Tamara lagde to ostemadder på tallerkenen foran sin mand og vendte sig mod komfuret for at tage de næste af panden. Da hun så tilbage, sad Steffen og pillede mut i sin mad. – Hvad er der med dig i dag? Spis nu op, ellers kommer du for sent på arbejde. Steffen spiste færdigt med et suk og rejste sig. – Glem ikke madpakken, – sagde hun og rakte ham en sammenfoldet papirspakke. Da manden var gået, gik Tamara i gang med dagens gøremål. Senere skulle hun ned og handle, men på trappen stødte hun ind i Frits fra anden sal. – Er Steffen hjemme? Ville invitere ham til kamp i dag! – Kamp? Er du da tosset, gamle dreng? – Tamara sendte ham et strengt blik. – Det var bare for sjov. Skulle til at høre, om han ville spille domino nede i gården. Villy og konen er taget i sommerhus, vi mangler én. – Frits viftede med dominoæsken. – Nej, Steffen er på arbejde, det ved du da. Det er fredag. – Nå, har han fået job igen? Han kan ikke sidde stille som pensionist, hva’? – Frits grinede, men blev stille, da han så Tamaras undrende blik og trak sig længere ned ad trappen. – Vent nu lige! – Tamara greb ham i ærmet. – Han har da ikke forladt sit arbejde. Han er stadig på fabrikken. – Jeg… Jeg må hellere komme videre – Frits trak sig fri. – Nej, du bliver lige her! Hvad er det, jeg ikke ved? Svar mig, Frits! – Tamara gik et par trin ned og greb fat i hans arm igen. – Åh… Okay så. Han blev fyret, sendt på pension, 68 år… Det var for to uger siden. Har han ikke sagt noget? Undskyld, jeg troede, du vidste det. Men det ser ud til… det havde han altså ikke. Hvor er han så henne hver dag? – Ja, det gad jeg også godt vide, – sagde Tamara eftertænksomt. – Han er gået til arbejde hver dag, tog madpakken med… Jamen Steffen! Bare han kommer hjem, så får han sandelig én omgang spørgsmål. Tror han, han leger spion eller hvad. – Hun slap Frits og gik tilbage i lejligheden. Hun satte sig i entreen og tænkte på, hvor Steffen kunne have gået hver dag. Hun kom i tanker om, hvordan han for to uger siden sagde, at han var syg, da han kom hjem fra arbejde, og faktisk lå på sofaen hele weekenden. Hun plejede ham med varme drikke og suppe. Men mandag var han væk igen – på arbejde, som om intet var hændt. Hun kunne se for sig, hvordan han sad og pillede i ostemadden den morgen. ‘Hvorfor undrede jeg mig ikke straks?’ Tamara rejste sig brat: Hun måtte finde ham. Byen var ikke stor; han kunne være nede ved åen med lystfiskerne… Hun greb tasken og gik hurtigt ud. Hun gik byen rundt, men Steffen var hverken ved åen eller i parken. Hun overvejede at kigge forbi fabrikken, men nej – han var stolt, han ville ikke gå derhen, og de ville jo heller ikke lukke ham ind. Tamara vendte, træt og udmattet, hjem ved femtiden. Hun satte sig på sofaen og lukkede øjnene. – Hvad laver jeg… han kommer jo snart hjem, – hun sprang op og skyndte sig ud i køkkenet for at lave aftensmad – helt glemt, at hun intet havde spist selv. Hun kogte kartofler, stegte frikadeller, og klokken seks stod maden færdig som altid. Hun sad og så på væguret og ventede. Låsen gned i døren – Tamara hoppede næsten op, men satte sig igen og prøvede at være rolig. Steffen kom ind, træt, uden at se på hende, og satte sig. – Hvorfor er du allerede hjemme? – spurgte hun, så roligt hun kunne. – Du ser bleg ud – har du det dårligt? – Som altid. Det er ikke tidligt. – Han vendte ansigtet bort. – Vask hænderne, jeg dækker bord – vi skal have aftensmad. – Vent lidt, – Steffen stoppede hende, men så hende stadig ikke i øjnene. – Jeg er bare træt. Lægger mig lidt på sofaen. Spiser senere. – Han så op og smilede sagte. – Skal jeg finde en pille til hjertet? – Tamara bemærkede hans besvær, da han rejste sig og slæbte fødderne ud af køkkenet, mens han støttede sig til bordet. Hun kunne høre den gamle sofa knirke under hans vægt. Hun satte sig ved bordet og tænkte over, hvordan hun skulle trøste ham. Det var jo ikke noget galt i at være hjemme. Han behøvede ikke later som om – og at gå byen rundt i sommervarmen var ikke sundt. Hun skulle nok finde masser at holde ham beskæftiget med. Søsteren havde inviteret i kolonihave – der var nok at lave, og snart kom svampesæsonen. Tamara følte sig lidt bedre tilpas og gik