Tog bilen fra ham
Din mor opførte sig urimeligt! Men hvad kan man forvente? Bundsjællænder.
Hvaaa?! Louise var forarget.
Du hørte mig! konstaterede Louises mand, Henrik.
Min mor slår da dine fine bedrestillede slægtninge hundrede og halvtreds gange! De der arrogante, principløse typer.
Så gå du bare hjem til hende! råbte Henrik og smækkede døren.
Ja, det gør jeg sgu også! Meget gerne!
***
Så det var altså din mor, der splittede jeres unge husstand ad knap et år holdt I, pustede Signe, Louises veninde, mens hun stirrede ned i sin kop kaffe på caféen.
Nej, mor har ikke ødelagt noget. Det hele gik jo den vej, sagde Louise, mens hun deprimeret rørte sukkeret ud i teen.
Den vej? For en måned siden ville I jo lave børn sammen! protesterede Signe.
Tja, sådan gik det ikke. Heldigvis måske.
Takket være mor? blev Signe ved.
Nej altså! Louise blev irriteret. Mor har ikke noget med det at gøre. Pappas bil var bare dråben!
For tre år siden, året før Louise blev gift, døde hendes far, Poul. Hendes mor, Birgit, var helt knust. Hun kom endda på hospitalet efter at have grædt så meget. For kun få år siden havde de haft det så godt sammen
Engang for længe siden boede Birgit og Poul på landet, i Midtsjælland. Der mødtes de, flyttede senere til København, fik en lejlighed gennem Pouls arbejde, blev rigtigt by-mennesker. Så fik de Louise, sent men meget ønsket.
Louise havde en rigtig god barndom, ingen skænderier derhjemme. Hun voksede op som en sød og fornuftig pige. Men hun mistede begge bedstemødre tidligt, bondehuse blev solgt, og forbindelsen til det lykkelige landeliv forsvandt.
Louise elskede dog livet hos sine bedstemødre på landet og tilbragte alle somre der. De holdt dyr, drev små landbrug og tjente godt. Det var netop der, Louise besluttede sig for at blive dyrlæge, da hun hjalp med til at malke køer.
Livet løb videre, og drømmen blev til virkelighed nu arbejder Louise som veterinær, men mest med hunde og katte på en klinik i Frederiksberg.
Hun mødte Henrik, da han kom ind på klinikken med sin super dyre labrador til vaccination. De faldt hurtigt i snak og blev kærester.
De havde lange samtaler om alt mellem himmel og jord Louise om sine bonde-bedstemødre, forældrenes byliv, landlige traditioner, mens Henrik snakkede om sine forældre: faren, lektor på Københavns Universitet, og moren, forsker dér. Henriks familie havde traditioner. Han følte sig lidt hævet over Louises familie selvfølgelig uden at sige det højt for ikke at såre hende.
Helt fra barnsben havde Henrik nemlig lært at se ned på bonderøve primært indpodet af sin mor. Hun var evigt stolt af sit akademiske ægteskab med en rigtig københavner. Ikke alle får dén mulighed, sagde hun gerne, selvom hun selv var født på landet, et faktum man helst ikke talte højt om.
Henrik var vild med Louise og friede allerede to måneder senere. De flyttede ind i Henriks lejlighed på Østerbro, arvet fra farmor. Gammelt byggeri med charme, men også med et omfattende renoveringsbehov, som de ikke havde råd til at tage fat på endnu.
Til gengæld fik Henrik et mindre ego boost af beboerne i ejendommen her boede folk, som havde penge til at købe, slå lejligheder sammen, lave panoramavinduer, de havde Teslaer og svinedyre elbiler stående foran. De duftede nærmest af penge, mente Henrik.
Det var dog ikke Louises stil. Hun dømte ingen på penge eller status, men på deres opførsel.
Da Louises mor blev præsenteret for Henrik var hun ambivalent: på den ene side virkede han sød, men der var noget glat og kunstigt over ham. Alligevel, når hun så, hvordan Louise kiggede på ham, sagde Birgit ikke noget, for der var jo ikke konkrete beviser for hendes fornemmelse. De lod brylluppet blive en lille, enkel affære; Henriks forældre nægtede at bruge flere penge end højest nødvendigt.
Henriks forældre havde faktisk haft planer om at udleje lejligheden; huslejeniveauet var jo til at få åndenød af. Men uden renovering kunne det ikke lade sig gøre, og farmor havde insisteret på, at Henrik selv skulle bo der med sin kone ikke noget med at bryde farmors sidste vilje!
***
Men den dér bil hvad skete der? spurgte Signe.
Mine forældre havde en gammel Skoda og ovenikøbet en murstensgarage. Da far døde, afstod jeg arven til mor. Hun har kørekort, jeg har ikke hvad skulle jeg med bilen? Mor kørte lidt i den, men efter et mindre bump styrtede selvtilliden, og hun nægtede at sætte sig bag rettet. Der stod den så, halvny og ubrugt, indtil seks måneder efter brylluppet, hvor hun besluttede at skrive en fuldmagt til Henrik, så han kunne køre i den. Hun mente, det var spild at lade den samle støv. Far havde jo lige spenderet på den helt rigtige model og farve …
Louise sukkede og tænkte kærligt på sin far.
