Vi havde kun været sammen i otte dage, da alt det her skete. Jeg er mekaniker og arbejder for mig selv. Den dag var det hendes fødselsdag, og festen var sat til klokken syv hjemme hos hende. Allerede om morgenen vidste jeg, at det ville blive presset, men jeg havde lovet hende at komme til tiden. Det betød meget for mig især fordi det var hendes fødselsdag, og fordi vi kun lige var begyndt at se hinanden.
Sidst på dagen, netop som jeg var ved at lukke værkstedet, dukkede en kunde op i sidste øjeblik med et alvorligt problem med bilen. Det var ikke en hurtig eller nem reparation. Jeg var i tvivl, men tog opgaven, for det var ikke noget, man bare kunne ignorere. Det endte selvfølgelig med at tage længere tid, end jeg havde regnet med. Da jeg kiggede på uret, var klokken næsten 18:30. Hvis jeg tog hjem for at vaske mig og skifte tøj, ville jeg aldrig kunne nå frem til tiden.
Jeg havde to muligheder: At komme for sent, men være pænt klædt på, eller at komme til tiden, men stadig i mit arbejdstøj.
Jeg besluttede at tage direkte hjem til hende. Jeg gjorde mig så ren, som jeg kunne, vaskede hænderne grundigt og skiftede til en lidt pænere skjorte, men jeg var stadig klædt som mekaniker. Jeg ankom præcis klokken syv. Jeg ønskede hende tillykke, gav hende et kys, og hun så vurderende på mig fra top til tå, men sagde ikke noget i første omgang.
Vi gik indenfor, hilsede på hendes familie og venner, og efter et par minutter trak hun mig til side.
Det var dér, problemerne startede. Hun sagde irriteret, at det var respektløst at dukke op sådan til hendes fødselsdag. Jeg forklarede, hvad der var sket, at jeg var blevet forsinket på arbejde, og at jeg havde valgt at komme til tiden fremfor at være væk endnu en time. Hun mente, det havde været bedre, hvis jeg slet ikke var kommet, at jeg i det mindste kunne have sendt hende et billede fra værkstedet, så hun kunne se, at jeg virkelig arbejdede, og hun kunne så bestemme, om jeg skulle komme eller ej. Hun sagde, at jeg havde gjort hende til grin med min påklædning.
Jeg blev vred. Jeg forstod ikke, hvorfor hun var så sur, når jeg havde gjort alt for at overholde mit løfte. Jeg kom direkte fra arbejde, ikke fra en fest, og hvis jeg ikke havde haft lyst, var jeg bare blevet væk. Hun svarede, at udseendet betyder noget for hende, og at hun ikke kunne være sammen med en, der ikke gik op i sådanne detaljer.
Stemningen blev hurtigt dårlig, og vi begge sagde ting, vi nok ikke mente. Det blev en ubehagelig samtale.
Jeg blev ikke der længe. Jeg sagde pænt farvel og gik. Senere samme aften skrev hun, at jeg burde tænke over det hele. Dagen efter sagde hun, at det var bedst, vi stoppede her, for hun kunne mærke, vi ikke passede sammen. Jeg bad ikke om forklaring, og jeg forsøgte ikke at overtale hende. Jeg accepterede bare hendes beslutning.
Sandheden er, at jeg heller ikke kontaktede hende igen. Jeg kunne mærke, at en, der bliver fornærmet over, at man kommer direkte fra arbejde i forsøget på at nå det til tiden, ikke lægger vægt på hverken indsats eller hensigt. Jeg ville ikke ændre mig eller skamme mig over mit arbejde. Hvis det var grund nok for hende til at afslutte et forhold på otte dage, så ville jeg alligevel ikke blive hængende.
Synes I, jeg gjorde det rigtige ved bare at lade det være?
