Sine forældre huskede Nastasja kun svagt – de døde lige efter hinanden, da hun stadig var lille. Først blev hendes far syg, hun husker, hvordan moren sad ved hans seng, men han kom sig aldrig. Efter ham døde også moren – hendes hjerte kunne ikke mere. Sådan forlod de livet, én efter én. Nastasja blev opfostret af naboerne Anna og Zakarias – de havde altid været nære venner med hendes forældre og blev hendes plejeforældre, for Nastasja havde ingen anden familie. Hos naboerne boede også deres søn, Egon, tre år ældre end Nastasja. Da Nastasja blev voksen og til en smuk ung kvinde, faldt Egon for hende, og hun var heller ikke afvisende. Sådan blev det – hun voksede op som hustru til Egon under samme tag. De blev gift og flyttede ind i Nastasjas barndomshjem, lavede det i stand, og snart ventede de sig en lille dreng. ”Nastja, hvor jeg glæder mig – vi får en søn, slægten lever videre, og jeg vil elske ham, og dig selvfølgelig,” sagde Egon begejstret. Sønnen blev født en efterårsnat. Fødslen var hård, og en udmattet Nastasja vendte sig mod væggen, sukkede og lukkede øjnene: ”Så, nu er min dreng kommet til verden, nu kan jeg endelig hvile.” Næste morgen fik hendes værelseskammerat barnet at amme, men ikke Nastasja, og hun blev urolig: ”Hvor er min søn, hvorfor har jeg ikke fået ham endnu – han har også brug for at spise!” ”Rolig nu,” sagde sygeplejersken, ”han sover endnu og vil give lyd, når han bliver sulten.” Anden dag kom barnet heller ikke, og nu græd Nastasja. ”Hvor er min søn, hvad er der sket?” Den rare rengøringsdame, fru Madsen, sagde, mens hun vaskede gulv: ”Åh, pige, det ser ikke ud til, han bliver længe – kan dårligt græde, den lille.” ”Hvad mener du, fru Madsen?” ”Jeg har været her i mange år, og har set lidt af hvert…” Men sygeplejersken kom ind og sagde roligt: ”Barnet blev født meget lille og svagt, han har brug for ekstra hvile og får vitaminer via drop lige nu. Det skal nok gå alt sammen.” Til sidst kom sønnen endelig til Nastasja – han var så lille og let, hovedet så stort i forhold til kroppen, hun blev næsten bange. Hjemme ventede Egon, og da de tog tæppet af barnet, blev han forskrækket – den lille dreng var spinkel, hovedet stort, og øjnene flakkede. ”Lille Ivan, mit elskede blod,” sagde Nastasja kærligt, ”bare rolig, vi skal nok vokse os stærke sammen, alt skal blive godt.” Egon stod lamslået – sådan havde han ikke forestillet sig sin søn. ”Hvem har du født – hvad ER det her? Hovedet er for stort, kroppen så lille. Måske har de byttet barnet?” ”Egon, det er Vores Ivan – han blev bare sådan født. Det sagde lægen også. Han skal nok komme sig.” Nastasja plejede Ivan med moderlig kærlighed og varme, men Egon nærmede sig aldrig. En uge senere var han kortfattet: ”Jeg har sagt jobbet op, jeg rejser til en anden landsdel. Jeg kan ikke se på det her – jeg vil have et normalt barn. Farvel.” Inden Nastasja nåede at svare, var døren smækket – han havde pakket uden at hun vidste det, og forsvandt uden at hilse på sine egne forældre. Hun måtte selv give besked til svigerforældrene. Grædende sagde hun: ”Egon har forladt os – han ville ikke have en søn som Ivan, han sagde sit job op og tog væk.” ”Åh Gud, hvad er det dog for en tid,” udbrød Anna, mens Zakarias sagde alvorligt: ”Det klarer vi, min pige.” Nastasja var nu alene med sønnen og svigerforældrene, som heldigvis boede tæt på. De hjalp hinanden som de kunne: Anna lavede urtete og badede barnebarnet i duftende afkog, mens Zakarias langsomt og besværet hentede brænde, og vand fra brønden. De klarede sig og kunne endda grine sammen over aftenens te. Ivan voksede til, blev stærkere og nysgerrig, og elskede bedstefar Zakarias. Da han tog sine første skridt, kunne Nastasja ikke holde tårerne tilbage – hun satte sig med åbne arme, og han faldt lykkelig ind i hendes favn. Hun løftede ham og slyngede sig rundt i stuen med ham. ”Min skat, min dejlige lille Ivan – jeg VIDSTE, det nok skulle gå. Du er mit hjerteblod.” Med Ivan i armene gik