At rette en fejl – Mads, vi skal køre ud til morfar, han er blevet lidt syg, – sagde Anders til sin søn, som straks blev glad, for han elskede at besøge morfar. Jens Pedersen boede alene, Anders’ mor døde for fem år siden. Jens var meget fascineret af elektronik og opfandt alle mulige ting, hvilket både søn og barnebarn satte stor pris på. Den interesse var gået direkte i arv, til stor stolthed for bedstefar. Anders og Line har været gift i tolv år og bor sammen med Lines mor, Karen, i hendes treværelseslejlighed i Valby. Karen syntes altid, Anders var for blød og klodset og brugte tiden på noget mærkeligt. Hun har aldrig brudt sig synderligt om svigersønnen. Deres værelse er altid fyldt med mærkelige ledninger og reservedele. Anders arbejder på et lille værksted med reparation af husholdningsapparater, og roder ofte med ‘ting og sager’ derhjemme. Men alle maskiner i lejligheden fungerer som de skal, selvom svigermor ikke ser det som en bedrift. – Man kan da bare ringe efter en reparatør, hvis noget går i stykker, – bemærkede Karen altid lidt surt, men datteren var ikke enig. – Mor, du lever bare i fred og ro, fordi Anders altid ordner alt for dig, og det værdsætter du ikke rigtigt. Anders var altid høflig og svarede aldrig igen, når Karen kom med sine stikpiller. Han og Line havde et godt forhold og Anders elskede både sin kone og søn. Til gengæld var svigermor aldrig helt tilfreds: – Anders, hvorfor åbner du ikke dit eget værksted, så du kan være selvstændig? – Tja, nogen skal jo også arbejde for samfundet, – replicerede Anders bare og sagde ikke mere. Tiden gik. Men en dag stødte Karen nede ved opgangen på en ung, flot mand, som åbnede døren med sin nøgle og lod hende gå først ind. – Tak, – sagde Karen. – Bor du også her i opgangen? – Ja, jeg har lige købt en lejlighed på tredje sal, – svarede han, – så nu er vi naboer. – Åh, har du købt Lotte og Jespers gamle lejlighed overfor os? – spurgte Karen nysgerrigt. – Jeg ved det ikke… men det er nummer 57. – Jamen, det er den! Så flyttede hun altså til sin søn oppe i Aalborg. Så er vi naboer, – konstaterede Karen, og betragtede ham med et anerkendende nik. Foran hende stod en høj og sportstrænet fyr med blå øjne og charmerende smil. – Sådan én gad jeg godt have som svigersøn, ikke sådan en vatnisse som Anders… – tænkte hun og sagde højt: – Vi må da hilse ordentligt – jeg hedder Karen. – Oskar, – præsenterede han sig og bøjede høfligt hovedet. – Du må endelig kigge forbi en dag, jeg bor alene. Hvad med dig? – Jeg bor med datter, svigersøn og barnebarn… Næste morgen, da Karen skulle på arbejde, stod Oskar og ventede ved bilen. – Godmorgen, Karen. Skal jeg køre dig på arbejde? Hun sagde straks ja, og hele turen snakkede de hyggeligt sammen. Hun fandt ud af, at Oskar havde sit eget firma – dog fortalte han aldrig præcis hvad. Samme aften kunne Karen næsten ikke tale om andet til Line: – Du skulle møde ham, Line – så flot, har penge, firma og fin bil – og nu har han ovenikøbet købt lejlighed her! Line var dog ikke meget interesseret… endnu. Indtil Oskar en aften ringede på døren; Line åbnede, og udenfor stod han – iført shorts og bar overkrop. – Undskyld, jeg er helt afslappet, men har du lidt salt? Fik ikke lige købt, og orker ikke ned i Netto igen… – Selvfølgelig, – sagde Line og hentede salt. – Tak, jeg kommer forbi med det – men jeg skylder dig, – blinkede han, og hun lo bare. I samme øjeblik kiggede Karen ud. – Nå, Oskar, kom dog indenfor… Line, hvorfor jamrer du ham udenfor – Anders og drengen er alligevel hos morfar! – Nej tak, ville bare låne lidt salt, ellers mange tak og god aften, – sagde han og forsvandt. Dagene gik, men snakken mellem mor og datter handlede nu stort set kun om Oskar. Karen fortalte begejstret, hvordan Oskar hjalp hende med at bære indkøbsposer op. Line fortalte, at han havde tilbudt et lift til jobbet. Hun opdagede ikke engang, hvordan hun pludselig befandt sig i hans lejlighed – hvor der hurtigt skete det hele. Og hun havde ikke fortrudt, at hun var utro. Karen holdt hånden over sin datter overfor