ind i stuen. Steffen lå på siden med hovedet på hånden, den anden arm hang tungt fra sofaen. Tamara ville lægge den ind til kroppen – den føltes uhyggeligt tung og slap ned. Kroppen gav et lille ryk, men Steffen vågnede ikke. – Steffen! – skriget døde på hendes læber. Tamara satte hånden for munden, da hun indså, hvad der var sket. Hun faldt ned på knæ ved sofaen, trykkede ansigtet mod hans side og græd. Da gråden var tørret ud, rejste hun sig, alt svømmede for hendes øjne. Forsigtigt lagde hun hans arm ned langs kroppen, som han kunne lide at ligge. Vaklende gik hun ud af lejligheden, ned én etage, og bankede på døren hos naboerne og glemte alt om dørklokken. Frits kom ud i tanktop og udtrådte joggingbukser, læste det hele i hendes ansigt. – Frits, Steffen… – hun kunne ikke få ordene frem, men lagde hovedet mod hans bryst. Sammen gik de op i lejligheden. Bag dem fulgte hans kone, Anna, lille og rund, med korte ben. Hun stillede sig ved sin mand og slog kors for sig. – Vi må ringe efter vagtlægen eller begravelsesvæsenet… Nej, først lægevagten, – sagde Anna og forsvandt for at ringe. – Puha, Steffen… Han var tre år yngre end mig. Tænk sig… – sukkede Frits. – Han kom hjem, sagde han var træt, ville lægge sig… ville ikke engang have aftensmad. Jeg… Det var bare et par minutter. Da jeg kom ind igen, så… – Tamara begyndte at græde igen. – Han var en god mand. Slet ikke gammel jo. Han kunne ikke holde ud, at fabrikken ikke havde brug for ham mere. Gav alt til sit arbejde, – mumlede Frits, mest til sig selv. – Lægevagten kommer snart. Lad os gå ud i køkkenet og få dig noget vand, – sagde Anna, lagde armen om Tamaras skuldre, fik hende til at sidde og drak korvalol og vand. – Hvad skal jeg gøre uden ham? Otteogfyrre år sammen… Som én dag. Lige siden han kom hjem fra soldatertjeneste blev vi gift. Åh… – Tamara gyngede frem og tilbage på stolen, lavmælt sørgende. Der ringede på døren. Frits lukkede op for to mænd i blå uniformer og med orange akuttasker. De undersøgte Steffens krop, skrev papirer, gav et telefonnummer til vognmanden. Og gik. Tamara kastede sig ned til Steffen, tog afsked, hendes tårer gennemvædede hans skjorte. Det varede flere timer, før de kom og hentede ham. Tamara gik ud i køkkenet og græd, mens Frits holdt om hende. – Tak, Frits. Hjælper I mig med begravelsen? – spurgte hun, øjnene flakkende mellem ham og Anna. – Bare rolig. Vi klarer det. I morgen går vi sammen til begravelsesforretningen. Saml noget tøj, vi skal aflevere det efter besøget. Søndag begraver man nok ikke, så det bliver mandag. Skal vi ringe til børnene, eller vil du selv? – Jeg gør det… senere, – sagde Tamara og tørrede øjnene. – Skal han bisættes? Var han kristen? – spurgte Anna. – Steffen brød sig ikke om alt det der… – hviskede Tamara. – Men det er da det rigtige, ikke? Jeg spørger i kirken i morgen. Måske kan man få det gjort efterfølgende, – insisterede Anna. Tamara trak ligegyldigt på skuldrene. De følgende dage trak i langdrag, trods al travlheden. Efter begravelsen tog børnene hjem igen og ville have Tamara med, men hun nægtede. Hun gik rundt i lejligheden, kiggede mod sofaen. Fornuften sagde hende, at Steffen ikke var der længere – men hun syntes hun så ham, ligge på siden, hånden under kinden, armen langs kroppen. Nogle gange syntes hun han rejste sig, spurgte: ‘Sov jeg længe?’ Alt blev uklart. Tamara kunne ikke afgøre, hvad hun forstillede sig – om hun faktisk så Steffen på sofaen eller ej. Hun vågnede stadig tidligt og gjorde morgenmad klar, som for at sende ham på arbejde. Men kom i tanke om virkeligheden – og græd. Datteren ringede, inviterede hende til sig for at få hende på andre tanker. Tamara tog derhen, men efter en uge vendte hun hjem. Lejligheden tog imod med tavshed og tomhed. Steffen lå ikke på sofaen længere. Om aftenen tog hun gamle fotos frem, så på dem og talte til Steffen. – Se, vores bryllup. Og det her sendte du fra militæret… Hun talte og ventede ikke på svar. Det var værre at tie helt. Stilheden trykkede, og hun lod fjernsynet køre lavt – så kunne det føles, som om hun ikke var helt alene. På billederne og i minderne levede Steffen stadig – ung og lyslevende. Altid lige ved siden af.