Nastasja til svigerforældrene, satte ham på gulvet, og den lille gik smilende hen mod dem. Anna blev rørt til tårer, mens Zakarias sagde: ”Så kom dagen – mit barnebarn kan selv gå. Ja, ja…” Han sagde ikke mere, men Nastasja vidste godt, han i sit stille sind bebrejdede Egon for at have forladt dem. Hun håbede ikke længere på Egons tilbagevenden. Fem år gik. Meget skete, siden Egon rejste. Anna og Zakarias blev ved med at hjælpe, men for livet varer ingenting ved. For to år siden døde Zakarias, og et år efter fulgte Anna efter, uden at have set sønnen vende hjem igen. På dødslejet græd svigermor og sagde: ”Tilgiv os, min pige – tilgiv for vores søn, at han forlod dig og barnebarnet. Hvis han en dag vender hjem, så jag ham ikke væk. Du er også mor, du forstår. Mit løfte – please…” Nastasja håbede ikke på Egons hjemkomst, men hun lovede det, for Annas skyld, så hun kunne få fred. Nastasja ordnede begravelserne, og så var hun alene med sin søn, som voksede op til en vågen fyr, klog og hjælpsom. Når moren bar brænde, ville Ivan også slæbe en pind, og hun roste ham: ”Du er min lille hjælper, husets mand!” Og han smilede stolt. Ivan nærmede sig seks år, da lågen en dag gik op – og ind i gården trådte Egon. Ivan jagtede sommerfugle og standsede overrasket op: ”Goddag, hvem er du? Jeg kender dig ikke…” ”Jeg… jeg hedder Egon Zakariasen… altså Zakarias’ søn…” ”Jeg hedder Ivan – men mor kalder mig Ivan,” svarede drengen. Egon satte sig rystet på bænken. ”Du sagde… Ivan? Du ER Ivan…” Tårerne trillede ned ad hans kinder. Den lille fyldte stemningen med varme: ”Græd ikke – mor har lært mig, mænd græder ikke. Er du måske min far?” Egon brød fuldstændig sammen, så rørt blev han over ordet ”far”. Nastasja kom også ud på trappen og satte sig overrasket: ”Er det dig, Egon?” ”Mor, er det min far? Jeg vidste, det var ham, jeg ventede på dig!” sagde Ivan. ”Ja, Ivan, det er din far,” svarede Nastasja stille og omfavnede ham. ”Nastasja, undskyld mig. Jeg svigtede jer, jeg blev bange. Tilgiv – jeg tigger om det her på trapperne…” Han knælede foran dem. Ivan trissede ned og lagde armene om ham. Nastasja sagde ingenting, men hendes øjne lovede forsoning. ”Hvad med mine forældre?” spurgte Egon. ”De har det godt nu – vi har begravet dem derovre, på kirkegården,” sagde hun. Senere stod de tre ved Annas og Zakarias’ grav, og Egon faldt grædende på knæ i græsset. ”Tilgiv mig, mor og far…” Nastasja og Ivan stod tavse. På vej tilbage gik de hånd i hånd, og Ivan kiggede op: ”Far, du græder ikke mere vel?” ”Nej, min dreng – ikke mere, og jeg lover det.” ”Åh, Nastasja – hvordan klarede I jer uden mig?” ”På godt og ondt,” svarede hun. ”Dine forældre hjalp os – og vi hjalp dem, og sammen klarede vi alt.” ”Ja, far, det siger mor tit – tak til bedstemor Anna og bedstefar Zakarias. Jeg var faktisk ret lille, bedstefar sagde det altid. Men se, nu er jeg stor, snart skal jeg i skole, ikke mor? Og jeg hjalp bedstefar og bedstemor, når de var syge, fodrede dem endda fra skeen.” Egon bed sig i læben – han, stor voksen mand, flygtede fra sine pligter, mens sønnen tog alt på sig og blev stærk. Og Nastasja – hun bar det hele alene. Men hvad tænkte Nastasja? Kunne hun tilgive? Glemme og tage ham tilbage? Ivan holdt om sin fars hånd – skulle de nu være en familie, støtte hinanden? Og hun havde lovet det. Om aftenen efter Ivan sov, sad Nastasja og Egon sammen. Han tænkte: ”Smider hun mig ud igen?” Men hun sagde stille: ”Din mor fik et løfte af mig inden hun døde: ’Smider min søn vender hjem, så jag ham ikke væk…’ Jeg lovede.” Egon sukkede lettet. ”Tak, Nastasja. Jeg vil aldrig svigte dig eller min søn igen, I er det dyrebareste jeg har.” Kort efter sagde Egon til Ivan: ”Hvad siger du, hvis du måske får en lillesøster?” ”Jamen, så er det jo godt, bare I selv klarer det – jeg får jo travlt, jeg skal i skole,” svarede Ivan alvorligt. ”Bare rolig, det skal vi nok, min dreng.” Tak fordi du læste med – og tak for din støtte. Held og lykke i livet!

