Jeg ser beskeden på min mands telefon, netop som rådhusklokkerne slår nytår, og sætter hans kuffert ud på trappen.
Du har vel ikke lagt champagne på frost, har du? Jeg bad dig kun sætte den i køleskabet. Den fryser jo til is, sagde Rigmor, mens hun nervøst flyttede rundt på tallerkenerne ved festbordet for at få plads til den lille skål med stenbidderrogn.
Poul lå skødesløst strakt ud på sofaen foran fjernsynet og reagerede knap nok. Han var opslugt af at smse, fingrene dansede over skærmen, mens et lille flakkende smil gled over hans læber.
Hold nu op, Rigmor, der sker ingenting med den på tyve minutter, svarede Poul uden at løfte blikket. Vi skænker op, mens statsministeren taler, så er den passende. Forresten, hvor har du lagt min blå skjorte? Den du strøg sidste uge.
Rigmor sukkede og tørrede hænderne i forklædet. Der var halvanden time til midnat, men anden skulle passes i ovnen, og hun havde stadig ikke fået ordnet håret. Hvert nytår blev, som de forrige: Hun drøner rundt, prøver at skabe den perfekte stemning, mens Poul tager det hele som en selvfølge og bidrager kun symbolsk.
Den ligger da på anden hylde i klædeskabet, Poul. Hvor skulle den ellers være? Hun gik hen til ovnen og stak hovedet ind. Duften af de bagte æbler og krydderier sivede ud i køkkenet og skabte den hygge, hun så gerne ville have. Læg nu i det mindste lidt servietter på bordet og find glassene frem.
Ja ja, Rigmor, jeg er lige på et vigtigt arbejde-opkald, mumlede han.
Rigmor stivnede et øjeblik. Arbejde? Den 31. december klokken næsten elleve? Poul arbejdede som logistikchef, og normalt sad alle hjemme på dette tidspunkt. Hun slog dog tanken væk måske var der et lastvognsproblem. De havde været gift i femogtyve år, og hun havde lært enten at stole på ham, eller i det mindste lade være med at gå ind i det uden grund.
Hun vendte tilbage til osteskæringen. I år var de alene. Sønnen Mads fejrer nytår i Sverige med sin kæreste, og datteren Astrid rejste til Bali med sin mand. Rigmor havde været lidt trist over det tomme hus, men valgte at se det som en anledning til at få en romantisk aften som dengang de var unge. Hun havde købt et nyt, mørkeblåt fløjlsdress, fået lavet negle og valgt en dyr gave til Poul: Et flot ur, som han havde ønsket sig.
Jeg fandt den! råbte Poul fra soveværelset. Jeg ser faktisk ret godt ud, ikke? Er jeg blevet for tyk?
Han kom ud i gangen og knappede skjorten, stoffet sad lidt strammere end sidste år, men Rigmor kiggede kærligt på ham. For sine 52 så han godt ud lidt sølv ved tindingerne gav ham karakter, og smilerynkerne ved øjnene var fine.
Du ser flot ud, sagde hun virkelig. Kom nu, vi skal sige farvel til det gamle år.
De satte sig til bords. TVet buldrede med festligheder, og juletræet blinkede med lyskæder. Rigmor lagde salat på Pouls tallerken og skænkede solbærsaft. Poul placerede sin telefon med skærmen nedad, tæt på sin tallerken.
Skål for at det dårlige bliver i fortiden, sagde Rigmor og løftede et glas kirsebærlikør.
Ja, ja, sagde Poul, skyndte sig at drikke ud og greb telefonen igen. Lige et øjeblik, skal lige se om beskeden gik igennem.
Poul, læg nu telefonen, bad Rigmor stille, men bestemt. Nu er det os to.
Jamen, alle er jo på, måske skriver Mads eller Astrid, svarede han.
Det var et argument. Rigmor sagde ikke mere. Selvfølgelig kunne børnene skrive, og Poul var selv deres far.
Aftenen gik, de spiste, talte om vejret og vinterens planer. Poul foreslog, at de tog i sommerhus og ryddede sne, lavede grill. Rigmor nikkede og forestillede sig frostklare vandreture. Alting virkede rigtigt og fredeligt; anden blev perfekt, kødet faldt fra benene, æblerne var møre og søde.
Fem minutter før tolv lagde Poul endelig bestikket og rakte ud efter champagnen.
Så er det nu, mor, nu åbner vi! Klokkerne ringer om lidt.
