Er din kone virkelig den, du tror hun er? – Arne, jeg ville egentlig ikke sige det til dig på bryllupsdagen… Men, ved du, at din nybagte hustru har en datter? spurgte min kollega mig på arbejdet, mens vi sad i varevognen. – Hvad mener du? Jeg nægtede at tro på det. – Min kone så din Rikke til jeres bryllup og hviskede til mig: Mon brudgommen ved, at hans brud har en datter på børnehjem? Forestil dig, Arne. Min kone, der arbejder som jordemoder på Rigshospitalet, huskede din Rikke på grund af et modermærke på halsen. Hun sagde, at Rikke døbte datteren Emma og gav hende sit efternavn, Andersen. Det var fem år siden, afsluttede kollegaen og ventede på min reaktion. Jeg sad målløs bag rattet. Sikke en nyhed! Jeg besluttede selv at undersøge sandheden. Det var svært at tro på sådan en historie, men jeg forstod, at Rikke ikke var nogen naiv attenårig – hun var 32, da vi mødtes. Hun havde selvfølgelig et liv før mig. Men hvordan kan en mor opgive sit barn? Hvordan lever man videre med det? Efter lidt undersøgen fandt jeg hurtigt børnehjemmet, hvor Emma Andersen boede. Forstanderen præsenterede mig for en livsglad pige med et varmt smil: – Mød vores Emma Andersen, sagde han. Hvor gammel er du, skat, sig det til manden. I hendes blik så man straks et skævt barneøje. Jeg fik ondt af hende. Jeg følte straks en forbindelse – denne pige var min elskedes datter. Min mormor sagde altid: Et barn er altid et mirakel for sine forældre, selv hvis det ikke er perfekt. Emma gik modigt tættere på mig. – Fire år. Er du min far? spurgte hun. Jeg blev forlegen. Hvad skal man svare et barn, der ser enhver mand som en mulig far? – Emma, lad os snakke sammen. Kunne du tænke dig at have en mor og en far? Spørgsmålet var dumt, men jeg kunne allerede mærke, at jeg havde lyst til at tage hende med hjem. – Ja! Tager du mig med? spurgte Emma og så mig direkte i øjnene. – Det gør jeg, men lidt senere. Vil du vente, min lille ven? Jeg havde lyst til at græde. – Jeg venter. Lover du det? Emma blev alvorlig. – Jeg lover, svarede jeg og kyssede hende på kinden. Derhjemme fortalte jeg alt til min kone. – Rikke, hvad der skete før mig betyder ingenting, men vi må hente Emma hjem hurtigst muligt. Jeg vil adoptere hende officielt. – Har du spurgt mig, om jeg vil have det barn? Hun skeler jo også! svarede Rikke med hævet stemme. – Men det er jo din egen datter! Jeg får Emmas øjne opereret, så det bliver bedre. Hun er et vidunder – du vil elske hende, sagde jeg. Til sidst gav jeg Rikke næsten ikke andet valg end at gå med til adoptionen. Det tog et år, før Emma kom hjem til os, men i den tid besøgte jeg hende ofte på børnehjemmet. Vi blev nære venner. Rikke ville stadig ikke have et barn og prøvede endda at bremse adoptionsprocessen. Jeg insisterede på at fortsætte. Endelig kom dagen, hvor Emma trådte ind over vores dørtærskel første gang. Hun blev fascineret af alle de ting, vi andre slet ikke lagde mærke til. Øjenlægerne gjorde også hendes syn bedre over halvandet år – heldigvis uden at operation var nødvendig. Snart kom Emma til at ligne sin mor Rikke som to dråber vand, og jeg følte mig lykkelig mellem to smukke piger – min kone og min datter. Næsten et år efter, at vi hentede Emma hjem, gik hun stadig rundt med en pakke kiks – hun kunne ikke få nok. Man kunne ikke tage pakken fra hende. Jeg blev overrasket, men det irriterede Rikke. Jeg forsøgte at styrke familien, men det lykkedes ikke. Min kone kunne aldrig komme til at elske sin egen datter. Hun elskede kun sig selv, sit