Nikolaj havde endelig taget sin forlovede med hjem for at møde forældrene. Hvad hvis de ikke kan lide mig? spurgte Frederikke nervøst, da de åbnede havelågen til et klassisk gult murstenshus i Birkerød. Det kan slet ikke ske! Du er jo fantastisk, skat, forsikrede Nikolaj og trak hende ind ad døren.
Indenfor blev de mødt af Nikolajs mor, Annette Johansen. Mor, det her er Frederikke! sagde Nikolaj begejstret. Du sagde, du ville præsentere os for din kæreste, svarede Annette lettere forbavset og målte Frederikke nøje. Ja, det er Frederikke, smilede Nikolaj.
Nå Annette trak lidt på det jeg troede ærligt, du havde hyret en hushjælp eller sådan noget.
Frederikke følte sig totalt fejlplaceret, men Nikolaj klemte hendes hånd: Bare rolig. Mor har humor som en svensk-norsk bro, men det plejer at gå fint!
Hele aftenen brugte Annette på at tale nostalgisk om Nikolajs ekskone, Mathilde. Mathilde ringer da mindst en gang om måneden og spørger til os. Hun bagte endda en æblekage fra bunden og kom forbi forleden! sukkede Annette henført og sendte Frederikke et vurderende blik. Mathilde kunne virkelig lave mad.
Frederikke er også en haj i køkkenet, svarede Nikolaj loyalt, mens han lagde armen om Frederikke.
Ja Annette lød usandsynligt overbærende men hvor har I tænkt jer at bo? Du ved, jeg har lavet dit og Mathildes gamle værelse om til walk-in closet så.
Men mor, Frederikke har sin egen lejlighed på Nørrebro, sagde Nikolaj og begyndte at sige farvel.
Jeg tror ikke dine forældre kan lide mig indrømmede Frederikke stille, da de gik ned ad grusstien.
Du overdriver, skat. Det er bare, fordi Mathilde var min ungdomskæreste og vores familier er tæt forbundne, især fordi min far og Mathildes far har været forretningspartnere i mange år. Jeg blev gift lidt for tidligt, og det gik først op for mig, hvor dårligt vi passede sammen, da Amalie blev født. Mathilde elskede shopping og byture, men havde nærmest aldrig tid eller overskud til vores datter. Jeg håbede vi kunne skilles ordentligt, men hun nægtede at give slip på Amalie. Det var ikke sjovt.
Men hvorfor er din mor så glad for hende? spurgte Frederikke.
Fordi Mathilde på papiret var det oplagte valg og det var forventet, at vi skulle forblive sammen. Bare rolig, mor skal nok vænne sig til dig, hun skal bare lige have tid.
Desværre havde Nikolaj ikke helt ret. Efter brylluppet begyndte Annette for alvor at kommentere Frederikkes evner og udseende. Forstår du ikke, at du faktisk ser noget trist ud ved siden af min søn? Gør nu lidt ud af dig selv! Køb dig noget ordentligt tøj, lav noget ved håret hvad bruger du egentlig min søns løn på?
Nikolaj havde endelig fået nok. Mor! Hvis du så meget som antyder igen, at min kone ikke er god nok, så ringer jeg altså ikke mere. Det stopper nu! Frederikke er fantastisk, og jeg elsker hende!
Efter det blev Annette mere afdæmpet over for Frederikke men til gengæld var det nu Mathilde, der blev nævnt i hver anden sætning. Og som om det ikke var nok, begyndte Mathilde pludselig at ringe selvom hun ellers aldrig plejede at kontakte Nikolaj.
Du snakker jo aldrig med Amalie mere, sagde hun sukkersødt i telefonen. Skal vi ikke tage ud og lave noget sammen alle tre i weekenden?
Det er jo dig, som forhindrer mig i at se min datter, svarede Nikolaj spidst. Jeg vil gerne tage Amalie i weekenden, men det bliver uden dig.
Men! Jeg er jo hendes mor, insisterede Mathilde.
Frederikke er sød, omsorgsfuld og en fantastisk bonusmor, sagde Nikolaj og smækkede røret på.
Da Frederikke et par dage efter åbnede døren, stod der en lille pige med krøller så orange som efterårsløv og blå øjne, der lignede farens. Hun gemte sig genert bag Nikolaj, men Frederikke knælede smilende ned: Hej skat, skal vi ikke lave lidt te?
Amalie var først forsigtig, men Frederikke gjorde sig umage for at få hende til at falde til. Efterhånden løsrev Amalie sig og begyndte at opføre sig som et helt almindeligt barn.
Det blev nærmest en vane, at Mathilde afleverede Amalie hos sin far med undskyldningen om, at Amalie kedede sig så meget. Frederikke og Nikolaj morede sig med barnet, der hurtigt kom til at holde af dem begge.
