En frygtelig fejl begik en kvinde op til jul. Først gjorde hun alt efter bogen, troede hun. Hun tog kraftige støvler på, næsten som en soldat, pels og hue. Hun satte sig ind bag rattet i sin firehjulstrækker og kørte af sted til en kvinde, hun betragtede som en grisk opportunist. Hun ville sætte hende på plads. Kvinden hed Tamara Leonardsen, lad os sige det. Hun havde kun én søn, fik ham sent i livet, kun til sig selv. De havde boet sammen i tredive år, bare de to. Hun elskede ham højere end noget andet. For hans skyld levede hun, knoklede hun og blev velhavende. Men sønnen fandt sammen med en pige fra et kollegium – og hun havde et barn! Tamara vidste, hvordan folk var. Hun var overbevist om, at denne pige, som hun kun kaldte “hende dér”, ville tage hendes søn og nasse på familiens formue. Så hun tog af sted for at tage et opgør, havde fundet ud af, hvor de boede. Hun havde tænkt sig at skræmme eller bestikke pigen, hvad der nu end virkede. Hun ville rive den onde slange væk fra sin søn, som var begyndt at tale om bryllup og ikke længere lyttede til sin mor. Tamara havde et tungt ansigt med folder, bredt og markeret, og hendes øjne glimtede af vrede som en rasende rottweiler. Hun var stor og myndig – nærmest som fru Habersaat fra dansk teater. Undervejs købte Tamara nogle æbler og pærer samt en rangle til barnet – det var jo jul. Man må jo prøve at indlede en samtale. Vi er jo ikke rovdyr eller vilde jaguarer! Så hun gjorde alt rigtigt, syntes hun. Ringede på døren, trådte ind som en kæmpe, smed støvler og pels og ønskede den unge kvinde glædelig jul. Lige som hun ville til at tage hul på sit præk, fik hun øje på barnet i kravlegården. En lille lys dreng. Petter hed han, sagde Lene næsten umærkeligt. Hun stod og rystede af skræk – Tamara kunne virkelig gøre folk nervøse! Tamara gik hen til kravlegården og rakte ranglen til drengen. “Her!” Og straks begyndte han at le så glad, at Tamara blev helt forbavset. Han greb ranglen med sin lille hånd og begyndte at trippe så komisk, holdende fast i kanten – det lignede nærmest en dans. Han vinkede med ranglen og lod ikke Tamara ude af syne med sine blå øjne. Han jublede, begejstret. Af en eller anden grund vakte Tamara en usædvanlig glæde hos barnet! Han rakte armene mod hende, lo og jublede. Øjne som smalle stjerner, munden med to små tænder helt ud til ørerne… Her begik Tamara sin store fejl. Hun tog automatisk barnet op. Og Petter holdt hende fast, så godt han kunne, og begyndte at røre hendes ansigt, daske hende blidt i panden med ranglen og kurre… Så begyndte hun også at kurre. Med en kærlig stemme sagde hun håbløst fjollede ord: “Hvem er min lille mus? Min lille sukkerknald? Er du mormors lille skat?”, helt omtumlet. Hjertet snørede sig sammen af lykke, det blev varmt som aldrig før… Og Petter slap hende ikke med øjnene, omfavnede hende fast! Ville slet ikke tilbage til sin mor. Og Petter duftede af lykke, af kærlighed. Af engle – hvis de har en duft, så må det være som små børn… Tamara ville heller ikke af med ham igen. Hun ville have givet alt i verden for Petter lige nu. Hun blev ramt af kærligheden. Bang! Det var alt. Og tårerne løb ned ad hendes ansigt… Resten giver næsten sig selv. Tamara beordrede sønnen til at gifte sig! Selvom han ikke plejede at adlyde, gjorde han det – han elskede jo Lene og Petter. Med lokkerier og løfter fik Tamara de unge til at flytte ind i det store hus. Hun blandede sig dog ikke så meget; de levede fint og fredeligt. Tamara gav al sin opmærksomhed til Petter. De kunne ikke undvære hinanden – hos dem herskende den store kærlighed. Sådan begik en kvinde en frygtelig fejl. Eller gjorde hun næsten? Hvem ved? Og på den måde fik hun uventet sin største julegave. Julen er ganske særlig – og gaverne er det også…

24. december

Jeg tror aldrig, jeg vil glemme den fejl, jeg var lige ved at begå denne jul. Eller var det i virkeligheden en fejl? På vej ud ad døren denne kolde formiddag, tænkte jeg, at jeg havde styr på det hele. Jeg trak mine varme læderstøvler på, tog min tunge dynejakke og den uldne hue på, og satte mig ind bag rattet på min gamle Volvo. Planen var klar: jeg skulle konfrontere en vis pige. En udnyttende pige, syntes jeg. Tingene skulle sættes på plads.