ego. Der opstod flere og flere skænderier mellem Rikke og mig – og kilden til uenighederne var altid Emma. – Hvorfor har du slæbt det vilde barn ind i vores familie? Hun bliver aldrig normal! råbte Rikke. Jeg elskede Rikke meget, kunne ikke forestille mig et liv uden hende, men min mor havde engang sagt: – Sønnike, det er dit valg, men vi har set din Rikke med en anden mand. Du får aldrig lykke med hende. Hun er falsk og beregnende – hun vil snyde dig, advarede min mor. Når man elsker, ser man ikke forhindringer. Rikke var mit ideal – men jeg mærkede revnerne i forholdet, efter Emma kom ind i vores hjem. Emma åbnede mine øjne for sandheden om min familie – det var rystende at se Rikkes ligegyldighed overfor barnet. Jeg overvejede, om jeg skulle elske Rikke mindre, men kunne ikke. Min ven foreslog dog en lidt sær idé: – Hør, hvis du vil vurdere en kvinde objektivt, så tag skræddermålebåndet. Så ser du, at hun ikke er mere end mål på bryst, talje og hofter! Vi lo, men jeg målte alligevel Rikke for sjov – men det ændrede intet; jeg elskede hende stadig. Kort tid efter blev Emma syg. Hun var forkølet og havde feber, gik hele tiden efter Rikke med sin yndlingsdukke Maja. Men nu var Maja nøgen, og Emma havde ikke kræfter til at klæde hende på. Rikke blev irriteret og råbte: – Skal du græde længe endnu? Lad os nu få lidt ro! Gå i seng! Emma holdt om dukken og græd hjerteskærende. Så rev Rikke dukken ud af hendes hænder, løb til vinduet og smed den ud. – Mor, det er min elskede Maja! Hun kommer til at fryse ude! Må jeg hente hende? græd Emma og løb mod døren. Jeg skyndte mig efter. Dukken hang i et træ; jeg hentede den op af sneen. Smeltende sne på gummiansigtet lignede tårer. Da jeg lagde dukken ved Emmas hovedpude, sad Rikke roligt i stuen og læste blad – uden den mindste bekymring. I dét øjeblik døde min kærlighed til hende. Hun var smuk udenpå, men indeni blot et tomt, glitrende slikpapir. Rikke forstod vist det hele. Vi blev skilt – Emma blev hos mig, og Rikke protesterede ikke det mindste. …Senere mødte jeg min ekskone, der med et smil sagde: – Du var kun et springbræt, Arne. – Rikke, du har flotte øjne, men et sort sind, sagde jeg. Kort tid efter giftede Rikke sig med en succesfuld forretningsmand. – Jeg har ondt af hendes mand. Sådan én burde slet ikke være mor, understregede min mor. Emma savnede sin mor meget, drømte om bare at røre ved hende. Men min nye hustru, Lise, knyttede sig til Emma og varme hendes hjerte op. Det var, som om barnets mor for anden gang havde svigtet hende – for mig forblev det én stor gåde. Lise passer nu Emma og vores søn Simon med stor kærlighed og uendelig tålmodighed.

Er du sikker på, at din kone er den, du tror, hun er?
Mikkel, jeg ville egentlig ikke sige det til dig på jeres bryllupsdag … Altså, ved du, at din nye hustru har en datter? min kollega på arbejdet fik mig nærmest til at fryse fast bag rattet.
Hvad mener du? Jeg nægter straks at tro på det, han siger.
Min kone hviskede til mig ved jeres bryllup, efter hun havde set din Astrid:
Gad vide, om brudgommen ved, at hans brud har en datter på børnehjem?
Tænk dig, Mikkel, jeg var ved at sætte maden i halsen. Min kone siger, at hun selv registrerede afkaldet på en nyfødt dengang. Min Line er jordemoder på fødeafdelingen. Hun huskede Astrid, fordi hun har et fødselsmærke på halsen. Og hun siger, at Astrid kaldte sin datter Emilie og gav hende sit efternavn, Andersen. Det var for omkring fem år siden, min kollega venter spændt på min reaktion.
