Altså, hvorfor tog det dig så lang tid at åbne? Jeg troede jo, du var faldet i søvn, eller måske gemte dig med en kæreste! Camillas skingre stemme rungede ud over opgangen, så nabohunden til højre begyndte at gø fornærmet bag døren.
Freja stod i døråbningen, indhyllet i sin morgenkåbe, og opgav et stille suk. Klokken var ti om aftenen. Camilla, hendes gamle klassekammerat, de ikke havde set hinanden det seneste halve år, tronede nu i døren iført åben dunjakke, et enormt rullende kuffert og to fyldte poser fra Føtex. Hun lignede ikke én i sorg snarere én i krig.
Hej, Camilla. Kom dog ind. Jeg var bare i bad og hørte ikke ringeklokken, sagde Freja, mens hun trådte bagud for at lukke gæsten ind.
Kufferten bullerede hen over det billigste IKEA-laminat. Camilla fyldte straks den smalle entre med hele sin eksistens. Hun duftede kraftigt af parfume blandet med kulde og et snert af jeg har ikke tænkt mig at gå hjem i nat.
Halelujah, du lukker mig ind! Camilla sparkede støvlerne af lynlåsen sad stadig halvt oppe så de landede på dørmåtten som to trætte sild. Jeg var lige ved at tro, jeg endte på Hovedbanegården i nat. Frederik, kan du forestille dig det, han gik helt amok. Jeg siger ét ord han råber ti tilbage. Han siger, jeg bruger for mange penge! Mig! Jeg, som har gået i samme vinterfrakke tre sæsoner i træk. Jeg smækkede med døren og gik. Nu kunne han lige lære at savne mig lidt. Jeg flytter ind hos dig et par dage, indtil han ligger på knæ og tigger. Okay?
Freja nikkede og lukkede døren.
Selvfølgelig. Der er plads nok. Er du sulten?
Hvad har du? Med vanlig selvtillid marcherede Camilla ud i køkkenet uden så meget som at skylle hænderne for etikettens skyld. Jeg er sulten som et bæltedyr. Enhver ved, at nerver sådan sætter gang i appetitten.
Freja fulgte hende. Hun havde boet alene de sidste tre år siden skilsmissen og elskede hvert sekund af sin rolige hule. Hver eneste ting havde sin plads. Krusene stod med hankene pænt den samme vej; viskestykkerne hang efter farveskema, og der var aldrig krummer på bordet. Da Camilla smed indkøbsposerne direkte på spisebordet, fór der et stik gennem Freja.
Jeg har lavet fromagebagte boller og en grøn salat med kylling, tilbød Freja. Jeg kan lave noget grøn te.
Camilla så ud, som om hun netop havde slikket på en sur citron.
Freja, du er sgu den samme gamle kedelige type! Hjemmelavet mad og salat… Vi er i krise, min ven! Jeg har købt noget god chorizo, ost og remoulade samt friskt brød. Lad os lave rigtige madder. Og har du noget vin?
Nej, der er desværre ikke vin. Jeg skal tidligt på arbejde i morgen. Skal du ikke også det, Camilla?
Ej, jeg tog en fridag. Smed bare en sygedag ind jeg har jo immervæk sjælesorg! Camilla havde allerede halvt tømt poserne. Nå, ingen vin, så må teen være sort, stærk og med tre skefulde sukker. Din grønne hø får mit blodtryk til at styrtdykke.
Freja sukkede og fandt dåsen med sort te frem til specielle gæster. Inden hun fik sat vand over, havde Camilla allerede fyldt bordet med brødkrummer, åbnet pølsepakken, efterladt fedtet emballage midt på køkkenbordet og rode nu i skufferne.
Hvorfor har du ikke nogle rigtige knive? Den her kan jo knap nok penetrere blødt smør, beklagede hun, mens hun viftede med Frejas elskede japanske tomatkniv.
Den er til tomater, Camilla. Og den er faktisk ret skarp, pas på.
Aftenen forløb under Camillas enetale om, at hendes mand var dum som en dør og livet grundlæggende uretfærdigt. Freja nikkede, skænkede te og talte i sine tanker minutterne ned, til hun kunne redde sig ind i stuen og undskylde sig med sengetid.
