Slægtningene dukkede op, efter jeg havde opført et hus ved havet.
Nu er jeg toogtyve år gammel. Min far og mor forlod denne verden for ganske nyligt, og derfor kunne jeg forlade min lille hjemstavn uden skrupler. Begravelsen for både min far og min mor var yderst beskeden, næsten ingen fra familien dukkede op, selvom både min far og mor havde adskillige søskende. Familiespil, siger de.
Da begravelsen var afsluttet, havde alle familiemedlemmer uopsættelige gøremål. Nå, Gud være med dem! Efter begravelsen besluttede jeg, at det var bedst at tage af sted, for minderne gjorde alt for ondt.
Intet gik godt i min barndomsby, Odense. Alt begyndte allerede tilbage i gymnasiet, hvor jeg blev udsat for grov mobning af mine klassekammerater. Da jeg blev student og fik arbejde, var jeg evig syndebuk for mine chefer. Jeg grublede længe og besluttede at tage chancen jeg solgte mine forældres gamle hus for lidt håndører og satte kurs mod det danske Vesterhav, hvor jeg fandt en lille jordlod og byggede et hus på én hundred og halvtreds kvadratmeter.
Da huset stod færdigt, tog jeg drømmeagtige billeder og lagde dem på Facebook og Instagram. Under byggeriet ringede jeg til alle mulige slægtninge for råd men de sagde bare, at de intet vidste. Ingen kom med hjælp eller gode råd.
Men da sommeren kom, begyndte alle slægtningene at ringe; pludselig havde de besluttet at holde sommerferie ved havet og spurgte pænt, om de måtte bo i mit hus. Det kunne jeg måske godt have sagt ja til, men hvorfor egentlig?
Da min far og mor blev lagt i jorden, kunne slægten ikke finde tid til at dukke op, og økonomisk kunne ingen træde til; dengang lød det, at de knap selv kunne betale for rugbrødet. Men nu ville de alle ferie i min nye bolig det er ikke nogen billig fornøjelse på de danske kyster, det skal jeg hilse og sige.
Denne sommer erfarede jeg, at min familie pludselig er meget stor alle elsker mig, savner mig, og endda gamle klassekammerater begyndte at skrive beskeder med ros og hilsener, en sand bølge af begejstring og med bønnen om at besøge mig.
Jeg blev træt af deres dobbeltmoral. På sociale medier lagde jeg ud, at dette var mit lille uskyldige bedrag eller drøm, som man nu vil. Jeg postede et billede af en gammel dansk bondegård og skrev til alle, at jeg havde tabt alle penge fra salget af mine forældres hus, og derfor kun havde råd til denne faldefærdige hytte; jeg tilføjede, at jeg håbede de ville komme og besøge mig og måske hjælpe med at reparere den. Da jeg gjorde det, forsvandt min slægt og vennekreds som dug for solen. De blev alle pludselig travle, og som det siden viste sig, var de fattigere end kirkerotter.
Nu sidder jeg og grubler: hvorfor er folk så hyklerske, og hvorfor er verden så brutal? Jeg slapper af på stranden i solen og overvejede at lægge strandbillederne på min hjemmeside. Men så huskede jeg, hvordan det føles at vifte med den røde klud foran tyren, og besluttede, at jeg ikke ville vække misundelse. Måske poster jeg næste år et billede fra mit rigtige hus, bare for at se hvad min familie får sig til…
