– Tag din far med dig! Det er på tide! – sagde Sara til os. – Jeg forstår ikke, hvad der sker! Din søster vil have huset, men vi skal tage os af din far. Skal han bo hos os nu? Eller har jeg misforstået noget? – sagde jeg til min mand. Det skete sådan, at jeg overhørte hele samtalen mellem min mand og hans søster Sara. I årevis har jeg levet efter princippet om ikke at blande mig i min mands forhold til mine svigerforældre – sådan rådede min mor mig, da jeg blev gift. Men hun tænkte ikke på, at min far, i modsætning til min mands familie, havde et godt forhold til sin familie. – Hvad gør vi nu? Sara har jo tre børn! Hun kan ikke tage sig af deres far! – Hvorfor kan hun ikke tage sig af ham, når hun bor sammen med ham? Denne historie begyndte for længe siden. Min svigerfar har længe haft brug for pleje. Vi besøger ham tit og hjælper ham, og han kan ikke længere klare sig selv. Han kan ikke selv gå ned og handle, så det gør vi sammen med ham. Sara og hendes børn bor i min svigerfars hus. – Hun har børn! Men har vi ikke også børn? – sagde jeg til min mand. Problemet er, at Sara slet ikke vil tage sig af sin far. Hun lader som om det ikke er hendes ansvar. Men på det seneste er det blevet værre, og nu har han virkelig brug for omsorg. Selvfølgelig, når vi bor hver for sig, kan vi ikke altid hjælpe ham. Så sagde min mands søster: – Tag far med jer! Det er på høje tid! Det er uretfærdigt, at han hele tiden bor hos mig! Nu er det jeres tur til at tage ansvar! Jeg blev målløs over den frækhed. Vi har altid hjulpet, og det er ikke far, der bor hos Sara – det er Sara, der bor i fars hus. Jeg kunne virkelig ikke lide, at min mand bare sagde ja til det. Sara var meget utilfreds med, at huset ifølge skødet stadig tilhørte hendes far. Hun var klar over, at når han døde, skulle huset deles med broren, så hun krævede, at han tog faren og hun fik hele huset for sig selv. – Vi har også børn. Men vi har dog en lejlighed. Sara har ingenting! – Og hvad så? Din far er en god mand. Jeg har intet imod, at han bor hos os. Der er plads nok. Vores problem er bare, at vi har sparet op og betalt af på lån i årevis for at have vores eget sted. Hvad har Sara gjort for at få sit eget hjem? Ingenting! Og nu kræver hun hele huset! Men det skulle jo deles ligeligt! – Ja, nogle gange får ét barn hele huset. – Det sker! Men kun hvis der er andre arvinger! Hvad foreslår du? Selvfølgelig tager vi faren. Men huset skal deles mellem to! Vi har også børn, og pengene vil ikke være overflødige for os! – sagde jeg til min mand. Min mand tog det op med sin søster. – Men jeg kan ikke købe et andet hus for halvdelen! – udbrød Sara. – Så køb et mindre hus! – Men jeg vil ikke have et mindre hus! Hvorfor tænker I ikke på min komfort? – Tænker du på vores? Vi har betalt af på lån i årevis. Og du vil bare have huset uden at gøre noget! Det sker ikke! – sagde min mand. Til sidst tog vi min svigerfar med hjem. Han er ikke meget svær at passe, han prøver at klare sig selv. Selvfølgelig hjælper vi ham, og Sara ringer hver uge for at kræve noget af os: penge, bil til et sted eller andet. Et halvt år efter sagde min svigerfar, at han ville lave et testamente og skrive hele huset til os. – Jeg stoler ikke på min datter. Hun har virkelig skuffet mig! – sagde svigerfar med et bittert smil.

Nu må I tage far! Det er på høje tid! sagde Signe til os.

Altså, jeg fatter virkelig ikke, hvad der foregår her! Din søster vil have huset, men vi skal tage os af din far. Skal han bo hos os nu? Eller har jeg misforstået et eller andet? sagde jeg og kiggede på min mand.

Det var nemlig sådan, at jeg havde hørt det hele, da min mand talte i telefon med sin søster Signe.

I årevis har jeg levet efter det gode gamle råd min mor gav mig, da jeg blev gift: Lad nu være med at blande dig i din mands forhold til svigerfamilien. Men hun havde vist glemt, at min egen far modsat min svigerfar havde en ordentlig familie bag sig.

Hvad skal vi gøre? Signe har jo tre børn! Hun kan da umuligt tage sig af far også!
Hvorfor kan hun ikke passe far, nu de bor sammen? spurgte jeg min mand.

Historien går faktisk langt tilbage. Min svigerfar har længe haft brug for hjælp. Vi kommer ofte forbi og ordner indkøb og det der nu skal gøres han kan knap nok selv trække ned til Netto mere. Så vi tager skraldet sammen. Signe og hendes band af unger bor i min svigerfars hus.

Hun har børn! Har vi ikke også børn? sagde jeg til min mand med løftet øjenbryn.

Men sagen er, at Signe slet ikke gider tage sig af sin far. Hun lader, som om hun ikke aner, han eksisterer. Nu er han tilmed blevet dårligere, og det er virkelig begyndt at knibe. Da denne søster, altså min mands, fik det lidt for varmt, smed hun bomben:

Nu må I tage far. Det er på tide! Det kan ikke være rigtigt, at han skal bo hos mig hele tiden. Nu må det være jeres tur til at tage ansvar!

Jeg tabte helt underkæben over den frækhed. Vi har jo altid hjulpet og det er altså hende, der bor i fars hus, ikke omvendt!

Det irriterede mig vanvittigt, at min mand bare sagde ja og amen med det samme. Signe var så pikeret over, at skødet stadig stod i fars navn. Hun ved udmærket, at når han engang går bort, skal huset deles med bror. Derfor kræver hun nu, at vi tager far, så hun kan kræve hele huset for sig selv.

Vi har børn. Vi har også en lejlighed. Signe har ingenting! sagde min mand.
Og hvad så? svarede jeg.
Din far er en godmand. Jeg har ikke noget imod at han bor her vi har plads nok, og for pokker: vi har sparet op og betalt af på boliglån i årevis for at få et lille hjem. Hvad har Signe gjort for at få sin egen bolig? Ingenting! Men nu vil hun have hele huset! Det skulle deles ligeligt!
Ja ja, nogen gange får én af børnene hele huset. sagde min mand.
Ja, og det er når der er andet at arve! Hvad foreslår du? Ja, vi tager far. Men huset skal deles! Vi har også børn, og et par ekstra kroner ville bestemt ikke skade! sagde jeg med fast stemme.

Min mand tog snakken med Signe.

Men jeg kan da ikke købe andet hus for min halvdel af pengene! rasede Signe.
Så må du købe noget mindre! sagde min mand.
Men jeg vil ikke bo mindre! Tænker du slet ikke på min komfort?
Tænker du på min? Vi har knoklet for lejligheden i årevis. Og du vil bare have et hus for at gøre ingenting! Det sker ikke, sagde min mand.

Så tog vi selvfølgelig svigerfar hjem til os. Han var slet ikke så krævende prøver at klare det meste selv, selvom vi selvfølgelig hjælper. Signe ringer hver uge og kommer med krav: enten er hun løbet tør for penge, eller hun vil køres til Bilka.

Et halvt år senere kommer svigerfar til os og siger, han vil lave testamentet, så vi arver hele huset.

Jeg stoler ikke på min datter mere. Hun har virkelig skuffet mig. sagde den gamle med et bittert smil.