Hey hvorfor er her så sterilt? Ikke så meget som en magnet på køleskabet, ingen planter i vinduet. Det ligner jo en operationsstue her.
Jeg kan lide minimalistisk stil. Mindre støv, mere luft.
Gab, det er kedeligt. Kvinder skal gøre reden hyggelig. Jeg viser dig i morgen, hvordan vi liver her op. Jeg har sans for detaljer!
Freja blev stram om læberne.
Camilla, bare lad tingene være. Jeg har det bedst sådan.
Camilla trak på skuldrene og sendte endnu en portion mayo-mad i munden.
Tag det roligt, jeg prøver jo bare at hjælpe dig.
Næste dag blev Freja vækket, ikke af sit vækkeur, men af brusende vand og dunkende lyde fra badeværelset. Hun åbnede søvndrukkent øjnene, frisede op og opdagede til skræk, hun allerede var en halv time bagud. Hun sprang op, tog sin morgenkåbe og løb mod badeværelset. Døren var låst.
Camilla! Hvor længe er du ved endnu? Jeg skal gøre mig klar til arbejde! råbte hun.
Lige et øjeblik, vasker bare min maske af! lød det afslappet inde bag døren.
“Et øjeblik” varede femten minutter. Da døren endelig gik op, bølgede et tåget sky af damp og duften af Frejas dyre showergel og skrub ud af rummet.
Camilla stod der i Frejas bedste, hvide badelagen og med hår som en turban.
Altså, dit kaffescrub er fantastisk! Min hud er blød som smør, men bøtten er desværre halvt tom nu mit korpus er stort!
Freja sprang i bad. Spejlet var dugget, gulvet et vådt bjerglandskab. Tandpastatuben uden låg, foundation på vasken, og hendes ansigtscreme stod åben og nervøst på kanten.
Ingen tid til at diskutere. Freja gjorde sig hurtigt klar og sprang ud i køkkenet. Camilla var allerede ved at stege æg og hvilket svineri. Smørbobler sprøjtede på det tidligere skinnende komfur, gulvet og forklædet.
Sæt dig, jeg har lavet morgenmad til os! jublede hun. Så du ikke går ud af døren på tom mave.
Camilla, jeg spiser aldrig stegte ting til morgenmad, kun havregryn. Og tusind tak, men jeg skal skynde mig.
Men altså, jeg prøver virkelig… brummede Camilla skuffet. Giv mig din nøgle, så handler jeg ind senere. I dit køleskab græder en sulten mus.
Freja frøs ved tanken om hendes nøgle i Camillas hænder, men at smide hende ud midt i livskrise virkede umuligt.
Her er et ekstra sæt. Men for Guds skyld ingen rod. Og lad være med at røre mit arbejdsværelse. Der er vigtige papirer.
Hold nu op, hvem gider læse dine papirer? Skynd dig nu, arbejdsmyre.
Freja sad på arbejdet hele dagen med svedige håndflader og en knugende forudanelse. Hun mærkede i maven, noget uigenkaldeligt skete derhjemme. Og mavefornemmelsen ramte plet.
Allerede i opgangen kunne hun dufte forbrændt løg iblandet klor. Hun åbnede døren og stivnede.
I entréen stod et par fremmede herresko.
Hov, Freja er kommet! Camilla trissede ud fra stuen, rødglødende og begejstret. Vi drikker lige kaffe med Mogens. Han hjalp mig bære varer op, så jeg bød ham ind høflighed, du ved.
Fra køkkenet stak en ikke helt ung mand hovedet frem i deform striktrøje.
Hej nabo, vi tager bare en lille plade chokolade. Din veninde hun er et fund! Hyggelig og enormt flittig.
Freja gik mod køkkenet. Kartoffelskræller over det hele, dåserestaffage og hendes elskede gryde med dobbeltbund boblede truende. Løg lugtede brændt.
Mogens skal faktisk hjem nu, sagde Freja med kold stemme.
Mogens læste rummet lynhurtigt, hældte resten af kaffen i halsen og stak af.
Øhm, ja, tak for mad Camilla. Kom gerne op, hvis du mangler salt eller tændstikker…
Da døren smækkede efter ham, vendte Freja sig til Camilla.
Hvad fanden sker der? Hvorfor er der en fremmed mand i min lejlighed?
