Katten Kalle Brylluppet var slut, gæsterne var taget hjem, og datteren var flyttet sammen med sin mand. Lejligheden virkede tom. Efter en uge i stilhed besluttede min kone og jeg at købe et kæledyr. Vi ønskede, at dyret skulle være en værdig erstatning for datteren og holde vores forældrein­stinkter i live – at fodre, opdrage, gå ture og rydde op efter nogen. Jeg håbede også, at dyret i modsætning til datteren ikke ville svare igen, stjæle mine cigaretter eller larme i køleskabet om natten. Vi havde endnu ikke besluttet os for hvilket dyr, men tænkte, vi fandt ud af det på stedet. Søndag tog vi på Dyremarkedet i Valby. Ved indgangen blev der solgt søde marsvin. Jeg sendte et spørgende blik til min kone. – Ikke tale om, sagde hun, vores var et landdyr. Fiskene sagde ikke en lyd, og de papegøjer, der, med deres larm og farver, mindede for meget om datteren i trediveårskriser, gav konen allergi overfor fjer. Jeg fik øje på en lille abe, der mindede om datteren som teenager. Men konen sagde, at hun lagde sig død imellem, og jeg bøjede mig – jeg havde trods alt vænnet mig til hende gennem årene. Så var der hunde og katte. Hunde skal luftes konstant, og katte er så meget arbejde – jeg kunne ikke se mig selv stå og forære killinger væk på Nørreport. Så det blev kat. Vi genkendte straks vores kat. Den lå i et glasskab, omgivet af urolige killinger. Killingerne stak deres våde snuder i dens bløde mave og æltede med poterne. Katten sov. På skabet hang der et skilt: “Kalle”. Sælgeren fortalte en rørende historie om en hård start på kattelivet. Om en stakkels hund, der havde jagtet katten væk, så den måtte gives bort. Vores valg var en fin raceperser med smuk grå pels. Men ingen papirer, der kunne bevise, at den flade næse var racekarakteristik og ikke et uheld. Ifølge de forsvundne papirer hed katten officielt Kaiser, men den reagerede gladeligt på Kalle. Vi købte ham. Hele vejen hjem lå Kalle og prustede stille under bilsædet. Ved opgangen, vel vidende at jeg var modstander af lemlæstelse, spurgte min kone drillende: – Er du sikker på, han ikke er kastreret? Jeg blev nervøs. Ikke fordi jeg har noget imod kastrater, men fordi en kastreret kat minder mig om Klokkeren fra Notre Dame – umenneskeligt vanstelt af folk. Jeg lagde Kalle på trappen og foretog et ufrivilligt urologisk tjek. I opgangens halvmørke kunne man ikke se kattens kønsdele i alt pelsen, og maven var fuld af store filtklumper. Jeg overdrev min kærlighed til dyr og følte efter med hånden. Kalle udstødte et hyl, men udstyret var vist i god behold. Samme dag kom datteren forbi – i virkeligheden for kage – men angreb straks Kalle. Sammen med moren tog de ham i bad med børneshampoo, pakkede ham ind og tørrede ham med min håndklæde og hårtørrer. Da Kalle var blevet ordentlig fin, begyndte konen at frisere og klippe filtede pelsklumper væk. Katten peb utilfreds. Jeg trak mig væk og tog en øl i køkkenet. Freden blev brudt af et frygteligt skrig og larm. Glas klirrede, og nogen hylede. Jeg satte øllen og gik ud. Konen sad på sofaen, gyngede frem og tilbage og viste blodige arme. Saksene lå ved siden af, og pelsen fløj rundt. Datteren og jeg spurgte, hvad der var sket. – Ææææggene! – Hvilke æg? – Hans æææægg! – Fra hvor? – Fra katten! Jeg har ikke forstand på medicin, men så nemt ryger kattens æg ikke af. Heller ikke på katte. Efter lang tids hulk og snøften fandt vi endelig ud af det. Konen åbnede hænderne, hvor der lå to pelsklumper med blod på. Hun havde klippet, og da katten vred sig, havde hun i stedet klippet … ja, de der æg. Katten havde skreget, gemt sig under sofaen og læderet konens arme. Glasvasen blev også knust. Vi bevæbnede os med kost og lagde os på gulvet. Længst inde under sofaen lyste to ravgule øjne. Katten brummede advarende. Lokken med pølser hjalp ikke pladsen under sofaen var bedre end human kontakt. Jeg forstod ham. Datteren fik Kalle listet ud med kosten. Jeg forsøgte at gribe ham, men han vred sig, kløede og bed. Til sidst tog han fat i kosten og kom længere ud. Gud, hvor han så ud! Gule