Kirstine Madsen, 67 år, havde mistet sin mand for mere end ti år siden. Siden da havde hendes dage været fyldt af hyggelige ture på Torvehallerne, rolige gåture i Ørstedsparken og sjældne opkald fra børnene, som alle for længst var flyttet hjemmefra til andre dele af Danmark. Hun forventede ikke flere overraskelser; i hendes alder, tænkte hun, var voldsomme følelser forbeholdt de unge.
Alt ændrede sig dog en eftermiddag på Hovedbanegården i København.
Kirstine sad på en bænk, fordybet i en gammel bog af Tove Ditlevsen, da hun pludselig hørte en stemme ved siden af sig:
Undskyld, er det ikke Barndommens Gade, du sidder med?
Hun kiggede op. En høj mand med hvidt hår og et forsigtigt smil så venligt på hende.
Jo, svarede hun og lukkede bogen langsomt. Kender du den?
Jeg læste den for fyrre år siden. Den har altid boet i mig. Jeg hedder Bjarne Kristensen.
Kirstine kunne ikke forklare det, men der var noget ved hans stille måde at præsentere sig på, der rørte hende dybt. De faldt straks i snak, først om bogen, så om togrejser, musik og om livet i det hele taget. Tiden forsvandt mellem dem, og de glemte næsten, hvorfor de var på stationen.
De følgende uger begyndte de at løbe på hinanden tilfældigt på Hovedbanegården. Nogle gange sad Kirstine med en kaffe på stationens café, og pludselig dukkede Bjarne op, med en undskyldning om endnu et forsinket tog. Andre gange hævdede han bare, at han nød stemningen i forhallen, men begge vidste, at de var der for hinanden.
En regnfuld eftermiddag tog Bjarne mod til sig og sagde det, der længe havde ligget i luften:
Kirstine, jeg har rejst alene i årevis, og jeg må indrømme, at der ikke er noget mere ensomt end at ankomme til et sted, uden at have nogen at fortælle det til. Jeg ville elske, hvis du en dag ville tage med.
Hun tøvede. Det var længe siden nogen havde inviteret hende ud; endnu længere siden hun havde åbnet døren for det ukendte. Men den varme ærlighed i hans blik bankede hendes bekymringer omkuld.
Aftale, men jeg bestemmer, hvor vi tager hen.
Næste lørdag steg de sammen på toget mod Odense. De gik gennem de brostensbelagte gader, delte en simpel frokost, og da aftenen faldt på, sad de på en bænk ved Odense Å. Bjarne tog Kirstines hånd, og hun lod den blive.
Ved du hvad, sagde han med lav stemme. Jeg troede ikke, kærligheden havde plads i mit liv længere.
Det troede jeg heller ikke, svarede hun. Måske tog vi fejl.
Den dag blev begyndelsen på noget nyt. De begyndte at udforske landet sammen, læse bøger i parkerne, kokkerere på må og få hjemme hos Kirstine. De opdagede, at livet ikke slutter med gråt hår at sommerfuglene i maven sagtens kan blafre, selv når man er blevet gammel.
Men det hele var ikke gnidningsfrit. Kirstine frygtede, hvad hendes børn ville sige: En kæreste i din alder? Hvorfor dog det? Bjarne, der også var enkemand, bar stadig på minderne om sin afdøde hustru. Men de blev enige om at leve nuet uden at spørge fortiden om lov eller give fremtiden undskyldninger.
En aften, på perron 12 hvor de havde mødt hinanden, sagde Kirstine sagte:
Tænk, hvis du ikke havde talt til mig den dag, så havde vi bare været to fremmede på vej hver sin vej.
Derfor vil jeg altid være dig taknemmelig for, at du tog Barndommens Gade med, svarede han med et smil. For den bog førte mig til min egen barndoms fred.
Den kærlighed, der voksede frem mellem togafgange og tilfældigheder, lærte dem, at det aldrig er for sent at føle igen. Selv når man tror, at livet er gået i stå, kan et uventet møde bringe lyset og varmen frem og give mod til at begynde forfra.
Clara Sørensen, 67 år, havde mistet sin mand for mere end et årti siden. Siden da gik hendes dage me…
