Da han kaldte mig “bare en frisør” foran vennerne, viste jeg ham, hvad det vil sige at føle sig ydmyget.
Da jeg var sytten, gik det hurtigt op for mig, at jeg kun kunne stole på mig selv. Min far forsvandt ud i verden, efter min mor blev alvorligt syg. Som den ældste tog jeg ansvar for alt. Jeg fik job som assistent hos den lokale frisør i Odense. Jeg vaskede hår, fejede gulvet, lavede kaffe. Det virkede småt, men med tiden blev det mit liv.
Jeg voksede, og med mig voksede min faglighed. Jeg lærte af de dygtigste, gav alt i jobbet, og nogle år senere havde jeg min egen solide kundekredsbetydningsfulde kvinder, erhvervsfolk, skuespillerinder, politikerkoner. Jeg blev hende, folk ringede til med flere ugers varsel for en tid.
Så mødte jeg hamMorten. Vi stødte sammen under Copenhagen Jazz Festival. Han med jurauddannelsen fra Aarhus Universitet, jeg en pige fra udkanten, som havde kæmpet min vej op fra ingenting. Vi var vidt forskellige, men et forhold opstod. I starten lagde jeg ikke mærke til, hvordan han smågrinede, når han talte om mit arbejde. Hans smil, hvis nogen spurgte, hvad jeg lavede, syntes harmløst. Men det blev værre, efter vi blev forlovet.
Mortens bemærkninger lød oftere: Du er jo bare frisør, skat, eller du forstår nok ikke det her. Det var sagt som sjov, aldrig direkte ondsindet, men det ramte mig alligevel. Han undlod helt at nævne mit arbejde, når vi var blandt andre. Som om han skammede sig.
Det blev værst til en middag med hans venner. Den fine flokadvokater, universitetsfolk, bankchefer. Jeg sad stille og lyttede til snak om nye reformer og internationale aftaler. Da en spurgte mig om noget, nåede jeg ikke at svare, før Morten afbrød:
Lad være med at overrumple hende med det. Hun er bare frisør, ikke sandt, søde?
Jeg frøs. Ville helst være usynlig. Der var noget i mig, der gik itu.
Næste dag sagde jeg ingenting, men handlede.
En uge senere inviterede jeg ham til en lille aften med mine veninder. Han sagde ja, uden at vide, hvem der kom.
Den aften samledes min flok i min lejlighed: direktøren for et tv-selskab, ejeren af en butikskæde, en kendt skuespillerinde, ogtil Mortens overraskelsehans egen chef, fru Simonsen. Han genkendte hende ikke straks, men blev hvid i ansigtet, da det gik op for ham. Hver gang én fortalte om mit arbejde eller takkede mig, blev hans blik mere og mere stift. For første gang hørte han, hvordan jeg ikke blot klipper og styler, men giver støtte, selvtillid og hjælper dem igennem svære dage.
Da han satte sig ved siden af fru Simonsen og præsenterede sig, smilede hun:
Ah, så du er forlovet med Birgitte? Hun har reddet min dag utallige gange før tv-optagelser. En fantastisk fagperson.
Jeg kunne ikke dy mig. Gik hen og sagde:
Ja, det er Morten. Han er ikke meget for politik, men elsker at tale om frisørsalonens spændende verden.
Han trak mig ud i køkkenet:
Er du vanvittig?, hviskede han vredt. Det her er pinligt!
Præcis sådan følte jeg det ved dit spisebord, da du gjorde mig til grin. Det her er ingen hævn, Morten. Det er et spejl.
Han blev tavs.
Nogle dage efter ringede han. Han undskyldte, sagde han havde forstået det hele og ville prøve igen.
Men min beslutning var truffet.
Jeg gav ham ringen tilbage. Ikke fordi kærlighed manglede. Men fordi jeg nu ved, jeg aldrig igen vil have nogen, der skammer sig over, hvem jeg er.
Jeg er ikke bare frisør. Jeg er en kvinde, der har stået fast. Og jeg fortjener respekt.
Og han må selv finde ud af, hvad han har mistet.
