At passe på forældrene er datterens ansvar, ikke sønnens! – Insisterede familien — Det går værre med mor. Benene svigter helt, i går faldt hun to gange bare på vej ud på toilettet. Jeg kan ikke klare det alene, ryggen er dårlig, det ved du. Vi har talt sammen og besluttet: Vi flytter hende hjem til dig. Lise satte sig tungt på taburetten. Hjertet sank ned i maven. — Hjem til os? Far, har du set vores lejlighed? Vi har ét værelse, hvor jeg bor med min mand og vores barn. Hvor skulle jeg lægge hende?! — Hold nu op. Din mand kan sove på feltseng i køkkenet, og din mor kan ligge på sofaen. Du går hjemme alligevel, og du passer jo på den lille. En til eller fra gør vel ingen forskel? Vi har altså ikke råd til ekstra udgifter nu! I Lises familie var der altid en tydelig rangorden. Øverst stod Mikkel — den efterlængtede søn, “arvingen”, som forældrene ville gøre alt for. Lise var bare “det første mislykkede forsøg”, som moren altid sagde. Lise kunne tydeligt huske sin tiårs fødselsdag — hun fik en æske chokolade og nogle billige hårspænder. Ugen efter fik Mikkel, som fyldte seks, et kæmpe elektrisk tog, der fyldte halve stuen. — Mor, hvorfor får Mikkel et tog, og jeg kun chokolade? — spurgte lille Lise. — Mikkel er dreng og yngre end dig, — svarede mor Galina. — Du er storesøster, du skal kunne dele! Og lad nu være med at være misundelig på din bror. Gå hellere ind og hjælp ham med at bygge togbanen, så han ikke bliver ked af det. Og sådan var det altid. Da værelserne skulle deles, blev Lise flyttet ind i gennemgangsstuen på en ubehagelig sovesofa, fordi “Mikkel skulle have sit eget hjørne til lektierne”. Når Lise drømte om at gå til dans, og endda kom ind på et hold, sagde hendes far bare: — Der er ikke penge. Mikkel skal have privatundervisning i engelsk. Han er dygtig, han skal nok klare det langt. Vi skal bare give ham den rigtige start! Det blev ikke rigtigt til noget. Mikkel pjækkede fra engelsk, klarede kun studierne med nød og næppe, men havde altid de nyeste sneakers og telefon. Lise sad hjemme og terpede lektier i halvmørke, mens tv’et kørte til midnat. Da Lise kom ind på universitetet på SU, fejrede forældrene det ikke engang. — Nå, du kom ind, flot — gabte faren. — Pak dine ting, du skal bo på kollegie. Vi vil ikke betale for lejlighed, vi skal jo spare op til Mikkels uddannelse. Med hans karakterer kommer han ikke ind med SU… — Men der er fire på ét værelse på kollegiet — prøvede Lise svagt. — Du dør ikke af det, — svarede moren. — Tag dig lidt sammen, tænk på din bror! Vil du have, han skal gøre rent hele livet? Lise boede fem år på kollegie og arbejdede om natten som tjener for at få råd til vinterstøvler. I mellemtiden kørte Mikkel rundt i skiftende biler, som forældrene købte én efter én, “så han ikke skulle skamme sig foran kammeraterne”. Hver ødelagt forlygte, hver bøde blev betalt med de penge, faren lagde til side “til den tredje alder”. *** — Lise, hører du mig? — fars stemme blev højere i røret. — Vi kommer med mor i morgen klokken to. Gør det klar derhjemme. Læg rent sengetøj på, og lav noget diætsuppe. — Jeg tager ikke imod nogen, — sagde Lise stille, men tydeligt. — Hvad siger du? — Faren tabte næsten mælet. — Gentag lige! — Jeg sagde, at jeg ikke tager imod mor. Jeg har et barn på to år, som kræver opmærksomhed hele døgnet. Min mand har to jobs for at vi kan klare os, og jeg har hverken kræfter eller plads til at passe en plejekrævende syg. I har jo jeres elskede søn. Tag hende hjem til ham. — Han skal giftes! — råbte faren. — Ved