Til sidst
Freja sidder alene ved spisebordet, for tredje gang i denne uge. Klokken er allerede ni, og fra Mikkel hverken opkald eller besked. Endnu en gang arbejder han sent, tænker hun, men tvivler på sine egne ord.
De sidste par uger er hans forsinkelser blevet alt for hyppige. Først var det hver anden uge, så hver uge. Nu virker det som om Mikkel helt har opgivet at komme hjem til tiden.
Hun husker tydeligt, hvordan det hele startede. Først sagde Mikkel, at der var krise på jobbet vigtig deadline, alt skulle være færdigt. Freja troede ham og ventede længe om aftenen.
Så blev undskyldningerne mere og mere mærkelige. Mandag ringede han og sagde, at han sad fast i parkeringskælderen, fordi en snerydder blokkerede udgangen. Freja sagde ikke noget, men hun vidste, at Mikkels arbejdsplads havde en opvarmet, underjordisk parkeringsplads hvor selv en snerydder ikke kunne komme ind.
Onsdag var det et vigtigt møde, selvom de kun mødes over Teams om morgenen, og næsten aldrig fysisk. Og i går den vildeste undskyldning: han blev på kontoret, fordi han havde fået maveondt og sad på toilettet over en time.
Freja er ikke naiv. Hun mærker, at Mikkel skjuler noget. Hun vil ikke presse sandheden frem, men hvad kan det være?
Hvordan har du det? spørger hun, prøver at lyde rolig og omsorgsfuld.
Mikkel, der lige har trådt ind af døren, smider sig på sengen og sukker dybt.
Ikke særlig godt, svarer han og gnider sig på maven. Jeg tog frokost i kantinen, tror jeg har fået noget dårligt
Åh, det lyder forfærdeligt, siger Freja med overdreven medfølelse og ser nøje på ham. Jeg henter noget medicin. Det plejer at hjælpe.
Nej, udbryder Mikkel hurtigt, men slapper straks af igen, som om han indser, at han næsten råbte.
Hvad er der? spørger Freja overrasket.
Kollegaerne gav mig nogle piller. Kan ikke huske navnet, men det hjalp.
Okay, hvis du siger det Men næste gang, så husk navnet man ved aldrig, hvad man får.
Du har ret, siger Mikkel med et stramt smil. Jeg går i bad og så i seng jeg føler mig rigtig mærkelig.
Helt sikkert, svarer Freja og strejfer hans kind, før hun forlader soveværelset.
Så snart Mikkel går ind under bruseren, styrter Freja ud i køkkenet, med hans telefon i hånden. Hun står med det nervøst, skimmer skærmen. Beskeder, opkald, messenger intet mistænkeligt. Men så får hun en idé: hun tjekker bankapps.
Overførsel: 5.000 DKK til Amalie P., læser Freja og mærker al luften forsvinde. Hun hører bruseren blive slukket. Hun lukker panisk alle apps og lægger hurtigt telefonen tilbage i soveværelset.
Jeg må ikke gå i panik, ikke gå i panik, mumler hun til sig selv. Hvem fanden er Amalie P.?
Hun prøver at huske. En kollega? Bogholder?
Hele natten kan hun ikke sove. Freja ligger rastløs i den store seng, der føles tom og kold. Mikkel ligger roligt, uvidende om hendes uro. Til sidst døser hun hen, stadig plaget af urolige drømme og forvirrede tanker.
Hun vågner brat, som efter et chok.
Amalie! Navnet rammer hende som et lyn. Mikkels eks hans ungdomskærlighed, som han sjældent nævnte.
Freja sætter sig op, og mærker sveden glide på ryggen. Nu giver det hele mening: forsinkelserne, de dårlige undskyldninger, forgiftningerne. Og nu også den store overførsel af penge
Hun griber sit hoved mellem hænderne, prøver at stoppe rystelserne.
Ungdomskærlighed ordet runger i hendes tanker.
Hun kan ikke sove. Hun sidder vågen til dagslyset ser på Mikkel, forsøger at lægge det hele sammen.
Freja føler sig sikker på, at Amalie er ekskæresten. Men hvad kan der være mellem dem nu, og hvorfor overfører han så mange penge?
Hun står langsomt op, uden at vække ham. I køkkenet laver hun kaffe og tager en notesbog frem. Hun må lægge en plan.
Hvad skal jeg gøre? spørgsmålet banker i hendes hoved.
Skal hun snakke direkte med Mikkel? Men han lyver sådan en samtale vil ikke give hende sandheden.
Skal hun hyre en privatdetektiv? Det virker drastisk. Hun har ingen idé om, hvor hun skulle finde sådan en.
Skal hun selv opsøge Amalie?
Hun ved, hun ikke kan udskyde det mere. Hver dag, der går, gør det værre. Men hvordan kan hun handle, uden at Mikkel opdager det?
Hun beslutter at begynde simpelt tjekke hans sociale medier. Måske finder hun spor gamle billeder, fælles venner
Hun åbner sin computer og scroller gennem hans profil. De fleste billeder er nye familie, arbejde, ferier. Men til sidst finder hun nogle gamle billeder. På et af dem står Mikkel, yngre og med længere hår, ved siden af en ung kvinde. Freja stirrer på det ukendte ansigt.
Det er Amalie. Den eks, han kun talte om få gange.
Freja lukker computeren og trækker vejret dybt. Hun har nu to valg: lukke øjnene og fortsætte, risikere at det går galt, eller finde sandheden uanset hvor ondt det gør.
Valget er klart. Hun må vide det. Og hun vil finde ud af det, uanset hvad det koster.
Senere samme aften sidder Freja i stuen med sin telefon nervøst, klar med sine ord til en seriøs samtale, da døren åbner.
Vi skal tale sammen, siger Mikkel fra døråbningen, hans stemme er anspændt og træt.
Jeg vil også snakke med dig, begynder Freja, men han
Og til sidst indser Freja, at tilgivelse ikke altid handler om at glemme, men om at vælge at gå videre sammen selv med fortidens skygger.
Helt til det sidste: Elena sidder alene ved spisebordet, mens Victor igen hverken ringer eller skriver – hans undskyldninger bliver mere absurde, og mistanke om hans forhold til Angela, en gammel teenageforelskelse, vokser, da Elena opdager en stor bankoverførsel; nu må hun vælge mellem at ignorere sandheden eller undersøge alt, indtil hun får svar, selv hvis det betyder, at tilgivelse handler om at gå videre sammen med fortidens skygger.
