Tidligere Familie
Det var umuligt for Helle at redde familien. Og nu ville hun det heller ikke længere; hænderne hang slapt ned. Hendes mand havde fået et barn med en anden kvinde en søn. Det gjorde ondt, men nu var det fortid. Du må se fremad, Helle, sagde hun stille for sig selv.
Helles tidligere svigerfamilie især hendes søster og mor havde stor medfølelse med hende. De brød sig ikke om Niels nye kone, selvom hun lige havde født ham et barn, og mellem sig kaldte de hende både kæphøj og trutmund. Karen var meget yngre end Niels og, ifølge dem, kom bare og overtog det hele, selvom det faktisk var Niels, der havde forladt Helle for hende.
Hun har bare sprøjtet alt muligt ind i de læber, sagde søsteren, Sofie, mens hun stod i gangen og lagde lidt ekstra rouge på de markerede kindben, hun havde arvet fra deres bedstefar. Hverken skam eller samvittighed!
Stakkels Gustav, sukkede svigermoren, Mette, hvordan skal han klare sig uden sin far? Han er jo i en så svær alder!
Helle har vist ikke noget imod, at Niels ser Gustav, Sofie lynede sin kosmetiktaske, hvis det var mig! Niels skal bare være glad for, at Helle ikke er mere hårdhudet. Hvis jeg var hende, havde han stået på gaden nu!
Ja, og nu med et spædbarn, der skal tages hånd om, svigermoren rystede på hovedet, og konen kunne jo begynde at stille krav.
Så må hun jo gøre det. Det får ham måske lidt ned på jorden! Sofie lagde armen om sin mor, du skal ikke være bekymret, mor. Niels elsker altså Gustav, han vil aldrig svigte ham.
Gud give det, sagde Mette, for det gør mig dårlig, hver gang jeg tænker på det!
Efter at have sagt farvel til datteren, gik den ældre kvinde hen til telefonen og slog Helles nummer.
Hej, Helle! sagde hun varmt, jeg ville bare spørge, om du og Gustav ikke kunne komme til os i weekenden. Jeg savner mit barnebarn sådan! Kan I ikke? Åh, eksamen forude? Det var ærgerligt Så held og lykke til Gustav! Kram til dig, min pige…
Opkaldet kom ubelejligt. Helle var netop ved at parkere ved gymnasiet, hvor Gustav for nylig var begyndt. Det havde Niels længe insisteret på hans tidligere folkeskole var ikke stærk nok, som Niels sagde.
Helle havde strittet imod, syntes det var vigtigt, at skolen var tæt på, men da ægteskabet begyndte at vakle, havde hun straks givet efter. Hun gik med på næsten alt, men det havde ikke reddet familien tværtimod.
Hun havde ikke noget imod, at Gustav så sin far eller hans nye familie, men efter skilsmissen havde han sagt, at han ikke længere havde nogen far.
Jeg tager ikke til farmor mere, sagde han efter Helle havde lagt på.
Gustav, det er ikke rimeligt! Helle forsøgte at tale ham til fornuft, din farmor er meget glad for dig!
Far kan være der! Jeg vil ikke se ham. Han sveg dig og mig! Jeg vil også skifte efternavn og mellemnavn!
Hvordan det? Hvad vil du så hedde i stedet? Helle var fortvivlet.
Ved det ikke endnu, Gustav greb sin rygsæk og steg ud af bilen og efterlod Helle i kaos.
Mens hun så ham forsvinde, blev Helle slået af, hvor meget han lignede en ung udgave af Niels.
Hen mod middag ringede Sofie og spurgte, om de skulle spise frokost sammen. Det havde de ofte gjort Sofies advokatkontor lå lige ved siden af klinikken, hvor Helle arbejdede som tandlægeassistent.
Finn, jeg smutter et par timer er det fint? spurgte hun chefen.
Bare du er tilbage til to. Vi har en kompliceret fjernelse, svarede han.
Selvfølgelig, sagde Helle, trak sin frakke og svarede Sofie: Skal vi sige kvart over et på Café Cirkel?
Perfekt, vi ses! svarede Sofie og lagde på.
Klokken kvart over et sad Helle ved et lille bord og bestilte fra dagens frokosttilbud. I det samme kom Sofie, forpustet og rød i kinderne.
Jeg tager det samme, udbrød hun til servitricen, Pyh, jeg havde travlt!
Sofie så udspekuleret ud.
Er der sket noget, Sofie? Har han friet? Helle hævede øjenbrynene i spænding.
Hun vidste, at Sofie havde ventet i årevis på, at hendes kæreste, Lasse, skulle fri, men han havde været tilbageholdende i årevis.