Anders. En dag så drengen, Emil, tilfældigvis, at hans mor kom ud fra naboens lejlighed – og han undrede sig. – Mor, tog du fejl af lejligheden? – Nej da, Emil, jeg skulle bare hente salt, jeg glemte at købe. Men Emil løb straks i køkkenet og åbnede skabet: – Mor, vi har da tre pakker salt, du må have overset dem! Med sin barnlige uskyld fortalte Emil om episoden til Anders, som i forvejen havde sine bange anelser. Line havde forandret sig – hun gik op i nyt tøj, brugte ny parfume og virkede fraværende. Det gik op for ham: Hun var faldet for naboen. Karen holdt stadig med datteren. Anders anede ikke, hvad han skulle gøre. – Skal jeg lave skandale? Men hvad med Emil? Nej, jeg må bide det i mig for hans skyld – måske er det bare en fejltagelse og går over… Karen, derimod, begyndte slet ikke at skjule sin tilfredshed – og stak til Anders: – Jeg har jo altid sagt, at du burde starte eget firma, købe bil, så din kone ikke behøvede lifte af naboen. Da Line blev forelsket, kom den samtale Anders havde frygtet: – Anders, vi skal skilles. – Hvad med Emil? Hvordan skal han klare det? – Oskar er en god mand, han vil tage sig ordentligt af ham, ligesom sit eget barn. – Men Emil har allerede en far – og det er mig. Han skal blive hos mig. Dagen efter kom Emil hjem og stolt viste en spillekonsol, Oskar havde givet ham. Anders spurgte: – Emil, vil du ikke hellere bo hos mig og morfar et stykke tid? – Jo, rigtig gerne, – sagde Emil glad. – Det kan ikke lade sig gøre, – protesterede Line, – Emil skal blive hjemme. Det var svært for Anders at forklare sønnen, hvorfor han skulle bo hos morfar, men Emil forstod det meste selv – og lovede at besøge sin far ofte. En dag, mens de gik tur i Søndermarken, prøvede Anders at forklare: – Du ved jo… Engang imellem går det ikke altid med mor og far… – Det er okay, far. Jeg har godt regnet det ud. Det er Oskar, der har ’stjålet’ mor… En weekend fortalte Emil så: – Far, jeg har afleveret konsollen tilbage til Oskar og går ikke derind længere. Han har været ond ved mig; han gav mig et dask i nakken, da mor ikke så det, og sagde jeg skulle gå over til mormor. – Ærligt, Emil? Og hvad sagde mor? – Jeg har ikke fortalt det. Men jeg håber, du kommer hjem igen. Anders så på Emil og kunne ikke sige nej. – Kom så, nu går vi hjem. Ingen slår dig, hverken Oskar eller andre! De gik hjem. Karen drak te i køkkenet, Line var der ikke. – Nå, svigersøn, – sagde Karen, – hvorfor er du her nu? I øvrigt, vaskemaskinen virker ikke – kan du ikke lige kigge på den? Oskar kan ikke finde ud af det… – Karen, hvordan kan du lade det komme så vidt, at Oskar slår min søn? – Hvornår skulle det være sket? – spurgte Karen overrasket, og Emil fortalte alt; hvordan Oskar havde givet ham et dask, skubbet ham, og jagede ham væk fra lejligheden. – Det kan simpelthen ikke passe! – rasede Karen. Men Anders gik straks over og ringede på hos Oskar. Oskar kom til døren – og Line kom frem. – Hvad vil du? – spurgte Oskar. – At du ALDRIG rører min søn igen. – Hvad? Jeg gav ham bare et dask… Han er en dreng – det skal han kunne klare, og i øvrigt kan han bo hos sin far. Jeg bryder mig ikke om ham, – sagde Oskar. Line var chokeret, Karen målløs. Anders satte Oskar på plads, vendte rundt og besluttede sig for at tage Emil og gå. Men Karen og Line kom straks ind i lejligheden – begge i tårer. – Undskyld, Anders… Jeg ved ikke hvad der skete – tilgiv mig, for Emils skyld, for min skyld. Bliv hos os… – græd Line. Anders så på Emil, der stod med tårer i øjnene. – Okay, jeg bliver… Vi prøver igen. – Emil sprang op i favnen på sin far. – Far, du er den bedste! Vil du ikke nok tilgive mor? – Anders, tilgiv mig… Måske er det min skyld alt sammen, jeg skal nok rette op på fejlen, – sagde Karen. Efter noget tid faldt alting til ro igen. Der var igen fred i lejligheden, vaskemaskinen virkede, og Karen var lettet over at have fået rettet sin fejl. Line gjorde alt for at gøre det godt igen – og indså i smug, at ingen var bedre end hendes mand. Tak fordi du læste med, for følge og for din støtte. Held og lykke i livet!

