Engang for længe siden fødte Tilde en lille datter. Barnet var svagt og forlod denne verden alt for hurtigt Sådan ville skæbnen det.
Tildes mand, Morten, kom aldrig for at besøge hende, da han hørte, hvad der var sket. På dagen hvor Tilde blev udskrevet fra Rigshospitalet i København, ventede kun en kuffert med hendes ting, som Morten havde sendt med bud. Han havde omhyggeligt pakket alt sammen, men selv dukkede han aldrig op, ikke engang overfor sygehusets personale.
Tilde havde forestillet sig mange scenarier, men aldrig sådan et forræderi. Hun havde ingen steder at tage hen. Senere, da hun pakkede ud, fandt hun et brev fra Morten i kufferten. Hun læste ordene og kunne knap tro sine egne øjne:
“Jeg søger om skilsmisse. Jeg blev kun bremset af din graviditet. Jeg har for længst fundet en anden, langt bedre end dig. Og du kan end ikke føde ordentligt! Jeg er faktisk lettet over, hvordan det hele gik!”
Tildes hjerte blev knust af de sidste ord. Tårerne strømmede længe, før hun stille sank ned i dybe tanker om, hvad der nu skulle blive af hende.
Endelig besluttede hun sig:
Jeg skal nok, for enhver pris, blive succesfuld! Bedst til det jeg beskæftiger mig med! Og vigtigst den bedste mor, jeg kan blive. Måske blev det ikke med min mand, men mor skal jeg nok blive. Jeg er kun 24 år. Hele livet ligger foran mig!
Tilde havde mødt Morten til en fest hos fælles venner. Hun var smuk og med det samme fangede hun Mortens blik. For ham var det ligegyldigt, om hun var rig eller fattig det vigtigste var, at hun var slående smuk.
Han manglede intet hans mor ejede en kæde af frisørsaloner, som gav gode penge. Morten selv sørgede kun for at levere de nødvendige materialer.
Det hele gik hurtigt derefter: forældremøde, bryllup, og på andet år kom graviditeten.
Folk advarede hende om, at Morten var hende utro, men hun troede det ikke. Han var jo så kærlig og havde altid gaver med hjem.
Og nu stod hun der, udenfor fødeafdelingen, med kun en kuffert. Hvor kunne hun tage hen? Hjem til sine forældre? Nej, det turde hun ikke; hun var jo røget i totterne på dem og flygtet væk. De festede altid, de skændtes hun havde ikke engang inviteret dem til brylluppet.
Af familien havde hun kun sin moster, men hun havde aldrig brudt sig om Morten fra starten. Mosteren havde også gjort det klart: hvis det gik galt med Morten, skulle Tilde ikke komme og bo hos hende der var ikke plads.
Tilde besluttede at lede efter arbejde. Hun kunne klare natten på Hovedbanegården, om nødvendigt.
Det var svært at finde job, selv med en god eksamen, for hun havde ingen erfaring. Hun havde altid elsket dyr og var uddannet dyrlæge, så hun gik straks i gang med at besøge klinikker, hvor hun engang havde haft praktik. Men der var ingen ledige stillinger. Da hun forlod den sidste dyreklinik og satte sig på en bænk, begyndte hun at græde. Pludselig kom en lille hund hen, sprang op på skødet af hende og puttede sig ind.
Hvilket vidunder! Hvisker hun. Hvem tilhører du mon? Jeg kan ikke tage dig med jeg er selv uden hjem.
Nej, hvem siger du er hjemløs? Wilma, hvorfor løber du væk? Kom så i snor!
En ældre dame satte sig ved siden af hende.
Fortæl, min pige, jeg har set dig før du hjalp denne lille frøken, Wilma, da hun skulle klippes!
Damen lyttede tålmodigt, nikkede af og til.
Uheldig har du været, min pige. Men kom nu, tag kufferten jeg hedder Ellen Mikkelsen. Ingen dikkedarer. Og du?
Tilde.
Så kom med, Tilde. Du må være sulten?
Ellen boede i et stort hus nær Frederiksberg Have, næsten ligesom det Tilde havde haft med Morten. Wilma fandt straks sin kurv, men holdt øje med Tilde.
