Han nægter at gifte sig med sin gravide kæreste. Moderen bakker ham op, men faderen kæmper for det kommende barn.
Far, jeg har noget at fortælle. Naboens datter, Signe… hun er gravid. Det er mit barn, siger Markus, idet han træder ind ad døren.
Hans far, Henrik, står tavs et øjeblik, inden han roligt svarer:
Så må du jo gifte dig med hende.
Er du skør? Jeg er stadig ung. Det er ikke nu, jeg skal stifte familie, og vi er jo slet ikke rigtig sammen
Virkelig? siger faren køligt. Da du skulle jagte en pige, var du voksen nok, men når ansvaret banker på, vil du være en dreng igen. Fint. Uden at sige mere, råber han mod stuen: Birthe! Kom lige her!
Birthe kommer ud fra køkkenet og tørrer hænderne i sit forklæde:
Hvad sker der?
Hør her. Markus har gjort Signe gravid og nu nægter han at gifte sig. Han prøver bare at løbe fra ansvaret.
Birthe trækker ikke en mine. Hendes stemme bliver hård:
Det forstår jeg da godt. Hvorfor skulle vi tage hvem som helst ind i familien? Piger i dag er snu. De finder en med penge, bliver gravide og kræver ægteskab. Og så viser det sig, at barnet slet ikke er hans. Han skal have lavet en faderskabstest. Og Markus er stadig ung. Han er jo kun mand, og fristelsen var stor. Vi skal ikke forsørge andres børn.
Henrik sukker tungt og siger lavmælt:
Men hvad nu hvis det virkelig er hans barn?
Og hvad så? Skal vi bære hele skylden? Han må tage en test, så vi ved det med sikkerhed.
Hun går tilbage til køkkenet. Henrik står alene med Markus.
Jeg var også ung, engang, begynder han. Jeg elskede en, men giftede mig med en anden. Ikke af kærlighed, men af ansvar. At være mand handler ikke kun om lyst, men om at tage sine valg og stå ved dem. Din mor var gravid. Jeg vidste ikke, om jeg kunne være sammen med hende, men én ting vidste jeg: Barnet havde ikke gjort noget forkert. Det var mit ansvar, mit blod, min samvittighed. Og Markus, hvad end der skete, så har jeg aldrig fortrudt, at jeg blev.
Der går tre måneder. DNA-testen er ikke til at tage fejl af: Med 99,9% sandsynlighed er Markus far til Signes barn.
Hvad så? siger Birthe koldt, da Henrik lægger resultatet foran hende. Han er faren, ja. Men det betyder ikke, at Signe skal bo her. Hun kommer ikke ind i dette hus. Sådan er det bare!
Markus sidder tavs og undgår sin fars blik. Det er tydeligt, at han har valgt moderen. Han knytter hænderne, men siger ingenting.
Henrik rejser sig langsomt fra bordet:
Hvis I to allerede har truffet jeres valg, så hør mit.
Hans stemme er hård, men rolig:
Så længe jeg lever, kommer mit barnebarn aldrig til at mangle noget. Jeg køber en grund, bygger et hus, og alt jeg ejer, tilfalder hammit blod. I kan ikke regne med mig mere. Jeg vil ikke være en del af denne skam. Markus, fra i dag er du ikke længere min søn. Alt, hvad jeg ejer, går til barnet. I får ikke en krone af mig.
Birthe råber:
Er du blevet vanvittig? Vil du virkelig fratage din egen søn arven?
Henrik svarer ikke. Han vender bare ryggen til og forlader rummet, uden at værdige råbene et blik. Markus sidder tilbage, tom i blikket. Han ved, at hvis Henrik siger det, så mener han det.
