Min mand tog hjem til gutterne for at fejre og efterlod mig alene med tre børn
Synes du helt ærligt, det her slips passer til jeans? Eller skal jeg tage den der blå skjorte på, du gav mig i fødselsdagsgave? Thomas stemme lød sådan lidt hverdags-jovialt ude fra soveværelset, som om der slet ikke herskede det rene børnekaos i hjemmet, sammenligneligt med en mindre regional ulykke.
Stine, der stod i køkkenet med hænderne begravet i sæbevand og treårige Mads klistret til hendes venstre ben, talte langsomt til fem. På komfuret trak løgpandens borende brændeost-lugt ind i stuen, flæskestegen i ovnen knitrede som en skovbrand, og syvårige Gustav bankede højlydt et pudefort sammen i stuen, kun for at vælte det hele ned sekunder senere.
Thomas? råbte hun, mens hun forsøgte at overdøve emhættens dronen. Hvilket slips? Vi skal jo bare være hjemme, os og børnene! Hvad skal du overhovedet bruge et slips til?!
Manden dukkede op i døren til køkkenet. Ren, nybarberet, og duftende af dyr aftershave som en reklame for Matas, ikke én der har boet i denne gale børne-lejlighed med legetøj overalt. Stine følte sig pludselig meget tydelig: rodet knold, gamle joggingbukser med æblegrødsplet og så trætte øjne, som ingen concealer dækker længere.
Nå, men Stine, det er jo fest sagde Thomas og lavede et teatralsk udslag med armene. Det er alligevel nytår, ikke? Jeg kan da ikke sidde i jogging hele aftenen. Jeg prøver da at følge standarden.
Hvis du vil følge standarden, så hjælp mig med at skære grønlangkål mumlede hun og tørrede hænderne for at tage Mads af benet. Mads, smut hen til far, han kan fikse din traktor.
Men Thomas bøjede sig elegant udenom de klæbrige børnefingre.
Stine, der er lige én ting Han pillede ved skjortekraven uden øjenkontakt. Jens har ringet. Du ved, Jens fra arbejdet. Drengene samles hos ham lige for at sige farvel til det gamle år, bare en time. Vi snakker lidt, ønsker hinanden godt nytår og sådan, og så går vi hver til sit. Jeg tænkte, jeg kunne jo hurtigt smutte forbi? Hjemme igen kl. otte, så kan jeg hjælpe dig bagefter.
Stine stivnede. Skeen i stegegryden stoppede midt i luften.
Hos Jens? sagde hun stille. Thomas, klokken er seks. Vi har TRE børn. Mads er gnaven, fordi han får tænder. Signe har bedt mig om at hjælpe med en frisure. Gustav har gjort stuen til byggeplads, og jeg har været alene i køkkenet siden morgenstunden. Hvilken Jens?
Ej, Stine, slap nu af Thomas trak sig væk, som om han havde ondt i en kindtand. Du overdriver altid. Børnene leger, maden er jo næsten klar. Hvad skal jeg blande mig i? Jeg drikker jo ikke, det er bare en lille nytårs-hygge med kollegerne. Netværk, forstår du? Det er vigtigt, også for økonomien. Du vil jo heller ikke have en mand uden løn?
Jeg vil have en mand, der faktisk ER en mand og en far ikke en slags overnattende gæst mærkede Stine, klumpen af skuffelse satte sig fast i halsen. Sidste år var du også lige hurtigt hos naboen for en time. Kom først hjem fem minutter før midnat, fuld af snaps og gode grin. Mig? Jeg lagde børn alene.
Nå, så starter du den gamle sang Thomas viftede irriteret og gik ud for at tage sko på. Ja, ja, sidste år hvorfor skal vi altid snakke fortid? Jeg sagde, jeg var hurtigt hjemme. Kl. otte, jeg lover det. Jeg køber ekstra appelsiner med hjem! Ikke surmule nu, det giver flere rynker.