Malthe, vi tager hjem til morfar, han er lidt syg, siger Anders til sin søn, og drengen lyser straks op. Han elsker at tilbringe tid sammen med sin morfar.

Viggo Tjørnelund bor alene. Anders mor døde for fem år siden. Viggo interesserer sig for elektronik og opfinder alverdens småting, til stor glæde for både søn og barnebarn. Det er denne interesse, Anders og sønnen har arvet, og det gør Viggo umådeligt stolt.

Anders og Karla har været gift i tolv år og bor hos Karlas mor i hendes treværelses lejlighed i Valby. Grethe Lauritzen, svigermor, synes ikke særlig godt om Anders; hun synes, han er for blid og lidt klodset og hans teknik-fnidder forstår hun sig slet ikke på. Anders har aldrig været hendes favorit.

Anders og Karlas værelse flyder altid med elektronikdele og ledninger. Anders arbejder som tekniker på et værksted, hvor han reparerer hvidevarer, men han roder også med maskinerne derhjemme. Alt i lejligheden er dog i perfekt og nærmest ny stand men Grethe tager det for givet og mener ikke, det er noget at prale af.

Man kan altså altid ringe efter en professionel, hvis der er noget galt, kommenterer hun ofte til Karla, men denne forsvarer altid sin mand.

Mor, du bekymrer dig ikke om noget herhjemme, fordi Anders ordner det hele. Du kan ikke sætte pris på det, fordi alt bare fungerer.

Anders er altid høflig, og han ignorerer Grethes stikpiller. Han og Karla har et godt ægteskab, han elsker både hende og sønnen. Men svigermor er aldrig tilfreds:

Anders, du kunne have startet dit eget værksted, så du kunne arbejde for dig selv.

Nogen skal jo også holde Danmark kørende, svarer Anders stille og vender aldrig tilbage til emnet.

Tiden går. Men en dag støder Grethe på en ung, pæn mand ved opgangen i ejendommen. Han åbner døren med sin nøgle og holder galant døren for hende.

Tak, siger Grethe. Bor du her i opgangen nu?

Ja, jeg har lige købt lejligheden på tredje sal; så nu bliver vi naboer.

På tredje? Er det mon ikke Annas gamle lejlighed over for vores?

Ved ikke med navnene, men det er nummer syvoghalvtreds.