Propperne sprang, og perlende bobler fyldte de høje glas. Rigmor følte et lille sug, ligesom da hun var barn. Nytår var magisk. Hun havde papir og blyant klar til at skrive sit ønske, brænde det, blande asken med champagne og drikke det. Ønsket var det samme som altid: At vi må være sunde og glade.
På TVet kom klokkespillet fra Københavns Rådhus. Klokkerne begyndte.
Skål, min elskede! smilede Poul stort, løftede sit glas.
Skål, Poul! sagde Rigmor og smilede.
Netop som den første klokke lød, vibrerede Pouls telefon kort på bordet. Han havde ikke fået den vendt, og Rigmor kunne ikke undgå at se skærmen lyse op en halv meter fra hendes hånd.
Notifikationen kom tydeligt frem. Stor skrift, forhåndsvisning: En besked fra kontakt Henrik Møller Autoværksted.
Beskeden lød: Godt nytår, min tiger! Glæder mig til du slipper væk fra din kedelige kone. Champagnen bliver flad, og undertøjet er allerede væk. Elsker dig, din Mis.
Rigmor frøs. Det var, som om tiden stod stille. Klokkerne bimlede videre på tvet, men lyden virkede fjern. Hun stirrede på beskeden, de ord brændte sig fast i hendes hjerne. Min tiger. Kedelige kone. Din Mis. Og signaturen Henrik Møller.
Langsomt gik det op for hende. Henrik Møller. Autoværkstedet. Poul havde brugt en del tid der det sidste halve år, sagde det var bilen, der drillede. Den gamle bil, Rigmor, der skal passes på. Hun havde stolet på ham, givet ham penge til reservedele fra husholdningen.
Poul opdagede hendes blik, så hendes ansigt blev hvidt. Han snuppede hurtigt telefonen og stak den i lommen.
Rigmor, hvad er der? Kom nu, ønsket, klokkerne slår! Hans stemme var underligt anspændt.
Rigmor løftede hovedet. Tårerne kom ikke. Kun kulden, tomheden. 25 år. En evighed. En kedelig kone.
Så Henrik Møller, ja? sagde hun, stemmen fremmed og hæs.
Poul trak vejret nervøst.
Hvilken Henrik? Det er mekanikeren, bare hilsen, sikkert masseudsendelse. De sender til alle kunder.
Har din mekaniker for vane at kalde dig sin tiger og vente uden undertøj? spurgte hun, rejste sig op. Stolen skred skingrende hen over gulvet.
Poul blev rød i hovedet, forsøgte et smil, der blev til en grimasse.
Rigmor, du skal ikke snage i andres telefoner! Det er ikke OK! Du misforstår, det er en joke fra værkstedet, de driller.
Lad mig se, sagde hun og rakte hånden ud. Hvis det er en joke, griner jeg med.
Poul pressede sig ind mod ryglænet, dækkede instinktivt sin lomme.
Jeg skal ikke vise dig noget! Man har ret til privatliv! Skal du lave jalousidrama på nytårsaften? Du er blevet skør!
Der var fest på tvet, fyrværkeri og glade ansigter, men i stuen var der tung stilhed.
Skør… Så jeg er kedelig og gammel, mens du har dig en ung Mis?
Sådan er det ikke! skreg Poul. Nu stopper du! Lad os drikke champagne og få ro på.
Rigmor kiggede på anden, hun havde marineret i et døgn, salaterne, krystallet. Pludseligt virkede det hele tomt. Hun vendte ham ryggen og gik ud af køkkenet.
Rigmor! Hvor skal du hen? Poul rejste sig, men fulgte ikke efter, stod og gloede nervøst på telefonen.
Rigmor tændte loftlampen i soveværelset, den skarpe lysstråle ramte ægteskabssengen. Hun gik direkte til klædeskabet og trak døren op.
På øverste hylde lå den store trolley-kuffert, den de havde med til Mallorca sidste gang sammen. Poul var allerede dengang fjern, sad med mobilen ved poolen hele tiden. Hun rev kufferten ned så den ramte gulvet med et bump.
Hun åbnede lynlåsen og begyndte at kaste Pouls ting ned i kufferten. Sweatre, jeans, T-shirts hun smed bare.
Hvad laver du? Poul stod forbløffet i døren.
Det er nytår. Ny begyndelse. Du får Mis. Jeg får ro, sagde hun, mens hun tømte skuffen med sokker og underbukser ned over bunken. Ud med dig.