Kirsten lagde to ostekager på tallerkenen foran sin mand og vendte sig igen mod komfuret for at tage resten af panden. Da hun så sig over skulderen, opdagede hun, at Jørgen sad og pillede modløst ved ostekagen.

Hvad er der med dig i dag? Spis nu, ellers kommer du for sent på arbejde.

Jørgen spiste færdig, sukkede og rejste sig langsomt fra bordet.

Glem ikke madpakken. Hun rakte ham pakken i madpapir.

Da hendes mand var gået, tog Kirsten sig af dagens pligter i lejligheden. Senere skulle hun ned i Brugsen. På trappen stødte hun på naboen Poul fra anden sal.

Er Jørgen hjemme? Ville invitere ham til kamp.

Hvilken kamp? Er du blevet tosset? Kirsten sendte Poul et skarpt blik.

Bliv nu ikke bange, det var bare en talemåde. Ville spørge ham, om han var frisk på en omgang domino nede i gården. Henning og konen er taget i sommerhus, så vi mangler lige en til spillet. Poul løftede dominoæsken foran sig.

Jørgen er på arbejde, ved du da godt. Det er fredag. Han arbejder. Kirsten gjorde mine til at gå videre ned ad trappen.

Nå, er han begyndt igen? Hold da op! Pensionister kan altså ikke klare at sidde stille. Poul grinede, men så Kirstens undrende ansigt og tav, og trak sig lidt væk på trinene.

Vent nu! Kirsten greb ham i ærmet på den slidte habitjakke. Jørgen har slet ikke forladt jobbet. Han arbejder skam stadig på fabrikken.

Altså, jeg Jeg må hellere videre Poul trak forsigtigt armen til sig.

Nej, vent lidt! Er der noget, jeg ikke ved? Hold nu op Kirsten tog nogle trin ned for at fastholde ham og fik fat i hans arm igen.

Åh, Poul kløede sig i nakken. Okay. De har altså fyret ham sendt ham på pension. Han er jo også 68. Det var for to uger siden. Sagde han ingenting? Undskyld, jeg troede, du vidste det. Så han har ikke fortalt dig det. Det var den forklaring.

Ja, det vil jeg også gerne vide, sagde Kirsten eftertænksomt. Han gik jo afsted hver dag, tog madpakke med Hm, Jørgen! Bare du kommer hjem, skal jeg få sandheden ud af dig. Vil tro han er blevet agent eller noget i den stil som gammel. Kirsten slap Poul og gik op i lejligheden igen.