Han kyssede hende hurtigt på kinden den der upersonlige flyve-kys og næste øjeblik smækkede hoveddøren. Stine stod stille midt i køkkenet. Stilheden varede nøjagtig ét sekund, så begyndte Mads at græde højlydt, fordi far havde forladt ham.
Mor! skreg Gustav fra stuen. Signe ødelagde mit tårn!
Jeg gjorde ej! Det var dig selv, der væltede oveni! hvinede ti-årige Signe fra værelset.
Stine lukkede øjnene. Hun havde lyst til at smide sig på linoleumsgulvet midt i smørkrummer og mælkestænk og tude med Mads. Men hun var mor. Mødre går ikke i opløsning, når der er seks timer til midnat, og sildesalaten stadig ikke er lagt i lag.
Hun løftede Mads op, snusede til hans babyshampoo-hår og trak vejret dybt.
Så, nu er det ro, sagde hun med den mest overbevisende stemme, hun kunne mønstre. Far er ude og ordne noget. Han kommer snart hjem. Imens tryller vi i køkkenet hvem vil hjælpe mor med at rive rødbeder? I får blodrøde fingre som rigtige vampyrer!
Gustav glemte straks alt om søsterkrisen. Udsigten til at blive vampyr opmuntrede ham.
De næste par timer kørte Stine rundt som en hamster i hjul. Ene hånd til at hakke grøntsager, den anden til at tørre snottede næser, en tredje (selvfølgelig imaginær) til at røre i gryden. Børnene hjalp, sådan cirka, mest ved at lave rod, men til gengæld holdt de op med at slås. Signe, dygtig som hun er, tog sig af borddækningen og stylish juletræservietter.
Ved otte-tiden, da bordet var dækket, børnene lignet små stjerner i deres festtøj var der stadig intet spor af Thomas. Klokken tikkede truende hen mod ni.
Hun ringede. Lange, tunge ring. Efter fem ring lød Thomas alt-for-glade stemme i røret, med latter og glas-klirren i baggrunden.
Hallo, Stiiiiine! Thomas stemme var alt andet end ædru.
Hvor er du? Du lovede at være hjemme klokken otte. Børnene venter. Vi har ikke spist endnu.
Her er så hyggeligt! råbte Thomas. Jens har dækket op, der er fede taler. Og nu kom chefen også, så jeg KAN jo ikke bare gå. Jeg kommer om en halv time, begynd uden mig børnene har jo brug for deres rutiner. Jeg når det!
Thomas, det er simpelthen usselt, mumlede Stine, men han havde allerede afbrudt.
Hun så på sine børn. Mads sad i sin høje stol og gnavede på en riskiks, Gustav pillede ved butterflyen, og Signe der havde luret, hvad der var galt sendte sin mor et blik fuld af empatisk tristhed.
Så far er forsinket? spurgte Signe.
Ja, min pige. Far har meget travlt med vigtige samtaler, løj Stine. Det smagte af brændt sennep. Nu går vi i gang. Hvem vil have et stykke rugbrød med torskerogn?
De spiste. Stine forsøgte at være sjov, satte glad musik på, arrangerede lille quiz, men indeni voksede et sort hul. Hun så på den tomme plads for bordenden, det spisestel hun havde sat frem til Thomas, og stegen der blev mere og mere kold. Kærligheden, hun engang troede var solid som granit, føltes nu som sand, der sivede væk mellem fingrene.
Han havde valgt Gutterne og chefens vodka, ikke familien. Efterladt hende til selv at kæmpe mod mad, træthed og børns forventninger.
Ved ti-tiden gik Mads helt op i limningen. Han var overtræt, gned øjne og græd. Stine bar ham ind i soveværelset, vuggede ham i armene og nynnede. I mørket, til lyset fra lyskæden, gled tårerne endelig lydløst ned ad kinderne. Ikke af selvmedlidenhed, men af raseri over, at hun havde ladet det stå på så længe, år efter år undskyldninger om arbejde og stress.
Da Mads var faldet i søvn, gik hun ud i stuen. Gustav lå nærmest bevidstløs på sofaen foran Blinkende Lygter.
Mor, kommer far når julemanden er her? spurgte han med sløv stemme.