Ej, han er jo ikke fremmed. Han bor lige ovenpå! Dejlig fyr, ensom, vi snakkede bare. Hvorfor er du sådan en surkartoffel? Jeg har jo lavet middag til dig! Der er suppe rigtig suppe med masser af sul! Du trænger, du er helt gennemsigtig.
Freja gik hen til gryden.
Har du lavet suppe i min gryde til vandbad?
Hvad skulle det gøre? En gryde er en gryde. Du er så pedantisk! Kom lige ud og se, hvordan jeg har gjort rent på badeværelset!
Alt i Freja skreg. Hun stormede ud på badeværelset. Klor lugten var voldsom. Hendes dyre chrom-haner var dækket med hvide striber. Badekarret trist og mat.
Hvad har du gjort?
Jeg fandt Klorin under vasken. Der stod sådan en eller anden øko-sæbe, men den kan jo ikke tage noget. Klorin dræber ALT nu skinner det.
“Klorin” var tiltænkt gamle gulvklude og blev ellers aldrig brugt. At smøre det ud over akryl og messing var barbarisk.
Camilla, jeg påskønner din indsats. Men vær sød at lade være med at vaske, lave mad eller invitere gæster. Bare slap af. Se fjernsyn.
Jeg prøver bare at hjælpe! Camilla snøftede. Du er jo aldrig hjemme og altid så træt, og her får du mad og sterilt hjem. Man skulle tro, du foretrak tingene frem for mennesker. Måske derfor, du ingen mand har? Her dufter aldrig af mad altid kun af støvsuger.
Stop nu! afbrød Freja. Lad os lukke den snak. Jeg vil bare have ro. Og ikke suppe.
Hun lavede sig en ostemad og tog den med ind på værelset. Aftenen blev tavs. Camilla satte fjernsynet på højeste volume, mens Freja læste, uden at kunne koncentrere sig om noget som helst.
På tredjedagen, lørdag, håbede Freja at sove længe og få talt med Camilla om hjemtur. Men lyden af møbler, der blev trukket rundt, vækkede hende tidligt.
Freja stormede ind i stuen. Synet, der mødte hende, tog pusten: Sofaen, ellers pænt mod væggen, var nu midt i rummet, lænestolen spærrede for alt lys ved vinduet, og sofabordet stod centralt på tæppet.
Camilla prustede og slæbte på et tungt skab.
Du er vågen! Kom og hjælp! beordrede hun. Jeg har lige læst om feng shui! Du har indrettet ALT forkert, derfor har du aldrig held i kærlighed. Nu skal sofaen vende mod døren og skabet hen i rigdomshjørnet.
Camilla! Stop! Sæt det på plads! Du ødelægger gulvet!
Gør jeg overhovedet ikke. Nu er her lyst og luft! Jeg har også lige hevet de der tunge gardiner ned fra stangen du står jo op til total mørke hver dag. Vi skal have noget festligt med blomster.
Frejas elskede mørklægningsgardiner lå som dødt fag på gulvet. Hun rystede.
Camilla, nu stopper festen. Det her er mit hjem. Mine ting. Min stil. Jeg har ikke bedt om hjælp!
Du lever i et andedam! Jeg bringer nyt liv, og KUN fordi jeg holder af dig. Mogens syntes også, det var smart.
Mogens igen?! Hvornår var han her?
I morges, da du sov. Han skulle låne salt, og jeg fik ham til at hjælpe med det skab. Tungt!
Der røg den sidste rest beskedenhed i Freja. Et fremmed menneske vadede rundt i hendes hjem, mens hun lå bare ben i soveværelset. Hun var nærmest blevet gæst i eget liv.
Camilla, sæt dig ned.
Hvad nu? Nu kommer din belærende tone igen?
Du må samle dine ting nu. Du skal hjem. Nu.
Camilla stirrede forbløffet.
Mener du det? Vil du smide mig ud? Din gamle veninde på gaden? På grund af en sofa?
Ikke på grund af en sofa. Fordi du ikke respekterer mig eller mit hjem. Jeg bad dig lade være med at lave mad og rydde rundt men du gør det alligevel. Du inviterer fremmede ind. Du opfører dig, som om du ejer lejligheden mens jeg selv er blevet statist.