Hun satte sig på taburetten i entreen, tænkte på, hvor Jørgen egentlig var taget hen hver dag. Hun huskede, hvordan han havde været for to uger siden, da han kom hjem fra arbejde. Han sagde han var syg, og lå faktisk hele weekenden på sofaen med ryggen mod væggen. Hun havde lavet varme supper og te til ham. Og mandag morgen gik han lige så stille på arbejde igen, som om intet var hændt. Hun så for sig, hvordan han havde rodet rundt med sin ostekage til morgen. “Jeg burde have forstået, at noget ikke stemte,” tænkte hun.

Pludselig rejste Kirsten sig op. “Jeg må finde ham. Odense er ikke så stor. Måske nede ved åen med fiskerne eller” Hun slog ud med hænderne, tog sin taske og gik ud af døren.

Hun vandrede rundt i byen, kiggede på alle bænkene ved åen og de grønne stier i Munke Mose, men ingen Jørgen. Tænkte på at kigge forbi fabrikken, men vidste han ikke ville gå derhen. Han var for stolt. Og de ville næppe lukke ham ind. Træt og udmattet vendte Kirsten hjem hen under aftenen, satte sig på sofaen og lukkede øjnene.

Nå, jeg må jo snart i gang med aftensmaden, han kommer jo snart hjem sagde Kirsten halvt for sig selv og rejste sig, næsten overrasket over, hvor sulten hun alligevel var, for hun havde slet ikke spist hele dagen.

Hun satte kartofler over, begyndte at stege frikadeller. Klokken blev seks, alt var klar som altid. Hun holdt øje med uret på væggen og ventede. Låsen knirkede. Kirsten rejste sig, men satte sig hurtigt igen for at virke rolig.

Jørgen, bleg og træt, gik ind og satte sig uden at se på hende.

Du er da hjemme tidligt i dag? prøvede hun at lyde normal. Du ser bleg ud, har du det dårligt? spurgte hun bekymret.

Som altid. Jeg er ikke tidligt hjemme. Jørgen så væk.

Gå lige ud og vask hænder. Jeg dækker bord, så spiser vi lidt. Kirsten rejste sig.

Vent. Jørgen lagde hånden på hendes arm, kiggede stadig ikke op. Jeg er virkelig træt. Vil bare ned og ligge lidt. Spiser senere, så du skal ikke stå på hovedet. Han sendte hende et forsigtigt smil.

Ja, det er fint. Skal jeg hente din hjertemedicin? Kirsten noterede sig, hvor besværet han var, mens han krummede sig sammen og næsten slæbte sig ud i stuen. Hun hørte sofaen knirke under ham.

Hun satte sig og overvejede, hvordan hun dog kunne gøre det lettere for ham. Der var ingen skam i at være hjemme, man skal ikke lade, som om man stadig har arbejde at gå til. Hun kunne sagtens finde ting til ham søsteren havde spurgt, om de ville på landet og plukke svampe, og der var altid noget at lave der. Kirsten følte lidt mere ro og gik ind i stuen.

Jørgen lå på siden med hånden under kinden, den anden hånd dinglede ned mod gulvet. Da hun prøvede at lægge hans arm op på siden af ham, føltes den tung, så hun måtte slippe, og armen faldt slapt tilbage. Da hun rørte ham, sitrede kroppen svagt, men Jørgen vågnede ikke.

Jørgen! råbte hun, stemmen knækkede.

Kirsten gispede, tog hånden for munden, da det gik op for hende, hvad der var sket.

Hun knælede ned ved sofaen, begravede ansigtet i Jørgens side og græd lydløst. Da hun ikke havde flere kræfter eller tårer tilbage, rejste hun sig vaklende. Alt omkring hende var sløret. Hun løftede Jørgens arm varsomt og lagde den op langs kroppen. Han kunne så godt lide at ligge og døse sådan, sagde altid, det var hyggeligt.

Vakkelvornt forlod hun lejligheden, gik ned og bankede hos Poul og Annelise. Poul åbnede i undertrøje og forvaskede joggingbukser og forstod straks på hendes grådkvalte ansigt.

Poul, Jørgen hun kunne ikke få de tunge ord ud, men græd op ad Pouls smalle bryst.

