rejste sig.

Om aftenen fandt han tasken frem fra skabet. Kameraet lå der tungt, koldt. Han tændte det, men batteriet var dødt. Opladeren lå heldigvis i skrivebordet.

Astrid hævede øjenbrynene.

Skal du til at tage billeder?

Ville bare tjekke, om det virkede.

Da batteriet havde lidt strøm, gik han ud på altanen og tog få billeder af gården biler, sne, lygter. Ikke noget særligt. Men idet han så gennem søgeren, blev det indre støj svagere.

Han trak vejret dybere.

Måske var det netop gaven ikke kameraet, men at give sig selv lov at bruge lidt tid på det. En time om ugen. Uden skyld over spild af tid.

Det var en skræmmende tanke. Den indre kritiker rynkede straks næse: Ja ja, køb et fotokursus. Som om det ændrer noget.

Men en mere stille stemme svarede: Hvorfor ikke? Du bruger penge på ting, du har glemt om et år. Her var noget, der virkelig engang betød noget.

Han åbnede mailen om kurset igen. Der var moduler om komposition, lys, bybilleder. Aftenundervisning to gange om ugen, online. Prisen passede til Santa-budgettet, hvis han ikke vælger luksuspakken.

En gave fra sig selv som en fremmed, tænkte han. En fremmed, der kan huske, hvad jeg engang holdt af og ikke synes det er forkert.

Han trykkede “Betal”.

Kun én ting manglede: noget fysisk til gavebordet.

I Bog & Idé købte han en mørkeblå notesbog uden motiv og en kuvert. Hjemme printede han kursusbekræftelsen og lagde den forsigtigt sammen. På notesbogens første side skrev han: “Til billeder du endnu ikke har taget.” Hånden rystede lidt, men det var læsbart.

Så sad han længe, over en lille hilsen. Det skulle ikke være tomt slogansnak, men ord, der lød som fra en, der virkelig ved hvordan hans dage ser ud.

Efter flere forsøg endte det sådan:

“Kære Mads.
Nogle gange har vi brug for at minde os selv om, at vi er mere end rapporter og møder. Giv dig selv lidt tid til at se verden ikke kun gennem regneark. Håber du bruger det.
Din Santa.”

Han læste det igen. Det gjorde ondt, men godt netop fordi de ord føltes mere nærværende end han selv plejede at være.

“Santa” var lidt mere opmærksom, end han selv.

Han lagde kursusbeviset i kuverten, puttede den i notesbogen, drejede en brun snor om, og lavede en lille rød sløjfe.

Gaven var beskeden. Hverken logoer eller slogans.

Julefrokosten blev holdt i selskabslokalet i stueplan. Hvide duge, lyskæder, DJ underholder. Folk kom ind: nogle i festkjoler, andre i arbejdstrekken uden ID-kortholder.

Gaverne lå på et bord med navn på hver. Mads lagde sin blandt alle pakkede poser og gavekurve, med eller uden logo.

Er du klar til selverkendelses-runden? blinkede Louise, da hun gik forbi.

Så klar, som man nu kan blive, svarede han.

Midt på aftenen dæmpede værten musikken. Folk var opløftede, nogen grinede højt, andre fik en ekstra snaps.

Venner, i år er vores Secret Santa ekstra hemmelig: alle har været deres egen nisse. Men lad nu som ingenting, ik?

Der gik et latterbrøl gennem salen.

Nu henter hver især sin gave med navn og pakker op her. Husk, det handler ikke om indholdet, men om hvad I finder hos jer selv!

Nå, endnu én, der lever af slogans, tænkte Mads.

Da det blev hans tur, mærkede han uventet nervøsitet. Han hentede pakken med “Mads Bjerregaard” og satte sig.

Nå, hvad er det? spurgte Michael og lænede sig ind. Håber ikke, det er strømper!

Mads løsrev snoren. Notesbogen og kuverten lå der. Hans navn stod på. Hænderne rystede lidt.

Klart ikke et grill-sæt, konstaterede Michael.

Mads åbnede kuverten og foldede brevet ud. Rundt om ham lød det: “Fedt, jeg har fået spa-kort!” og “Se, brætspil!” Regnskabs-Sanne skjulte blikket, mens hun pakkede en bog om mindfulness ud, Louise morede sig med en kop med teksten “Årets Medarbejder”.

