Anden Gang Gør Forskel
Mor, jeg vil ikke hjem til farmor! råbte lille Alberte, syv år, mens hun forsøgte at vride sig fri af min kones arme. Hun kan ikke lide mig! Hun holder kun af onkel Mikkel!
Alberte, nu må du ikke begynde på sådan noget sagde Katrine, let opgivende, mens hun knappede datterens jakke. Farmor elsker alle sine børnebørn lige meget.
Det passer ikke! trampede hun i gulvet. I går fik Otto, Sofies søn, is, men jeg fik slet ikke noget!
Måske havde du ondt i halsen? forsøgte Katrine at forklare.
Nej! Hun kan bare ikke lide mig, fordi jeg ikke er hendes søns barn!
Katrine stoppede op med børstehånden i hånden. Hvordan kunne en pige på syv vide alt det? Hvem havde fortalt hende sådan noget?
Alberte, hvem har sagt det til dig?
Ingen sagde Alberte og kiggede ud ad vinduet. Jeg kan bare godt se det. Otto siger, hans far og min far er brødre. Og jeg ved godt, min far ikke rigtigt er min far. Min rigtige far bor langt væk.
Katrine blev stille og satte sig på sofaen ved siden af hende.
Alberte, hør nu her. Far Jonas er din rigtige far. Han elsker dig og har passet på dig, siden du var to år gammel. Og farmor Gerda elsker dig også.
Så hvorfor roser hun altid Otto og skælder mig ud? spurgte hun med tårer i øjnene.
Katrine kunne ikke svare. For Alberte havde ret. Svigermor behandlede virkelig Alberte anderledes end Ottos far, familiens ældste søn.
Vi skal af sted nu sagde jeg, da jeg trådte ind i stuen. Alberte, kom i tøjet, ellers venter farmor.
Jeg vil ikke derhen! græd hun igen. Hun bryder sig ikke om mig!
Jeg sendte Katrine et spørgende blik.
Jeg forklarer senere hviskede hun. Alberte, nu går vi sammen.
Vi gik gennem byparken i stilhed. Alberte slentrede bag os og snøftede, mens jeg bar en pose med indkøb til min mor, og Katrine gik og så bekymret ud.
Gerda har altid været en kvinde med stærke meninger. Da jeg første gang præsenterede Katrine og den toårige Alberte, tog hun imod dem køligt.
Hvorfor tage et barn, der ikke engang er dit eget? spurgte hun dengang. Find dig en ordentlig pige og få dine egne børn.
Men jeg holdt på mit. Elskede både Katrine og Alberte som min egen. Vi blev gift, og jeg adopterede Alberte, så hun fik mit efternavn.
Gerda accepterede det, men hun lærte aldrig at elske Alberte rigtigt. Især ikke, da min storebror, Henrik, fik en “rigtig” søn Otto.
Er du hjemme? spurgte jeg, da jeg bankede på døren.
Ja, ja lød det indefra. Kom ind.
Gerda åbnede døren, gav mig et kram.
Min dreng, hvor har jeg savnet dig! kyssede mig på kinden og nikkede kort til Katrine. Hej, Katrine.
Hej, Gerda.
Og hvor er min lille pige? spurgte hun og fik øje på Alberte, der gemte sig bag mig.
Jeg er her mumlede Alberte.
Kom ind og sæt jer sagde hun og førte os ind i stuen. Hvordan går det? Jonas, du ser tynd ud.
Nej da, mor, jeg har det godt grinede jeg. Katrine laver god mad.
Det er godt at høre. Alberte, hvordan går det i skolen? Får du gode karakterer?
Det går fint sagde Alberte mut.
Alberte, svar ordentligt, når farmor spørger hviskede Katrine.
Lad hende nu sagde Gerda og slog ud med hånden. Børn er sådan. Otto fik kun 7 i matematik i går. Henrik sad hele aftenen med ham og regnede opgaver.
Alberte får altid 12 i matematik sagde jeg stolt.
Det er da flot lød det tørt fra Gerda. Henrik og Otto kommer også senere i dag. Det glæder vi os til.
Jeg så Albertes ansigt blive mørkt. Hun vidste, at farmor glædede sig mere til det andet besøg.
Mor, kan du huske, da Alberte og jeg besøgte dig i sidste måned? spurgte jeg. Hun læste et digt op for dig.
Ja, det var kønt sagde Gerda.
Skal jeg læse et nyt? spurgte Alberte forsigtigt.
Det må du gerne.
Hun rejste sig og reciterede et forårsremse. Jeg så, hvor meget hun ville gøre indtryk.
Flot klappede Gerda, da Alberte var færdig. Nu må du gå ud at vaske hænder, vi skal spise.
Alberte adlød, og Katrine blev inde for at hjælpe med borddækningen.
Gerda, kan jeg tale med dig? spurgte hun stille.
Om hvad?
Det med Alberte. Hun føler sig anderledes behandlet.
Min mor slog en tallerken hårdt i bordet.
Hvad snakker du om?
Du ved det godt. Børn mærker alt. Hun græd, fordi hun ikke ville komme i dag.
Og hvad gør jeg galt? Gerda vendte sig om. Jeg giver hende mad, inviterer hende.
Men forskellen kan mærkes. Når Otto kommer, krammer du ham, har gaver klar. Med Alberte er det køligt.
Men hun er jo ikke min! udbrød Gerda. Jeg har ikke født hende! Hun har sin mormor, må hun tage sig af!
Gerda, Alberte er uden skyld. Hun har været din søns datter i fem år. Du har adopteret hende ind.
Det er jo bare papirer vrissede hun. Blod er tykkere end vand. Otto er mit blod, Alberte er… en slags guddatter.
Katrine blev helt stille.
Så du kommer aldrig til at elske hende?
Hvorfor skulle jeg? Får I jeres egne børn, kan vi tale om det.
I det samme kom Alberte ind i køkkenet.
Mor, hvorfor siger farmor, jeg er guddatter? spurgte hun med stemme, der rystede. Jeg er barnebarn!
Katrine forstod, at hun havde hørt alt. Gerda blev rød i hovedet.
Gå ind til far, skat bad Katrine.
Nej! Jeg vil vide, hvorfor farmor ikke kan lide mig!
Alberte, jeg kan godt lide dig forsøgte Gerda.
Nej, det passer ikke! Du sagde, jeg ikke var dit barnebarn! Jonas ER min far!
Alberte løb grædende ud. Katrine så vredt på min mor og fulgte efter.
Jeg sad i stuen, hvor Alberte græd på sofaen ved siden af mig. Jeg aede hendes hår.
Hvad er der sket?
Din mor kaldte Alberte for guddatter sagde Katrine koldt. Og hun lægger ikke skjul på det.
Jeg mærkede blodet stige til hovedet.
Mor, er det sandt?
Gerda kom ud fra køkkenet, helt slukøret.
Min dreng, jeg mente ikke Det skete bare.
Farmor siger, jeg ikke er hendes snøftede Alberte. Jeg har min egen mormor.
Jeg rejste mig. Katrine så mig spænde i kæben.
Hvordan kan du?
Jeg ville bare…
Bare hvad?
Efter mange tårer og lange snakke, tog min mor endelig Alberte i arme, og hun lovede for alvor at være mere end bare farmor på papiret. Fra den dag følte Alberte sig aldrig alene i vores familie igen.
Den dag lærte jeg, at kærlighed ikke handler om blod, men om mod og vilje til at åbne sit hjerte.
