Min barnebarn skal ikke være venstrehåndet, udbrød Gerda Madsen fornærmet.
Mikkel vendte blikket mod sin svigermor. Hans ansigt blev skygget af irritation.
Hvad er der nu i vejen med det? Malthe er født sådan. Det er en del af ham.
En del af ham! Gerda fnøs. Det er ikke nogen særlig egenskab, det er jo underudvikling! Sådan gør man altså ikke. I alle tider har den højre hånd været hovedhånden. Den venstre den er kun til narrestreger, min dreng.
Mikkel knugede læberne sammen for ikke at komme til at grine. Her står han i det 21. århundrede og skal høre om højre- og venstrehåndethed som om vi stadig boede i en landsby på Fyn i 1824.
Gerda, for pokker, lægevidenskaben har jo forlængst slået…
Den kan rende mig med alle sine undersøgelser, afbrød svigermor og kneb øjnene sammen. Jeg lærte også min egen søn af med det, og han klarer sig skam helt normalt. Få nu lært Malthe det, før det er for sent. I ender med at takke mig.
Hun drejede om på hælen med sin kaffe og forlod køkkenet så digniteten dryppede ud på køkkengulvet, mens Mikkel stod tilbage med halvkold kaffe og en sær eftersmag af samtalen.
Mikkel lagde ikke så meget i det. Altså, svigermor med hendes forældede tanker hvad så? Hver generation har sine egne særheder og fordomme. Han så bare på, når Gerda lavmælt flyttede skeen fra Malthes venstre hånd til højre. Ingenting alvorligt, tænkte han. Børns sind er bøjeligt og bedstemødres skøre ritualer kan da umuligt ødelægge noget.
Malthe havde altid været venstrehåndet. Mikkel huskede, hvordan sønnike allerede som lille ræv trak til sig legetøj med venstre hånd. Senere, når han tegnede altid den venstre. Helt naturligt for ham, tænkte Mikkel, ligeså naturligt som hans blå øjne eller fregnen på næsen.
Men for Gerda lignede det en fejl i systemet en genfejl der burde rettes op på, og helst i går. Hver gang Malthe greb en farveblyant med venstre, kneb bedstemors læber sig sammen, som hvis hun var til kursus i pinligheder.
Højre hånd, Malthe. Med højre.
Skal vi nu igen? Vi har aldrig haft venstrehåndede i vores familie og kommer heller ikke til det.
Jeg lærte også Søren det og jeg skal nok få dig gjort rigtig.
En dag overhørte Mikkel hende fortælle sin datter, Line, om den store pædagogiske bedrift. Den lille Søren var jo også mærkelig, men moren slog håndfast fast: Hun bandt hånden fast, så han ikke fik dårlige vaner. Resultat: voksen og rigtig mand.
Der lå en vis stolthed og en nærmest urokkelig selvsikkerhed i hendes stemme, så Mikkel blev helt utilpas.
Han lagde først mærke til forandringerne hos Malthe lidt efter lidt. Til at begynde med løftede drengen tøvende hånden, når han skulle tage noget fra bordet, som om den skulle bestå en test. Snart begyndte blikene mod bedstemoren et hurtigt tjek, er hun mon på vagt?
Far, hvilken hånd skal jeg tage denne med?
Spurgte Malthe til aften, mens han lidt rædselsslagent så på gaflen.
Tag den hånd, du bedst kan lide, lille ven.
Men mormor siger…
Du skal ikke lytte til mormor gør, hvad der føles rigtigt for dig.
Men intet var længere rigtigt for Malthe. Han fumlede, tabte ting, stoppede midt i en bevægelse. Hans glade, børneagtigt selvfølgelige bevægelser blev pludselig usikre og anspændte. Han var begyndt at tvivle på sin egen krop.
Line så det hele. Mikkel opdagede, hvordan hun bed sig i læben, når hendes mor igen byttede om på skeen i Malthes hånd. Og hvordan hun undgik øjenkontakt, når Gerda begyndte at belære om rigtig opdragelse. Line var blevet opdraget på den måde og havde lært: det nytter ikke at protestere. Det er nemmere bare at tie stille, til stormen driver over.
Mikkel prøvede at tage den med hende.
Line, det her er jo ikke normalt, se lige på ham.
Mor vil os det jo godt.
For pokker, det handler ikke om vilje. Kan du ikke se, hvad der sker med ham?
Line trak på skuldrene og forsvandt ud af samtalen. De mange års indgroet vane var stærkere end enhver moderfølelse.
Dagene gik, og det blev værre. Gerda diskede nu ikke kun op med formaninger, men kommenterede hvert eneste træk. Ros til Malthe når han ved et lykketræf rakte ud med højre. Et højlydt suk, hvis det var venstre.
Se bare, Malthe, du kan jo godt! Man skal bare øve sig. Jeg gjorde også din onkel rigtig, og det gør jeg også med dig.
Til sidst besluttede Mikkel at tage kampen direkte. Han ventede, til Malthe var inde at lege.
Gerda, kan vi ikke lade ham være? Han er venstrehåndet, og det er altså helt normalt. Lad nu være med at lære ham det der af.
Reaktionen var lige så overdrevet, som han havde frygtet. Gerda pustede sig op som en sur høne.