Selvfølgelig, skat. Læg dig til at sove julemanden ELSKER, når børnene sover. Når du vågner, sker der magi under træet.
Da hun havde lagt Gustav, satte hun sig hos Signe på vindueskarmen. Signe så på byens raketter, stor og alt for voksen.
Kommer han slet ikke, mor? spurgte Signe.
Jo, men sent indrømmede Stine og satte sig tæt. Ved du hvad, nogle voksne er dummere end børn. De glemmer hvad, der er vigtigt.
Jeg vil ikke giftes. Hvorfor, hvis man skal sidde sådan her og vente? sagde Signe stædigt.
Stines hjerte blev presset fladt: årets gave fra far en livslektie i skuffelse.
Ikke alle er sådan, min skat. Og ellers kan du sagtens blive lykkelig selv. Det vigtigste er aldrig at lade nogen tørre fødderne af på dig, heller ikke dem du elsker.
De sad i armene på hinanden til halv tolv. Telefonen var tavs. Stine ringede ikke igen. Hun havde besluttet sig.
Nå, hvor havde vi gemt børnechampagnen? sagde hun og sprang op. Nu skal vi fejre nytår! Vi er topseje, vi har mad og musik. Hvorfor ødelægge en aften på grund af tætskallede mænd?
De hældte æblemost op i krystalglas, dansede rundt mellem julelys, lo og spiste clementiner til de lignede små soler. Da rådhusklokkerne slog tolv, skrev de ønsker på små lapper, brændte dem forsigtigt over en tallerken og drak asken med mosten.
Stines ønske var ét ord: Frihed.
Klokken ét listede Signe i seng. Stine blev alene og pludselig føltes stilheden som en luksus. Juletræets lys blinkede, bordet var halvtømt, salaterne tørrede ud.
Hun begyndte at rydde op, roligt. Tømt service i opvaskemaskinen, mad i bøtter. Så tog hun Thomas stoles hoved fra bordenden og satte den ud i køkkenets fjerneste hjørne. På dens plads en stor frugtskål. Symbolsk. Noget mere nyttigt og fornøjeligt.
Til sidst gik hun ud i entréen. Dørens lås var almindelig, men der var også en solid sikkerhedsslås sådan en Thomas altid mente var overkill. I aften skød Stine den på plads.
Hun tog et langt bad, vaskede køkkenlugten og træthed væk, trak i den bløde pyjamas og lagde sig i dobbeltsengen. Første nytårsaften alene og forbløffende hyggeligt.
Gennem søvnen hørte hun nøglen rasle i låsen klokken fire om morgenen. Nogen maste og trykkede så en usikker ringetone.
Stine lod som ingenting.
Ringen kom igen, lidt skingrere. Telefonen vibrerede hårdt. Hun vendte den om.
Et dæmpet bandeord og et par bank mod døren ikke for høje, Thomas ville ikke vække naboerne og ødelægge billedet af pæn mand.
Stiiine! Stine, sover du? Luk op, det er mig min nøgle virker ikke! hans stemme skingrede gennem døren.
Stine stod op, trak morgenkåben over og listede ud til døren, uden at tænde lys.
Stine, du render rundt derinde! Luk nu op, det er koldt ude! nu lød han som en sur tiårig.
Jeg lukker ikke op, sagde hun højlydt og tydeligt.
Tavshed udenfor.
Hvad snakker du om? Du er skør! Jeg er din mand! Det er mit hjem!
Din hjemmetid var klokken otte, svarede Stine. Nu bor jeg her med børnene. Fuldskabte mænd har ikke adgang.
Jeg er da ikke fuld vi har jo bare lige drukket lidt vin det er jo fest! Stine, kom nu, jeg skal på toilettet, jeg vil sove!
Så tag hjem til Jens. Eller chefen. Mon ikke de har et toilet.
Det GRINER ikke! Jeg har også nøgle, det er MIN lejlighed!
Lejligheden er din, sagde Stine. Men familien er min. Jeg vil ikke have, at mine børn ser deres far lugte af sprit og parfume, og snorke i salatskålen. Kom igen i morgen. Når du er ædru.
