Han nægtede at gifte sig med sin gravide kæreste. Hans mor bakkede ham op, men faren stod fast for det kommende barnebarn.

Han nægter at gifte sig med sin gravide kæreste. Moderen bakker ham op, men faderen kæmper for det kommende barn.
Far, jeg har noget at fortælle. Naboens datter, Signe… hun er gravid. Det er mit barn, siger Markus, idet han træder ind ad døren.
Hans far, Henrik, står tavs et øjeblik, inden han roligt svarer:
Så må du jo gifte dig med hende.
Er du skør? Jeg er stadig ung. Det er ikke nu, jeg skal stifte familie, og vi er jo slet ikke rigtig sammen
Virkelig? siger faren køligt. Da du skulle jagte en pige, var du voksen nok, men når ansvaret banker på, vil du være en dreng igen. Fint. Uden at sige mere, råber han mod stuen: Birthe! Kom lige her!
Birthe kommer ud fra køkkenet og tørrer hænderne i sit forklæde:
Hvad sker der?
Hør her. Markus har gjort Signe gravid og nu nægter han at gifte sig. Han prøver bare at løbe fra ansvaret.
Birthe trækker ikke en mine. Hendes stemme bliver hård:
Det forstår jeg da godt. Hvorfor skulle vi tage hvem som helst ind i familien? Piger i dag er snu. De finder en med penge, bliver gravide og kræver ægteskab. Og så viser det sig, at barnet slet ikke er hans. Han skal have lavet en faderskabstest. Og Markus er stadig ung. Han er jo kun mand, og fristelsen var stor. Vi skal ikke forsørge andres børn.
Henrik sukker tungt og siger lavmælt:
Men hvad nu hvis det virkelig er hans barn?
Og hvad så? Skal vi bære hele skylden? Han må tage en test, så vi ved det med sikkerhed.
Hun går tilbage til køkkenet. Henrik står alene med Markus.
Jeg var også ung, engang, begynder han. Jeg elskede en, men giftede mig med en anden. Ikke af kærlighed, men af ansvar. At være mand handler ikke kun om lyst, men om at tage sine valg og stå ved dem. Din mor var gravid. Jeg vidste ikke, om jeg kunne være sammen med hende, men én ting vidste jeg: Barnet havde ikke gjort noget forkert. Det var mit ansvar, mit blod, min samvittighed. Og Markus, hvad end der skete, så har jeg aldrig fortrudt, at jeg blev.
Der går tre måneder. DNA-testen er ikke til at tage fejl af: Med 99,9% sandsynlighed er Markus far til Signes barn.
Hvad så? siger Birthe koldt, da Henrik lægger resultatet foran hende. Han er faren, ja. Men det betyder ikke, at Signe skal bo her. Hun kommer ikke ind i dette hus. Sådan er det bare!
Markus sidder tavs og undgår sin fars blik. Det er tydeligt, at han har valgt moderen. Han knytter hænderne, men siger ingenting.
Henrik rejser sig langsomt fra bordet:
Hvis I to allerede har truffet jeres valg, så hør mit.
Hans stemme er hård, men rolig:
Så længe jeg lever, kommer mit barnebarn aldrig til at mangle noget. Jeg køber en grund, bygger et hus, og alt jeg ejer, tilfalder hammit blod. I kan ikke regne med mig mere. Jeg vil ikke være en del af denne skam. Markus, fra i dag er du ikke længere min søn. Alt, hvad jeg ejer, går til barnet. I får ikke en krone af mig.
Birthe råber:
Er du blevet vanvittig? Vil du virkelig fratage din egen søn arven?
Henrik svarer ikke. Han vender bare ryggen til og forlader rummet, uden at værdige råbene et blik. Markus sidder tilbage, tom i blikket. Han ved, at hvis Henrik siger det, så mener han det.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

