Den yngste søn
Leif, kunne du ikke lade være med at tage den tur? Jeg har sådan en uro i hjertet… Måske kan nogen andre tage over for dig, hvisker Rikke og forsøger at skjule bævende stemme.
Det er godt med penge på den her tur. Og vi har virkelig brug for det, Rikke. Vi ved begge, at hver en krone tæller nu, svarede Leif og holdt sin kone tæt, kyssede hende på panden og derefter de to muntre tvillingepiger, Ane og Gerda.
Rikke nikkede stille. Hendes hjerte blødte, men fornuften sagde hende, at han havde ret: økonomien var på randen. Hun tørrede tårerne væk, så ham gå og hviskede i favnen: Kom hurtigt hjem… vi venter på dig.
Døren lukkede sig bag Leif. Rikke tog sig sammen, gav pigerne mad og gik en tur med dem. Dagen gik uventet roligt. Ingen skænderier, ingen tårer som om børnene fornemmede, at der lå noget tungt i luften.
Hver aften klokken ti talte de i telefon, som de altid havde gjort. Rikke fortalte, hvor meget pigerne savnede ham, hvordan hun langsomt syede lidt til bestillinger. Leif lo gennem røret og lovede: “Jeg er hjemme i morgen, lille mis.”
Men han kom aldrig hjem igen.
På vejen hjem kørte hans lastbil frontalt ind i en anden, der kom over i den forkerte vognbane. Alting skete så hurtigt. Han nåede ikke engang at reagere. Leif døde på stedet.
Samme nat ringede telefonen. Rikke, som i en drøm, tog røret og verden brød sammen for hende.
Hun slæbte sig over til naboen, tante Inger, og bad hende passe børnene. Derefter sank hun sammen foran døren. Lægerne nåede knap at redde hende akut kejsersnit, det ene komplikation efter det andet.
Den lille dreng, hun fødte, var spinkel, for tidligt født. Han havde ikke sin fars styrke, og moderen havde mistet sit faste holdepunkt.
Rikke kaldte ham Leif, efter sin mand. Da hun blev udskrevet fra hospitalet, talte hun pengene igen. De rakte til to måneder. Hvad der så skulle ske, måtte tiden vise.
Livet blev en daglig kamp for overlevelse. Tante Inger hjalp hvor hun kunne. De havde ingen familie tæt på. Rikke begyndte igen at sy først for naboerne, og langsomt hørte flere af hendes evner gennem mund-til-mund.
Pigerne begyndte i skole, og den lille Leif i børnehave. De var hendes håb, hendes livline. Men…
Hun elskede pigerne højere. Drengen… nej, hun hadede ham ikke hun kunne bare ikke se på ham uden smerte. Han lignede mere og mere den mand, hun havde mistet. Hver gang hun så på ham, følte hun, at hun ikke havde formået at holde fast
Drengen var stille, godhjertet og hjælpsom. Han læste bøger, hjalp til, klagede aldrig.
Pigerne fik nyt tøj, hun syede smukke kjoler til deres dukker. Til Leif lappede hun de gamle ting.
Stakkels barn… Forældreløs, selv med sin mor i live, sukkede tante Inger, når hun så drengen vaske op eller samle legetøj op efter sine søstre.
Årene gik. Pigerne blev voksne, giftede sig, flyttede væk. Tilbage var Leif og hans mor.
Han sluttede med skole og fik job som ingeniør på byens store chokoladefabrik i Odense. Rikke begyndte at miste synet søvnløse nætter, nervøsitet, år med ensomhed havde sat deres spor.
Leif passede på hende så godt han kunne. Han lavede mad, vaskede op, gik med hende hånd i hånd gennem parken. Ofte hviskede hun: Tilgiv mig, min søn… Jeg har ikke fortjent din kærlighed. Lev dit liv, du er stadig ung…
Han smilede bare: Det skal nok gå, mor. Jeg skal nok få både kone og børn. Du skal også nok nå at opleve at blive mormor.
Og så en dag kom Karla, stille og lidt genert.
Mor, Karla vil gerne bo hos os. Hun har heller ingen hun er forældreløs, sagde Leif blidt.
Tre måneder senere holdt de bryllup. Pigerne kom hjem, børnebørnene, svigersønnerne hele familien samlet. Rikke var lykkelig, men smilede oftere gennem smerte end glæde.
Diagnosen var hård kræft. Hun havde ikke lang tid igen, og det vidste hun godt.
Men livet gav hende endnu en god ting hun oplevede sit første barnebarn.
Hun gik bort stille, med et fredfyldt smil, hånd i hånd med sin yngste søn, den, der havde været den kærligste af dem alle.
Lille Alex: En mors kamp, savn og håb – En dansk families rejse gennem sorg, overlevelse og kærlighed
