Det må have været engang for mange år siden, at vi talte om Sigrid og Mads et ungt ægtepar, hvis historie stadig får mig til at tænke over familiens rolle, når det kommer til støtte og ansvar. Jeg husker, hvordan Sigrid engang sagde, at hvis hendes forældre ikke ville hjælpe dem med boligkøbet, så ville hun og Mads måske endda nægte forældrene kontakt med barnebarnet.
Mads havde friet til Sigrid uden at kende hendes familie særlig godt. De havde kun set hinanden i et par måneder, men hun fyldte alle hans tanker. En af hans venner advarede faktisk om, at det næsten ville være urimeligt at tage sådan en smuk pige fra andre, så Mads følte sig nødt til at handle hurtigt for at beskytte hende og den lykke, han allerede var så afhængig af. Han elskede Sigrid brutalt og kunne ikke forestille sig et liv uden hende, så han tøvede ikke med at fri.
Sigrid var ikke bare smuk, hun var kløgtig og vant til opmærksomhed. Hun blev beundret af mange mænd, men fandt altid et eller andet, hun ikke kunne lide ved dem. Med Mads var det anderledes. Han overraskede hende, og hun havde aldrig forestillet sig, hun skulle møde den mand, hun faktisk ønskede at gifte sig med. Da han friede, sagde hun straks ja.
Da de blev forlovet, tog de hen og mødte Sigrids forældre. Vibeke Rasmussen og Jens Andersen var glade for datterens valg, men tog ikke forlovelsen alt for alvorligt. De havde set hende droppe så mange bejlere før, og derfor var de lidt skeptiske, men håbede alligevel, at Mads kunne vinde hende over for alvor.
Mads bemærkede, at Sigrids forældre havde en pæn bil og sikkert havde en solid økonomi, selv om det ikke blev nævnt direkte. Brylluppet var beskedent kun de nærmeste slægtninge og venner deltog. Både Sigrid og Mads håbede, at forældrene ville give dem en lejlighed som bryllupsgave, men gaverne var ganske ydmyge. De besluttede at klare sig selv og ikke bede forældrene om støtte.
De blev enige om at bo til leje et stykke tid og undlade at få børn, før de havde egen bolig. De ville være selvstændige og ikke skylde forældrene noget, selv om de vidste, at begge familier kunne hjælpe dem økonomisk.
Mads og Sigrid forsøgte at spare op, mens de boede i en lejebolig i København. Fire år senere blev Sigrid gravid, og sammen gik de til lægen. Glade men samtidig bekymrede for deres situation, besluttede de at besøge begge familier for at fortælle nyheden og bede om hjælp til boligkøbet. De håbede på medvind, men møderne gik ikke som forventet.
Først besøgte de Sigrids forældre og bad om hjælp til køb af lejlighed, men forældrene sagde nej og forklarede, at de ikke havde penge selvom Sigrid godt vidste, de var velstående. De følte sig trådte over tæerne og gik deres vej uden farvel. Dagen efter besøgte de Mads forældre, som blev ellevilde over barnebarnet, men da de spurgte om hjælp til bolig, sagde Mads mor også nej og lagde skylden på det afslag, Sigrids forældre først havde givet, og tilbød i stedet, at de kunne bo hjemme hos hende.
Skuffede og sårede gik Sigrid og Mads uden at sige et ord. Sigrid var så ked af det, at hun flere gange sagde, at forældrene måske ikke engang kom til at se deres barnebarn hun mente, at deres værdier var helt skæve.
Nu, når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig spørge mig selv: Er det egentlig rimeligt for unge par at blive såret, når forældrene nægter økonomisk støtte?