Nej! sagde Sofie, men jeg har en plan! Trutmund har en affære!
Ja, hun havde. Nu er Niels jo hendes mand, sagde Helle med et lille smil, mens hun fulgte den unge servitrice med øjnene.
Da pigen var væk, lænede Sofie sig ind over bordet.
Nej, du forstår ikke, Helle. Hun tænder kun på andres mænd!
Jeg orker ikke mere, Sofie, Helle slog blikket ned, jeg har ikke længere noget forhold til Niels eller hans kone.
I virkeligheden var det stadig sårbart for Helle hun elskede stadig Niels, men prøvede ihærdigt at lade være med at tænke på det.
Har du nogensinde set barnet? insisterede Sofie Det er ikke hans.
Selvfølgelig er det, Helle kiggede overrasket op, Niels fortalte det selv, da Karen var seks måneder henne.
Det er ikke hans, gentog Sofie overbevist, jeg skal nok bevise det!
Hvordan vil du bevise det? spurgte Helle, mens hun kiggede på sin suppe.
DNA! Sofie dupede skeen med en serviet, nutidens teknologi kan alt! Hvis jeg kan bevise det… Vil du så tage Niels tilbage?
Åh, Sofie Tak. Men det er ikke mig, der er problemet. Det er Niels. Han blev forelsket i en yngre kvinde. Det er, som det er.
Han burde skamme sig! udbrød Sofie, Hvad skulle han dog med hende! Dum som bare pokker!
Hun rynkede næsen og satte sin tallerken lidt væk.
Hun er Niels’ valg, ikke mit, sagde Helle afmålt og prøvede at spise videre.
Men! Han har sagt ja! triumferede Sofie.
Til hvad? spurgte Helle uden at løfte blikket.
Til en DNA-test! hviskede Sofie ophidset, Jeg viste ham et billede, hvor Karen krammer en anden mand. Niels kom med alle mulige undskyldninger men jeg sagde, at det var for mors og min skyld. Hvis Karens barn er hans, accepterer vi hende.
Sofie, lad nu det ligge, sagde Helle blidt, hvorfor? Niels elsker mig ikke mere. Gustav vil ikke vide af ham.
Nej, jeg vil ikke lade trutmund ødelægge mere! Der er nok allerede sket!
Har Karen overhovedet accepteret DNA-testen? Helle undrede sig, det kræver jo samtykke fra moderen.
Det er jo det geniale, Helle! hviskede Sofie der er laboratorier, der laver anonyme tests. Man behøver ikke oplyse navne.
Hvad får du ud af det, Sofie?
Domstolen kan godt nok ikke bruge det, men jeg tror ikke, det bliver nødvendigt. Niels vil selv smide Karen og hendes unge på porten!
Sofies hårde ord gjorde Helle utilpas. Det stak at tænke på barnet han havde jo ikke ønsket kaosset. Og måske var han Niels barn, uanset Sofies påstande. Hun huskede, hvordan Niels lyste, når han talte om Karen-Musen. Og Karens blik.
Jeg tror, det er Niels barn, sagde Helle, mens hun fandt Dankortet frem og betalte regningen.
Jeg har sikret mig! sagde Sofie triumferende og viste Helle en lille plastiktube, der lignede en tusch, hvor der var noget hårdt lysebrunt indeni.
Hvad er det? Helle skulle til at tage den, men ombestemte sig.
Jeg fik min veninde, Ida, til at nappe et hår fra sin egen dreng resultatet vil vise nultolerance!
Sofie! Det er jo svindel. Ulovligt! gispede Helle.
Det kriminelle var det, hun udsatte mor for! Hendes diabetes blev forværret af stress! Jeg kan ikke tilgive det!
Sofie smed tuben i tasken og rejste sig. Hun fortrød lidt, at hun havde fortalt Helle noget.
Helle fortrød også, at Sofie havde indviet hende. Hun mente, at løgne kun fører til mere elendighed. Flere gange overvejede hun at advare sin eksmand om svindlen, men hun lod være.
En gang under ægteskabet havde Helle overvejet at bede Karen holde sig væk ikke ødelægge deres familie men hun fik aldrig samlet mod. Da hun besøgte Karen og så den synlige mave, vidste Helle, at det var for sent.
Du kan ikke leve i fortiden, gentog Helle sig selv, men hendes søn, der lignede Niels på en prik, gjorde det svært. Og svigerfamilien blev ved med at give hende opbakning.
