Det var da også bare for den kærlighed, du blev smidt ud af universitetet! Vi sendte dig til København for at studere, ikke for at blive gift! Nu mangler det bare, at vi får en pige fra Jylland ind i familien, lød det forarget fra faren. Sønnikes håbefulde forelskelse skulle slås ud af hovedet med adskillelse. Efter faderens ønske gik Viktor så i værnepligt.
Viktoria stod og gjorde rent hjemme på Østerbro. Hun havde sat nye tapeter op, skiftet gardiner, og nu forsøgte hun at skabe orden på pulterkammeret. Viktoria havde det bedst med orden så var der også ro i sjælen.
Inderst i skabet fandt hun en kasse med Viktors breve. Hvor længe var det siden, hun havde åbnet den? Rengøringen blev straks glemt. Viktoria læste et brev, så et til… og et til.
…Viktoria og Viktor havde mødt hinanden på Danmarks Tekniske Universitet. Viktor var indfødt københavner, Viktoria kom fra en lille landsby i Vestjylland.
Hun fascinerede ham med sit mørke lange hår, sine vilde grønne øjne og slanke figur lidt af et festfyrværkeri på matriklen.
Viktor og Viktoria begyndte at ses. For den rolige, lidt generte Viktoria var den støjende Viktor som et mindre stormvejr. Hver dag fandt han på noget skørt for at imponere hende. Han efterlod blomster foran hendes kollegieværelse og dukkede op under hendes vindue midt om natten bare for at sige godnat. Værelset lå heldigvis i stueetagen.
Vilde studiefester, gåture langs Søerne og stjålne kys første studieår fløj forbi. De var altid sammen.
Men det gik, som det nu går: Viktor glemte alt om bøger og eksaminer. Han havde aldrig været passioneret omkring studiet, og så kom kærligheden oveni! Han blev smidt ud af universitetet. Men det tog han nu meget pænt.
Jeg finder et arbejde, melder mig ind på fjernundervisning senere. Så kan vi måske gifte os, min solstråle, sagde han til Viktoria.
Han fik job på Carlsberg og ringede straks til forældrene: nu ville han giftes. De havde hilst på Viktoria et par gange, men intet tyder på begejstring.
Viktor var indstillet på, at nyheden ikke ville falde i god jord. Hans forældre håbede jo, at sønnen endte med deres gamle venners datter, Signe. Men hverken Viktor eller Signe interesserede sig det fjerneste for projektet.
Han troede, han kunne overbevise dem fortælle om sin store forelskelse i Viktoria. De ville da forstå! Han kunne jo slet ikke leve uden!
Men nej. Forståelse var der ikke meget af. Familien gik i baglås.
Alt det her pjat med kærlighed derfor blev du smidt ud! Vi har sendt dig til storbyen for at læse, ikke for at fri til første den bedste jyde! Far var vred.
Løsningen blev adskillelse: På faderens initiativ tog Viktor i militæret.
Viktoria savnede ham frygteligt. Kun brevene fra Viktor holdt hendes humør oppe. Hvor var de bare ømme og fulde af længsel!
Men brevene stoppede pludselig. En måned. To. Et halvt år. Ikke et eneste ord. Viktoria blev ulykkelig.
Sådan sker det jo, sagde deres fælles ven Søren overbærende. Følelserne køler af, når man er fra hinanden. Det var nok bare en forelskelse.
Hvad Viktoria ikke vidste var, at Søren havde skrevet til Viktor, at han elskede Viktoria, og nu kom sammen med hende. Han bad Viktor lade være med at skrive, fordi de planlagde bryllup.
Viktoria accepterede situationen til sidst. Hun gik op i studiet og vennerne. Søren var der altid. Han havde længtes efter hende i årevis og nu, med Viktor sendt ud af billedet, fik han sin chance.
Sørens omsorg og varme var ægte.
Nå, men hvis nogen skal være glad, så må det blive Søren, tænkte Viktoria og sagde ja, da han friede.
Hun ville smide Viktors breve ud, men nej, det kunne hun ikke. De røg ind i kassen, lang bag pulteret.
Et nyt liv begyndte.
Viktors forældre skyndte sig selvfølgelig at ringe og fortælle, at Viktoria havde giftet sig med Søren.