øjne, spindelvæv i skægget og hale, støvet fra halvtreds års nullermænd under sofaen – fra en smuk perser til en hjemløs kastrat på et kvarter. Jeg fik ondt af ham men også lidt af konen. Jeg tog Kalle op og begyndte at nusse ham bag øret. Langsomt faldt han til ro. Han begyndte at spinde højt, halvblundende. Hvis konen virkelig havde klippet æggene af, var han næppe så rolig – jeg sagde det til hende. Hun svarede uroligt: – Kan det være, han er ved at dø? Jeg ringer til dyrlægen! Katten åbnede et øje og tav, da han så hende. Jeg smed konen og datteren ud og tog katten med i køkkenet. Vi drak en øl sammen og talte om livet som han kat blandt kvinder. Han nikkede forstående, spandt og slappede af på skødet. For at være sikker tjekkede jeg endnu engang, om konen virkelig havde fjernet udstyret – men nej. Jeg undersøgte pelsen, men der var intet at finde. Det gik endelig op for mig: Vi havde købt en hunkat. En temmelig stor, lækker perserhunkat. Med rund mave. Det, konen havde klippet af, var bare sammenfiltrede pelsklumper. Vi tog ikke ind og skabte drama på markedet over snyd. Fælles oplevelser har knyttet os sammen, og nu hedder hun ikke længere Kalle men Kaja. Og i går fødte Kaja fire nuttede killinger. Nu er der igen børn i huset.

Karla
Brylluppet var veloverstået, gæsterne var taget hjem, og min datter var flyttet ind hos sin mand. Lejligheden føltes pludselig tom. Efter en uge i stilhed besluttede min kone og jeg at skaffe os et kæledyr. Vi ville gerne have noget, der kunne udfylde tomrummet efter datteren og holde vores forældreinstinkter i livedu ved, fodre, opdrage, gå ture, rydde op efter nogen. Jeg håbede også, at et dyr i modsætning til datteren ikke ville svare igen, stjæle mine cigaretter eller rode rundt i køleskabet om natten. Hvilket dyr vi skulle vælge, vidste vi endnu ikke, men vi regnede med, at det ville komme til os, når vi så det.
Søndag tog vi til Torvehallerne i København, hvor der blev solgt smådyr. Lige ved indgangen stod en mand og solgte søde marsvin. Jeg kiggede spørgende på min kone.
Nej, afviste hun tørt, vores datter var jo aldrig ude blandt bølgerne.
Fiskene sagde ikke meget, og papegøjerne, som med deres farver og snaksomhed mindede om min kone, gav hende straks allergi over for fjer. Jeg faldt for en lille abe, der med sine grimasser sendte mig minder om min datter i hendes teenageår. Men konen truede med at lægge sig tværs over bordet, hvis jeg overvejede det, og jeg opgav hurtigtjeg havde trods alt vænnet mig til hende gennem mange år, aben kendte jeg jo knap nok.
Tilbage var hund og kat. Men hunde skal luftes konstant, og katte bringer også en del bøvljeg kunne ikke rigtigt se mig selv som en katteopdrætter på Nørreport. Så det blev kat.
Vores kat fandt vi hurtigt. Den lå halvsovende i et plexiglasbur og blev berørt på maven af små, klodsede killinger med våde snuder. På buret stod der: Karla. Sælgeren fortalte en rørende historie om en svær opvæksten hund, der næsten havde bidt katten ihjel, og pludselig ikke længere plads i lejligheden. Vores valgte kat var en stolt perser, stor og smuk med sølvgrå pels. Dog uden stamtavle, der kunne bevise, at den flade næse var en ægte racemarkør og ikke en skade. Ifølge de forsvundne papirer hed katten egentlig Kaiser, men reagerede uden problemer på navnet Karla. Vi tog hende med hjem.
Karla peb lavmælt hele vejen hjem i bilen, trykket sammen under passagersædet. Allerede i opgangen, med min aversion mod dyrelægeindgreb in mente, spurgte min kone sarkastisk:
Er du sikker på, at det ikke er en kastreret han?
Jeg frøs. Ikke at jeg har noget imod hverken det ene eller det andet, men kastrerede hankatte giver mig associationer til Quasimodomishandlede og mærkede af mennesker. Jeg drejede Karla om på ryggen midt på trappen og lavede en hurtig undersøgelse. I opgangens halvmørke fandt jeg ikke meget andet end sammenfiltret pels på maven. Jeg gnavede stædigt videre og kørte hånden hen over kattens mave. Karla undslap et brøl, men, tja, det så ud til, at alt var som det skulle være.
