Jeg har sagt så mange grimme ting til dig
Lene betragtede sin voksne datter og forstod, hvorfor Katrine behandlede hende, som hun gjorde.
Ved du hvad, Katrine, nu siger jeg det ligeud. Du er voksen nok. Snart får du din egen familie. Tag dig af dit eget liv, og lad mig skabe mit.
Katrine sendte et vredt blik mod sin mor:
Du skal ikke regne med at se mig i dit hjem igen!
Datteren smækkede døren af alle kræfter og gik. Lene kunne ikke holde tårerne tilbage. Hvordan var det gået så galt mellem hende og hendes ældste datter? For bare nogle år siden var alting så anderledes
* * *
Lene fik Katrine som attenårig, mens hun gik på tredje semester på landbrugsskolen i Aarhus. Faren, Henrik, var hendes første og dengang troede hun eneste store kærlighed. De havde været sammen i tre år, uadskillelige. Graviditeten var ikke planlagt, men ingen overvejede at afbryde den.
Lene og Henrik blev gift. Begge forældrepar støttede dem, og hjalp med at betale for deres lejlighed i Århus.
Lenes mor, Else, hjalp meget med Katrine fra hun blev født. Lene fortsatte på studiet, lavede en individuel studieplan, og tre gange ugentligt afleverede hun datteren hos sin mor og skyndte sig til undervisning.
Tak for al din hjælp, mor, Lene smilede og rakte Else eksamensbeviset. Uden dig og din hjælp med Katrine var jeg aldrig blevet færdig.
Det er det, mødre er til for, svarede Else og så kærligt på både datter og barnebarn.
Lene var udmattet de sidste to år. Katrine var krævende og sov dårligt. Lene forsøgte at jonglere rollerne som studerende, omsorgsfuld mor og god hustru.
Henriks liv ændrede sig ikke meget med et barn i huset. Den unge far kom hjem fra arbejde og plantede sig foran fjernsynet. I weekenden tog han ud og spillede fodbold med vennerne, hvilket fortsatte over en øl bagefter.
Lene fik plads til Katrine i børnehaven og et job som agronom i et gartneri. Da Katrine fyldte fem, blev hun og Henrik skilt.
Mor, jeg kan ikke mere, græd hun til Else. Jeg har ventet i årevis på at Henrik skulle blive voksen, men han ændrer sig aldrig. Jeg havde aldrig troet, jeg ville sige det her men Lene sukkede dybt. Jeg fortryder, jeg giftede mig så tidligt. De har ret, dem der siger, at unge ægteskaber sjældent ender godt.
Else så strengt på Lene.
Alting går over. Også det her. Du har din datter, det er det vigtigste. Mænd livet ligger foran dig. Du er kun treogtyve. Du har hele livet for dig.
Lene kiggede skeptisk på sin mor gennem tårer. Hun troede ikke rigtig på ordene. Hun følte sig tom indeni
De næste ti år var Lene alene. Intelligent, slank og attraktiv men kærligheden ville ikke indfinde sig. Mænd kom og gik, forsvandt hurtigt igen.
Det viste sig, at de færreste var klar til et liv med både en kvinde og hendes barn. Når sandheden om datteren kom frem, gled mændene væk. Til sidst mistede Lene troen på, at hun nogensinde ville få et rigtigt forhold, eller gifte sig igen.
Da hun fyldte femogtredive holdt hun en trist fødselsdag.
Mor, jeg er bange, betroede hun Else. Jeg føler livet passerer mig, mens jeg bare står på sidelinjen og ser på.
Else så overrasket på hende.
Hvor er din optimisme blevet af? Er det virkelig min stærke datter, der taler sådan?
Lene smilede svagt.
Tænk, Katrine fylder atten næste år og rejser til København for at studere. Så står jeg tilbage alene. Det er ikke nogen hyggelig udsigt.
Måske er det starten på et nyt kapitel? sagde Else.
Lene trak bare på skuldrene. Hun vidste ikke, at moren ville få ret.
