Sammenbragt Kærlighed
Mor, jeg er gravid. Men lov mig, at du ikke går i panik, sagde min datter i én lang indånding.
Du spøger vel? Det er ikke morsomt, afviste jeg først.
Det er alvorligt. Jeg mener det, fortsatte Signe og så på mig med store øjne.
Hvem er faren? spurgte jeg forvirret.
Mads, indrømmede Signe lavmælt.
Madsvig? Din papbror? sagde jeg vantro.
Mor, der går du igen. Han er jo ikke rigtig min bror! Bare fordi du og onkel Poul blev gift, betyder ikke, at vi blev søskende. Vi har jo ikke blodsbånd. Vi voksede op sammen, ja, men nu er vi blevet voksne og har vores eget liv. Mads og jeg bliver snart en familie. Alt skal nok gå, forsøgte hun at berolige mig.
Kære Gud, hvordan gik det sådan? I er jo kun atten! Nej, det kan jeg ikke tro, svarede jeg, selvom panikken begyndte at tage over.
Jeg undrede mig over mig selv, mens jeg hørte min datters åbenhjertige bekendelse. Signe talte egentlig bare om ting, der var næsten uundgåelige. To teenagere, en dreng og en pige, vokser op under samme tag. Det er som at sætte et stearinlys ved siden af ild snart smelter lyset.
Alt begyndte for tolv år siden. Jeg var alene med seksårige Signe. Poul var også alene, med seksårige Mads. Vi mødtes i Kongens Have. Først legede børnene sammen, og efterhånden fik vi voksne også sagt pænt goddag. Vi faldt i snak, begge søgende efter lykken. Vi udvekslede telefonnumre, begyndte at ses, og til sidst foreslog Poul, at vi flyttede sammen, så børnene kunne vænne sig til hinanden. Sådan endte vi fire under samme tag.
Senere blev Poul og jeg gift. Igennem alle årene insisterede vi på, at Signe og Mads skulle elske hinanden som søskende. Og tænk! Nu ventede de barn sammen en overraskelse uden lige. Min papsøn skulle nu være min svigersøn! Hvad ville naboerne og veninderne ikke sige?
Da jeg fortalte Poul det, trak han bare på skuldrene:
Sådan er livet. Ikke noget at gøre ved det. Lad os få styr på det bryllup, sagde han roligt.
Hvordan kunne vi have overset det? Tja, det var måske også lidt vores skyld. Børnene voksede op, men vi lod dem sove i samme sofa til de blev ti! Først derefter købte vi to separate udtræksstole. Åh, vores børn.
Vi måtte hurtigt arrangere et bryllup. Gæsterne var målløse! Alle vidste jo, vi var én stor familie og så det her! Jeg blev rød i hovedet og trak på skuldrene: “Sådan gik det nu engang” Da de første snaps blev drukket, råbte folk:
Skål for brudeparret! De klær hinanden som rug og smør!
Snart kom lille Oline til verden. Mads og Signe begyndte tit at skændes. Poul og jeg blandede os ikke de måtte selv finde ud af det. Efter mindre end fem år sagde Mads pludselig:
Jeg går fra Signe.
Han havde fundet en ny, og de havde allerede et barn sammen. Signe vidste det og sagde intet.
Prøvede du ikke at få ham hjem igen? spurgte jeg.
Hvorfor, mor? Han elsker mig jo ikke mere. Så lader jeg ham gå, svarede hun nøgternt.
Jeg tror, alle de vilde følelser og sorger i hende var lagt ned. Måske delte Signe sin sorg med veninderne, for man kan jo ikke bære alt alene.
Måske vender Mads tilbage. I livet kan alt ske. Folk siger, man først skal slå sig løs, så gifte sig. Bare du ikke mister modet, Signe, forsøgte jeg at trøste.
Kommer han tilbage, tager jeg imod ham. Kommer han ikke, så overlever jeg. Jeg har ingen planer om at hoppe i Havnen, svarede hun roligt.
Mads kom faktisk tilbage to år senere uden hverken sine ting, sin cykel eller andet. Han havde til gengæld taget sin skuffelse med. Han så ud som én, ulykken havde ramt.