Mine forældre husker jeg kun svagt, de døde med få måneders mellemrum, da jeg var barn. Først blev min far syg jeg husker stadig, hvordan mor sad ved hans seng, når han ikke havde kræfter til at stå op. Og så var han der ikke længere. Nogen tid efter døde min mor hjertet svigtede hende. Sådan forsvandt de begge.

Det var vores naboer, Anna og Zakarias, der tog sig af mig og fik ordnet hele forløbet for at blive mine værger, for jeg havde ingen anden familie. Anna og Zakarias havde altid været gode venner med mine forældre. De havde selv en søn, Egon, som var tre år ældre end mig. Da jeg voksede op og blev til en ung kvinde, blev Egon forelsket i mig og jeg havde det egentlig på samme måde. Det blev ikke til mere besvær end at blive i huset, jeg kendte. Jeg voksede op og blev Egons hustru lige foran hans øjne.

Vi blev gift og flyttede ind i det hus, hvor jeg var vokset op. Vi fik det sat i stand, og snart skulle vi da også have en søn.

Naja, hvor jeg glæder mig, vi skal have en dreng, og slægten fortsætter, sagde Egon begejstret. Jeg vil elske ham, og dig selvfølgelig.

Jeg fødte vores søn om efteråret, lige omkring midnat. Fødslen var hård, og udmattet vendte jeg mig væk, lukkede øjnene og sukkede.

Så, nu er han her. Nu kan jeg hvile.

Næste morgen blev den anden kvinde på stuen hentet for at amme sit barn, men ingen kom med min søn. Jeg blev ængstelig.

Hvor er min søn? Hvorfor bringer I ham ikke? Han skal jo også have mad.

Det er i orden, sagde sygeplejersken beroligende. Han sover kun, du skal bare slappe af.

Anden dag blev han heller ikke bragt, og nu kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Hvad med min søn? Er der sket noget?

Den gode rengøringsdame, fru Maren, sagde lavmælt, mens hun vaskede gulvet:

Hør her, pige, set mange børn gennem min tid, det ser ikke for godt ud for din lille dreng. Han har dårligt haft kræfter til at græde.

Hvad siger du, fru Maren?

Bare det, jeg har set lidt af hvert her gennem årene.