* * *
Mads kom ind i Lene liv som en tornado bogstaveligt talt. Han ramte hendes bil på parkeringspladsen. Det blev til tusind undskyldninger og en bøn om ikke at tilkalde politiet.
Bare rolig, jeg betaler alt, sagde Mads. Vi udveksler numre, og i aften kører jeg din bil på værksted. Du får den tilbage som ny.
Normalt kunne Lene være mistroisk, men hun lod sig overtale. Mads var både overbevisende og charmerende, og hun fik ingen chance for at sige nej.
Fra den dag udviklede der sig hurtigt et forhold mellem Lene og Mads. Lene mistede fuldstændig hovedet.
Mads var rolig og sikker på sig selv. Han arbejdede i en virksomhed med plastikvinduer, tjente godt og behandlede Lene med kærlighed og omsorg.
Efter to måneder turde Lene fortælle Mads om sin voksne datter. Mads tog det roligt og sagde, det overhovedet ikke generede ham.
Til gengæld kom Mads med en overraskelse han var ti år yngre end Lene.
Du er femogtyve? spurgte Lene chokeret. Du ser så meget ældre ud! Havde jeg vidst det, var
Godt, du ikke vidste det, lo han. Jeg ser ti år ældre ud, og du ti år yngre så er vi jævnaldrende. Perfekt!
Han omfavnede hende og kyssede hende.
Mads, det føles mærkeligt sagde Lene usikkert. Hvad vil folk sige? Forældrene?
Slap af, alder er bare tal på papiret. Jeg elsker dig og vil gerne have, du bliver min kone.
Lene blev forvirret. Hun kunne ikke forudse, hvordan forældre og Katrine ville reagerer på den unge kæreste. Fornuften sagde, ti år er meget, men hjertet sagde noget helt andet.
* * *
Næste dag fortalte hun det hele til forældrene og Katrine.
Det er dit valg, din fremtid. Følg hjertet, støttede Else. Far og jeg står altid på din side.
Lene så taknemmeligt på sin mor, og kiggede derefter på Katrine.
Er du rigtig klog! svarede datteren med surt tonefald. Du kunne lige så godt have fundet en af mine klassekammerater. Mor, du er et voksent menneske, og nu laver du sådan noget Skal du også have en hvid brudekjole?
Lenes hjerte blev ramt; hun havde aldrig før hørt sin datter tale sådan og sige så hårde ting.
Sådan taler du ikke til din mor, sagde Else skrapt. Tænk før du taler.
Nå, men jeg flytter jo alligevel til København om otte måneder, så I kan gøre, hvad I vil.
Lene kunne mærke tårerne presse sig på.
Hvordan kan hun være sådan, mor? Jeg har viet hele mit liv til hende, hendes stemme rystede.
Du har forkælet Katrine for meget, svarede Else. Hun er blevet egoistisk. Bare rolig, det går over. Du fortjener din egen bid af lykken, uanset hvem han er eller hvor gammel.
Forældrene rejste hjem, og Lene sad længe efter i køkkenet. Hun havde ikke anet, at Katrine i rummet ved siden af lagde planer for at ødelægge sin mors nye liv.
* * *
To uger senere flyttede Mads ind hos Lene og Katrine. Lene havde ikke lyst til vielse endnu, og de blev bare boende sammen.
De næste halve år var barske. Mads forældre var heller ikke begejstrede for hans valg, og selv om det ikke blev sagt direkte, var det tydeligt. Lene kunne mærke det, også selv om hun kun så dem fem gange.
Det værste var dog hjemme. Katrine var som forvandlet. Hun var provokerende, uforskammet, og talte kun gennem grumsede tænder til Lene og ignorerede Mads.
Katrine, jeg forstår dig simpelthen ikke! udbrød Lene. Vil du straffe mig for noget? Du er voksen, rejser snart og får dit eget liv, men du mener tilsyneladende, du har ret til at ødelægge mit. Det fortjener jeg ikke, mindst af alt fra dig.
Katrine fnøs.