Jeg ville jo bare hjælpe! Camilla hylede, en tåre dryppede. Jeg gør alt for dig! Min mand er komplet idiot og så er du også umulig. Du sætter tingene over mennesker!
Måske. Men det er MINE ting og MIT hjem. Du har en time til at pakke.
Jeg har ingen steder at tage hen! Camilla smed sig dramatisk på sofaen. Jeg blev uvenner med Frederik for evigt! Det er slut!
Freja tog sin telefon og ringede.
Hej Frederik? Det er Freja… Ja, Camilla har været her. Mener du, I er blevet uvenner? Hvad? Ingen skænderier? Du har været på kursus hele ugen? Nåh, sådan…
Camilla så skyldbetynget ud.
Okay, Frederik. Vi ses lige om lidt.
Freja lagde mobilen på bordet og så på Camilla.
Frederik er kommet hjem fra kursus. Han blev meget paf over, at du ikke var hjemme. I har ikke været uvenner. Du trængte bare til en lille ferie og ville “lære mig lidt om livet”. Er det rigtigt?
Camilla trak på næsen og prøvede ikke at bryde ud i smil.
Jovist. Jeg kedede mig! Her var simpelthen så kedeligt jeg ville peppe dig lidt op. Og Frederik er aldrig hjemme, så jeg ville lige give ham et chok, så han kunne mærke, hvad han havde mistet. Og så stikker du mig! Din forræder!
Pak dig sammen, Camilla. Frederik venter.
De næste fyrre minutter drønede Camilla rundt, jamrende og smed ting i kufferten:
Så lærer man sgu sine rigtige venner at kende de forlader én i nød og bliver sure over lidt creme! Jeg kom kun med det bedste sind…
Freja stod i vinduet. Ikke spor af skyld. Kun massiv, blytung udmattelse og trang til at gå amok med rodalon.
Da Camilla til sidst stod klar i entreen, kuffert og alt:
Så bliv du bare alene i dit museum! Kedelig er du. Hæng dine gardiner op og sid i mørket som en sur ugle!
Døren smækkede. Freja låste for en gangs skyld begge låse, lagde panden mod døren og nød… stilheden. Den velsignede stilhed.
Hun gik i stuen. Første projekt: få sofaen tilbage på plads det krævede både albuer og determination. Dernæst lænestolen, og skabet måtte vente til en stærkere dag. Gardinerne blev hentet fra pulterkammeret, hængt op, og straks faldt et hyggeligt, dæmpet skær over rummet.
Freja gik i køkkenet, smed suppe-resterne i toilettet, samlede Camillas fede pølser, remoulade og brød og bar dem ned til containeren. Hun åbnede vinduerne væk med fremmede parfumer og branket løg.
Badeværelset krævede den store indsats. Hun gned forsigtigt, prøvede at få bitte små kraner blanke igen, mens hun så trist på det matte badekar. “Det går nok,” sagde hun til sig selv. “Jeg kan bruge penge på noget poleringsmiddel. Og vigtigst nu er jeg hjemme.”
Til aften var lejligheden sig selv. Freja lavede en stor kande grøn te, fandt sin yndlingsbog og satte sig i stolen. Telefonen bibbede sms fra Camilla.
*Frederik spørger, hvor hans favoritkrus er, det jeg gav dig sidste år. Jeg sagde, du kom til at smadre det. Det var så lidt.*
Freja smilede og blokerede nummeret. Kruset fandtes aldrig Camilla løj simpelthen. Lige meget.
Hun tog en slurk af sin te. Den smagte rent og stærkt uden sukker. Stilheden lagde sig som et blødt tæppe. Nabohunden gøede kort og tav. Et ur tikkede et sted. Freja følte, at hun aldrig havde sat mere pris på sit eget selskab og sine egne regler. Gæstfrihed er en god ting så længe gæsten husker, at det ikke er deres hus.
Hun kiggede på det strøgne bord, de snorlige bøger, sine yndlingshjemmesko, pænt ved sofaen.
Mit hjem mine regler, sagde hun højt. Intet egoistisk over det, kun sund selvrespekt.
Og Camilla? Hun kan muntre sig med chorizo og feng shui hjemme hos Frederik hvis han tillader det.
Hvis du læste med hertil, må du gerne smide et like. Eller lad være. Jeg har alligevel selv bestemt mig for mine egne regler.
