Ikke én eneste passager ville give plads til min tiårige datter. Jeg forstod, hvad det ville sige at være alene.
Jeg pakkede termokanden ned i tasken og kastede lige et sidste blik rundt i lejligheden var alt slukket og lukket? Ida stod allerede utålmodigt med sin lille rygsæk ved døren, vippende fra fod til fod. Hun elskede at skulle hjem til mormor, og jeg var glad for at kunne give hende den glæde, selvom togbilletterne havde kostet en mindre formue.
Mor, bekymrer du dig igen? spurgte Ida, mens hendes store blå øjne borede sig ind i mine.
Nej, nej, det hele er fint, skat, sagde jeg og rodede hende kærligt i håret, mens jeg greb tasken. Kom, ellers når vi ikke toget.
Vi havde fået de øverste køjer. Ja ja, det måtte så være sådan det var trods alt tre hundrede kroner billigere, og tre hundrede kroner er altså en halv uges mad i Rema: rugbrød, yoghurt og et net æbler.
I toget var der en særlig duft en blanding af jernbane, fremmede parfumer og rejseliv. Vi fandt vores kupe, jeg fik bakset tasken op på hylden og hjulpet Ida op på køjen. Hun sad der, små ben dinglende, og spjættede glad med fødderne.
Højt oppe, hva? prøvede jeg at lyde let, selvom jeg egentlig var ret bekymret inden i. Når hun sover, vender og drejer hun sig jo tit nu er der altså to meter ned. Der er da en kant, men jeg ved ikke Tankerne begyndte allerede at løbe: om jeg nu ville våge hele natten, lytte til alle hendes bevægelser, på vagt hele tiden.
Måske kunne jeg få nogen til at bytte plads?
I kupeen overfor sad et pænt par, nok midt i trediverne kvinden med kort pagehår og manden ved siden af. De var i gang med at pakke ud, og jeg bemærkede, at de havde nederste køjer.
Jeg ventede lidt, til de så ud til at være faldet til, og gik så hen til dem.
Godaften, sagde jeg med et forsøg på et venligt smil. Undskyld jeg forstyrrer, men I har nederste køjesenge, og min datter og jeg fik de øverste. Må vi bytte? Hun er kun ti, jeg er så bekymret for hende i nat.
Kvinden kiggede på mig ikke afvisende, men der var alligevel en mur.
Nej, undskyld. Vi har selv valgt de nederste, svarede hun.
Jeg forstår, sagde jeg, men prøvede alligevel igen. Jeg vil gerne give lidt ekstra for det? Fem hundrede kroner?
Manden rystede let på hovedet uden at kigge op:
Vi er trætte, vil bare gerne sidde stille her. Undskyld.
Kom, Lene, vi går ud og laver en kop te, sagde han og tog hende i hånden, så gik de.
Jeg blev stående, kinderne brændte. Fem hundrede kroner det er jo næsten, hvad jeg betaler for internet om måneden. Er det virkelig så svært at give sin plads til et barn?
Toget satte sig i bevægelse, og lyset fra Hovedbanegården flød forbi vinduet. Ida glimtede ned på mig fra sengen med en smule uro:
Er alt ok, mor?
Ja, skat, bare læs videre.
Jeg gik en tur ned gennem vognen, for måske sad der nogen andre, der ville bytte. I næste kupe var der to unge fyre, begge lå allerede på de øverste køjer. Jeg forklarede kort situationen den ene trak bare på skuldrene: Hvad skulle det hjælpe? Vi har jo også de øverste.
Videre til en ældre dame og hendes mand, de havde også nederste køjer. Jeg spurgte og tilbød penge, men hun smilede undskyldende:
Kære du, vi har ondt i ryggen, kan slet ikke komme op. Du forstår nok?
Det gjorde jeg jo. Selvfølgelig. Men det hjalp ikke på min følelse indeni.
Tilbage i vores kupé satte jeg mig på kanten af den nederste køje, så længe den endnu var ledig. Ida havde allerede gjort sig klar på den øverste og læste videre i en bog, lidt sammenknebet i øjnene under den skarpe lampe. Jeg betragtede hende og tænkte: hvordan skal jeg overleve natten? Hvis jeg bare kunne sidde ved hende, men jeg kan jo ikke sove deroppe sammen med hende.