I irriterer mig, sagde hun pludselig. Han er yngre end dig, det ser mærkeligt ud. Du burde finde en jævnaldrende, så havde jeg måske accepteret det.
På en måde kan jeg godt følge dig, svarede Lene. Men jeg anede jo ikke, Mads var yngre, da det startede. Nu ser jeg ingen grund til at fortryde noget.
Hun tav et øjeblik og sagde:
Katrine, jeg elsker dig. Du er min datter. Men Mads er blevet en vigtig del af mit liv, og jeg vil gerne, du accepterer ham. For min skyld.
Efter den samtale blev stemningen lidt bedre. Katrine blev mere afdæmpet, mest fordi hun nu havde fået plads på universitetet og snart skulle flytte til København.
Men freden blev brudt, da Lene fandt ud af, hun ventede barn med Mads. Katrine blev rasende, svinede dem til og flyttede til studierne.
Lene, du må ikke blive stresset, sagde Mads og holdt om hende. Katrine behøver tid. Hun har aldrig været vant til at dele dig med nogen, det er derfor, hun reagerer så voldsomt. Når hun har boet alene, skal det nok gå.
Men det blev mere kompliceret, end de troede.
Lene og Mads blev gift. Syv måneder senere fik de en søn, Jesper. Mads blev en kærlig ægtemand, tog ansvar for både kone og barn, og hjalp med at støtte Katrine økonomisk under hendes studier. Lene kunne egentlig være lykkelig, hvis ikke hendes forhold til datteren var så ødelagt.
Katrine nægtede stadig at acceptere situationen. Lene talte sjældent med hende, og det gjorde hende trist selv om Katrine opførte sig fælt, elskede Lene hende stadig. Samtalerne kedede: Katrine svarede kun med énstavelsesord, og der kom aldrig gang i noget.
Når hun besøgte hjemmet, boede hun helst hos bedsteforældrene. Hun ignorerede Jesper totalt. Sådan gik to år.
* * *
En lørdag morgen hørte Lene døren gå. Hun stivnede. Mads og Jesper sov endnu.
Forsigtigt gik hun ud i gangen. Katrine stod der.
Katrine, hvad laver du her? Skulle du ikke være i København? Lene spurgte irriteret og forvirret Hvad er der?
Katrine sank sammen og begyndte at græde. Lene styrtede hen og tog fat i hende.
Kæreste barn! Hvad er der sket?
Mor, undskyld mig. Jeg er så dum, græd Katrine. Jeg har ingen steder at gå Jeg er gravid fire måneder henne Ville have haft en abort, men lægerne sagde, det var for sent Han sagde, barnet var mit ansvar og havde overhovedet ikke lyst til at hjælpe Hvad skal jeg gøre nu? Hvordan skal jeg klare det alene med et barn?
Katrine græd ukontrolleret. Mads kom ud fra soveværelset med søvn i øjnene og så målløs ud.
Lene genvandt fatningen, satte sig på gulvet og holdt om datteren.
Katrine, lille skat. Ikke græde. Det skal nok gå, sagde hun mildt. Jeg er her.
Jeg har sagt så mange grimme ting til dig gjort Mads og Jesper kede af det, snøftede Katrine. Nu ser jeg, at jeg kun har jer og mormor og morfar.
Lene græd nu også. De sad sammen på gulvet og græd.
Nå piger, lød det fra Mads bag dem, jeg afbryder lige, for I ender med at oversvømme underboen. Op i bad, og så går vi i køkkenet og spiser morgenmad. Jesper skal jo ikke blive bange.
De to kvinder kiggede på hinanden, rejste sig og gik ud på badeværelset. Lene kiggede taknemmeligt på Mads, som uden ord forstod hende, smilede og gik ud for at lave morgenmad. Katrine klyngede sig til sin mor og tænkte taknemligt: Hvor har jeg taget fejl af dem begge, og hvor er det rigtigt, at alting kan blive godt igen.
Den dag lærte jeg og det glemmer jeg aldrig at kærlighed og tilgivelse kan bygge bro over selv de dybeste kløfter i familien.
