Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg blev hendes mand.
Vi blev gift for ikke så længe siden. Jeg troede, at min hustru elskede mig grænseløst. Der havde heller ikke været tvivl om det, hvis ikke det var for en bestemt hændelse. Det handler ikke engang om utroskab. Det var noget langt mere alvorligt, ja, næsten mærkeligt.
Måske skete det, fordi jeg gik for meget op i hende. Jeg forgudede hende, elskede hende grænseløst og tilgav alt. Naturligvis vænnede hun sig til denne adfærd, blev mere sikker på sig selv, og hendes selvtillid voksede. Måske begyndte hun at tro, at hele verden ville falde på knæ for hende, bare hun knipsede med fingrene. Selvom, blandt andre, fik hun ikke ligefrem særlig meget opmærksomhed. Mange andre havde nok ikke fundet sig i hendes grænseoverskridelser og havde næppe stolet blindt på hende.
Ikke længe før brylluppet fortalte hun mig, at hun gerne ville være alene, have lidt ferie for sig selv og forberede sig på ægteskabet. Der var ikke rigtig noget at gøre ved det, så jeg accepterede det og lod hende tage afsted.
Senere har hun fortalt, at hun tog væk fra alt og alle. Hun ville være et sted uden internet eller mobilforbindelse, alene ude i naturen. Hun tog til Nordjyllands kyster for at finde ro. Jeg blev tilbage i vores lejlighed i Aalborg og savnede hende forfærdeligt. Jeg ventede på hende hvert eneste sekund, med hjertet i halsen.
Da ugen var gået, kom hun hjem. Jeg har aldrig været så lykkelig. Jeg tog imod hende med al den varme og kærlighed, jeg kunne mønstre, og lavede hendes yndlingsret klassiske danske frikadeller med brun sovs.
Allerede næste dag begyndte hun at opføre sig mærkeligt. Hun gik ofte ud på gangen eller ind i et andet værelse. Så begyndte hun at forlade lejligheden flere gange om dagen af forskellige, mærkelige grunde. En dag, på vej til supermarkedet, opdagede jeg et brev i postkassen. Det virkede uskyldigt, men det var adresseret til mig, sendt af hende, mens hun havde været væk. Brevets indhold ramte mig som et slag:
Hej. Jeg vil ikke forvirre dig længere. Du er ikke den rette for mig, og jeg ønsker ikke at leve mit liv sammen med dig. Der bliver ikke noget bryllup. Undskyld, men lad være med at opsøge mig. Ring ikke. Jeg vender ikke tilbage.
Så kort, så brutalt, så ubarmhjertigt.
Først dér gik det op for mig, at hun hele tiden havde rendt ned til postkassen for at tjekke, om brevet var kommet frem. Jeg ødelagde brevet i stilhed, sagde intet til hende lod hende ikke mærke, at jeg vidste noget. Men hvordan kan jeg bo sammen med en kvinde, der ikke ønsker at være sammen med mig? Hvorfor blev hun gift med mig og lod som om alt var godt?
Jeg lærte, at man ikke kan tvinge kærlighed frem, ligegyldigt hvor meget man vil. Selvtillid og blinde tilgivelser kan ikke binde to mennesker. Måske er det vigtigste at respektere sig selv, også når kærligheden gør ondt.