du overhovedet, hvad du gør? Du svigter familien! Mikkel har lånt penge til brylluppet, vi har givet ham alt hvad vi har. Han er helt ude af den, han har ikke overskud til de her problemer! — Gæld igen? — Lise lo tørt. — Skal jeg minde dig om dengang for tre år siden, da han satte sig fuld bag rattet og torpederede naboens drivhus? Dengang ofrede I også alt for at rydde op. Men da jeg blev gift og bad om et lille tilskud til udbetalingen på en lejlighed, skulle Mikkel “komme sig oven på uheldet”. — Det var noget andet! Dengang var det en nødsituation! — Nøden sidder fast i jeres hoveder, far. Mikkel er rask voksen mand, han har en bolig, I har købt. Han kan ansætte en plejer til mor, hvis han er så succesfuld! — Din beregnende unge, — faren begyndte at råbe. — Vi har opfostret og givet dig alt! Du har fået en uddannelse, takket være os. Du skylder os resten af livet! Har du slet ingen skam i livet? Tag din mor hjem, siger jeg! — I ville have en hushjælp, og det gik galt. Det er det hele, far. Nu skal jeg fodre barnet. I morgen er vi ikke hjemme, vi tager på sygehuset og derefter til svigermor. Lad være med at komme. Lise lagde på og tørrede stille tårerne væk. *** En time senere bankede det voldsomt på døren. Ikke noget ring, men virkelig banket. Lise trykkede sin vågnende og klynkende søn ind til sig. — Lisbeth, luk op! Jeg ved, du er derinde! – råbte Mikkel. — Luk op, hurtigt! Lise gik hen til døren men lod kæden sidde. — Hvad vil du, Mikkel? — Er du fuldstændig vanvittig?! Far er ved at græde, mor er på piller. Hvorfor vil du ikke hjælpe? Er det så svært at rydde et hjørne til sofaen? — Mikkel, hvorfor rydder du ikke et af dine store soveværelser? Du har to. Læg mor i den ene, og lad din Angelina passe hende. Hun er jo på vej ind i familien, så lad hende vise, at hun tager sig af sin svigermor. — Er du skør?! — Mikkel var i chok. — Geli er model, hun skal da ikke til at rende rundt med natpotter efter en gammel dame! Hun bruger make-up, der koster mere end din barnevogn. Hun må slet ikke være i sådan et miljø, kan du ikke forstå det? Vi har bryllupsfest for 200 mennesker og bryllupsrejse på Maldiverne! Vil du ødelægge mit liv? — Dine rejser koster som et års løn for en professionel hjælper, — bemærkede Lise. — Drop ferien, ansæt hjælp til mor. Hvad er problemet? — Problemet er dig! Du har altid været nærig og ond. Forældrene har givet dig alt, og du… — Hvad har de givet mig, Mikkel? En gammel cykel til min 16-års fødselsdag, mens du fik en motorcykel? Eller kollegieværelse med kakerlakker, mens du lå i lædersofa i din studielejlighed? Har du nogensinde selv tjent penge til andet end smøger? — Hvordan kan du! Jeg starter jo virksomhed! Jeg har for travlt, jeg skal snart tjene store penge. Jeg investerer i min fremtid! Hvorfor skulle jeg have en syg gammel mor i nakken? Lise smilede. — Mener du de penge, far fik for at sælge sin garage og sommerhus? De penge, der egentlig skulle have gået til mors behandling? Mikkel var tavs et øjeblik, så sagde han: — Det var deres ønske. De tror på mig. Du… du er bare misundelig. Nå, i morgen kommer mor hjem til dig, ligegyldigt om du vil det eller ej. Far tager en taxa med hende hen til dig og efterlader hende, hvis du ikke åbner. Forstået? — Prøv, — sagde Lise stille. — Jeg tilkalder politi og myndigheder og anmelder, at I efterlod en forsvarsløs syg i fare. Vi ser, hvad det betyder for dit “firma” og din dyrebare Gelis omdømme. Mikkel råbte videre og sparkede på døren, men Lise gik ind i stuen. Hun tændte for