Min første kærlighed i skolen: en beretning fra tiende klasse
Det føles som mange år siden nu, men engang i min ungdom blev jeg for første gang forelsket. Jeg hedder Gertrud. Vi gik i tiende klasse på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød. Klassen var den samme som året før, men efter sommerferien havde Verner, en af klassens drenge, forandret sig helt. Han var vokset både i højde og selvsikkerhed på én gang voksen og eventyrlig, som en prins i mit barnlige sind. Da han satte sig ved siden af mig ved skolebordet i begyndelsen af september, følte jeg mig nærmest svævende af glæde.
Jeg var også forandret. Fra barn var jeg langsomt blevet pige, så man kunne ane min slanke talje og ben, som jeg den gang håbede gav mig et mere yndefuldt udtryk. En tynd fletning lod nakken være bar som en svanes.
Verner så på mig, som kun en dreng kunne. Han tænkte, at jeg var dygtig i skolen måske kunne han endda få lidt hjælp, hvis det kneb. Det gjorde mig både stolt og glad, for jeg havde altid været blid og betænksom.
Men vores venskab udviklede sig hurtigt til en forelskelse. Den første, rene og altopslugende, og på det aller-mest uhensigtsmæssige tidspunkt
For vi skulle snart til eksamener. Der var læselektier, billetter og opgaver i lange baner. Alligevel gik Verner og jeg ture i slotsparken efter skoletid, kyssede på bænkene, og om vinteren tog vi med vennerne ud på den frosne Sønderup Sø for at skøjte.
Verners far var ikke tilfreds. Han mente, at sønnen burde koncentrere sig om gymnasiet og gøre sig klar til officersskolen, ikke sidde og drømme sig væk på grund af en kærlighedsaffære. Min baggrund blev også nævnt Verner fortjente vel bedre, syntes han.
Mor tilsluttede sig faderens mening, selvom jeg fornemmede, hun alligevel havde ondt af Verner.
Hjemme boede jeg kun med min mormor. Min mor var bortgået, da jeg var ganske lille forsvundet som en skygge. Min fars navn stod aldrig skrevet i min dåbsattest, kun et mørkt strejf over siden.
Hvad er det dog ved ham Verner, du finder så tiltrækkende? spurgte min mormor bedrøvet. Ah, du er vel ligesom din mor, mumlede hun til svar.
Emnet om min mors skæbne var tabubelagt. Når talen faldt på hende, blev min mormor stille og kold, og hendes blik blev fjern, som om hun kiggede dybt ind i sig selv og sin fortid.
Men jeg løb begejstret til næste rendezvous med Verner. Næsten ingen dag gik uden, at vi så hinanden. Lektierne haltede bagefter, lærerne var bekymrede, og til sidst gav Verners forældre ham et ultimatum ikke flere møter med mig, i hvert fald ikke før han fyldte atten.
Verner smilede skævt, da han fortalte det det var svært, for vores følelser brændte stærkt. Men at tale om alvorlige forhold ville han slet ikke. Han troede, at forældrene ville sige nej, uanset hvad han fortalte.
Da jeg opdagede, at jeg var gravid, tre måneder efter vores første nat sammen, føltes det, som om verden styrtede sammen. Eksamenerne nærmede sig. Fuglene begyndte at synge, foråret var i luften, men jeg græd hver nat i min pude, bange for, at min mormor skulle vågne. Hun mærkede dog hurtigt, at noget var forandret. Modermælet forstod, hvad der var sket.
Nu så jeg kun Verner i skolen. Hans far havde sat en streg i sandet og nægtede al kontakt. Hvis de dog bare vidste, tænkte jeg.
En aften kom min mormor ind til mig og satte sig forsigtigt på sengekanten:
Vil du have barnet? spurgte hun stille. Lyv mig ikke op i ansigtet. Jeg har prøvet det én gang før, med din mor. Hun begyndte at græde, og jeg lagde mig ind til hendes smalle skuldre.
Hvad skal jeg gøre, mormor? hviskede jeg. Hans forældre er helt imod men de ved intet endnu.
Ved Verner det?
Nej. Jeg tør ikke sige det. Jeg er bange for, han straks vil forlade mig Det var første gang, jeg turde formulere rædslen.