Tiden gik.
Først ét årti, så et mere. Viktoria og Viktor blev boende i samme by, men deres veje krydsede aldrig.
Viktoria hørte, at Viktor også giftede sig. Ikke med Signe men med én, hun ikke kendte. De fik en søn.
Men Viktorias liv, så stabilt og pænt, blev aldrig rigtigt lykkeligt. Hun og Søren fik to døtre, og det blev deres hverdag og arbejde, der fyldte. Følelserne, tja, de havde ikke tid til.
De sled videre i hver deres trummerum og glemte helt, at livet engang kunne føles farverigt og sjovt.
35 år gik.
Så smuldrede Viktorias ægteskab. Hvordan hun end forsøgte, så blev det aldrig kærlighed. Søren mærkede det også og fandt til sidst en anden. Døtrene blev voksne, flyttede, og pludselig var der ingenting, der bandt dem sammen.
Efter skilsmissen tilstod Søren, hvordan han havde manipuleret hende væk fra Viktor.
Viktor blev også alene, da hans ægteskab gik i stykker.
Viktoria læste det sidste brev. Hun græd og smilede. Så blev det hende klart: hun MÅTTE finde ud af, hvor Viktor mon var nu. Bare se ham igen. Bare snakke.
Hun besluttede at skrive til hans gamle adresse. Måske boede han der endnu? Eller en af hans slægtninge så kunne de give ham brevet videre. Viktor har altid været handlekraftig. Hun skrev straks brevet og inviterede ham i caféen over for sin opgang. Uden at tænke nærmere over det, postede hun brevet i en postkasse på hjørnet.
Næste dag skældte hun sig selv ud: Hvorfor skal jeg ALTID være så impulsiv?
Viktor kom hjem, tømte postkassen. Et brev? Det sker da bestemt ikke hver dag. Han så navnet på kuverten og tvivlede på sine øjne. Viktor læste og blev kastet årtier tilbage.
De mødtes på det aftalte tidspunkt i caféen. Nerverne sad uden på tøjet. Der var tomt kun én kvinde sad alene ved et bord.
Viktoria… sagde Viktor næsten uhørligt.
Ja, svarede hun, og så op på ham.
Han kunne aldrig have glemt de øjne. Det VAR hende hans Viktoria. De snakkede og lo og græd.
Ud fra caféen gik de hånd i hånd, som for at sige: Nu skilles vi aldrig igen.
P.S.
Nu er der snart gået fem år siden den dag. Viktoria og Viktor bor stadig sammen og tæller hver dag som en gave.
De ved nu med sikkerhed: Ægte kærlighed forsvinder ikke bare sådan.
– Alt det der kærlighed fik dig smidt ud af DTU! Vi sendte dig til København for at studere, ikke for at gifte dig! Som om vi manglede en bondepige i familien, – rasede faren. Forældrene ville stoppe sønnens vilde forelskelse ved at sende ham i militæret. På farens opfordring tog Viktor uniformen på.
Victoria gjorde hovedrent i huset. Hun satte nye tapeter op, skiftede gardiner, og nu forsøgte hun at skabe orden på loftet. Victoria holdt af at der var ryddeligt — så var der også ro i sjælen.
I det fjerneste hjørne fandt hun en æske med Viktors breve. Hvor længe var det ikke siden, hun havde åbnet den? Og hun glemte alt om rengøringen. Victoria begyndte at læse det ene brev efter det andet…
…Viktor og Vika mødtes på Danmarks Tekniske Universitet. Viktor var fra byen, og Vika kom fra landet.
Han blev betaget af hendes strålende ydre: langt, sort hår, fortryllende øjne, rank figur.
Viktor og Vika begyndte at komme sammen. For den rolige og generte Vika var larmende Viktor som en orkan. Hver dag fandt han på nye måder at vinde hendes gunst: blomster foran hendes kollegieværelse, godnatbeskeder midt om natten gennem vinduet i stueetagen.
Vilde studenterfester, gåture, kys – første studieår fløj afsted. De var uadskillelige.
Men Viktor forsømte studierne. Han havde aldrig brændt særligt for bøgerne, og nu var der kærlighed oveni. Han blev smidt ud. Men det gjorde ham ikke noget.