Du kommer til at fortryde! råbte han, og hun hørte et spark mod døren. Jeg sover sgu udenfor, lad bare naboerne se hvilken kælling du er!
Godnat, Thomas, sagde Stine og gik i seng.
Hjertet galopperede, men hænderne var rolige. Hun trak tæppet op om hovedet. Måske ville han larme lidt, men stilheden indfandt sig hurtigt. Nok gået hjem eller sov på måtten. Det var komplet ligegyldigt. Medlidenheden døde mellem tiende opkald og sætningen chefen dukkede op.
Nytårsmorgenen var klar, kold og solrig. Børnene fór til juletræet og pakkede gaver op. Skrig og latter.
Se, mor, Lego!
Jeg fik en dukke!
Stine lavede kaffe og nød larmen. Klokken ni ringede det fornuftigt på døren.
Hun åbnede forslåen. Udenfor stod Thomas, sammenkrøllet, røde øjne, skjorten plettet af et-eller-andet (måske rødvin), slipset stak op af bukselommen. Et sølle syn.
Du er gået amok sagde han hæst, mens han vadede ind. Jeg har sovet i bilen. Frosset som en hund. Du har ingen samvittighed.
Han forventede undskyldninger. At hun ville lave te, pylre og bebrejde sig selv. Det plejede jo at være opskriften: han dummer sig, hun bliver sur, han projektørskyder skylden over på hendes overreaktion, hun siger undskyld.
Men Stine smilede bare og drak kaffe.
Børnene er i stuen, sagde hun roligt. Fiks dig selv først bad, tandbørstning. Hold den brandert for dig selv. Så mødes vi vi skal tale om samvær.
Thomas standsede midt i at tage skoen af.
Om hvad?
Samvær. Og deling af lejligheden. Jeg søger skilsmisse, Thomas.
Skoen ramte gulvet med et brag.
Du kan da ikke være rigtig klog? På grund af én aften? Kom nu, Stine, jeg gik bare ud hvem gør ikke det? Vi har TRE børn sammen!
Præcis, nikkede Stine. Vi har tre børn. De skal se, hvordan man viser respekt og kærlighed. Jeg vil ikke have, at Gustav tror, man behandler kvinder sådan. Eller at Signe tror, man bør finde sig i det.
Tror du virkelig, nogen gider dig med tre unger på slæb?! brølede han den sædvanlige svage-mands-klassiker. Du tror måske, folk står i kø?!
Stine smilede. De ord, der plejede at gøre hende bange, føltes nu som latterlige.
Jeg har ikke brug for en kø. Jeg har brug for mig selv. Og mine børn. Hvis nogen er en trailer her, så er det dig. En rusten trailer, som jeg har trukket i ti år. Jeg slipper dig nu.
I det samme stormede Gustav ind i køkkenet med sin nye brandbil.
Nå, far er kommet! råbte han, uden at kramme men med et krøllet næsebor. Far, du lugter som en vagabond fra Netto.
Og væk var han.
Thomas stod tilbage, ydmyget af sin egen søn, stirrende på Stine. Men foran ham stod ikke den magelige hjemmehustru, men en fremmed, køn og hamrende kold kvinde.
Stine begyndte han nu bedende Skal vi ikke tale sammen jeg gør det aldrig mere
Kaffen står klar, sagde hun og gik gennem gangen. Drik op, og gå. Jeg har dine ting pakket i aften.
Hun satte sig på gulvtæppet mellem børnene. Mads kravlede op på skødet med en klods. Stine lo, byggede tårne, krammede Signe. Og Thomas blev stående i entreen, trist, for han forstod endelig katastrofens omfang. Han havde selv klippet sig væk fra billedet af lykke med sløve saks af egen dumhed.
Denne dag gik det op for ham, at døren, hun havde låst den nat, faktisk var smækket for altid. Ingen blomster, ingen nøgler, ingen undskyldninger ville åbne den for den var ikke låst med en nøgle, men med hendes selvrespekt.