Til sidst traf Helle en radikal beslutning. Hun foreslog Gustav, at de skulle flytte til Aarhus to hundrede kilometer væk for at starte forfra. Gustav var ikke begejstret, han ville ikke igen skulle skifte gymnasium. Men Helle overtalte ham.
Hun sagde intet til svigermor eller Sofie om planerne hun var bange for, de ville tale hende fra det. Da de kom for at sige farvel, fik svigermoren næsten et ildebefindende.
I flytter? Hvorhen? udbrød hun til København?
Nej, men tæt på: Viby. Jeg har allerede fundet et godt sted, og om to år starter Gustav på universitetet, Helle krammede hende og tilføjede: vi kommer og besøger dig, Mette!
Jeg forstår, men hjertet bløder. Vi har knap nok set hinanden i forvejen, hvordan nu svigermoren tørrede øjnene.
Det skal gå, farmor. Vi kan facetimes, forsøgte Gustav, jeg har købt dig en tablet!
Men hvordan skal jeg kramme dig igennem en skærm? sukkede den gamle dame.
Sofie var heller ikke tilfreds.
Du sagde ikke et ord! bebrejdede hun Helle.
Undskyld, Sofie. Jeg var bange for, at du ville overtale mig til at blive.
Da Gustav var med farmor inde på værelset, spurgte Helle, om DNA-planen var blevet til noget.
Du vil ikke tro det! fnysede Sofie testresultatet viste 99 procents match! Enten er Idas dreng i virkeligheden min nevø, eller også har Niels selv været snedig.
Lad dem nu være, Sofie, sagde Helle og lagde hånden på hendes arm. Sofie trak sig væk.
Det var ikke dig, vel? udbrød hun pludseligt.
Selvfølgelig ikke, Helle smilede beroligende.
Niels havde lovet aldrig at afsløre, at det var Helle, som tipede ham om Sofies plan. Begge forstod, at Sofies dumdristige forsøg kun var et udtryk for hendes ønske om, at familien var som før.
Måske gemmer Ida også på hemmeligheder! sagde Sofie, du er min eneste veninde nu! Og nu forlader du mig!
Kom og besøg os, foreslog Helle mildt, drop Lasse, han er alligevel ikke noget for dig!
Det gør jeg måske, lovede Sofie, og de krammede.
****
Helle var netop i gang med at hænge nye gardiner op, da telefonen ringede.
Allerede pakket ud? lød Sofies glade stemme, pak sammen igen!
Hvad er der sket? spurgte Helle.
Lasse blev ræd for, at jeg ville forlade ham og nu har han friet! Bryllup om en måned! jublede Sofie, jeg har endda inviteret trutmund kan du tro det!
Tillykke! lo Helle, hvis du lover aldrig mere at kalde hende trutmund men Karen
Ja, for din skyld jeg skal prøve, indrømmede Sofie.
Men det løfte holdt hun ikkeDa hun lagde på, stod Helle lidt og krammede gardinstoffet mellem hænderne. Udenfor rullede skyerne lavt over de nye tage, som om de også var på vej videre. Hun tænkte på barndommens have, lyden af latter under familiemiddage, og hvordan alt havde forandret sig men også at noget af det stadig fandtes, lige dér, hvor man turde tage hul på noget nyt.
Gustav kom ind i stuen og kastede sin jakke på sofaen.
Har du set bussen? Jeg skal mødes med nogle fra klassen, sagde han og så på hende med det blik, hun altid havde kendt.
Er du glad? spurgte hun, for at vi flyttede?
Han trak på skuldrene, smilede skævt.
Det er okay, mor. Her er anderledes. Måske bedre.
Hun grinede, gik hen og rystede ham i håret, før hun lod ham smutte ud i novemberskæret han vendte sig halvt om, og hun så, at hans profil nu også mindede hende om sig selv.
Da døren lukkede sig bag ham, satte Helle aftenkaffen over og lænede sig op ad køkkenbordet. Livet var ikke, som hun engang havde forestillet sig, men hun havde valgt at begynde forfra valgt at tro på, at noget nyt kunne vokse, selv ud af kaos.
Hun mærkede en pludselig fred, som hun næsten havde glemt fandtes. Uden egentlig at vide hvorfor, trak hun mobilen op og skrev: Hej Karen. Jeg ved alt har været svært det håber jeg virkelig ikke, at det bliver ved med at være. Skal vi tage en kop kaffe en dag?
Da beskeden var sendt, smilede Helle for sig selv. Perlerækker af liv, snørklede og ujævne, men de fandt altid vej gennem labyrinten. Hun kiggede ud på sin nye gade og mærkede, at hun var landet. Ikke i fortiden. Men et sted, hvor noget andet kunne begynde.