– Jeg får mig et arbejde, så læser jeg videre på fjernstudie. Så kan vi blive gift, min skat, forklarede han Vika.
Han fik arbejde på fabrikken og fortalte sine forældre, at han ville giftes. De kendte Vika en smule — hun havde besøgt dem et par gange.
Han var forberedt på manglende begejstring. Forældrene havde altid håbet, han skulle giftes med deres venners datter. Men Viktor og Zina var enige — det var ikke, hvad de ønskede.
Viktor troede på, at han kunne overtale forældrene, at de ville forstå hans kærlighed til Vika. Men virkeligheden blev en anden.
– Du blev smidt ud af DTU på grund af kærlighed! Vi sendte dig for at tage en uddannelse, ikke for at gifte dig! Tror du, vi vil have en bondepige ind i familien? – brusede far op.
Forældrene ville stoppe forelskelsen med adskillelse. På farens opfordring gik Viktor ind i militæret.
Vika savnede sin kæreste. Det eneste, der gav hende styrke, var Viktors breve, fyldt med ømhed og længsel.
Men pludselig stoppede brevene. En måned, to, et halvt år – intet nyt. Vika kunne ikke finde ro.
– Sådan går det, følelser dør ud i adskillelse. Det var nok kun en forelskelse, betryggede hendes studiekammerat, Alex.
Alex var også Viktors ven. Vika vidste ikke, at Alex skrev til Viktor, at han nu datede Vika og ville giftes med hende — og bad Viktor om ikke at forstyrre mere.
Vika overgav sig, gik op i sine studier og venner. Alex var der altid; han havde længtes efter hende og den bevidst arrangerede afsked med Viktor gav ham nu chancen.
Alex’ omsorg og kærlighed var ægte.
– Så lad i det mindste Alex blive lykkelig, tænkte hun, og sagde ja til hans frieri.
Hun ville egentlig smide Viktors breve ud men kunne ikke, og lagde dem væk.
Hun begyndte på et nyt liv.
Viktors forældre sørgede dog hurtigt for at fortælle ham, at Vika nu var gift med Alex.
Tiden gik.
Årtier passerede. Vika og Viktor boede i samme by i Danmark, uden at mødes.
Vika hørte rygter: Viktor havde giftet sig — ikke med Zina, men en anden, og de fik en søn.
Men lykken udeblev for Vika. To døtre og et liv fyldt af arbejde og omsorg – men ikke glæde.
De gled fra hinanden og glemte, at livet kunne være lykkeligt.
35 år gik.
Vikas ægteskab smuldrede. Uanset hvordan de prøvede, ville kærligheden til Alex ikke gro. Han mærkede det – og fandt en anden. Døtrene var voksne og væk. Intet bandt dem længere.
Efter skilsmissen indrømmede Alex, hvordan han havde arrangeret hendes brud med Viktor.
Viktors ægteskab var også slut, og nu var han alene.
…Victoria læste det sidste brev. Hun græd og smilede på én gang. Pludselig indså hun: hun måtte finde Viktor. Bare se ham, høre hvordan livet var gået. Så hun skrev et brev til hans gamle adresse og inviterede ham på cafeen overfor hendes lejlighed. Beslutsom som hun var, lagde hun straks brevet i postkassen.
Næste dag bebrejdede hun sig selv: Hvorfor gjorde jeg det?
Viktor tjekkede sin post. Et brev? Sikke en sjældenhed i vores tid. Han så afsenderen og troede næppe sine øjne. Han læste brevet — og tiden blev sat tilbage.
På det aftalte tidspunkt gik han ind i cafeen. Hjertet bankede. Der var tomt, kun en kvinde sad ved et bord.
– Vika, sagde Viktor næsten hviskende.
– Ja, svarede hun, så op.
Hendes blik havde han husket hele livet. Det var hende, hans Vika. Så talte de, græd, grinede.
Sammen forlod de cafeen – hånd i hånd, med et stille løfte om aldrig mere at skilles.
P.S.
Der er nu gået næsten 5 år. Victoria og Viktor bor sammen og sætter pris på alle øjeblikke.
Ægte kærlighed forsvinder aldrig – det er de nu helt sikre på!