En dag, mens de lavede perleplader sammen, sagde Amalie stilfærdigt: Ved du hvad, Frederikke? Mor snakker faktisk aldrig med mig. Hun sender mig bare ind på mit værelse, når jeg kommer hjem. Og vi leger aldrig. Kan jeg ikke bare bo hos jer i stedet?
Frederikke blev helt rørt og slog armene om pigen. Det ville jeg elske, Amalie, men det bestemmer din mor jo desværre.
Hvorfor? Hun gider jo alligevel ikke snakke med mig, sukkede Amalie.
Hun elsker dig da, forsikrede Frederikke, selvom hun ikke helt selv troede på det.
Samme aften fortalte hun det til Nikolaj, der nikkede tungt. Jeg har også tænkt på det men Mathilde kæmper bare imod, så hun kan genere mig. Hun vil ikke have ansvaret, men vil ikke give slip. Men jeg skal nok finde ud af noget!
Dage blev til uger uden resultat, selvom Mathilde ofte afleverede Amalie, tit helt uanmeldt. Så kom den dag, hvor Frederikke opdagede, at hun ventede sig. Hun og Nikolaj var ellevilde lige indtil Mathilde trådte ind ad døren som sædvanlig og havde Amalie med. Men denne gang nægtede lilllepigen at tage sin frakke af og så surmulende ud.
Hvordan kan du det, Nikolaj? Nu har Amalie ikke nogen far længere! hvæsede Mathilde og smækkede døren.
Frederikke sank ned på hug foran Amalie. Min skat, hvad er der galt?
Det er lige meget nu! I vil bare have jeres egen baby så behøver I ikke mig mere! sagde Amalie grædende og rev sig fri.
De brugte timer på at overbevise hende om, at hun altid ville være deres elskede pige, men der gik noget i stykker hos Amalie den dag.
Da babyen, lille Mads, blev født, rejste Mathilde pludselig væk på ferie og afleverede Amalie i længere tid.
Det er typisk! Nu hvor du står alene med Amalie, og Frederikke har hænderne fulde med lillebror, brummede Nikolaj frustreret i telefonen til Mathilde, men hun lagde bare røret hurtigt på.
Det går nok, sagde Frederikke og klappede Nikolaj på skulderen. Det er faktisk hyggeligt. Amalie kan hjælpe mig lidt.
Til Frederikkes overraskelse blomstrede Amalie op ved at tage sig lidt af sin nye lillebror. Hun elskede at få lov at hjælpe til og blev efterhånden den perfekte storesøster og Frederikkes uundværlige makker om eftermiddagen, når de drak kakao og snakkede som veninder. Da Mathilde endelig hentede Amalie, græd Frederikke næsten det var blevet lidt svært at undvære hende.
Julen nærmede sig, og Annette insisterede på, at familien skulle holde den store aften hjemme hos dem i Birkerød. Det kunne da være hyggeligt, sagde Nikolaj, og du får endda lov at hvile dig lidt imens. Og min far skal nok hjælpe!
Frederikke var ikke begejstret, men Nikolajs far, Lars, var en god mand lidt stram, men altid retfærdig, med sin rødmossede næse og lune humor gemt bag facaden.
Så gik det, som det måtte. Annette inviterede også Mathilde juleaften. Mathilde strålede i sit nye designerkjole, makeuppen sad perfekt, håret sad, og Annette kunne ikke holde op med at rose hende. Lille Mads blev helt glemt, og selv Amalie blev lidt overset men heldigvis var Nikolaj, Lars og Frederikke der til at støtte hinanden.
Senere på aftenen, mens mændene sad og diskuterede over snapsen, gik Annette rigtig i omdrejninger: hun mindedes gamle dage og fortalte vældigt om Mathilde. Frederikke følte sig bare mindre og mindre.
Så blev Mads vækket af larm og begyndte at græde voldsomt, hvilket Annette straks kommenterede: Åh altså, Frederikke! Kan du da aldrig gøre noget rigtigt? Mathilde havde aldrig sådan noget rod børn der skriger hele tiden!
Det blev for meget og Frederikke gik grædende ind til lille Mads. Pludselig lød Amalies stemme stærkt inde i stuen: Du er altså en dårlig mormor! Og dig mor, du gider jo hverken mig eller lillebror! I render bare rundt og køber ting for morfars penge! Jeg ville meget hellere have, at Frederikke var min rigtige mor!
Hun løb tudende ud til Frederikke, der sad med Mads. Må jeg ikke tage med dig, Frederikke? spurgte hun grædende.
Åh skat, det må vi vist hellere spørge om lov til hviskede Frederikke og krammede hende.
Da trådte Lars ind ad døren. Jeg synes, Amalie skal med, hvis I gerne vil have det.
Tak, far! sagde Nikolaj, der var kommet til. Jeg tror faktisk også, jeg smutter med.
Sådan så man Nikolaj skubbe slæden gennem sneen ud mod vejen, mens hans to yndlingspiger løb grinende foran klar til at starte deres egen, trygge lille familie juleaften.