Mit navn er Karen Boe. Jeg fik min eneste søn sent og kun for min egen skyld. Vi to har fulgtes ad i 30 år, kun os. Jeg har investeret alt i ham: mit hjerte, mit arbejde, og al min fornuft. Det meste jeg har tjent, har været for hans skyld. Og nu, pludselig, har han mødt en pige Rikke fra sit kollegium. Med et lille barn oveni købet!

Jeg har gennemskuet folk hele mit liv, og jeg var sikker: Rikke var kun ude på at tage min søn fra mig og stikke af med vores ting og alt det, jeg har skabt. Derfor skulle jeg tage over til hende, havde jeg besluttet. Jeg havde fundet hendes adresse, og jeg ville advare hende. Måske endda bestikke hende, hvis det skulle være bare væk med hende fra min søn; han var jo begyndt at snakke om bryllup og hørte pludselig ikke på sin mor længere.

Mit ansigt minder lidt om en bokserhund, har nogen engang sagt: markante træk og lidt tykke kinder. Øjnene kan sikkert lyne, når jeg er vred ligesom Baskervilles hund, forestiller jeg mig. Jeg er en solid kvinde, for at sige det mildt. Hvis nogen kender Oehlenschlägers kvinder fra de gamle skuespil, kan de få et billede af typen.

Undervejs inde i København smuttede jeg ind i Irma og købte et par danske æbler og pærer samt en farverig rangle til barnets skyld det er jo trods alt jul. På en eller anden måde skal et samtale starte, ikke? Vi er da ikke vilde dyr.

Jeg ringede på døren, trådte indenfor som en kæmpende kæmpest, pillede støvlerne og jakken af og sagde høfligt glædelig jul til Rikke, selvom jeg strengt taget ikke mente det. Lige da jeg skulle til at begynde min tale, fik jeg øje på barnet i kravlegården.

En lille, lys dreng. Han hedder Mikkel, sagde Rikke lavmælt og nervøst. Hun stod og rystede, det kan jeg nu godt forstå. Jeg kan virkelig være skræmmende, hvis jeg vil!

Jeg gik hen til kravlegården og rakte ranglen til Mikkel. Her, lille ven. Og så skete der noget. Mikkel lo! Et så varmt, glad latterudbrud, at jeg uvilkårligt stivnede et øjeblik.

Han greb ranglen med den lille hånd, og begyndte at trippe på sine tykke fødder, næsten dansende, mens han holdt fast i kanten af kravlegården øjnene lyste op, og ranglen blev svunget i luften. Han kiggede lige op på mig, og så kom der små, glade hvin.

Af en eller anden mærkelig grund blev han frygtelig begejstret for mig!

Han rakte armene ud, hvinte og grinede, øjnene blev til små glædesridser, og den lille mund med kun to tænder strakte sig i et stort smil…

Her var det, det gik galt for mig. Jeg løftede ham op helt uden at tænke. Og Mikkel greb mig straks om halsen, så tæt han kunne, og begyndte at klappe mig på kinden med den ene hånd, mens han blidt daskede mig i panden med ranglen og pludrende, tilfreds.

Jeg begyndte også at pludre tilbage, med alle de åndssvage, fjollede ord, man kun kan sige til små børn: Hvem er mors lille sukkergris? Hvem er verdens sødeste?! Jeg følte mig som en idiot og samtidig, åh, hvor blev mit hjerte varmt. Det strammede sig sammen af en mærkelig lykke…

Mikkel nægtede at give slip. Han klamrede sig til mig, alt hvad han kunne! Og duften af baby det er som om, det virkelig dufter af kærlighed og fred.

Jeg har aldrig haft lyst til at give slip igen. Jeg ville have byttet alt, hvad jeg ejer af huse og biler og opsparing, for denne lille fyr. Bum! Sådan slog kærligheden ned.

De varme tårer løb ned ad mine kinder overfoldede, gamle kinder.

Resten giver næsten sig selv. Jeg insisterede på, at min søn skulle gifte sig med Rikke, og det gjorde han han elskede jo både hende og Mikkel. Jeg lokkede, fristede og insisterede, og fik dem til at flytte ind i mit store hus. Jeg blander mig ikke så meget de har det faktisk godt. Al min opmærksomhed bliver nu opslugt af Mikkel. Vi kan slet ikke undvære hinanden, os to. Uden tvivl: vi elsker hinanden helt og fuldt.

Sådan var det, at jeg, Karen Boe, næsten begik en frygtelig fejl. Eller måske reddede jeg mig selv. Hvem ved? Jeg fandt hvert fald min uventede julegave for julen er bare noget ganske særligt for os danskere. Og gaverne kan virkelig være de mest overraskende.