Jeg sidder chokeret bag rattet. Sikke en nyhed!
Jeg beslutter at finde ud af det selv, for jeg vil ikke tro på rygter. Det er selvfølgelig klart, at Astrid ikke er en naiv attenårig hun var toogtredive, da vi mødtes. Hun har selvfølgelig haft et liv før mig. Men hvorfor skulle man opgive sit barn? Hvordan lever man videre med det?
Gennem nogle bekendte lykkes det mig hurtigt at finde børnehjemmet, hvor Emilie Andersen bor.
Forstanderen præsenterer mig for en livlig pige med et strålende smil:
Mød vores Emilie Andersen, siger han, hvor gammel er du, lille ven, kan du fortælle det til onklen?
Man kan ikke undgå at bemærke, at pigen skeler kraftigt. Jeg får straks medlidenhed med hende, føler en særlig omsorg det er jo min elskedes datter! Min mormor sagde altid:
Et barn, selvom det er skævt, er et mirakel for sine forældre.
Emilie kommer modigt nærmere:
Jeg er fire år. Er du min far?
Jeg bliver forlegen. Hvad siger man til et barn, der ser sin far i alle mænd?
Emilie, skal vi tale lidt sammen? Kunne du tænke dig at have en mor og en far? det er et dumt spørgsmål, men jeg har så meget lyst til at tage pigen med hjem med det samme.
Ja! Tager du mig med? Emilie ser nysgerrigt op på mig.
Jeg tager dig med, men først lidt senere. Kan du vente, skat? jeg må kæmpe for ikke at græde.
Jeg skal nok vente. Lover du mig det? Emilie bliver alvorlig.
Jeg lover, og jeg kysser hende på kinden.
Da jeg kommer hjem, fortæller jeg Astrid det hele.
Astrid, jeg er ligeglad med, hvad der skete før mig, men Emilie skal hjem til os. Jeg vil adoptere hende.
Har du spurgt mig, om jeg vil have den pige? Der er noget galt med hendes øjne! Astrid hæver stemmen.
Det er jo din egen datter! Vi får lavet en øjenoperation, og det hele skal nok gå. Emilie er fantastisk! Du kommer til at elske hende, jeg er forundret over Astrids reaktion.
Til sidst får jeg næsten overtalt hende til, at vi adopterer Emilie.
Vi måtte vente et år, før Emilie kom hjem. Jeg besøgte hende ofte på børnehjemmet, og i løbet af det år blev vi gode venner og vænnede os til hinanden. Astrid havde stadig ikke noget ønske om at have hende, og hun ville ligefrem standse adoptionen. Jeg overtalte hende til at fortsætte.
Dagen kom, hvor Emilie for første gang trådte ind over dørtærsklen i vores lejlighed. Alt, vi andre ikke lægger mærke til, forundrede og glædede hende. Straks efter fik specialister på Rigshospitalet korrigeret hendes øjne. Det tog halvandet år heldigvis uden kirurgi.
Pigen begyndte at ligne Astrid som to dråber vand. Jeg var lykkelig: to smukke damer min kone og min datter.
Næsten et år efter børnehjemmet kunne Emilie ikke få nok at spise. Hun gik altid rundt og sov med en pakke Mariekiks. Den var ikke til at tage fra hende. Hun havde tydeligvis følt sult. Astrid blev irriteret; jeg undrede mig bare.
Jeg prøvede hele tiden at samle os som familie, men det gik ikke … Astrid kunne ikke komme til at elske sin egen datter. Hun elskede kun sig selv, sit ego som om ordet “jeg” stod mejslet i sten.
Imellem os voksede der konflikter op, og alt gik ud over Emilie.
Hvorfor har du hentet det vilde barn til os? Hun bliver aldrig som folk! råbte Astrid i raseri.