Jeg havde lyst til at sige: “Du, svigersøn, er som en bold, der hopper frem og tilbage.” Men jeg sagde intet de unge skulle klare deres eget. Signe modtog sin angrende mand uden ord.
Et år senere kom barnebarnet Erik. Vi var ovenud lykkelige men glæden havde stadig et forbehold. Hvad nu, hvis Mads endnu en gang gik? Vi gamle diskuterer og bekymrer os, men livet er lunefuldt og overrasker altid. Før en sorg helt læges, opstår en ny.
Signe forelskede sig omgående, uden forbehold, i sin chef på arbejdet. Hun havde ofte fortalt om den store Brian. Hele kvindekontoret flokkedes om ham, og Signe blev revet med af hans charme. Fornuften blev sat til side. I starten blev alt holdt skjult, men intet bliver hemmeligt for evigt.
Gode venner sladrede, og snart vidste Mads alt. Når en mand forlader hjemmet, er det slemt nok. Men når en kvinde gør det, er det en ulykke. Mads blev slået ud, men med egne fejl i baghovedet (for fejltagelse betyder jo synd), accepterede han det storhjertet. Som vi siger: “Elsker du stikkelsbær, må du også bide i det sure.”
Poul dryssede salt i såret med: Sild og kvinder kan ikke holdes tilbage!
Affæren mellem chefen og min datter varede to år. Signe fødte en datter, Johanne, med chefen. Samtidig fik chefens lovformelige hustru også en lille dreng. Sikke en knallert han var, hendes chef. Signe tog det endnu engang uden drama. Utroskab kunne man ikke kalde hans ulykke familien kom først, og konen kan man trods alt ikke bare hænge op på en knage, når man er træt af at spille på hende. Der havde aldrig været tale om ægteskab med Signe det var blot et eventyr.
Selvfølgelig var bruddet smertefuldt for min datter, men tak og lov vendte hun hjem igen med sjæl og legeme. Selvom, jeg tror, at hun lidt endnu drømte om forræderen.
Mads vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han så på sin kone som én, der var genopstået. Det siges jo, at kærlighed ofte bliver stærkere efter et skænderi.
Signe lod sig courtere af sin egen mand, som var hun jomfru igen. Som vi altid har sagt, uden ord: Én for én, min kære mand. Så er vi kvit.
Vi elsker hendes datter, født udenfor ægteskab, lige så højt som vores andre børnebørn. Børnene vokser, og nu lægger vi dem omhyggeligt til at sove på tre separate senge. Man skal jo være varsom for sikkerheds skyld. Egor og Johannes mor er den samme, men de har hver sin farOg om aftenen, når roen falder over huset, sidder Poul og jeg i køkkenet med hver vores krus kaffe. Der bliver talt stille nu. Ikke om gamle dages skandaler, men om børnebørns bløde hår og latter, om fremtiden, der banker høfligt på, og om alt det, vi ikke kunne forudse, da vi første gang delte legetøj ud mellem vores to små poder. Vi nikker bare, for vi ved begge, at kærligheden uanset hvor forvildet eller forvredet den kan synes finder sine egne veje gennem selv de besynderligste familieforviklinger.
Når jeg skænker den sidste tår op, ser jeg på Poul og smiler. Livet har givet os tre slags børn, fire slags forældre og mere end et sæt svigerfamilier. Men midt i rodet står vi alle samlet, faldefærdige men ranke, under samme tag. Ikke perfekte, ikke altid glade, men altid sammen, fordi vi tilgiver og tager imod igen og igen.
For det er det, vi har lært her: Kærligheden er ikke at holde fast, men at turde åbne døren, også når nogen går eller vender hjem, lidt mere slidte, meget klogere.
Måske taler naboerne stadig, og måske grines der i krogene, men det rører os ikke længere. Vi ved, at vores familie ikke er normal den er levende. Og hver gang jeg putter mine børnebørn, trækker dynen tæt om dem og kysser dem på panden, giver jeg lidt af det håb videre, som bar os gennem stormene.
For en dag flytter de ud i verden, bygger egne hjem fyldt med latter, dumheder og drømme, og jeg håber blot, de ved: Kærlighed, uanset hvor den dukker op, er altid værd at tage imod så længe man aldrig glemmer at grine og tilgive.
Det er vores arv sammenbragt, sammensyet og, vigtigst af alt, sammenholdt.