Men så kom sygeplejersken roligt ind og forklarede:

Din søn er meget svag. Han hviler og får vitaminer gennem drop. Det skal nok gå.

Endelig, efter nogle dage, kom de med min søn. Han var så lillebitte, hovedet virkede næsten større end ham selv. Jeg blev helt forskrækket. Hjemme igen tog Egon imod os.

Da jeg pakkede ham ud af tæppet, blev Egon bleg. Barnet var lillebitte, hovedet stort og blikket flakkende.

Ivan, mit hjertebarn, sagde jeg forsigtigt. Kom, så skal du have mad. Det skal nok gå alt sammen.

Egon stod lamslået. Det var ikke sådan en søn, han havde forestillet sig.

Hvad er det, du har født, råbte han. Han ser da helt forkert ud det store hoved, den lille krop Måske har nogen ombyttet barnet inde på hospitalet?

Egon, nu må du holde op. Det er vores Ivan. Han blev bare født sådan det skal nok gå, det sagde lægen også.

Jeg plejede lille Ivan med alt min moderlige kærlighed, men Egon nærmede sig aldrig. En uge senere sagde han pludselig:

Jeg har sagt op og rejser ud til Sjælland. Jeg kan ikke se på det Jeg vil have et sundt og rask barn. Farvel, sagde han hurtigt, og før jeg nåede at svare, var døren smækket og tingene pakket.

Jeg nåede akkurat at se ham haste ud af gården uden et blik til Anna og Zakarias. Jeg måtte selv fortælle dem det. Jeg tog Ivan med og begyndte at græde.

Egon har forladt os, sagde jeg. Han vil ikke have sådan en søn. Han sagde op og tog af sted.

Anna udbrød: Åh Gud, hvordan kan det ske! mens Zakarias bare sagde stille: Det skal vi nok klare, min pige.

Sådan blev jeg alene med min søn og mine svigerforældre heldigvis boede vi tæt. Vi hjalp hinanden. Anna lavede urtebade til Ivan og hjalp med at bade ham. Zakarias bøvlede lidt rundt med sin stok, men hentede både brænde og vand, så godt han kunne. Vi klarede det og kunne endda grine sammen over aftenkaffen.

Ivan voksede, blev rask og glad rigtig en dreng, som elskede sin bedstefar højt. Når jeg kom forbi, rakte han straks armene ud efter Zakarias, som bare lo og næsten aldrig satte Ivan fra sig. En dag tog Ivan sine allerførste skridt og vaklede, grinende, hen til mig. Jeg satte mig ned og tog imod ham med åbne arme han plumpede lige fyldt med latter. Jeg løftede ham op, dansede rundt i stuen og sagde:

Min egen dyrebare Ivan, jeg vidste, du nok skulle klare den. Du er mit hjertebarn.

Jeg tog Ivan i armene og gik over til Anna og Zakarias, satte ham på gulvet, og han trampede stolt rundt. Anna fik tårer i øjnene, og Zakarias smilede og sagde:

Så kom vi hertil, nu tripper han selv. Han sagde ikke mere, men jeg så hans blik, der fordømte Egon for at have forladt os.

Jeg havde aldrig troet, Egon ville komme hjem igen.

Der gik fem år. Siden Egon var rejst, skete der meget. Anna og Zakarias hjalp, men ikke længe for næsten to år siden døde Zakarias, og året efter gik Anna bort. Hun fik ikke set sin søn igen. Lige før hun døde, bad hun mig grædende:

Tilgiv os, Naja, tilgiv for alt det med Egon. Han forlod os, tilgav os aldrig. Men hvis han vender hjem, så lov mig, du ikke sender ham væk. Lov det

Jeg forventede aldrig hans hjemkomst, men lovede hende det, for hendes skyld. Jeg begravede også Anna. Nu var vi bare Ivan og mig. Ivan var kvik, lidt eftertænksom af sin alder han fulgte efter mig med brænde eller bar små ting, og jeg roste ham:

Min lille husbond, min hjælper, og så smilede han stolt.