Skal du nu belære mig? Jeg har opdraget tre børn vil du nu lære mig mit erhverv?
Jeg belærer dig ikke, jeg beder dig om at stoppe. Det er min søn.
Din? Er Lines gener ikke også der? Han er altså også mit barnebarn, og det vil jeg ikke have bliver… sådan!
Ordet sådan sagde hun med en tone, der kunne bruges til at beskrive brunkul eller sure sokker.
Mikkel indså, at snakken ikke ville kunne klares i god ro og orden.
De følgende dage blev det rene skyttegravskrig. Gerda nægtede at se Mikkel i øjnene, talte kun til ham gennem Line. Mikkel gjorde det samme. Tyk, tung tavshed med små, giftige udladninger.
Line, sig til din mand, at suppen er klar.
Line, sig til din mor, jeg selv skal nok finde køkkenet.
Line flaksede mellem dem og så mere og mere udpint ud. Malthe trak sig tilbage med iPaden og forsøgte at blive gennemsigtig.
Så fik Mikkel en idé en lørdag morgen, mens Gerda stod og lirrede med sin uendelige gryde hønsekødssuppe. Hun hakkede porrer som om hun havde gjort det professionelt i 30 år.
Mikkel stillede sig bag hende.
Du skærer forkert.
Gerda vendte ikke engang hovedet.
Undskyld, hvad siger du?
Du skal skære finere. Og på langs, ikke på tværs af fibrene.
Hun fnyste og hakkede videre.
Seriøst, Mikkel fortsatte, det der er der ingen, der gør. Det er forkert.
Mikkel, jeg har lavet suppe sådan i 30 år.
Og i 30 år har du gjort det forkert. Lad mig vise dig.
Han rakte ud efter kniven, Gerda trak straks sin hånd til sig.
Er du blevet vanvittig?
Næ, jeg vil bare gerne have, du gør det rigtigt. Prøv at se dér der er for meget vand i gryden. Og varmen er alt for høj. Og du starter helt forkert med sellerien.
Jeg har altid gjort det sådan!
Det er ikke et argument. Nu skal du lære det forfra. Kom, vi starter fra bunden.
Gerda stivnede med kniven hævet. Udtrykket på ansigtet var ren forbløffelse.
Hvad snakker du om?
Det samme, som du siger til Malthe hver dag, Mikkel lænede sig frem. Lær det nu om. Sådan gør man altså ikke. Brug den anden hånd nu.
Det er jo helt helt forskelligt!
Mener du det? For mig lyder det ens.
Gerda lagde kniven fra sig. Hendes kinder blev nærmest røde af affekt.
Sammenligner du min madlavning med… Det er sådan jeg gør! Jeg har det bedst sådan.
Og Malthe har det bedst med venstre. Men det er åbenbart ikke godt nok for dig.
Det er noget andet! Han er et barn, han kan stadig ændre sig!
Og du er voksen med indgroede vaner. Dig kan vi da slet ikke rette på, vel? Mikkel lagde armene over kors. Så hvorfor synes du, du har ret til at lave ham om?
Gerda tyggede på læberne. Øjnene lynede.
Hvordan kan du være så fræk? Jeg har opdraget tre børn! Søren blev normal!
Og hvordan har han det så? Er han glad? Tryg ved sig selv?
Stilhed.
Mikkel mærkede han ramte en øm tå. Søren, Lines storebror, boede i Aarhus og ringede til moren en enkelt gang om året.
Jeg ville jo bare det bedste det har jeg altid villet.
Hendes stemme skælvede let.
Det er jeg ikke i tvivl om. Men dit bedste betyder som jeg vil have det. Og Malthe er sin egen lille, men et menneske med egne egenskaber. Jeg lader dig simpelthen ikke mase ham.
Skal du nu til at belære mig?!
Ja, hvis du ikke stopper. Så kommenterer jeg hver eneste ting, du gør. Hver. Evig. Eneste. Gang. Så ser vi, hvor længe du holder til det selv.
De stod overfor hinanden svigersøn og svigermor, begge temperamentsfulde, begge på grænsen.
Det er småligt og barnligt, hvæsede Gerda.
Men åbenbart det eneste, du forstår.
Noget knak i hende. Mikkel så det en slags indre støtte, der altid havde båret hendes overbevisning, bristede. Pludselig så Gerda ti år ældre, mindre, sårbar ud.
Jeg mente det jo i kærlighed… begyndte hun, men tav.
Det ved jeg. Men nu skal du til at vise kærlighed på en anden måde. Ellers får du ikke lov at se ham.
Suppen begyndte at koge over. Ingen rørte sig.
Sent om aftenen, da Gerda var gået ind til sig selv, satte Line sig lydløst ved siden af Mikkel i sofaen. Hun sagde ikke noget i lang tid, bare lænede sig ind mod ham.
Da jeg var barn, var der aldrig nogen, der forsvarede mig, sagde hun lavmælt. Mor havde altid ret. Og jeg… jeg gav bare efter.
Mikkel lagde armen om hende.
Men i vores familie skal din mor ikke trække sin vilje ned over hovedet på nogen længere.
Line nikkede, taknemligt og fastere end hun før havde gjort.
Og fra værelset lød en sagte raslen. Malthe sad og tegnede. Med venstre hånd. Ingen fortalte ham længere, at det var forkert.