seventeen − eleven =

Han nægtede at gifte sig med sin gravide kæreste. Hans mor bakkede ham op, men faren stod fast for det kommende barnebarn.
# Læreren, som alle vi hadede Fru Nielsen var skrækken på Søndermarkens Skole. Vi frygtede hende alle. Hun var den slags lærer, der skældte ud, hvis man kom ét minut for sent, trak point for krøllet skoletrøje, aldrig smilede og nærmest nød at dumpe elever. I 9. klasse var jeg den uofficielle leder for dem, der hadede hende: Jeg organiserede brok, gav hende øgenavne og stod bag de grove jokes. Vi kaldte hende for “Heksen” og fantaserede om at hævne alle de ydmygelser, hun havde udsat os for. Men alt ændrede sig en fredag i november. Jeg havde pjækket for at tage i Fields med venner, og da jeg tog bussen hjem, så jeg noget mærkeligt: Fru Nielsen kom ud fra et apotek i et fattigt område med flere bæreposer. Min nysgerrighed overvandt frygten, så jeg stod af ved næste stoppested og fulgte efter hende på afstand. Hun gik ind i en gammel boligblok. Jeg ventede lidt og gik derefter tættere på. Gennem det åbne vindue til stueetagen hørte jeg stemmer. — Tusind tak, fru Nielsen. Maria har haft feber i tre dage nu. — Bare rolig, fru Hansen. Jeg har taget antibiotikaen med, som lægen sagde. Maria Hansen var i min klasse. En stille pige, der altid så træt ud og ofte manglede. — Hvad skylder jeg, fru Nielsen? — Ingenting, fru Hansen. Det har vi talt om før. — Men det koster mange penge… — Maria er en dygtig elev. Hun fortjener at have det godt, så hun kan fortsætte med at lære. Jeg kiggede ind og så Fru Nielsen, denne kolde, alvorlige kvinde, blidt stryge Marias pande. Aldrig havde jeg set hende sådan i klasselokalet. — Hvordan går det med matematikken, Maria? — Det går fint, fru Nielsen. Jeg har øvet de opgaver, De gav mig. — Glimrende. På mandag får du nogle ekstra bøger til at forberede dig til gymnasieoptagelsesprøven. — Men fru Nielsen, jeg tror ikke jeg kan komme i gymnasiet. Mor skal bruge min hjælp derhjemme… — Maria, dit job nu er at studere. Resten skal jeg nok hjælpe med. Jeg gik derfra med en fornemmelse af forvirring. Det var jo slet ikke den Fru Nielsen, jeg troede jeg kendte. Ugen efter begyndte jeg at lægge mærke til små ting i klassen. Fx, hvis Jonas faldt i søvn i timen, vækkede hun ham ikke hårdt, men lagde roligt hånden på hans skulder. Jeg fandt ud af, at Jonas arbejdede i en cykelbutik til ud på natten for at hjælpe familien. Når Sofie havde glemt lektierne, gav hun en ekstra chance uden skældud foran alle. Sofie passede sine tre små søskende om aftenen, hvor mor passede nattevagt. En dag tog jeg mod til mig og ventede på hende efter timen. — Fru Nielsen, må jeg spørge Dem om noget? — Hvad vil du gerne vide, Simon? — Hvorfor De er… anderledes over for nogle elever? Hun tøvede og puttede bøger i tasken. — Hvad mener du? — For nogle er De mere forstående. Andre, som mig, holder De hårdt i. — Simon, sæt dig lige ned. Jeg satte mig i forreste række, nervøs. — Ved du, hvad forskellen på dig og Maria Hansen er? — Nej. — Du har forældre, der kan købe skolesager, betale ekstraundervisning, og som går op i dine karakterer. Det har Maria ikke. — Det er da ikke min fejl. — Nej, men det er dit ansvar at udnytte, hvad du har fået. Når jeg er streng imod dig, er det fordi, jeg ved, du kan mere. Når jeg er forstående over for Maria, er det fordi, hun allerede yder sit ypperste. — Køber De medicin til eleverne? Hun så på mig. — Har du fulgt efter mig? Jeg nikkede, flov. — Nogle af mine elever kommer i skole uden morgenmad. Nogle arbejder efter skole. Andre passer små søskende. Hvis jeg kan hjælpe dem med at blive ved med at gå i skole, gør jeg det. — Med Deres egne penge? — Ja, med mine egne penge. — Hvorfor det? — Fordi jeg selv voksede op ligesom dem. Jeg havde en lærer, der købte mine første gymnasiebøger. Uden hende var jeg aldrig kommet på universitetet. Jeg fik en klump i halsen. — Men hvorfor er De så hård ved os andre? — Fordi livet bliver hårdt. Hvis ikke jeg stiller krav, hvem gør så? Dine forældre beskytter dig altid, men jeg er måske den eneste, der fortæller dig sandheden: at livet ikke forærer dig noget. — Det har jeg aldrig tænkt over. — Simon, du er klog, men doven. Du laver sjov i stedet for at arbejde. Ved du, hvorfor det irriterer mig? — Hvorfor? — Fordi du spilder chancer, som Maria ville give alt for. Hun læser med lånte bøger under stearinlys, fordi strømmen nogle gange er væk. Alligevel klarer hun sig bedre end dig. Jeg følte mig som det mindste menneske på jorden. — Kan jeg… kan jeg hjælpe? — Mener du det? — Ja. — Så skal du tage din skole alvorligt. Bliv den elev, du kan være. Og vil du gøre mere, så hjælp dine kammerater, der har det svært. Efter den dag blev alt anderledes. Fru Nielsen var ikke den onde heks. Hun bar bekymringerne for halvtreds familier, brugte sin løn på børn, der ikke var hendes egne, var streng med nogle for at gøre dem stærkere og mild med andre for ikke at knække dem. Jeg begyndte selv at læse seriøst, lavede lektiehjælp for andre elever, stoppede med at lave ballade i hendes time. Da hun året efter gav mig afgangsbeviset fra 9. klasse med et snit på 9,2, smilede hun. Det var første gang, jeg så hende smile. — Godt gået, Simon. Jeg vidste, du kunne. — Tak fordi De aldrig gav op med mig, fru Nielsen. — Jeg giver aldrig op med mine elever. Selv om I nogle gange giver op med mig. År senere, da jeg blev færdig med universitetet med et akademisk legat, opsøgte jeg hende. Hun underviste stadig på den samme skole, var stadig streng, og hjalp stadig de trængende elever. — Fru Nielsen, jeg vil gerne sige tak. — Det behøver du ikke, Simon. Det var din egen indsats. — Jo, jeg har meget at takke for. De lærte mig, at krav er en form for omsorg. Og at dem, der elsker os mest, ofte er dem, der ikke forkæler os. Nu er jeg selv underviser. Og når jeg er streng, tænker jeg på fru Nielsen. At strenghed kan være kærlighed. At forvente noget er at tro på potentialet. Mine studerende hader mig sikkert lige så meget, som jeg hadede hende. Men jeg håber, de en dag forstår, at de strengeste lærere også kan være dem, der elsker én mest.