Da Ivan nærmede sig seks, stod en dag porten pludselig på klem, og Egon trådte ind i gården. Ivan jammede rundt efter sommerfugle, men standsede, da han så Egon.

Goddag, sagde Ivan høfligt. Hvem er du? Jeg kender dig altså ikke

Jeg jeg er Egon Zakariasen altså Zakarias søn, fremstammede han.

Jeg hedder Ivan. Mor kalder mig bare Ivan, sagde drengen.

Egon satte sig tungt på bænken.

Sagde du Ivan? Han fik straks tårer i øjnene.

Den søde dreng sagde:

Du må ikke græde; mor siger, mænd græder ikke. Er du måske min far?

Egon brød helt sammen, for lille Ivan havde så kærligt sagt far.

Netop da kom jeg ud på trappen og satte mig målløs ned.

Er det dig, Egon?

Mor, er det min far? Jeg vidste, du kom, sagde Ivan.

Ja, Ivan, det er din far, svarede jeg, mens jeg holdt om ham.

Egon sank ned på knæ foran trappen og bad om tilgivelse.

Ivan kravlede op til ham og gav ham et kram om halsen. Jeg var stille, men Egon kunne se i mine øjne, at tilgivelsen måske nok skulle komme.

Hvordan går det med mine forældre? Jeg gik lige herhen først har ikke været på kirkegården endnu, spurgte han.

Det går dem nu godt vi har begravet dem derhenne, sagde jeg og pegede mod kirkegården.

Lidt senere stod vi alle tre sammen ved Annas og Zakarias grav. Egon kunne ikke holde tårerne tilbage, men kastede sig grædende i græsset på sin mors grav.

Tilgiv mig, mor, far tilgiv mig.

Ivan og jeg stod tavse. På vej hjem gik vi alle sammen hånd i hånd. Ivan kiggede igen og igen op:

Far, du græder ikke mere?

Nej, min dreng, nu er det slut, lover det ikke sker igen.

Åh Naja, hvordan klarede I det uden mig?

På alle mulige måder, svarede jeg. Tak til dine forældre, de hjalp os igennem det hele. Ivan og jeg gjorde også, hvad vi kunne for dem.

Ja, far brød Ivan ind, mor har altid sagt tak til bedstemor Anna og bedstefar Zakarias. Mor sagde, jeg var lille og svag fra starten, men bedstefar sagde altid, det skal nok gå. Jeg er da vokset mig stor nu jeg skal jo snart i skole. Og jeg fodrede bedstefar og bedstemor med ske, da de blev syge.

Egon lyttede, bed sig i læben og tænkte:

Jeg, en stor voksen mand, stak af fra vanskelighederne, smed alt ansvar fra mig syntes det blev for tungt. Men min lille dreng klarede det hele og voksede op så fin. Og Naja det hele bar hun på sine spinkle skuldre. Nu hvor det blev svært, kom jeg tilbage, og her er min søn og min kone.

Jeg vidste ikke, hvad Naja tænkte inderst inde.

Skulle jeg tilgive? Glemme og gå videre? Og hvad med løftet til Anna?

Senere den aften, da Ivan sov, sad jeg med Egon ved bordet. Vi tænkte begge på, om han nu skulle sendes væk igen. Jeg sagde stille:

Din mor bad mig love, jeg ikke skulle sende dig væk, hvis du vendte hjem Jeg lovede hende det.

Egon sukkede lettet:

Tak, Naja. Dig og Ivan vil jeg aldrig svigte igen. I er det vigtigste, jeg har.

Senere sagde Egon til Ivan:

Ivan, hvad ville du sige til at få en lillesøster?

Det ville være fint, svarede Ivan alvorligt. Men så får I travlt, for jeg skal jo begynde i skole snart.

Det klarer vi, min dreng.

Tak fordi du læste med, og alt det bedste til jer alle!