Min kone er i syvende måned af sin graviditet, og helt ærligt, ser jeg hende ikke længere som min kvinde.
Siden hun blev gravid, virker det som om hun har givet helt op på sig selv. Hun går ikke op i sin fremtoning, bruger ikke makeup, hun gider knap nok rede sit hår. Hele dagen ser jeg hende i løse bukser eller natkjole. Ingen voks, ingen parfume det virker nærmest ikke som om, det betyder noget for hende, hvordan hun tager sig ud, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Sådan var det ikke før. Vi gik ud, tog på café, spiste ude, hun gjorde sig umage for at se godt ud. Nu er det bare træthed. Hun siger hele tiden jeg har ondt, jeg har det skidt, jeg er udmattet. Hun kan ikke klare at gå langt, vil helst blive hjemme, hellere ligge i sengen. Jeg prøver at planlægge noget sammen, men der er altid en undskyldning. I starten havde jeg tålmodighed, men nu går det mig virkelig på nerverne. Jeg føler, jeg bor sammen med en, der ikke længere ønsker at lave noget.
Jeg var helt tydelig overfor hende fra starten af: jeg har aldrig set mig selv som far. Jeg har sagt det mange gange før. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have børn, at jeg ikke føler mig klar. Men hun blev ved. Hun sagde, at alting ville ændre sig, at jeg ville komme til at elske barnet, og at vi ville være en familie. Til sidst sagde jeg ja. Og nu føles det som om hele byrden er havnet på mine skuldre, mens hun bare giver op.
Der er også en anden ting, der nager mig. Vi har en ung kvinde boende herhjemme hun er alt det modsatte af min kone. Hun går op i sig selv, ser altid frisk ud, er initiativrig og fuld af energi. Hun klæder sig lækkert, griner, tager initiativ. Jeg siger ikke, at der er sket noget, men jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har lagt mærke til det. Jeg kan mærke, at jeg begynder at sammenligne dem, selvom jeg ved, det ikke er fair. Jeg har det også sådan, at hvis der ender med at ske noget, vil folk sige, det er min skyld men det er jo hende, der har sluppet taget.
Jeg har prøvet at tale med min kone om det. Jeg har sagt, hun bør tage sig lidt mere af sig selv, at hun ikke bare kan give op. Hun bliver vred, siger jeg ikke forstår noget, at hendes krop forandrer sig og at hun har det fysisk dårligt. Jeg svarer, at mange kvinder i samme situation godt kan gå op i sig selv, så det kan ikke bruges som undskyldning. De samtaler ender altid galt. Hun græder. Jeg bliver frustreret.
Det irriterer mig også, at hun ikke længere har lyst til det, som kærestepar normalt laver. Hun siger, hun ikke har det godt, at det gør ondt, at hun ikke har lyst. Jeg føler mig afvist. Jeg føler næsten, hun har lukket mig helt ude. Og selvom det måske lyder forkert, kan jeg mærke, at det ikke er fair over for mig. Jeg er den samme jeg arbejder, tager ansvar og passer mine pligter, men det føles som om, hun har opgivet det hele.
Jeg ønsker ikke at være hende utro. Jeg vil ikke være den, der svigter hende. Men jeg har heller ikke lyst til at leve sådan. Jeg føler mig fanget i en situation, jeg aldrig ønskede mig. Nogle gange tænker jeg, at hvis noget går galt, er det fordi, hun har glemt mig som mand.
Det er derfor, jeg skriver nu. Fordi jeg ikke ved, om der er en måde at hjælpe hende tilbage få den kvinde, hun var før, tilbage og at hun vil gøre en indsats igen. Jeg ønsker ikke at være den onde i denne historie, men jeg har heller ikke lyst til at blive ved med at føle mig usynlig i mit eget forhold.
Hvad bør man gøre i min situation?