Altid alene. Sådan har det været siden skilsmissen for tre år siden. Jeg er ikke rigtig vant til, at alt hviler på mine skuldre. Hver eneste beslutning, hver eneste rejse, selv hverdagstingene det er mit ansvar. Nogle gange ville jeg ønske, at der var nogen, der bare tog over og sagde: “Jeg hjælper, slap af”.
Men det er der ikke.
Lene og hendes mand kom tilbage fra gangen. Jeg gik hen til dem igen, nu var mine hænder begyndt at ryste.
Undskyld, sagde jeg lavt, nærmest med gråd i stemmen. Jeg vil virkelig gerne bytte. Jeg kan give lidt mere syv hundrede kroner. Det betyder meget for mig, det er min datter…
Vi har allerede svaret dig, Lene vendte sig ud mod vinduet. Spørg ikke igen, tak.
Kan du ikke se, at jeg har et barn? Det var næsten en bøn, skammen gnavede i mig, men jeg kunne ikke stoppe. Hun er bange, hun er kun ti…
Det må du have tænkt på, da du købte billetter, sagde manden halvbrovtende. Vi skal ikke løse dine problemer.
Lene så lidt på mig, måske var der nærmest et glimt af medfølelse, men hun sagde ingenting.
Jeg vendte om og gik ud i gangen, lænede mig op ad væggen og lukkede øjnene. Hvorfor skulle det være sådan her?
En ældre dame dukkede op, venligt ansigt, rare smilerynker hun havde også hørt min bøn.
Jeg hørte dig bede dem om at bytte, sagde hun stille. Det er hårdt, ikke?
Jeg nikkede.
Ved du hvad, Anna sagde hun, selvom vi ikke havde præsenteret os nogle gange føles verden kold, men der er varme i os alle. Det er bare ikke alle, der vil dele den.
Og hvis ingen vil? svarede jeg tørt.
Så er det endnu vigtigere, at du selv holder på din. Gå ind til din datter. Natten er lang, men I klarer det.
Hun gik ind i sin egen kupe. Togføreren hastede forbi med te-kanden, kastede et ligegyldigt blik på mig og forsvandt igen. Udenfor var der ret mørkt, kun enkelte lys fra småbyerne flakkede forbi.
Jeg gik tilbage til Ida. Hun lagde bogen fra sig og kiggede på mig.
Ingen ville bytte, vel, mor?
Nej, min skat.
Så kan jeg bare sove heroppe. Det går nok, jeg er ikke bange, hun lød modig, men pillede nervøst ved dynen.
Sov du bare, sagde jeg og strøg hende over håret. Jeg er lige her.
Jeg lagde mig på den nederste køje, nu den stadig stod tom, men jeg kunne ikke finde ro. Tankerne kørte i ring alle de afvisninger, alles blikke, ordene: “Vi skal ikke løse dine problemer”.
Måske forventede jeg for meget? Burde jeg bare holde mund, ikke brokke mig, ikke skille mig ud?
Min egen mor lærte mig det: ikke være til besvær, ikke bede om noget. Klar dig selv. Det har jeg også gjort. Efter skilsmissen, hvor pengene var små, knoklede jeg på to jobs og sparede overalt, bare for at Ida kunne have det godt. Jeg brokkede mig aldrig og bad aldrig om hjælp.
Men i aften gjorde jeg det og blev afvist. Det gjorde ondt.
Konduktøren kiggede ind og mindede om, at vi snart var ved Odense, flere skulle af og på. Jeg gik ud i gangen, gav Ida lov til at brede sig og satte mig på klapstolen ved vinduet, stirrende ud i mørket.
Jeg var træt. Slet ikke kun efter togturen men af det hele. Af altid at være alene. Af altid at skulle være stærk, når jeg bare har lyst til at tude. Selv sådan en lille ting som pladsen i toget bliver en kamp.
Stationen kom. Lyd, uro, stemmer. Flere steg af, men ingen kom ind i vores kupe. Lene og manden blev. Jeg prøvede én sidste gang, da de var ude at ryge.
Vær sød jeg var så udmattet, at jeg nærmest hviskede. Jeg forstår, I er trætte. Det er jeg også. Men jeg er virkelig bange for min datter Hun kan falde ned. Forstår I? Jeg kan ikke sove.
