– Jeg er kun værdig til en lederstilling og vil ikke nøjes med hvad som helst! – svarede sønnen sin mor – Sønnike, kan du gå hen i supermarkedet og bagefter gøre rent derhjemme? – Jeg har travlt. I mange år har Saras kommunikation med sin søn handlet om et evigt “det gør jeg ikke”, “jeg har ikke tid” og “senere”. I dag beslutter Sara at prøve igen. – Sønnike, jeg har ikke tid, jeg har meget arbejde. Enten går du selv i supermarkedet eller også må du spise rester fra i går. – Jeg forstår ikke, hvad alt det drama handler om. Sønnen smækkede døren så hårdt, at pudset næsten faldt ned. Forsøget på at få ham til at hjælpe endte i fiasko. Det er ikke nemt med teenagere. Det er den sværeste alder. Men nu har han forlængst rundet de tredive – han er 34. Sara tog en dyb indånding for at beherske sig og gik selv ud for at handle. Hun ville allerhelst blive hjemme, men hun havde brug for noget at spise. På vej til supermarkedet tænkte hun over, at det måske var hendes skyld, at hendes søn var blevet fræk og doven. Tænk, han er fireogtredive, og har aldrig haft et arbejde. Som barn fik han aldrig nej til noget, Sara gjorde alt for ham – men hun gav ham aldrig ansvar eller lod ham tage egne valg. Resultatet var, at han nu nægtede at arbejde og end ikke ville gå hen og handle. Da Sara begyndte på aftensmaden, var hun fuldstændig udmattet – dagen havde været virkelig hård, og bagefter ventede der stadig rapporter. – Gullash? Du ved, jeg ikke kan lide gullash – sønnen gik irriteret fra bordet. – Du kunne da i det mindste lave kartoffelmos og frikadeller. Eller bage en kage! – Jeg orker ikke at bage kager eller stege frikadeller, svarede moren. – Mor, du ved jo, at alle bliver trætte – jeg er også svimmel af at sidde ved computeren hele dagen og lede efter jobopslag og sende CV’er. Men jeg klager ikke. Sara havde svært ved at holde sig tilbage for ikke at skælde ud. Hun vidste nemlig godt, hvordan hendes søn ”ledte efter arbejde”. Hver morgen åbnede han et faneblad med ledige stillinger, lod som om han var supertravlt optaget – og om aftenen gentog han det samme. Hele tiden havde han sendt to CV’er, til byens største virksomheder. Hvert halve år skrev han, og ventede så selvtilfreds på svar. Han ville ikke nøjes med mindre. – Måske skulle du prøve noget andet? – spurgte Sara irriteret. – Hvad mener du, ‘noget andet’? Mener du virkelig, jeg skal ud og losse containere? Tusind tak for støtten, mor! – Sønnen rejste sig uden at smage gullashen, og lod som om han følte sig ydmyget af sin mor. Han gjorde det hver gang, bare for at hun skulle holde op med at spørge ham en tid. Han elskede at sidde derhjemme uden arbejde. Han var blevet vant til det! Aldrig har han ønsket at arbejde. Han vidste udmærket, at han ikke får en lederstilling, men han skrev stædigt til de to virksomheder – sådan kunne han blive hjemme. Men i dag besluttede Sara, at hun ikke ville give op. – Jeg kommer aldrig til at losse containere eller sidde ved kassen! Jeg vil kun have en lederstilling – ellers vil jeg slet ikke arbejde! – Sønnen stillede sin mor det ultimatum. Hvad sker der med ham – gør han det med vilje? Selvfølgelig, han ved udmærket, at han ikke får et lederjob. – Nu kan jeg ikke mere. Du arbejder ikke, og du vil ikke hjælpe herhjemme! – sagde moren til sin søn. – Jeg er ligeglad hvor du arbejder, for jeg mener, at alle jobs fortjener respekt – jeg vil bare have, at du begynder at lave noget! Efter skænderiet gik hun ind på sit værelse og satte sig på stolen, stirrende tomt på væggen. Hun følte sig som verdens dårligste mor. Hun tænkte, at hun pressede ham for meget, men hun vidste inderst inde, hun havde ret. Han må finde styrken til at stå på egne ben. Forstår han ikke det?