Rigmor, stop nu! Det er ikke alvorligt, det er bare beskeder! Jeg har ikke gjort noget!
Hun skubbede ham væk med en styrke, hun ikke anede hun havde.
Rør mig ikke! rasede hun. Glæder sig til du slipper væk? Var det derfor du var så utålmodig med middagen, ville hurtigt videre?
Poul svarede ikke. Hans flakkende blik afslørede, at hun havde ramt plet.
Ud! sagde hun stille. Nu.
Hvor skal jeg gå hen? Det er nat! Det her er min bolig lige så meget som din!
Boligen er arvet fra mine forældre, Poul. Du er kun tilmeldt. Du bliver skrevet ud efter nytåret. Nu går du hen til Henrik. Lad ham tage sig af dig.
Hun smækkede kufferten, tingene stak ud over lynlåsen, men hun maste det sammen og lukkede.
Rigmor, lad os tale i morgen. Vi har drukket…
Jeg har ikke drukket en dråbe, sagde hun kort. Vi har ikke mere at sige hinanden. 25 år… og jeg stolede på dig.
Hun slæbte kufferten ud i gangen. Hjulene bumpede over gulvet. Poul fulgte forsigtigt efter.
Du ødelægger familien for ingenting! Tænk på Mads! Hvad vil han sige?
Jeg fortæller ham det selv. Og viser ham beskeden, hvis du ikke går nu. Mon ikke han vil vide, hvordan far omtaler mor.
Poul forblev bleg. Sønnen var vigtigt. Han havde altid fremstillet sig som idealfar.
Rigmor åbnede hoveddøren. Der kom kølig luft og duft af brændt mad ind fra trappeopgangen. Glade New Year-råb og skålende stemmer fra naboerne.
Tag din jakke, sagde hun bestemt.
Poul forstod nu, det var alvor, og trak sløvt dunjakken på. Han håbede stadig, det ville ende som et skænderi, hun ville græde, kaste lidt rundt med service og så tilgive ham.
Rigmor, hvad skal jeg gøre? Kom nu, det var bare en fejl. Det betyder jo ikke noget. Jeg elsker dig stadig.
Det blev dråben for hende. Elsker dig efter kedelig kone var bare hån.
Ud! Hun skubbede kufferten ud på trappen.
Den røg ind i gelænderet. Skjorteærmet hang ud som et sørgeligt flag.
Poul gik ud, stadig i hjemmesko og åben jakke.
Skoene! sagde hun, og kastede ham støvlerne. Nøglerne på kommoden, tak.
Du kommer til at fortryde, Rigmor! Du bliver alene! Ingen vil have dig i din alder! Hans stemme blev vred og grim. Jeg har holdt ud med dig og din kedelighed! Mis er ung og frisk og du… du er bare kliché!
Det passer mig fint, svarede hun roligt. Maskerne var væk. Hun så ikke sin mand, men en fremmed og bitter mand. Mon Mis kan lave and?
Hun smækkede døren. Låste to gange. Satte kæden på.
Hun lænede sig mod den kolde dør og lyttede. Lyden af kufferten, mumlen, trasken i skoene. Så elevatoren, dørene, og stille.
Rigmor sank ned over tæppet i entreen. Benene rystede. Hjertet hamrede. Hun sad der, i sin flotte fløjlskjole, kiggede på den tomme knagerække.
Tårerne kom ikke. Kun chokket, som efter et biluheld, når du ser det hele splintret men ingen smerte endnu.
Efter ti minutter rejste hun sig, rettede kjolen og gik ud i køkkenet.
Der var intet forandret. TVet viste nu musical. Champagneboblerne var væk, anden begyndte at blive kold.
Rigmor tog sit glas.
Skål, Rigmor, sagde hun alene til rummet. Godt nytår. Godt nyt liv.
Hun drak champagnen hurtigt. Den smagte af ingenting.
Blikket faldt på gaven til Poul. Smuk æske med ur Schweizisk, hun havde sparet op i tre måneder.
Rigmor åbnede, lod uret glimte.
Sådan er det, mumlede hun. Mads kan få det. Eller jeg sælger og tager på kursted.
Hun satte sig på Pouls plads. Tog en bid af salaten. Velsmagende. Hun lavede altid god mad, holdt et pænt hjem og var velplejet. Kedelig kone. Nu, hvor Poul var ude, mistede ordet sin magt. Ville en kedelig kone smide manden ud nytårsnat? Nej, hun ville tie, græde i puden og prøve endnu mere.