Mormor nikkede dystert. Han har jo allerede forladt dig, næsten. Men du er nødt til at sige det. Det skylder du ham. Hvis han så går, er det bare, fordi han ikke er noget værd. Leg ikke martyr, vis noget stolthed. Vi skal nok klare os. Jeg går ud og gør rent. Den slags arbejde kan jeg stadig.
Men mormor Du er folkepensionist
Så gør jeg rent i vores boligforening. Jeg har holdt kost før, og jeg skal nok holde den igen. Sådan er det, min pige, sagde hun sagte.
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, også mormor græd, men hun tog sig hurtigt sammen.
Nu må du ikke tude mere. Sov nu. Så tilføjede hun alvorligt: Lov mig én ting at du gør skolen færdig. Uanset hvad der sker.
Det løfte gav jeg hende. Jeg besluttede mig til hurtigst muligt at fortælle Verner alt. Jeg vidste, han næppe ville blive lykkelig, men jeg var klar til alt. Allerede nu elskede jeg det lille liv, der voksede i mig. Hvad kunne Verners afvisning betyde, når jeg snart skulle blive mor? Det var da den største lykke på jord.
Verner var flyttet hen til et andet bord i klassen. Man hviskede i krogene om vores brud nogen lagde skylden på mig, andre på ham men alle var enige om, at man først skulle gøre skolen færdig, derefter uddanne sig, og først bagefter stifte familie. Ingen talte om kærlighed. Ingen anede, hvor dybt jeg følte. Man forstod ingenting, hvis ikke man selv havde prøvet det.
Dagen efter samtalen med min mormor tog jeg mod til mig og fortalte Verner om barnet. Vi stod i alléen bag gymnasiet. Han blev helt bleg, så forvirret ud og sagde ikke et ord, men gik bare hjem uden at se sig tilbage. Jeg stod og ventede, håbede, han ville vende sig om og løbe hen til mig, holde om mig som tidligere.
Men Verner forsvandt uden at vende ansigtet som om han flygtede fra et mareridt.
Jeg fik min studentereksamen og fik arbejde i en frokoststue i Hillerød, hvor min mormor også havde arbejdet før. Da bladene faldt, gik jeg på barsel. Trods min unge alder og sårbarhed fik jeg en sund, lille søn.
Mormor knoklede videre som rengøringskone, supplerede den lille folkepension. Da min søn blev gammel nok, kom han i børnehave, og jeg tog arbejde i kantinen igen. Jeg blev snart kendt som den dygtige og hjælpsomme kollega også selvom de i opgangen omtale mig som enlig mor.
En dag blev jeg færdiguddannet som smørrebrødsjomfru jeg var god til mad, elskede orden, og var ivrig efter at lære nyt. Mormor gik hjemme og passede oldebarnet og glædede sig over, jeg klarede mig så godt.
Kunderne roste mine retter og mine sprøde boller, spurgte efter opskrifter. En dag kom en ny mand til køkkenet. Han hed Rasmus, netop udlært fra kokkeskolen. Tre måneder efter havde han forelsket sig i mig og friede til mig. Jeg svarede ham ikke straks.
Jeg lagde ikke skjul på min situation, men Rasmus virkede glad for min søn, og kom ofte med blomster eller små biler til ham. Han ventede gerne på mig udenfor, tog min søn i hånden, kyssede mig ubekymret, og vi fulgtes ofte ned gennem Hillerød til slotshaven. Mormor, der kiggede fra vinduet, lavede korsets tegn over os, inden hun gik ind til sine gamle billeder.
Gertrud, du må ikke blive gravid for tidligt igen, sagde mormor drillende om aftenen.
Åh, mormor, nu er jeg voksen og har lært lektien, svarede jeg smilende. Jeg fortryder intet. For jeg har dig, og min søn og nu også Rasmus. Vi har afleveret ægteskabserklæringen. Jeg elsker ham. Han er god, virkelig god og ærlig.
Vi satte os ofte, hånd i hånd, og græd lidt men nu af glæde.
Vi holdt brylluppet i kantinen, hele personalet var med, naboerne og Rasmus familie og venner.
Rasmus adopterede min søn, og jeg var ikke længere alene. Jeg glædede mig over mit nye liv som hustru elsket og værdsat. Og jeg, en gang enlig mor under hviskende tunger, blev siden den lykkeligste kvinde i Hillerød.
Første kærlighed i gymnasiet: En 1.g-klassehistorie fra Danmark