Jeg fortjener en lederstilling og vil ikke nøjes med noget mindre! sagde sønnen til sin mor.

Sønnike, kan du gå ned til SuperBrugsen, og bagefter lige støvsuge stuen?
Jeg har travlt.

I årevis har samtaler mellem Katrine og hendes søn mest bestået af det gør jeg ikke, jeg har ikke tid og senere. I dag beslutter Katrine sig for at forsøge igen.

Jeg har simpelthen ikke tid, der er så meget på arbejde. Enten går du selv ned til SuperBrugsen, eller også spiser du noget fra i går.
Jeg forstår ikke, hvorfor du laver sådan et drama over det.

Sønnen smækkede døren så voldsomt, at pudset dryssede ned som sne. At få ham til at løfte en finger i hjemmet var lige så håbløst som at flytte Rundetårn. Teenagere er svære. Det er den sværeste alder. Men han har for længst passeret den grænse, han er over tredivers. Katrine tog en dyb indånding, for ikke at gå i sort, og travede selv ud i silende regn for at handle. Hun havde helst blevet hjemme, men maden var sluppet op.

På vej til supermarkedet tænkte hun, at det måske var hendes skyld, at hendes søn var blevet så doven og fræk. Tænk, han er fireogtredive og har aldrig haft et job. Som barn fik han altid sin vilje, hun gjorde næsten alt for ham, men han fik aldrig mulighed for at tage ansvar. Resultatet: total modvilje mod alt, der lugter af ansvar. Selv at købe mælk og rugbrød føltes som Himalaya.

Katrine gik i køkkenet og begyndte på aftensmaden, helt udmattet. Dagen havde været endeløs. Derudover ventede rapporterne på arbejdet.

Guleærtssuppe? Du ved, jeg hader det sagde Nikolaj og skubbede tallerkenen væk med et grimt ansigt. Kunne du ikke i det mindste lave kartoffelmos og frikadeller. Eller bage et brød.
Jeg har ikke kræfter til at lave frikadeller sagde hans mor.
Mor, du ved da, at alle mennesker bliver trætte. Jeg er også helt svimmel af at sidde foran computeren. Jeg bruger hele dagen på at scrolle jobopslag og sende mit CV. Men jeg klager ikke engang.

Katrine bed sig i læben for ikke at råbe. Hun vidste udmærket, hvordan hendes søn søgte arbejde: hver morgen åbner han Jobindex og lader som om han er travl. Om aftenen gentager han ritualet. På et halvt år har han sendt præcis to ansøgninger til de største virksomheder i København. Hver sjette måned skriver han en halv linje og venter på svar, som om han har besteget Mount Everest. Nogen almindelige jobs kommer ikke på tale.

Måske du skulle prøve noget andet? sagde Katrine med en anelse af irritation.
Hvad mener du med ‘noget andet’? Skal jeg gå ud og losse kasser på havnen? Tak for din støtte, mor! Nikolaj rejste sig, uden at smage på suppen. Han lod som om han var fornærmet og dybt krænket det var altid hans trick for at slippe for flere spørgsmål.

Han elskede at sidde hjemme og lave ingenting. Den slags liv var han vokset op med. Han vidste udmærket, at han aldrig ville få nogen lederstilling, men han blev ved at skrive til de samme to virksomheder, fordi det betød, han ikke behøvede prøve andet. Katrine besluttede sig for ikke at give op i dag.

Jeg kommer aldrig til at losse kasser på DSB eller sidde ved kassen i Netto. Enten lederstilling eller ingenting! sagde Nikolaj og kiggede ondt på sin mor.

Gør han det med vilje? Selvfølgelig han ved godt, det er umuligt, og han bruger det som beskyttelse.

Jeg er træt. Du arbejder ikke, du hjælper ikke til hjemme! sagde hun til sin søn. Det rager mig ikke, hvilket job du får, alle job er værdige, jeg vil bare have, du kommer i gang.

Efter skænderiet gik hun ind på sit værelse, satte sig på sin fodskammel og stirrede på væggen, der pludselig lignede et hav af hvide bønner. Hun følte sig som en tosse. Måske var hun en for dårlig mor, der lagde for meget pres på ham men hun vidste, hun havde ret. Han skal selv finde styrken til at stå på egne ben. Forstår han virkelig ikke det?