Jeg elskede Astrid meget og kunne ikke forestille mig livet uden hende, selvom min mor engang sagde:
Søn, det er dit valg, men jeg så Astrid med en anden mand. Du vil aldrig finde lykken med hende. Hun er ikke ærlig, ikke troværdig. Hun vil snyde dig, før du aner det.
Når man elsker, ser man ingen forhindringer ens lykke skinner stærkere end stjerner. Astrid var idealet. Først da Emilie flyttede ind, begyndte jeg at se sprækkerne i forholdet.
Det var nok Emilie, der åbnede mine øjne for, hvordan tingene egentlig stod til derhjemme. Jeg blev overrasket over, hvor lidt Astrid interesserede sig for pigen.
Jeg prøvede endda at køle lidt af i min kærlighed til Astrid, men det lykkedes ikke. En dag foreslog en ven:
Hvis du en dag vil sætte en kvinde på plads, så mål hende med et skræddermålbånd! Det siger man blandt folk.
Du laver sjov! sagde jeg målløs.
Mål busten, taljen og hofterne. Derefter dør forelskelsen, som om han gjorde grin med mig.
Men jeg besluttede mig for at lave eksperimentet. Jeg havde jo ikke noget at tabe.
Astrid, kom her, jeg skal måle dig, sagde jeg.
Hun så overrasket ud:
Kan jeg håbe på en ny kjole?
Ja, svarede jeg højtideligt, mens jeg målte.
Da jeg var færdig, elskede jeg Astrid helt som før. Vi grinte bare ad det.
Snart blev Emilie syg. Hun fik feber og var ynkelig. Overalt fulgte hun Astrid med sin dukke som hun kaldte Maja. Jeg blev glad for, at hun nu holdt om sin Maja-dukke og ikke en kiks.
Hun elskede at klæde dukken om. Men nu var dukken nøgen; Emilie var for svag til at klæde hende på. Astrid råbte:
Hvor længe vil du tude? Kan man da ikke få ro? Gå ind og sov!
Emilie trykkede dukken til sit bryst og græd. Pludselig rev Astrid Maja ud af hænderne på Emilie, løb over til vinduet, åbnede og smed dukken ud i kulden.
Mor, det er jo min elskede Maja! Hun fryser derude må jeg løbe ned og hente hende? Emilie græd højlydt og styrtede mod døren.
Jeg løb straks ud efter dukken. Elevatoren var væk, så jeg løb ned fra ottende sal. Dukken hang på hovedet i et træ. Jeg fik den samlet op, børstede sneen af. Smeltende snefnug lignede tårer på dens gummi-ansigt. På vej op ad trappen tænkte jeg, at jeg snart ville bryde sammen.
Astrids opførsel var uforklarlig. Jeg gik ind til Emilie. Hun lå ved siden af sin seng, med hovedet på puden hun snøftede i søvne og rystede. Jeg lagde varsomt Maja-dukke på puden.
Astrid sad i dagligstuen, læste et magasin hun havde ikke skænket Emilie en tanke. Det var dér, min kærlighed til hende døde. Den tørrede ud, forsvandt, fordampede. Jeg forstod endelig, at Astrid var smuk, men tom som et stykke blankt papir.
Hun vidste det nok godt selv.
Vi blev skilt. Emilie blev hos mig, Astrid protesterede ikke.
… Senere mødtes vi, og hun sagde smilende:
Du var bare min springbræt, Mikkel!
Du, Astrid, havde smukke øjne, men et sort hjerte, svarede jeg roligt.
Astrid giftede sig straks med en succesfuld erhvervsmand.
Jeg har ondt af hendes mand. En kvinde som hende burde ikke være mor, sagde min mor.
Emilie savnede sin mor meget, ville bare røre ved hende.
Men min nye kone, Freja, formåede at vinde Emilies hjerte og smelte den is, hendes biologiske mor havde efterladt. Det var for mig ubegribeligt, at nogen kunne afvise det samme barn to gange.
Derhjemme passer Freja med stor kærlighed og uendelig tålmodighed på både Emilie og vores søn Simon.