Men hun havde smidt ham ud. Så hun var ikke sådan. Hun var en stolt kvinde.
Så ringede telefonen. Hun blev nervøs, troede det var Poul. Men det var datteren.
Foto: Astrid og hendes mand på stranden, med nissehuer og kokosnødder. Tekst: Mor og far! Godt nytår! Vi elsker jer! Spiser I mors and? Kæmpe kram!
Rigmor så på den solbrune, glade datter, hendes smil. Astrid lignede hende selv som ung.
Tårerne kom endelig. Men ikke af afmagt, mere som renselse. Hun græd og spiste råkost, direkte fra skålen med stor ske, som hun aldrig før havde gjort.
Efter noget tid tørrede hun ansigtet og sendte besked: Godt nytår, mine kære! Her går det fint. Far… blev lige ude og lufte sig lidt. Elsker jer.
Ingen grund til at ødelægge deres fest. Hun ville forklare det senere. Dette var hendes kamp og hendes sejr.
Så gik hun til vinduet. Niende sal. Nedenfor fyrede nogle fyrværkeri af, farverne lyste over sneen på bilerne.
Et sted dernede kæmpede Poul med kufferten, prøvede at finde en taxa på nytårsknuden ville det koste en formue og tage lang tid. Og Mis… Ventede hun virkelig? Noget er én ting at have en affære, noget helt andet at tage imod en mand smidt ud hjemmefra med bagage, ingen penge (de fleste af hans kort tilknyttet hendes konto, hans lønkonto stort set tom), og masser af problemer.
Rigmor smilede. Værkstedets romantik ville fordufte hurtigt.
Hun tog en andelår og spiste med god appetit. Hun mærkede styrken vende tilbage med hvert bid.
Pludselig ringer det på døren. Vedholdende.
Rigmor blev anspændt. Var det Poul?
Hun kiggede ud gennem dørsprækken. Det var naboen, fru Kirsten, i blomstrede morgenfrakke og med en tallerken dækket af klæde.
Hun åbnede.
Godt nytår, Rigmor! råbte Kirsten, let beruset. Jeg har bagt kål-tærter! Kom, lad mig glæde dig. Hvor er Poul? Jeg så ham med en kuffert i opgangen, helt mut. Skal han rejse?
Rigmor smilede.
Han er rejst, Kirsten. På en lang tur. For altid.
Kirsten spærrede øjnene op.
På nytårsnat? Sikke noget! Har I skændtes?
Nej, svarede Rigmor og smilede rigtigt. Vi fik afklaret tingene. Kom ind, Kirsten. Jeg har and og champagne, og der er meget til overs.
Kirsten tøvede først, men trådte så ind: Min mand sover allerede. Lad os hygge lidt.
De sad i køkkenet til klokken tre. Spiste and, tærte, drak champagne og likør. Rigmor fortalte ikke alle detaljer, men nævnte utroskaben. Kirsten, livsklog, sagde bare: Du gjorde det rigtige. Ud med dem, hvis de mister anstændigheden. Du er flot og frisk, der skal nok stå mænd klar.
Rigmor troede på det. For første gang i lang tid så hun fremtiden i øjnene med nysgerrighed, ikke frygt.
Morgenen efter blev hun vækket af solen, ikke Pouls snorken. Hovedet var klart, lejligheden stille, men ikke tom den rungede af ny frihed.
Rigmor samlede de ting, Poul havde glemt barbermaskinen, hjemmesko, opladeren, nogle bøger og lagde det i en stor flyttepose. Ud med det.
Hun lavede ægte kaffe, sad ved vinduet.
Telefonen ringede. Fra Poul.
Rigmor, er du blevet fornuftig? Jeg er hos en ven. Det hele er en misforståelse. Lad os snakke. Jeg tilgiver dig.
Hun lo højt. Han tilgiver. Det var forrykt.
Hun trykkede Bloker. Loggede ind i banken og spærrede hans ekstrakort.
Hun drak sin kaffe. Så sig i spejlet lidt hævede øjne, men frisk hud og farve i kinderne.
Goddag, nye liv, sagde hun til sit spejlbillede. Vi skal nok få det sjovt sammen.
Hun satte musik på, begyndte at rydde af bordet. Nu var et helt år foran hende. Og det år ville kun tilhøre hende.
