Søndag morgen havde vi egentlig planlagt at sove længe, men bryllupsgæsterne begyndte allerede at plage os med spørgsmål, før vi overhovedet havde fået øjne.
Jeg havde været sammen med David i tre år, da han foreslog, at vi skulle flytte sammen – hvilket reelt betød, at vi rykkede ind hos hans forældre i Lyngby. Efter brylluppet gik det støt ned ad bakke.
Min svigermor var hurtig til at give sin søn skylden for alt, hvad jeg gjorde. Det skabte gnavne diskussioner over alt fra mit arbejdsliv til min beslutning om at blive hjemme. Én søndag, hvor vi bare ville nyde en stille morgen i dynerne, trampede hun ind og skældte os huden fuld for ikke allerede at stå op og ‘være til nytte’. David forsøgte at tage os i forsvar, men fik kun at vide, at det var hendes hus, og der var ingen diskussion.
David kunne ikke holde ud at bo der længere og brugte hele søndag aften på at scrolle efter lejligheder på Boligsiden. Huslejen var tårnhøj vi taler femten tusinde kroner måneden men der var ingen vej udenom. Så snart vi flyttede, lysnede det gevaldigt.
Senere havde vi kig på et lille stykke jord i udkanten af Roskilde. Vi havde dog ikke penge nok til at anlægge brønd. David kontaktede sine forældre for hjælp, da min egen far døde, da jeg var lille, og min mor har nok at se til med mine to yngre brødre ude på landet.
Vi gik i gang med at bygge et hus fra bunden, og midt i papirarbejdet dukkede der dokumenter op, hvor svigermors navn stod som ejer af grunden. Jeg tabte underkæben og sagde det videre til David, som påstod, at det bare var en teknikalitet, fordi mine forældre havde betalt, og ejerskabet snart ville gå til os.
Jeg købte ikke den forklaring og bad svigermor holde sig væk fra vores nye hjem. Vi boede adskilt i en måned, indtil David lovede at få styr på det hele og overtalte mig til at give vores ægteskab en chance mere. Nogle måneder senere blev jeg gravid, og pludselig var hele mit gamle livsdrøm tæt på!
Svigerforældrene begyndte at ringe igen og inviterede os hjem for at se babyen, selv om jeg gentagne gange bad om at få fred. Svigermors evne til at stikke til os gjorde ikke stemningen bedre, og flere småskænderier blussede op mellem mig og David. Jeg mindede ham om alle de brudte løfter og hans families evindelige attitude. Vi legede nærmest ‘dansk familiejulefrokost’, bare uden snaps.
Så drejede dramaet igen: Svigermor tog kontakt til min mor for igen at tale om omregistrering af huset. Dog kun hvis min mor ville give afkald på halvdelen af husets værdi. Min mor sagde nej tak, og svigermor flækkede næsten af kritik over, hvordan jeg ikke gjorde nok, tog mig sammen eller bidrog med noget som helst.
Her indså jeg, at vi nok aldrig kommer til at forstå hinanden – pengene styrer alt, og nu var det tid til at sætte grænsen. Jeg havde ikke behov for at få min livsstil dikteret af nogen anden, og fra nu af ville jeg leve som jeg ville ikke som samfundet eller svigerfamilien forventede.
Jeg fortryder intet. Jeg ved, jeg kan klare mig selv og min lille pige. Mest sandsynligt bliver David boende hos sin mor hun kunne sikkert godt bruge en ekstra til at rydde op efter sig.
Tror du, jeg gjorde det rigtige?
Mange ville nok mene, at jeg satte mig selv og min datters trivsel før alt andet især efter alle de ufrivillige familieudfordringer og skænderier. Situationen var sin helt egen, og beslutningen var den rette for mig og mit barn.