Jamen, det er Annas hun er flyttet op til sin søn i Aalborg. Så vi er naboer, konstaterer Grethe og betragter ham undersøgende.

Han er høj, sportstrænet, med lyseblå øjne og et vindende smil.

Gid sådan en mand var min svigersøn. I stedet for Anders, den klodsmajor, tænker hun. Mit navn er Grethe Lauritzen, præsenterer hun sig.

Frederik, svarer han og nikker venligt. Kig endelig forbi, jeg bor alene; hvad med dig?

Jeg har min datter, hendes mand og vores barnebarn boende hos mig

Næste morgen, da Grethe er på vej ud til bilen, står Frederik allerede der. Han hilser og tilbyder at køre hende på arbejde, hvilket hun ivrigt takker ja til. Hele vejen snakker hun løs og får at vide, at Frederik har sin egen forretning dog uden at afsløre, hvilken slags.

Om aftenen vrimler det i lejligheden med snak om den nye nabo, til stor irritation for Karla, som i starten dog ikke viser nogen særlig interesse. Indtil Frederik en aften ringer på deres dør, blot iført shorts og bar overkrop.

Undskyld, jeg er lidt afslappet, god aften. Må jeg låne lidt salt? Jeg fik ikke købt noget.

Hej, det kan du da, svarer Karla hurtigt og henter saltet.

Tak, jeg lover at levere det tilbage, siger Frederik. Hun vinker afværgende.

Netop da kommer Grethe ud i gangen.

Nå, det er dig, vores nye nabo! Kom nu bare ind. Karla, hvorfor lader du ham stå der? Anders og sønnen er på dette tidspunkt taget hjem til Viggo.

Nej, nej, tak. Jeg skulle bare låne lidt salt Hav en god aften, siger Frederik hurtigt og smutter.

De følgende dage lyder samtalerne i hjemmet næsten udelukkende om Frederik. Grethe fortæller, hvordan han hjælper hende op ad trapperne med hendes tunge poser, og Karla fortæller, at han har tilbudt hendes et lift til arbejdet. Uden at tænke nærmere over det, står Karla pludselig en dag i Frederiks lejlighed, og før hun forstår hvad der sker, har hun været ham utro uden at mærke skyggen af fortrydelse.

Grethe støtter datteren så meget, hun kan, og dækker over hende overfor Anders. En dag, da Malthe er på vej hjem fra skole, ser han sin mor forlade Frederiks lejlighed og spørger undrende:

Moar, har du taget fejl af lejligheder?

Karla bliver forlegen.

Nej, skat, jeg skulle bare have salt, jeg glemte at købe

Men Malthe skynder sig ud i køkkenet, åbner skabet:

Men vi har jo tre poser salt, har du ikke set det?

Naivt fortæller Malthe om episoden til sin far, og Anders har allerede på fornemmelsen, at noget er galt. Karla har ændret sig, begynder at gå mere op i sig selv, køber nyt tøj, skifter parfume. Inden længe bliver det klart: hun er blevet forelsket i naboen. Grethe holder med datteren. Anders aner ikke sine levende råd.

Skal jeg lave en scene? Hvad med Malthe? Nej, jeg må holde ud for sønnens skyld. Måske kommer Karla på andre tanker

Grethe sværmer dog frit, prikker til Anders:

Jeg sagde jo, du burde have startet egen forretning. Så havde du måske haft bil og kunne køre din kone så skulle naboen ikke.

Men Karla er opslugt; en aften tager hun samtalen med Anders, som han så længe har frygtet:

Anders, vi skal skilles.

Hvad med Malthe? Hvad med vores dreng?

Frederik er en god mand, han vil tage sig af ham som sin egen, siger Karla.

Han HAR en far, og det er mig. Malthe bliver boende hos mig.

Næste dag viser Malthe stolt sin far en PlayStation, som Frederik har givet ham. Anders spørger:

Vil du ikke hellere bo hos mig og morfar?