Se hun kan lide dig, sagde Ellen. Hun er ellers ikke venlig overfor alle. I morgen viser jeg dig huset og haven. Jeg har brug for en, der kan holde styr på hjemmet. Klarer du det?
Det tror jeg, svarede Tilde. Men jeg skal stadig have et andet arbejde.
Du har fundet et job nu. Jeg lønner dig godt, sagde Ellen. Her er dit værelse slap nu af.
Senere delte Ellen sin egen historie. Hun var blevet alene. Hendes mand var væk, børnene væk, det hele sluttede brat efter et biluheld en efterårsdag. Manden gik til en anden kvinde og forsvandt ligeså. Alt arvede hun men Ellen valgte at sælge forretningen. Siden levede hun uden mangler men familie kom kun, når de ville have penge, og hun var blevet god til at sige nej.
Tilde klarede arbejdet fint. Uddannelsen var ikke spildt: hun vidste meget om planter og blomster, og Ellen elskede roser. Nu blomstrede de smukkere end nogensinde før.
Du har grønne fingre, Tilde. Jeg har aldrig haft så mange æbler og pærer i haven.
Tilde blev i Ellens hus i tre år. De knyttede sig meget til hinanden, og Wilma drønede rundt med dem.
Ellen, du betaler mig for meget. Jeg spiser, bor her, bruger alt og får endda penge.
Det er ikke for meget. Du arbejder hårdt. Jeg sætter pris på det, og du har bragt glæde til mit liv. Hvad vil du gøre med pengene? Jeg har bemærket, du ikke bruger dem.
Jeg vil åbne en dyrefrisør-salon. Det er både moderne og tiltrængt nu.
Du vil ikke forlade mig, håber jeg?
Nej, aldrig! Du har reddet mit liv. Jeg vil bare også gøre noget selv. Jeg har stadig tid.
Ja, Wilma får jo nu fine frisurer hjemme. Jeg tror, du bliver en dygtig frisør. Og så har du fået selvtillid.
Det har jeg dig at takke for. Jeg føler mig hjemme her.
Du er den datterdatter, jeg aldrig fik. Vi passer jo også sammen med alderen.
Der gik atter tre år. Tilde havde nu to egne dyresaloner i København. Hun havde ikke turdet stole på nogen mand efter første erfaring, men kærligheden dukkede op, hvor hun mindst ventede det.
En ung mand besøgte ofte salonen med sin lille hund. Senere kom han med en stor buket roser. De havde et langt og roligt forhold, for Tilde var bange for at blive svigtet igen, men Mads var tålmodig.
Tilde, hvad mangler du? Jeg drømmer om børnelatter i hjemmet. Og jeg har en gave til dig til brylluppet.
Inden brylluppet overdrog Ellen sit testamente og alle sine opsparinger til Tilde.
Hvad med din familie? gispede Tilde.
De har aldrig ringet eller besøgt mig på alle disse år. Har du set dem? Nej. De er ligeglade de vil kun have penge! Men du fortjener det.
Ellen viste sig som den bedste støtte, ventede børnebørn og læste godnathistorier for dem.
Skæbnen lod atter Tilde møde Morten, sin tidligere mand. Hans mors salonkæde var væk, forretningen forsvundet. Moderen var død, og han havde solgt og forbrugt alt. De mødtes tilfældigt, da Tilde steg ud af sin bil. Hun var næsten uforandret, men Morten var knapt til at kende han var træt, usoigneret, forfalden.
Tilde?
Hvem er De?
Mor, jeg henter dig, som vi har aftalt, sagde en ung mand fra bilen. Gå væk, gamle herre. Hvad vil du?
Det er okay, skatte. Han er bare en gammel bekendt.
Din søn? spurgte Morten. Jeg har ingen Du lever godt kan jeg se.
Ja, jeg har det godt nu. Farvel jeg må nå videre.
Vent, kan du ikke låne mig lidt penge bare lidt?
Nej, Morten. Du må tage dig sammen. Havde vi været sammen, havde jeg intet fået. Nu er jeg glad for, at du forlod mig dengang du var jo også tilfreds. Farvel!