Henrik har da kørekort? spurgte Signe.
Jojo! Men ikke nogen bil. Han blev ellevild for at få den. Vi tog over og så den, og han blev nærmest lykkelig, smiskede for mor som aldrig før.
Men mor var klar i mæglet: Han måtte gerne bruge bilen, hvis han til gengæld kørte hende i Netto og Bilka, og til lægen de der ting. Henrik lovede det selvfølgelig.
Birgit blev vant til, at Henrik kørte hende ud at handle weekendens indkøb rigtigt dansk og der skulle også laves et lille renoveringsprojekt, så han måtte fragte tapet og linoleum frem og tilbage flere gange.
Indtil hun en dag ringede for et lift til sin venindes 60-års fødselsdag på Søllerød Kro, og Henrik sagde nej, fordi han havde vigtige ting på programmet. Taxi til Nordsjælland koster jo en bondegård(!), men Kim Larsen-kjolen røg ikke i S-toget.
Ugen efter var det det samme. Hun begyndte at udskyde lægebesøg, alt for at få det til at passe ind i Henriks travle kalender. Men han kunne aldrig, og pludselig indså Birgit, at han i mellemtiden havde kørt sine egne forældre land og rige rundt i hendes Skoda.
Det er fordi fars konto er udelukket fra DriveNow. Han kan ikke leje nogen steder. Så det kører ikke rigtigt for dem, og mor har snart fødselsdag, så de skulle handle alt mellem himmel og jord ind. Og far skulle også til lægen, forklarede Henrik. Til sidst kørte han endda mormor og mostre til Slagelse og hjalp sin kammerat med at køre kartofler hjem fra kolonihaven.
Et par slidte dæk senere, og bilen blev kørt på værksted. Nå, sagen var hurtigt klaret og Birgit fik nok.
***
Så mor annullerede fuldmagten og sagde, at nu vil hun selv sælge bilen. Henrik blev fornærmet, og vi røg i totterne på hinanden. Jeg holder med mor. Hans familie gik helt grassat og brugte den som deres private taxa, imens mor kørte med Dantaxi! Jeg så ikke min mand. Han kørte non-stop sine tanter og onkler; min mor blev ignoreret.
Det var ikke kønt. Han havde jo lovet! Signe rystede på hovedet.
Og jeg blev hverken spurgt eller involveret. Der blev bare ringet og instrueret, hvornår han var chauffør. Vores planer blev bare tromlet. Jeg så ham aldrig hjemme.
Og så blev I skilt?
Ikke alene derfor, sukkede Louise. Det var dét navn, han kaldte min mor bonderøv! Og sandheden er, han er alt for afhængig af morens mening. Hun dikterer alt og hamser telefonen i timevis. Rent aristokrati og snobberi. En pestilens!
***
Godt, du slap af med den Louise-pige! sagde Henriks mor, da hun hørte om bruddet. Der er da langt pænere piger ting her i kultiveret selskab. Jeg har set på en for dig, min dreng. Freja yndig, klog, og fra en stamtavlefamilie med forbindelse til både greve og konsul. Dét er penge og netværk!
Mor altså jeg vælger selv, mumlede Henrik.
Jo, jo, du er jo så voksen men du SKAL ikke finde sammen med Louise igen! Du skal giftes med Freja, og det er det! Det skulle jeg aldrig have givet dig frie tøjler til…
***
Nu skal vi lige tjekke din pote her, så gør det ikke ondt mere, sagde Louise kærligt til en ruhåret patient. På klinikken var hun i sit es. Hun elskede dyr over alt på jorden og glædede sig over arbejdet hver dag. Henrik hørte hun snart kun sporadisk om og nu havde han giftet sig med en yngre studine fra universitetet, hvor hans forældre arbejdede.
Sikkert fra en familie med SAE-familietræ i baggården sagde Louise tør, da hun tog kittel af efter arbejde.
Hun kunne ikke lade være at smile. Stamtavle sådan noget pjat. Præcis som med hendes dyre patienters papirer folk betaler kassen for ægte ophav.
Mor har forresten ikke solgt bilen hun kører selv igen! Hun sagde, undskyld at jeg fik dig til at skændes med Henrik. Jeg sagde, hun ikke skulle undskylde. Sådan skulle det være.
Det var kun et spørgsmål om tid det dér snobberi havde I aldrig overlevet. Bilen var bare det, der trykkede på gaspedalen, nikkede Signe.
Henrik fandt i øvrigt aldrig lykken med Freja. Hendes familie betragtede ham som bondestrejf på trods af hans akademiske slægt. De nedlod sig til at lade ham gifte sig ind; kone og svigermor yndede at kalde det mesalliance.
Henriks mor prøvede desperat at please svigerfamilien, men imponerede dem aldrig. Svigerfar gav op og fordrev tiden med forelæsninger og følte, at det hele med stand og forbindelser var et fjollet rotteræs. Måske havde han fat i noget dér…