Han læste sin note. Så igen. Ordene han selv havde skrevet, lød nu som en rigtig persons stemme.

Du er mere end rapporter og møder.

Inde i ham strammede et sted smertefuldt. Han skammede sig lidt, som om nogen havde set ham sårbar men følte samtidig lettelse; for det her “nogen” dømte ham ikke.

Hvad var det? rykkede Michael.

Et kursus, sagde han sagte. I fotografi. Og en notesbog.

Hold da op, nogen har lagt kræfter i. Det må være en af de kreative. Vi må ikke gætte, vel?

Nej.

Fair nok, sagde Michael og forsvandt til sit grill-sæt. Så tager du billeder af festen næste år, så. Fint med træning!

Mads lukkede stille notesbogen. Værten lavede sjov fra scenen, nogen dansede. Der var larm men en uventet stilhed indeni ham.

På mobilen blinkede Astrids besked: “Hvordan går det?” Han svarede: “Fint. Gavernesjov. Har givet mig et kursus.” Han slettede sætningen igen. Skrev: “Fortæller senere.”

Han kom hjem tæt på midnat. Oppe i opgangen var der stille, bare et smældende dørslag. Køkkenet lyste varmt. Astrid sad med en bog, sønnen sov.

Nå? Hvad fik du?

Han lagde notesbogen og kuverten på bordet.

Er det det hele? spurgte hun.

Der er mere indeni, sagde han og åbnede kuverten.

Hun læste sedlen, så på ham.

Skrev du det til dig selv? spurgte hun blidt.

Ja, indrømmede han. Og betalte for kurset. Fotografi.

Hun nikkede. Ingen ironi, ingen joke.

En god gave, sagde hun. Du har jo altid holdt af det.

Længe siden.

Det betyder ikke, det er slut.

Han trak på skuldrene. Men indeni rykkede noget sig som en sofa, der først nu bliver flyttet.

Vi får se, sagde han stille.

Første januar vågnede han uden vækkeur. Udenfor var det gråt, nogle snedriver endnu i gården. Konen og sønnen hos hendes forældre, han ville komme dagen efter.

Det var fredeligt. Han lavede kaffe og slog notesbogen op. På første side stod stadig: “Til billeder du endnu ikke har taget.”

Han tændte computeren, fandt kursusmailen. Første undervisning var om en uge, men introduktionsmodulet lå klar. Han klikkede ind og hørte en rolig underviser; ingen tale om “selvudvikling”, kun hvordan skygger er lige så vigtige som lys.

Han lyttede og blev overrasket over, at han ikke kastede sig over arbejdsmails parallelt. Telefonen lå ovre i stuen. Det havde ingen hast.

Han tog kameraet og gik ned i gården. Luften var klar, men ikke isnende. Folk bar affald ud, nogen luftede hund, på legepladsen lå en ensom knallert.

Han løftede kameraet, så gennem linsen. Grene, kabler, altaner intet særligt. Men da han trykkede udløseren, føltes det alligevel væsentligt.

Ikke til rapport, ikke til KPI, ikke til powerpoints. Bare til mig.

Han skød nogle flere billeder, gik hjem, lagde dem på computeren. De fleste jævne eller kedelige. Men ét fangede ham; bilruden spejlede lejlighedsbygningen, og hans silhuet med kameraet.

Han zoomede ind. I refleksionen stak skyggen af ham selv frem.

En gave fra en fremmed, tænkte han. Som i virkeligheden var mig. Og det er egentlig helt rigtigt.

Han lukkede computeren og drak resten af kaffen. Første arbejdsdag ventede forude. Uafklarede opgaver, mails og møder. Og kurset, der startede om en uge. Og timeblokken, han nu ville prøve at holde hellig.

Han tog notesbogen, skrev dagens dato og: “Gård, morgen, refleks i rude”. Det så beskedent ud men det var hans.

Han lagde pennen og opdagede, at han for første gang havde tanker om fremtiden, der ikke handlede om regninger og rapporter. Der var nu en lille sprække, som kun var hans.

Det var ikke meget. Men det var nok til at trække vejret lidt friere.

Han skænkede mere kaffe og åbnede kursuskalenderen. Nederst var et felt til noter. Han skrev: “Aflys ikke heller ikke for arbejde.” Smågrinede, for livet ville nok blande sig alligevel. Men nu havde han ret til bare at prøve.

Også dét var en gave.