tegnefilmene til Artem, så han ikke skulle høre larmen, og satte sig på gulvet med benene trukket op. Hun fortalte naturligvis sin mand det hele. Og han støttede hende. *** Næste dag ringede telefonen uafbrudt. Moster Vibeke, mors søster, ringede anklagende: — Lise, hvordan kan du! Hun har født dig! Jeg havde ikke troet, du kunne finde på sådan noget! Vil du lade din syge, hjælpeløse mor dø alene?! Gudfar ringede også: — Lise, vær nu et ordentligt menneske. Mikkel skal jo til at skabe sig en tilværelse. Har du slet ikke et hjerte? Det er datterens pligt at tage sig af forældrene, ikke sønnens! Alle slægtningene, der i årevis havde set Lise blive sat til side, tog nu loyalt Mikkels parti. Først tog Lise telefonen, men snart holdt hun op med at tage den. For at komme lidt væk fra det hele tog hun sønnen og gik i parken i den anden ende af byen. Telefonen lod hun blive hjemme. Og hendes mand sagde: — Jeg har fået fri i morgen, hvis der kommer noget. Så tager jeg imod din far og bror ved døren. Lad dem bare vide, du har nogen, der passer på dig! Men hverken faren eller broren kom, hverken den dag eller dagen efter. Lise begyndte at tro, hun endelig fik ro. *** Så kom dagen, hvor Mikkel skulle fejre polterabend. Lise lavede aftensmad og ventede sin mand hjem fra arbejde. Da det ringede på døren, blev hun forskrækket. Begyndte det nu igen? Der blev ringet igen, og hun gik hen for at se, hvem det var. Udenfor stod Angelina, brorens forlovede. Hun stod i træningstøj, mascaraen løbet ud. Lise havde kun mødt Angelina et par gange – Mikkel havde gerne villet vise søsteren sin “pæne” familie. Lise åbnede døren. — Må jeg komme ind? — spurgte Angelina. Lise trådte til side. — Hvad er der galt? Har Mikkel sendt dig som spion? Kom ind i køkkenet, jeg har kartofler på panden. — Nej, — sagde Angelina. — Jeg er gået fra ham. Lise stivnede med kedlen i hånden. — Hvorfor? — Jeg overhørte hans samtale med din far. Det er planlagt, mor spiller syg for at tvinge dig til at tage hende. De har fundet på det sammen — din far er træt af at passe på sin syge kone. Planen er simpel: Mor skal bo hos dig en uge, så de kan låne lejligheden ud til Mikkels venner, der skal til bryllup. Og din far har slet ikke tænkt sig at hente hende tilbage! Jeg synes, det er så ulækkert… Lise stirrede. — Er mor så ikke så syg? — Hun er syg, Lise. Men de overdriver. Alt det med, at hun er ved at dø, passer ikke. De vil bare af med hende, leje lejligheden ud. Din far flytter også ud – han har haft en anden kæreste længe… Angelina græd. — Jeg troede, han bare var forkælet, men sød. Men han… han er ikke noget menneske. I går sparkede han endda mors kat, fordi den gik i vejen. Så jeg tog mine ting og gik. Der bliver intet bryllup. Angelina græd længe i Lises køkken. Oleg kom hjem fra arbejde og lod dem være i fred. Lise trøstede sin næsten-svigerinde og tænkte, at hun havde haft forkerte tanker om Angelina. Hun viste sig mere menneskelig end gommen. *** Da pengene fra Angelina forsvandt — hendes familie havde nemlig betalt en stor del af brylluppet — gik Mikkel helt ned. Kreditorerne, som han havde lånt penge af til “bryllupsgaver”, begyndte at presse. Forældrene så endelig realiteten. Ikke bare nægtede Mikkel at tage moderen – han stjal deres lejlighedspapirer og forsøgte at pantsætte lejligheden for at dække sin gæld. Da det blev opdaget, fik Viktor et alvorligt forhøjet blodtryk. Selvfølgelig bad de om hjælp fra Lise, men hun ignorerede faderens bønner. De må klare sig selv. Den søn har de selv opdraget…