Lene kiggede på mig. Der var noget andet i hendes blik denne gang. Noget der lignede forståelse. Men hun rystede på hovedet:
Jeg er bange for højder. Rigtig bange. Jeg kan ikke sove deroppe. Beklager virkelig.
Hun gik ind. Jeg blev bare stående. Man har alle sine egne frygt. Jeg var ikke alene om at være bekymret.
Men min bekymring var for mit barn. Det overskygger alt.
Natten sneglede sig afsted. Ida var krøllet sammen på overkøjen og sov. Jeg stod i røret, holdt fast i gelænderet og lyttede til hendes åndedræt. Hver gang hun vendte sig, stoppede mit hjerte næsten. Jeg kunne ikke sætte mig den nederste seng var optaget. Jeg stod. Time, to, tre.
Benene sov, ryggen værkede. Til sidst satte jeg mig på gulvet, op ad væggen, og tænkte: er det sådan her livet er? Altid alene, uden opbakning?
Burde jeg bare have ladet være at spørge? Er alle virkelig kun sig selv nærmest?
Så kom jeg i tanke om den ældre dame, Kirsten, der sagde noget pænt til mig. Husker Idas smil, da vi steg på toget. Husker hvordan min mor holdt mig, da jeg var bange, og sagde: “Du klarer det, min pige. Du er stærk”.
Jeg er stærk. Men jeg må godt bede om hjælp alligevel. Det er ikke svaghed.
Jeg sov ikke hele natten. Først da morgenen grydede, og Lene gik ud for at børste tænder, sneg jeg mig op at sidde på den nederste køje.
Ida vågnede, kom ned og krammede mig.
Måske sov du slet ikke i nat, mor?
Jo, lidt, løj jeg.
Jeg så dig jo stå op jeg hørte dig.
Jeg svarede ikke. Jeg holdt bare om hende.
Da Lene kom tilbage, stod jeg op og så hende i øjnene. Ikke vredt, ikke bittert bare så hende.
Tak fordi du overhovedet svarede i går, sagde jeg roligt.
Hun så overrasket ud:
Tak? Hvad mener du?
At mange ikke engang gider svare.
Hun så ned, lidt flovt:
Jeg havde det virkelig dårligt over at sige nej, men jeg kunne virkelig ikke. Håber du forstår.
Ja, svarede jeg. Alle har deres grunde.
Hendes mand sagde intet, kiggede bare ud. Men så sagde Lene pludselig:
Næste gang prøver jeg måske at være lidt mere modig.
Jeg nikkede og smilede svagt:
Og jeg vil ikke være bange for at spørge igen, selv om jeg får et nej.
Hun nikkede tilbage.
Vi sad i stilhed resten af vejen til Aarhus. Da toget stoppede, fik jeg pakket sammen, hjulpet Ida ned og vi trak ud på perronen, hvor den kolde, friske morgenluft slog mig i ansigtet.
Ida tog mig i hånden:
Mor, kommer mormor og henter os?
Ja, skat. Se, der står hun jo.
Min mor vinkede stort, smilende ved udgangen. Jeg vinkede igen og mærkede en stille varme brede sig indeni. Jeg er ikke helt alene. Har aldrig været det.
Vi gik hen over perronen, og jeg tænkte på natten i toget. Alle de nejer, jeg havde fået, alle de afvisende blikke og så den gamle dames bløde stemme, hendes lille venlige berøring.
Jeg indså: det er ikke skamfuldt at bede om hjælp. Det er menneskeligt. Selvom man får afslag, har man lov til at spørge. For i en verden, hvor alle gemmer sig bag egne bekymringer og træthed, er det vigtigt ikke at glemme at række hånden ud.
Ikke alle vil give dig den. Men nogen vil før eller siden.
Min mor krammede os begge og kyssede Ida, tog min taske:
Gik turen godt?
Ja, svarede jeg og smilede det gik fint.
Ida løb foran, og jeg gik ved siden af min mor og besluttede at jeg en dag ville fortælle hende om natten i toget, om alle de nejer og om hende, der mindede mig om, at varmen bor i os alle selvom vi ikke altid når at dele ud af den.
Men jeg vil gerne dele. Og det er det vigtigste.
Der er mange lukkede hjerter i verden. Men jeg stopper ikke med at banke på nogle åbner, før eller siden.
Ville du have givet din sagesløse plads i toget til en mor med et barn, hvis hun bad dig? Jeg gad godt høre din historie.