Sammen gik de op til lejligheden ovenpå, og bag dem trippede Annelise, lille og rund, i raske skridt. Hun stillede sig ved siden af sin mand og sendte et lille kors over brystet.

Vi må ringe til vagtlægen, eller til Falck, sagde Annelise bestemt, og gik ud for at ringe.

Åh, Jørgen Han var jo tre år yngre end mig. Tænk engang. brummede Poul stille.

Han kom hjem, sagde han var træt, ville lægge sig. Ville ikke engang have aftensmad. Det varede bare et par minutter Så gik jeg ind, og så Kirsten brød ud i gråd igen.

Han var en god mand. Ikke gammel egentlig. Han klarede ikke tanken om ikke at være til nytte mere. Har tit fortalt ham, det bare er svært i starten Så finder man en hverdag. Men det gik ham på, at fabrikken var færdig med ham efter alle de år. Poul mumlede mest til sig selv.

Der gik lidt tid, så kom ambulancen to mænd i blå uniform og med orange kuffert de undersøgte Jørgen, udfyldte nogle papirer, skrev nummer på vognmanden. Og gik.

Kirsten satte sig ned ved siden af Jørgen, lagde hånden på hans kind, snakkede sagte til ham, sagde farvel. Hans skjorte blev våd af hendes tårer. Da bedemændene to timer senere hentede ham, gik Kirsten ud i køkkenet og græd, mens hun holdt fast om sig selv. Poul trak en stol ud og satte sig hos hende.

Tak, Poul. Kan I hjælpe mig? Med begravelsen hendes blik fandt først Poul og så Annelise.

Selvfølgelig. I morgen går vi i begravelsesforretningen og ordner alt, som det skal gøres. Du skal bare finde lidt tøj frem til ham. Efter mødet kører vi det derhen. Søndag begraver man vist ikke, det bliver nok mandag. Vil du have vi ringer til børnene, eller vil du selv?

Jeg gør det selv senere. Kirsten gned øjnene med håndryggen.

Skal han have præst? Var han døbt? spurgte Annelise.

Han brød sig aldrig om det, hviskede Kirsten.

Man skal gøre det rigtigt. Jeg tager selv i kirken i morgen; man kan få præsten til at læse en bøn selvom, han ikke brød sig om det, sagde Annelise.

Kirsten trak bare på skuldrene.

Dagene gik langsomt, på trods af alt det praktiske, der skulle styr på. Efter begravelsen tog børnene hver til deres eget. De tilbød Kirsten at flytte med, men hun ville blive.

Hun gik rundt i lejligheden og kiggede mod sofaen. Hun vidste godt med fornuften, at Jørgen var væk, men hun syntes, hun så ham ligge der på siden, hånden under kinden, den anden op langs siden. Og hånden faldt ikke længere. Nogle gange syntes hun, han satte sig op og spurgte: “Har jeg sovet længe?”

Tanker og virkelighed flød sammen. Kirsten kunne ikke finde ud af, hvad der var strømme af minder, eller hvad der rent faktisk skete. Til tider frygtede hun at miste forstanden, når hun syntes, hun så Jørgen sove på sofaen.

Hun vågnede hver morgen, lavede morgenmad, som hun plejede. Så huskede hun, og tårerne kom. Hendes datter ringede, bad hende komme og bo lidt, men Kirsten tog kun afsted en uge. Da hun vendte hjem, blev hun mødt af stilhed. Nu så hun ikke længere Jørgen ved sofaen.

Om aftenen fandt hun de gamle fotoalbum frem, satte sig ned og talte til billederne af Jørgen.

Se, her er vores bryllup. Her er billedet, du sendte fra hæren, og det her

Hun snakkede uden at vente svar. At tie var værre. Stilheden trykkede. Hun tændte fjernsynet, bare for at sløre ensomheden. På billederne og i minderne var Jørgen stadig ung og fuld af liv. Tæt på hende.

Med tiden forstod Kirsten, at kærligheden og minderne ikke forsvandt, blot fordi et menneske gik bort. Det er ikke tomheden, der styrer vores dage det er evnen til at mindes dem, vi elsker, og bære deres varme med os videre.