Jo, meget gerne! jubler Malthe.

Anders, hvad er nu det? Malthe skal blive her, insisterer Karla.

Det er svært for Anders at forklare Malthe, hvorfor han skal bo hos morfar men drengen regner hurtigt ud, hvad der foregår og får faderen til at love, at de stadig ses.

I weekenden går de en tur i Søndermarken. Anders prøver at forklare situationen:

Skat, nogle gange sker der svære ting mellem forældre …

Stop, far. Jeg ved godt, det er Frederik. Han tog mor …

Anders ved ikke, hvad han skal sige.

Næste weekend tager de endnu en tur sammen, og Malthe fortæller:

Far, jeg har givet PlayStationen tilbage til Frederik. Jeg går ikke mere ind til ham. Han slog mig bag hovedet, da mor ikke så det, og sagde jeg skulle gå op til mormor.

Er det sandt, skat? Hvad sagde mor?

Jeg har ikke fortalt hende det. Men jeg håber bare, du kommer hjem igen …

Anders standser op og ser på sin søn.

Karla er helt opslugt af kærligheden og bor nu hos Frederik. Malthe er ofte alene, og Grethe har travlt med sine egne ting.

Kom, søn, vi tager hjem. Ingen skal slå dig, siger Anders bestemt.

De går ind i lejligheden. Grethe sidder i køkkenet med en kop te. Karla er der ikke.

Nå, Anders, hvad laver du her? Forresten, vaskemaskinen virker ikke kan du ikke lige kigge på den? Frederik aner ikke noget om maskiner.

Grethe, hvorfor har I tilladt, at Frederik slår min søn?

Hvad? Det har jeg aldrig hørt om. Malthe, hvad mener du?

Malthe forklarer ærligt, hvordan Frederik for tre dage siden slog ham bag på hovedet og råbte, at han skulle forsvinde.

Det passer ikke! protesterer Grethe. Anders går straks ned til Frederik.

Frederik åbner døren overrasket.

Hvad vil du? spørger Karla inde fra stuen.

Du har ikke ret til at lægge hånd på min søn!

Ej, hvad har jeg dog gjort? Jeg gav ham bare et rap over nakken, intet særligt …

Karla stirrer på Frederik og kan ikke tro sine egne ører.

Frederik, er det rigtigt?

Ja, hvad så? Han er jo en dreng, han skal lære det. Hvis det ikke passer dig, så kan han jo bare bo hos sin far jeg gider ikke have ham her.

Karla står målløs, og Grethe taber kæben.

Anders giver Frederik et solidt dask på næsen, vender om og beslutter, at sønnen skal med hjem til sig. Men straks følger Grethe og Karla efter, grædende.

Undskyld, Anders, undskyld, hulker Karla, hvorfor sagde du det ikke før til mig?

Mor, du troede jo ikke på mig. Kan du huske, jeg sagde det, og du sagde, jeg bare opfandt det.

Længe taler de ud. Grethe beder på knæ, at Anders skal tilgive Karla. Karla græder:

Undskyld, Anders. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig For Malthe, tilgiv os, bliv nu hos os!

Malthe stirrer på sin far med tårende øjne. Anders kan ikke sige nej.

Okay, jeg bliver Lad os tage en dag ad gangen, siger Anders, og Malthe springer grinende i armene på ham.

Far, du er verdens bedste. Tilgiv mor, ikke?

Anders, tilgiv mig også, indskyder Grethe. Måske er det min skyld det hele, jeg rettede aldrig før, nu vil jeg gøre det godt igen.

Tiden går, alt falder til ro igen. Stilheden vender tilbage. Vaskemaskinen fungerer, Grethe er tilfreds, Karla gør alt for at rette op på fortidens fejl og kan nu se, hvor meget bedre Anders er. Familien hænger sammen, fremtiden ser lys ud.

Tak fordi du læste med. Held og lykke på din vej.