Samme dag kom datteren forbi for at tømme vores køleskab. Da hun så Karla, glemte hun alt om den halvspiste lagkage og kastede sig over dyret. Sammen med min kone slæbte de Karla ud på badeværelset, vaskede hende i babysæbe, svøbte hende ind i et håndklædemit håndklæde, naturligvisog tørrede hende med hårtørreren.
Da Karla med værdighed trådte frem, begyndte min kone ivrigt at børste hende og klippe de mange filtret klumper væk. Katten peb utilfreds, men jeg holdt mig på afstand og trak mig ind i køkkenet med en øl.
Idyllen blev brat afløst af et hyl og et brag fra stuen. Glasskår klirrede mod gulvet, nogen skreg. Jeg satte min øl og gik ind. Min kone sad på sofaen, vuggende frem og tilbage med armene strakt udhænderne var fyldt med blodige, friske kradsemærker. Ved siden af hende lå en saks og totter af grå pels. Datteren og jeg stimlede sammen omkring den skadede.
Hvad skete der?
Hun så med store, bedrøvede øjne på os og tudede:
Æg-g-gene!
Hvad for nogle æg?
De er re-v-e-t aaaaaf!
Af hvad?
Af katten!
Nu er jeg ikke læge, men jeg har en stærk mistanke om, at sådan noget ikke bare falder af for et godt ordi hvert fald ikke på katte. Igennem tårer og snot lykkedes det os langsomt at stykke sammen, at katten havde spjættet, mens konen klippede klumper mellem bagbenenesaksen sprang videre, og det, der blev klippet af, troede hun, var… ja, æggene.
Katten havde hyllet af smerte og gemt sig under sofaen, ikke uden lige at flænse min kone på vejen og smadre en vase, hun holdt af. For det, tænkte jeg, burde den stakkels kat have hele retten til at gå amok. Det sagde jeg så højt, og konen begyndte igen at tude.
Bevæbnet med en moppe gik min datter og jeg i gang med at lokke Karla ud fra det inderste, støvede hjørne under sofaen. Karla hvæsede, arrogant og arrig. Sød snak og pølseskiver prellede af. Og som mand forstår jeg det udmærket.
Datteren skubbede forsigtigt til Karla med moppen hen mod kanten, mens jeg parat med hænderne forsøgte at snuppe hende, hvis chancen bød sig. Katten var snu og ikke til at narrehver gang jeg nærmede mig, undveg hun og borede kløerne dybt i moppehåndtaget. Til sidst satte hun sig fast i moppen, og jeg fik hende trukket frem.
Aldrig havde jeg set hende sådan! Øjnene gule og vilde, snuden dækket af spindelvæv, halen fuld af støv. Fra udsøgt perser til underfrankeret stormis på bare en halv time med min kone.
Jeg tog Karla på skødet og satte mig i køkkenet. Langsomt begyndte hun at falde til ro, benene slappede af, og hun begyndte at spinde højt. Konen tårnede op bag mig:
Tror du hun har det dårligt? Hun lyder mærkelig. Jeg ringer til lægevagten straks!
Karla kiggede op, kneb øjnene sammen og blev helt stille. Det virkede faktisk, som om hun overvejede at kvæle sig selv for ikke at høre mere. Jeg sendte konerne ind stuen igen og blev med Karla.
Vi sad længe, jeg med en øl, hun spindende på mine ben. Jeg fortalte hende, hvor hårdt det er at bo blandt kvinder hele tiden, og Karla spandt også forstående med. Da hun lå på ryggen, og jeg igen kunne trække vejret roligt, mærkede jeg efter mellem hendes bagben. Håbede bare, at konens vanvid med saksen ikke havde gjort uoprettelig skade. Men sandheden var, at jeg intet fandt. Ingen tegn på, at det nogen sinde havde været en han. Ingen udstyr, ingen forsvundne æg. Karla var en højtgravid og temmelig stor perserpige. Alt, hvad min kone havde klippet af, var bunker af sammenfiltret pelskrydret med lidt blod fra hendes egne hænder.
Vi gik ikke tilbage til sælgeren for at klage over svindel. Karla var allerede blevet en af osvi havde overlevet det sammen. Og i går fødte Karla fire små killinger. Der er nu igen børn i huset.
Selv tænker jeg, at nogle gange er det, vi frygter, bare et spørgsmål om misforståelser. Og at der alligevel altid er plads til nyt liv og kærlighed, når bare man giver plads til det.