Vibeke havde mistet sin jobsamtale for at redde en ældre mand, der var faldet om på den travle gade i København! Men da hun trådte ind på kontoret, var det lige før hun besvimede af det, hun så
Vibeke åbnede sin pung, talte de få krøllede sedler, der lå i bunden, og pustede tungt ud. Pengene var ved at slippe op, og det at finde et ordentligt job i København viste sig at være langt sværere, end hun nogensinde havde forestillet sig. Hun løb sin mentale indkøbsliste igennem og forsøgte at berolige sit hjertes hurtige slag. I fryseren lå der en pakke kyllingelår og nogle frosne karbonader. Skabet indeholdt ris, pasta og en æske tebreve. Indtil videre kunne hun klare sig med blot en liter mælk og et franskbrød fra kiosken på hjørnet.
Mor, hvor skal du hen? Den lille Freja kom løbende ud fra sit værelse, hendes store brune øjne søgende efter Vibekes ansigt med bekymring.
Bare rolig, skat, sagde Vibeke og pressede et smil frem for at skjule sin uro. Mor skal bare til jobsamtale. Men gæt hvad? Tante Solveig og hendes søn Gustav kommer snart og hygger med dig.
Kommer Gustav? Frejas ansigt lyste op, og hun klappede begejstret i hænderne. Tager de Mons med?
Mons var Solveigs stribede huskat, en blød og kærlig pelsklump, som Freja forgudede. Solveig, nabokonen, havde tilbudt at passe Freja, imens Vibeke tog ind til byen til jobsamtale hos en større fødevaredistributør. At komme ind til den centrale del af København krævede en lang tur med både bus og metro den tog længere tid end selve samtalen.
Det var nu over to måneder siden, at Vibeke og Freja var rykket til hovedstaden fra Aarhus. Vibeke kunne ikke lade være med at bebrejde sig selv den spontane beslutning: At rive op med rode med et lille barn, bruge næsten hele sin opsparing på husleje og dagligvarer, alt sammen i håb om at få arbejde hurtigt. Men jobmarkedet i København var barskt. Trods to universitetsgrader og uforlignelig vilje føltes det som om, hun jagtede fatamorganaer, hver gang hun ledte efter en stabil stilling. Hjemme i lille Aarhus var hendes mor, Kirsten, og lillesøster, Maja, afhængige af hende deres klippe i dagligdagen. De var bestemt ikke gode til at klare sig uden hendes hjælp.
Mons bliver hjemme, skat, sagde Vibeke blidt. Han bryder sig ikke meget om bilkørsel. Men vi besøger snart tante Solveig, og så kan du kramme ham alt det, du vil.
Jeg vil også ha en kat! protesterede Freja og krydsede stædigt armene.
Vibeke rystede på hovedet med et lille grin. Freja blev altid lidt trodsig, når samtalen faldt på kæledyr. Tilbage i Aarhus, i mormor Kirstens hus, havde de efterladt Sorte, deres slanke sorte kat, og en lille, skældende terrier ved navn Max. Freja legede med dem, når de var på besøg, og nu savnede hun dem frygteligt.
Skat, vi bor til leje i denne lejlighed, forklarede Vibeke. Udlejeren tillader ikke dyr.
Kan vi ikke engang få en guldfisk? spurgte Freja og løftede overraskede øjenbryn.
Ingen guldfisk, desværre.
For Vibeke var kæledyr det sidste, hun kunne bekymre sig om lige nu. Alt hendes fokus samlede sig om ét enkelt mål: at finde arbejde. De sidste rester af opsparingen forsvandt dag for dag, og uroen voksede. Hun havde trods alt betalt seks måneder forud i husleje, men det havde næsten tømt hende for penge.
Dørklokken ringede og rev Vibeke ud af sine tanker. Solveig og femårige Gustav stod udenfor. Solveig havde som altid en boks hjemmebagte havrekiks og et stykke af hendes mors berømte citronmåne med. Solveig var, ligesom Vibeke, enlig mor, men boede stadig hjemme hos sine forældre i en lille lejlighed tæt på. At spare sammen til sin egen bolig i København var som at forsøge at vinde i lotto.
