I syv år arbejdede jeg for et firma, hvor det udefra så ud, som om jeg havde alt, man kunne ønske sig. En god stilling, en solid indkomst i kroner, de rigtige medarbejdergoder og arbejdstider, som mange ville misunde mig. Når folk spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg altid det samme: Jo tak, der er travlt. Ingen fandt det underligt. Jeg nævnte heller aldrig noget.
Jeg mødte ind på kontoret klokken otte og gik sjældent før syv om aftenen. Ikke fordi nogen direkte krævede det, men der var altid noget vigtigt, der skulle klares. Sene mails, spontane møder, opkald i weekenden. Lidt efter lidt holdt jeg op med at spise frokost sammen med andre, stoppede med at se mine veninder, og jeg fik ikke længere tid for mig selv. Alt drejede sig om arbejdet.
Min leder, Morten Jensen, stolede på mig men den tillid blev til sidst en byrde. Gik noget galt, var det mig, der ryddede op. Var der sygdom, var det mig, der trådte til. Blev der lavet fejl, tog jeg skylden. Jeg sagde aldrig nej. Så der blev lagt flere og flere opgaver på mig uden hverken ekstra løn eller ændring i min titel.
Min krop begyndte at reagere. Jeg fik hyppige hovedpiner, kunne ikke sove og følte mit hjerte galopere. Jeg nåede til et punkt, hvor tanken om endnu en arbejdsdag kunne give mig hjertebanken. Jeg græd på toilettet på jobbet uden at kunne forklare hvorfor. Alligevel blev jeg ved. Jeg bildte mig ind, at det ville være en kæmpe fejl, utaknemmelighed, ja ligefrem et nederlag at stoppe.
En dag under et møde præsenterede min chef et projekt, jeg havde knoklet på i flere måneder. Han talte om projektet, som var det hans idé, uden at nævne mit navn en eneste gang.
Samme uge sagde jeg op. Jeg spurgte ikke om mere i løn, forhandlede ikke. Jeg gik bare.
Folk reagerede straks: Er du ikke lidt for meget?, Du finder aldrig noget bedre, Du var jo sat op i livet med det job. Min familie forstod mig ikke. Veninderne syntes, jeg var blevet skør. Ingen så udmattelsen de så kun titlen.
I dag har jeg ikke et job med så høj løn som før. Men jeg sover. Jeg trækker vejret. Jeg lever.
For første gang føler jeg ikke, at jeg er ved at forsvinde for at leve op til andres forventninger.
Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at livet ikke skal leves for at gøre alle andre tilfredse. Egen lykke og sundhed kommer først og det må man aldrig glemme.
